Ad køkkenvejen

Inden den spændende udforskning af loftsetagen, kom jeg jo først hjem fra job og indkøb. Stillede TrilleNyx fra mig, og trippede over kalkplamagerne ved køkkentrappens fod. Hold da, hvor ser der ud!

Det er lønningsdag i dag, og jeg har høstet blandt diverse tilbud og bestillinger. Pengene kaster jeg først rundt med i morgen.

Den tunge kurv føles let ved tanken om de gode sager, der ligger i skøn forening fordelt i flasker, glas og dåser. Og hov, se der! en gulerodskage er der også.

Et glas med små runde lækre polske rødbeder. Nøjagtig, som dem man kunne købe i Irma for hundrede år siden. Mindst. En flaske med polsk vodka krydret med bøffelgræs, og et enkelt ilagt originalt strå, der garanterer for ægtheden, nøjagtig som den jeg tyllede i mig ved særlige lejligheder for hundrede år siden. Mindst. En flaske med cremet kaffelikør, som man, i følge visse kilder, kun drikker, hvis man er hundrede år. Mindst.

Tre dåser med vidunderlig olivenolie, smagssat med mynte, mandarin og grøn citron. Jep, just præcis, de tre typer jeg faldt for på eat09. Oveni hatten havde jeg fået tilføjet to glas honning. Èt med lavendel, og ét med rosmarin. Lækkert, lækkert, lækkert.

Dyre ting, dejlige ting, som jeg vil være glad for at have stående den dag, det kun er en halv pakke pasta, der ligger og råber op fra bunden af spisekammeret. Den vil da blive omdannet til den skønneste luksusret med et par dryp af de dyre dråber.

Jeg har lige fornøjet mig med et stykke gulerodskage, der er dækket af en smørcreme så lækker, at man kunne æde den direkte af skålen med ske, men det lader vi så lige være med, og gemmer i stedet resten af kagen til i morgen, hvor jeg igen vil lege med lønningsdagen, for jeg vil se om, der er råd til at smide nogle penge efter en ny støvsuger.

Jeg synes, vi trænger.

Højdeskrækkens grønne gris

Bjørnen og jeg har været på loftet. Vi skulle sørge for fri passage til loftrummene, fordi vores vicevært bliver nemlig morgensdagens helt i skysovs, der sørger for at redde vores dyrebare loftsskatte i sikkerhed. Han skal tage alle turene fra loft til kælder bærende på æsker og kasser med blandt andet mine skrøbelige polske glaskugler fra dengang Bjørnens mor var barn. Og ting fra dengang Bjørnen var barn. Og et par spejle, eller var det tre?

Et eller andet byder mig at tro på, at det går godt. Tro på, at mine skrøbelige polske glaskugler klarer skærene, og flytningerne frem og tilbage. Eller tuder jeg. Også selvom, det er min egen skyld, fordi jeg ikke redder lige netop de æsker i sikkerhed inden, det er forsent. Jeg tror på det. Det bliver jeg nødt til.

Da vi går opad, forventer vi det vante syn, når døren til loftet svinger op.

Jamen, goddag mand murerske! Taget var allerede taget, og borte. Derfra hvor vi stod, ku' man se sig omkring. Omtrent til alle sider, og højdeskrækkens grønne gris røg lige i knæene. Kun på mig, for snart efter stod Bjørnen, og kastede om sig med skæve grin, mens han, kun båret af tynde brædder, svævede højt over gadeplanet langt nedenunder.

Æsker og kasser var dækket af fede lag af kalk og sine steder også tagbrokker. Teglrøde stumper her og grålige kalkklumper der. Og så var det, at beslutningen om at tro på det, tog form, for jeg kunne slet ikke se det for mig, at jeg skulle begynde, at rode rundt efter de polske klenodier, der under en næsten åben himmel, på kanten af ingenting, med udsigt til både Ørestad og Brygge.

Det er nok det mest interessante loftsbesøg, jeg nogensinde har været på her i ejendommen. Forholdene deroppe resulterede i en underlig følelsesmæssig blanding af sikkerhed og skræk, og den følelse sad stadig i mig, da jeg vaklede ned af køkkentrappen med geleknæ, begyndende hovedpine, og usædvanlige billeder på hukommelseskortet.

Bare nu de polske også klarer den.

Min stakkels søndag

Jeg har ikke behandlet min søndag særlig pænt. Jeg har sjusket med den, og brugt den på tant og fjas. Ikke en eneste fornuftig ting har jeg udført, siden jeg vippede stængerne ud af sengen i morges ved syv-tiden.

Strik, film og spil har ladet tiden gå op i ren røg og spild. Men sjovt har det været, sådan at brænde spildtid af.

Dagens ret i dag er rester fra i går, som Bjørnen tryllede om til en slags chili con carne, dog uden bønner. Han klarede ærterne med en dåse flåede tomater, og et ekstra skud chili. Det fungerede fint med brød til.

Nu vil jeg vende tilbage til sofaen og se, om der er noget fjernsyn, jeg kan fortsat kan spilde tiden med, nu jeg er igang. Ellers er der nok et eller andet spil, jeg endnu ikke har prøvet.

Forenklet ruteplan

Der er trukket enkle streger mellem strikketøjet, vasketøjet, spillemaskinen og køkkenet. Jeg bevæger mig lørdags-langsomt rundt mellem de afsatte punkter, og tid er noget, der går ude i periferien.

Dagens hovedopgave er at få taget toppen af vasketøjsbunken, for det har vist sig, at jeg har erhvervet mig selvformerende vasketøj. Det vokser uhæmmet, som tiden gror. Resten af opgaverne ligger som pakker under træet, og venter på, at der kommer nogen forbi, der vil åbne dem.

Mig bliver det ikke, for jeg gider ikke holde juleaften med pligterne, og skyder dem tilside, og vælger at sætte det tilbagelænede i højsædet. Ikke engang aftensmaden vil jeg gruble nærmere over, og smider bare noget i en pande, og lader det udvikle sig. Ved siden af koger brune basmatiris langsomt, og simrende.

Udviklingen bliver god, for forårsløg, karry, hakket øko-oxe, gulerødder, basilikum, kokosmælk og ærter rotter sig pænt sammen, og belønner mig med velsmag.

Heldige mig, for det er godt nok en god lørdag.

Hjem fra Århus

For en halv times tid siden fløj Anarkistens kagebord endegyldigt ud af vinduet, og videre gennem den armerede plastikpresenning. Hjemrejse fra Århus kostede 99 kroner sidste søndag, men det var dengang. Og i morgen bliver det for dyrt.

Udrejsen var ellers hjemme med en plads i bilen med alfefamilien som gode rejsekammerater.

Øv, for jeg har opsnappet små afsløringer på FB, om lidt af det der er i vente. Og ikke mindst havde jeg også glædet mig til et gensyn med de tandinteresserede damer, som jeg mødte sidste gang.

Brunch, bryllup og ballade

Viktor Vandhund bliver hjemme i Jylland, mens resten af alfefamilien og Bjørnen tager til bryllup i en forstad til København. Og jo, Bjørnen har en far. Han gemmer sig godt i en forstad til København.

Vi nåede lige en kop brunch, inden det var tid for dem at drage udenbys, og jeg gik i det lokale supermarked, og shoppede lidt guf og gulerødder.

Vel hjemme i hytten her sidder jeg med benene oppe, og nyder blogverdenens tilbud på underholdning, da den forsigtige lyd af et enkelt ark papir, der rammer entregulvet, forstyrrer mine cirkler.

Intern post. Jeg ved det bare, for jeg har hilst på postbudet tidligere i dag.

Efter endt gennemlæsning bander jeg. Stygt. Bittert. Inderligt. Højlydt. For det viser sig nu, at alle loftsrummene alligevel skal ryddes helt og aldeles. Og senest om FIRE dage. Hvad fanden tænker de på?

Så nu for at tage tråden op fra i går. Hvis renoveringsselskabet føler, at der er ingen, der elsker dem, så er følelsen nok ikke helt forkert, for jeg er seriøst stram i betrækket efter den udmeldelse.

Blåugle

Der er nogen, der starter deres ophold i køkkenet med at sætte en grydefuld vand over blusset. I dag lagde jeg ud med at skære bagekartofler op i kvarte, og smække dem i en bradepande, stænke med olivenolie, og drysse med krydderurtesalt. Ind i ovnen med den, og så videre.

En opvask står i baljen, og mens jeg drikker dyrt tilbudsøl, overvejer jeg mit næste træk.

Inden jeg nåede så langt, fik jeg styr en handel, der har kørt siden dengang Bjørnen sprang ud som student. Hans søster, alfemoren, havde forelsket sig i en læderpung fra en af Bryggens små butikker. En af den uden kortmaskine og med korte åbningstider. En del af pungen blev betalt dengang, og i dag lykkedes det mig at ramme rette åbningstid medbringende de manglende kontanter.

Hurra, handlen er nu afsluttet!

Bagefter, i et perlevirvar, faldt jeg over visdommens lyseblå ugle. Den skal nok kunne bruges til et eller andet en skønne dag. Foreløbig ligger den, og drømmer i selskab med en græskarkerne eller to?

Om lidt, mens jeg hænger ud over opvasken, vil jeg spekulere på, om det er ugleviist af mig at offentliggøre, at jeg ind imellem proklamerer højlydt ud i intetheden, at jeg ind imellem mener, at der er ingen, der elsker mig? Resten af tiden vil jeg i vanlig stil udtænke ideer til et aftensmåltid. Med kartofler vendt i olivenolie og krydderurtesalt.

Har du dage, hvor du mener, at der er ingen, der elsker dig? Og nej, jeg er ikke deprimeret!

Lidt nas gør det vel altid

Min bjørnepote er blevet lavet på et af de steder, hvor det efter sigende skulle gøre mest nas. Og nas gjorde det, jo, men ikke værre end det var til at holde ud. Jeg sagde hverken, av, shit, eller for helvede, mens nålen summede. Vi holdt heller ikke pauser ind i mellem. Jeg mediterede mig vist ud af det.

Men, hvis jeg skulle finde på at gøre det igen, vil jeg garanteret tage en ektra dyb indånding ved erindringen om den brændende fornemmelse, som jeg oplevede i går. For lidt nas gør det altså.

Der var god stemning i bixen, da jeg lettere nervøs ankom, og da det blev tid, skiftede musikken fra noget Morfar-punkagtigt over til noget særdeles velkendt og afholdt Doors, og da Kiley tørrede efter for sidste gang, og bjørnepoten med hjertet stod helt tydelig for første gang, gled krytalskibet over lydtapetet. Perfekt timing efter min smag.

Det var en god oplevelse, og jeg har ikke fortrudt ét eneste sekund, og kommer heller ikke til det. Jeg ved noget mere om mig selv nu, som jeg ikke vidste før, og det er endt i en glad og god følelse. Jeg er ved siden af også enormt gammel nok til at vide, hvad jeg gør, og dette bid af en tusse, var det jeg følte som det rigtigste. Og smukkeste.

Bidt af en tusse

Dagens grænseoverskridende handling er det smukkeste og rigtigste punktum, som jeg nogensinde ville kunne sætte efter en grum, grim, men også kærlighedsfuld periode, der krævede næsten alt af mig og min lille familie.

Det uudsletteligt punktum er nu blevet sat, og da jeg kom hjem, viste det sig også at være min fødselsdagsgave fra Bjørnen.

Hvor dejligt var det ikke lige?

Opløftet af opløsning

Min dag begynder for alvor, da den opblæste lyd fra et overdimensioneret tandlægebor forplanter sig i øregangene. Nærmest lige ved og næsten ved siden af mig er en håndværker i gang med at fjerne flere års plakaflejringer i perlerækken af røde mursten. I morgen kan vi få øjenkontakt, hvis vi lyster.

Et par vejrudsigter senere tager jeg afsted med begyndende knuder af bekymring i maven. Jeg kan ikke holde dem i ave, de vælter for talstærkt ind, og luften får ringe kår i vejrtrækningen. Vi jager afsted, TrilleNyx og jeg. Først da vi runder hjørnet ved Sukkerfabrikken, får jeg magten, og luften helt ned i lungerne.

Bjørnen har nemlig en akut aftale med hospitalet i dag, og en skarp negl er smækket hårdt ned i de gamle traumer. Men efter en undersøgelse, som man helst er fri for, skulle jeg hilse og sige, får han besked om, at alt er godt. Kunne alle høre? ALT ER GODT!

Og nu puster vi glædeshøje ud, og spiser græskarbrød med italiensk skinke og avocado.

Resten af aftenen skal jeg sidde med strik mellem hænderne, sluge endnu et afsnit af en serie med bid i, og derefter en god film. Jeg skal simpelhen rånyde fuldt ud, at kunne være lykkelig og ubekymret igen.

Så pyt med at støvsugeren er brændt sammen i en tid, hvor kalken står os om ørerne, for alt er godt. Alt er rigtig godt.

Svampedampe

Kantareller, kartofler og kalvekød i strimler. Ingredienser til aftenens måltid, på denne ugens første dag, som indtil videre har været en hel del bedre end hele sidste uges tilsammen. Det var og blev, når vi lige trækker barnedåb og eat09 fra, en vaskeægte skoduge!

Men nu står jeg her på åbningsdagen af en spritny og uberørt uge. Jeg har smugkigget lidt, og det ser ud til, at det er sjove, spændende og interessante ting, der venter forude.

Det årlige bondegårdsbesøg. Nye relationer på arbejdspladsen. En grænseoverskridende handling. Og hvis tarotkortene flasker sig, skulle jeg gerne sidde til kagebords på søndag.

Ikke dårligt, ikke dårligt, siger jeg med håbet siddende på skulderen.

Højmesse med dåb

Der blev sunget så smukt, og velsignet blev vi alle, hver på sin måde. Og lille Max blev døbt. Bagefter blev vi budt til fest og fornøjelse med den godeste mad og dejlige vine. Kaffe og kager med navnetræk i flere farver, kom også på bordene, mens solen skinnede på kastanietræerne udenfor, og snakken gik i de nymalede stuer.

Mere kan man vist ikke forlange af en dejlig dag i familiens skød.

Flere festlige timer efter, står Bjørnen og jeg i fællesskab, og tømmer en søndagsåben Irma i Torvegade for bagekartofler, flåede tomater, koteletter og fire dåser tun på tilbud.

Og efter endnu en stund, er vi hjemme igen, og nyder de åbne vinduer, samt de manglende håndværkere.

Så står det til mig, lader vi bare freden hvile over både land og by resten af denne solrige søndag.

Ginologerne

Der er grænser. Også for smagsprøver, og småtterier hist og pist. Pludselig står man der, og er færdig. Mæt. Slut. Fyldt op.

Se lige tyrens hals. Blød og krøllet som en persianer. Kæmpestor og mild. Tres kroner kiloet for det hakkede. Resten af prislisten gik tabt i det bløde blik.

Inden vi forlod tyren og Øksnehallen, fik vi indkøbt nogle interessante glas med mojos med koriander, gedeost og grøn peber, og en pose salt til mig. Jeg købte også et glas med æblesurdej hos Meyers bager, og ikke at forglemme den danske gin fra Braunstein.

Og nu vi taler om gin. Det kan vist godt gå hen og udvikle sig, måske ikke lige the full Gin Lane, men jo da, udvikle sig. En flaske Bombay Sapphire står allerede på køl og fra i dag får den så selskab af den danske Danica. Dertil må næsten føjes en Hendrick's, efter prøvesmagningen på Nimb forleden, hvor de næste gang, der skal prøvesmages får lov til at hælde lidt Citadelle i ginglasset.

Og har vi sagt gin, må vi også over søen til øen, hvor den økologiske svenske udgave af god gin findes. Mindre kan da ikke gøre det, når man pludselig ser sig ginologisk interesseret. Vel?

Efter endt messeindtag samlede vi indtrykkene over en omgang blandet dim sum lige bag Hovedbanegården. Den hvide kokosbolle med sukker og peanutbutter kom smagsmæssigt lidt bag på os, men ellers var det et herligt måltid.

Og endelig sad vi henslængt mageligt i de højryggede sofaer i baren på Nimb. Med kaffe og limonade, der endte på husets, fordi kreditkortmaskinen strejkede. Kontanter havde vi ingen af. De var jo blevet brændt af på messen.

Således sluttede dagens skønne madeventyr, på gaden foran Nimbs hvide mur, mens eftermiddagssolen skinnede nådigt nedover os alle.

Gris

På gaflen, det er jo der, de ender de fleste af dem. Men se lige Nuserberg, med den snavsede tryne, der ligger der, og hyggesover på 'eat09'.

Med et par billetter i lommen, havde jeg sat Andrea stævne ved hovedindgangen til Øksnehallen i dag. Klokken halv elleve ankom jeg med et blød sving, smed TrilleNyx fra mig, og kom i tanke om at billetterne stadig hang på opslagstavlen med vigtigheder. Derhjemme.

Så da Andrea drejede ind på pladsen, måtte jeg lige en tur tilbage. Efter billetterne.

Ved indgangen blev vi modtaget med gratis vand, ost og pose. Og det med vandet var et godt indslag, for selvom jeg står oprejst i dag, har jeg stadig tendens til at blive varm på panden. Og flere ture frem og tilbage over broen, havde ikke gjort tendensen mindre.

Vi er pæne mennesker med køkulturen i orden, og vi kom også fint til de forskellige steder, men til tider måtte man alligevel undre sig lidt. En frisk bemærkning om, 'byens bedste værtshus, mon lå her?', blev lidt småmopset ignoreret, og gjorde ryggene bredere. Og så var øllet lige dér, ikke engang af det bedste. Faktisk virkede det, som det var gået alt for langt udover sin bedste tid.

Til gengæld var der gang i chilien, og jeg blev brændt af på den tilbundsgående og grundige måde. Heldigvis var der både ristet rugbrød med rygeost, og Nimbs gode chokolademælk lige indefor rækkevidde. Puha, tre dødningehoveder var måske lige en kende for friskt for mig.

Jeg har bekendte i oliebranchen, og her faldt jeg pladask for hele tre forskellige. Mynte. Wauw! Mandarin. Slurp! Og grøn citron. Uhm, lækkert! Desværre, kom jeg til at brænde pengene af på dansk gin, så jeg må en tur omkring forretningen på et senere tidspunkt.

Ved A XOCO-standen befandt jeg mig lige pludseligt i første række foran fade med rækker af fyldt chokolade. Det var guf, men ideen med sjove smagstilsætninger, er for længst set hos Bojesen, der beskedent holdt sig til en himmelsk nougat, samt en lækker mørk chokolade, lige da min vej faldt forbi. Summerbird bød på mandler i flere udgaver og mini flødeboller, så det var jo bare at lukke øjnene, og drømme sig tilbage til fødselsdags-fredagen på Herman.

Jow-jow, vi er glade grise, og tro da endelig ikke at det er slut endnu.

Bedre, bekymret og lidt bange

Jeg har rystet et brød sammen. Det er nemt, og det smager godt. Køleskabet byder på skinke og ost i flere udgaver, så det er der, vi lander.

Endelig, synes jeg, at jeg er ved at blive mig selv igen. Hovedpinen er på retur, hudkløen næsten væk, men jeg er stadig træt og varm. Det var vist godt, at jeg valgte at blive i sengen i dag, og bruge det meste af tiden til at sove, som det nu faldt sig for.

På et tidspunkt ringede Bjørnen hjem, og havde brug for at vi kontaktede hospitalet. Han har haft problemer siden i går aftes, og nu var han blevet bekymret nok til at få ringet. En tid er aftalt til næste uge, og der er givet informationer om, hvordan han skal forholde sig indtil da. Der er styr på det.

Nu er han kommet hjem fra cyklerne, træt og bleg. Lidt bange, og indrømmet det her freaker også mig ud. Vi er med ét smidt tilbage i fortiden, hvor vi gik, og var skidebange hele tiden. Men dengang, som nu, tror vi på det bedste, og ved at, der er styr på det.

Og selvfølgelig er der det!

Statusrapport

Jeg er storsløj og træt. Ordene strander i fingerspidserne, og vil ikke længere. Linen er spændt ud, og jeg støtter mig udmattet til balancestangen, allerede inden jeg begiver mig afsted.

Pludselig, kommer jeg vel igen? Jo, det gør jeg da!

Kanelsuk

Jeg vågner på sofaen ramt af stilheden fra stilladset. I samme tempo, som jeg langsomt vågner rigtig op, kommer jeg i tanke om, at jeg er på egen hånd med aftensmaden i dag.

Noget må gøres.

Kalvekød i strimler brunes på panden i olivenolie, og et drys kraftige kanelsuk, salt og rosenpeber tilsættes. Zucchini i grove tern vendes med. En lille filone venter i en pose på køkkenbordet.

De kraftige kanelsuk, er en blanding jeg har lavet af, ja, rigtig gættet, kanel og sukker, helt nøjagtigt rørsukker, men det er kanelen, der taler højest. Rigtig højt. Sukkeret har blot det formål at karamelisere tingene en smule.

Og, *suk*, det virker.

Strejfskudt

Efter fest kommer hverdag, og efter hverdag kommer fest, og ligenu er det hverdag igen, og jeg må indrømme, at ikke alle dagens indslag har været lige festlige.

Nu har jeg jo heldigvis beslutsomt båret sabelkattene ud på møddingen, så de overstadige energiudladninger og de skarpe skud fra hoften, blev vist klaret nogenlunde pænt, og med kun et par halvfugtige blink til følge.

Og lykkelig var jeg, da jeg med et par lune madpakker i kurven, åbnede døren til plastikteltet, og masede mig op af en bagtrappe, der flød i indtørrede kalkaflejringer.

Nem mad, og velfortjent.

Færdigret i box og bøtte. Honning-chili marineret kyllingelår, noget stuvet rodfrugte-et-eller-andet, nogle gulerødder, der er gjort et-eller-andet ved og kartoffelmos.

Nem mad, velsmagende.

Og seriøst og ærligt. Jeg er for træt til at blogge med overbevisning og sjæl i dag. Livet i plastikteltet går mig på nerverne, så jeg vil ind, og fordybe mig i sofaens lyksaligheder, mens jeg vil genopleve de bedste stykker fra erindringens fødselsdagslagkage. Og dem er der jo heldigvis mange af.

Foret kuvert med flag

Viktor Vandhund. Need I say more? Hva'beha'r?!

Før desserten

Det burde ikke være den store overraskelse, sagde Andrea til mig, men jeg anede ikke, hvad der var i den limegrønne pakke, som jeg åbnede før vi gik om bord i de Barndomsminder, der var dagens dessert.

Da jeg havde fået det limegrønne papir af, rystede jeg forsigtigt den bobleplastpakke, der så kom frem. Nu var jeg på sporet, men helt sikker blev jeg altså først, da det smukke ølglas fra Glas-Smedjen i Hundested Havn blev viklet fri af det inderste silkepapir.

For filan da, lige, hvad jeg ønskede mig den solskinsdag, jeg første gang beundrede dem, og lige, hvad jeg ønskede mig nu.

Tusind tak, Andrea, og glasset er på behørigvis blevet indviet i godt hvedeøl fra Gourmetbryggeriet. Den med masser af plaster og jod.

Og gaver til

Selv postbudet sagde, tillykke, da han overrakte mig to kuverter, der var lidt større end de der vanlige med rude. Den ene med flag over det hele, så det var nok derfor, posten havde luret sammenhængen.

Da jeg åbnede den smukke gullige, forede kuvert fra Hanne, troede jeg et kort øjeblik, at det var en lille filtet hat i dukkestørrelse, som hun ville glæde mig med, der trillede ud, men det var det selvfølgelig ikke. Det var da en skål til dimser, som kom ganske belejligt, idet jeg forleden havde indkøbt hårelastikker i store mængder. Og, hvor skulle jeg nu gøre af dem?

Det ved jeg nu, og den smukke dimsedutskål matcher sig lige ind på hylden i soveværelset sammen med alle elastikkerne.

Tusind tak, Hanne, for både gaven, og det dejlige, på gammeldags manér, håndskrevne brev.

De løse ender

Inden vi forsvandt videre opad, var jeg et smut i kælderen, hvor man kunne finde skinnende hvide toiletter bag sorte døre, der skinnende som lak. Ved de skinnende hvide vaske stod Tromborg-sæbe i holdere, og stakke af kridhvide gæstehåndklæder lå parat. De sølvkantede spejle strålede. De blanke armaturer strålede.

Og så lugtede der af kalvefond, hvilket langt er at foretrække for den tis-lugt, jeg ved et tidligere Tivolibesøg rendte ind i på toiletterne under koncertsalen. Nimb har åbenbart helt anden og højere rengøringsstandard, og hurra for det.

Hendrick's skulle der i drinksglassene, og Hendrick's blev jeg vild med. Bulgarske rosenblade og agurk, det er lige mig. Dejligt med tonic i, men den smagte også rigtig, rigtig godt rå og ublandet.

En karaffel med saltede nødder gik fint i spand med ginen, og de lækre omgivelser, med kæmpe krystalkroner, kæmpe sølvrammede spejle og en kæmpepejs med blussende ild, gik fint i spand med min store fornøjelse. Der var plads til mig i det rum, og jeg drak det hele, nå nej, altså ikke min GTA, i store nydelsesfulde slurke.

Og så gik vi i Zum Biergarten. Og gjorde, hvad vi plejer. Indslevs hvide hvede fra fad. I høje slanke glas.

På trods af frokost, og stor kokkekunst, blev vi igen sultne, og endte med meget store bøffer på meget varme støbejernstallerkener på Hereford Beefstouw. Det lignede helt sig selv, med postkort, kuglepen og viskestykke. Om de stadig gør i hundeposer, ved jeg ikke, for jeg glemte at spørge.

Ja ja, jeg kan godt se den sidste sætning kan drejes lidt uheldigt, så lad os skynde os videre i Pariserhjul, Balje og Galej. For der fandt man os også. Hujende og hylende af grin. Af den reneste fornøjning, og for mit vedkommende også lidt af højdeskræk.

Da klokken ramte 22.00 og N*E*R*D gik på, stod vi af, og turen var slut, og vi trak mod hver sit offentlige transportmiddel. På vejen hjem lænede jeg mit trætte hoved mod ruden i linie 250S, og havde trods det uvante kaffeindtag ingen problemer med at sove, da jeg nåede så langt.

Se, det var en rigtig fødselsdag!

Fingrene af fadet

Store oplevelser og fotografering samtidig, er en kunst jeg endnu ikke mestrer. Enten skal jeg opleve og nyde, eller også skal jeg fortabe mig i fotograferingens udfordringer.

Og mens jeg fortaber mig i lys og vinkler, taber Andrea tålmodigheden i snitterne, og går på rovhugst.

Den lille kokoskage befinder på det afbilledede tidspunkt virkelig i farezonen, men det lykkedes mig at redde den i sidste sekund.

Gratis kaffe

Som de abbonniner vi er, tager vi de gratis glæder med i købet. Gratis kaffe og petit fours afsluttede den herlige frokost hos Herman.

Hele tre kopper kaffe fik jeg skyllet indenbords, mens jeg på fingrene talte mig frem til, hvornår jeg ville komme til at sove igen. Tre små lækre fristelser ledsagede den smagfulde kaffe, der med et knips kunne få mig på glatis, og lokke mig i kaffefordærv.

Så det var smagen af god kaffe, der fulgte mig til dørs sammen med den ualmindelige venlige tjener, der også rakte mig min læderjakke, samtidig med at mesterkokken forlod lokalet.

Øjeblikket efter stod vi der mellem vinotek i kælderen, og bar på første, og sundede os, for festen var da langtfra slut endnu.

Barndomsminder

Lørdag eftermiddag efter skoletid. Jeg er blevet hentet i den hvide SAAB af min far og min storebror. Vi kører til bageren, og køber kager til kaffen. Jeg vælger en florentiner med mørk chokolade og sprød karamel. Senere sidder jeg med min kage på stuegulvet foran fjernsynet, og ser "Peberkværnen".

En varm sommerdag står jeg bagest i haven ved hindbærbuskene. Jeg plukker ét enkelt bær, der straks efter eksploderer syrligsødt i mundhulen. Jeg glemmer det aldrig.

Aldrig, aldrig, aldrig! Eller Venezia på en sommerdag...

"How do you say hindbær in italian?", "Lampone.", "Okay, then I'll have one with Lampone!", "Hindbær, you know." Laughter...

Hr. Mand for en Herman

Jeg er fuldstændig smaskvild med Thomas Herman. Vild med hans blide brune øjne, hans halvlange hår, hans energi og udstråling, men, med ethundrede procents sikkerhed, allermest vild med hans talent i et køkken.

Lænet op af Frøken Jensen og mormor nyfortolker han retter, som frembringer minder, jeg helt havde glemt, at jeg havde liggende på lageret.

Andrea og jeg har talt om dette besøg meget, meget længe, og i går, endda på min fødselsdag lykkedes det os at blive fulgt til bords i den lyse og venlige atmosfære, der hersker hos Herman. Hvide duge, hvidt porcelæn, skinnende blanke glas, og ingen skrigende stilladsarbejdere hængende udenfor vinduerne.

Det smukke bestik var let håndterbart for mine uregerlige øglefingre, så jeg undgik at skabe uønsket opmærksomhed med ufrivillige jonglérnumre. Desværre, fik vi ikke lov til at nalre på de meget smukke Laguiole-knive , så nu må der spares op til en middag på stedet. Jeg vil bare prøve at have sådan en kniv i hånden.

Vi valgte tre retter fra frokostmenuen og drak bajere til. Dejlig koldt øl fra Gourmetbryggeriet, som var nøje afstemt til de forskellige retter. Og åh, hvor herligt! En enkelt, der var godt fyldt op på smagen af plaster og jod, vakte især jubel.

Vi lagde ud med "Stegt foie gras og kirsebærsovs Rødbeder, nougatin og kirsebæreddike".

Dernæst fulgte "Det bedste fra kalven med waldorffsalat Mørbrad, brisler, knoldselleri og ægte sauce".

Efter anmodning fra mig fulgte en kort pause, hvor jeg pakkede gave ud, og så kom desserten på bordet, "Barndomsminder Chokolade og sæsonens bær".

Jeg glemte tiden, så jeg ved ikke, hvorlænge jeg var i himlen. Og Thomas, sålænge du skejer ud i et køkken på den måde, er jeg din. Forever!

Plukke plukke stjerner

Jeg er overvældet. Overvældet af glæde og fornøjning. Overvældet af oplevelser. Overvældet og mæt. Træt. Og færdig.

Jeg er helt og aldeles overvældet af alle de hilsner, jeg har fået dagen igennem med posten, på bloggen, på FB, og per telefon. Tusind tak for alle disse kærlige tanker, og gode ønsker. Og tro mig, de gik i opfyldelse allesammen! Mindst.

Og slet ikke mindst, i dag plukkede jeg min første stjerne på den gastronomiske himmel. Og tro mig, det bliver ikke den sidste.

Seksoghalvtreds

Jeg er oppe. Håndværkerne er oppe. Trykluftskompressoren er også oppe. Der er godt gang i de udvendige trappetrin.

Men jeg har fødselsdag, og klokken halv ét skal jeg have en gavaldig én på opleveren. Alt er godt, og det er stadig fedt at være i halvtredserne.

Sent

Det var blevet lidt sent på den, da Bjørnen endelig slap cyklerne, og returnerede til hytten her. Middagen blev derfor indtaget som under italienske forhold. De har heller ikke noget pjat med lyse nætter, hvilket vi heller ikke mere har her. Stilladset har nemlig slukket for den sidste rest sommerlys, når der ellers er tale om det.

Jeg havde lavet en ordentlig skudefuld mørbradbøffer med forårsløg og champignoner. Bøfferne blev brunet på panden og lagt i en lille bradepande, og bagefter blev forårsløgene klaret, og vendt sammen med champignon i kvarte. Da de havde smidt tilstrækkeligt med saft, tilsatte jeg mere af slagsen fra en halv citron.

Blandingen blev hældt i bradenpanden ovenpå bøfferne, og det hele røg en tur i ovnen, mens små lækre aspargeskartofler med skræl småkogte i en passende kasserolle. Fem minutter før tid kom jeg en lille tot fløde i bradepanden, og så var vi godt gående, da det hele gik op i en højere enhed på de røde tallekener.

Om lidt er her tyst og stille omkring mig, og tænk, jeg tror at jeg vil liste ligeså stille af med et friskpresset ugeblad under armen.

Et bjerg af forventninger

Uha da, jeg har været i det lokale supermarked, hvor jeg optrådte på slap line med fjollede fingre og en bakke champignon.

Selvfølgelig er jeg da mester for at håndtere ti dåsecolaer, to høstbajere, otte ruller toiletpapir, et bundt forårsløg, en pose kattegrus, en pakke tyggegummi og en bakke champignon. Det mente jeg da selv lige indtil, jeg skulle fordele goderne i diverse net og en cykelkurv, samtidig med at jeg betalte ved kassen.

Efter en hel del fumleri, fik jeg slæbt mig ud i indgangspartiet, hvor der, ved den ildelugtende flaskeautomat, meget belejligt var opstillet en stol. Her kunne jeg pakke pakkenellikerne om på en mere hensigtsmæssig måde.

Efter en del omrokeringer røg låget af champignonerne, og så var der fest foran flaskeautomaten. Jeg sagde et enkelt ord, meget klart og tydeligt, men lige meget hjalp det, og der var champignoner over alt.

Måske var det, det grimme ord, der skræmte de venlige sjæle væk, for ikke en eneste champignon blev berørt af andre hænder end mine egne, men sådan er der åbenbart så meget, der er gået hen, og blevet af i dagens Danmark.

I det lille bjerg af groft hvedmel, salt, rosenpeber og paprika, har en stak mørbradbøffer rullet sig. Katten fik sit, jeg fik mit smidt på køl, indtil resten af dagens ret er klargjort.

Forventninger er mange ting, og mine er tårnhøje til morgensdagens fødselsdag. Jeg siger det bare.

Festlig fridag

Nu er det blevet alvorlige tider ude på stilladserne. Jeg bor nu i et meget stort telt med meget begrænset udsyn. Ja, udsigten er nærmest væk, anes kun som diffuse forvrængede billeder bag de tykke stykker armeret plastik.

Ovenikøbet er vi så heldige, her i opgangen, at vi har fået ekstra trapper både for og bag, som benyttes flittigt af de højtråbende stilladsarbejdere, der her efter frokost minsandten har fået selskab af nogen med noget, der larmer forfærdeligt.

Facaderenoveringen er gået i gang, og mit køkkenvindue ligner noget fra en gammeldags osteforretning.

Det er torsdag, og på trods af arbejdslivet udenfor mine vinduer, er jeg trukket i rengøringskitlen, og har hevet persiennerne op for at få lys nok til støvsugning og gulvvask. Ingen skal da forhindre mig i at pusle om hytten her, og desuden nyder jeg fordelen ved, at støvsugeren kan overdøve en hel del af hyleriet udenfor.

Når jeg om kort tid har ordnet badeværelse og køkken, ryger persiennerne ned igen, og vippes på plads i de rette positioner, så jeg opnår en vis fornemmelse af privatliv, mens jeg vader rundt, og nyder fornemmelsen af nyvaskede gulve under de bare fødder.

Jeg har fået en ide til en flugt-udflugt. En garnreol har fanget min opmærksomhed. Den vil passe perfekt oppe i et af mine kommende nyrenoverede loftsrum. Så jeg tror jeg snupper en metrotur ud på Fælleden, og hvis jeg er rigtig heldig, kan det være, at der er blæst til fyraften, når jeg igen står i hytten her.

Det er nok ikke den bedste dag at holde fri, men tanken om smukke vinduer, fed facade og lækkert loft, gør det hele lidt nemmere. En skønne decemberdag, hvor den første julesne måske falder, er det hele overstået.

Og i morgen er det min fødselsdag.

Fødselsdagsferie

Man skal ikke arbejde på sin fødselsdag. Den beslutning har jeg taget for mange år siden, og kan jeg få lov, holder jeg helst ferie hele den uge som min fødselsdag falder i. Den gik ikke helt denne gang, men en minferie frem til mandag, er der dog blevet plads til.

Jeg lægger hårdt ud med en hvedeøl, mens jeg steger Irmas udvalgte bacon i skiver. Supertynde og superlækre skiver. Senere vil jeg røre en omgang hønsesalat fra bakke op med en smule ærter, riste lidt brød, og smække det hele sammen med lidt grønt drys på overfladen.

Men ligenu har det ingen hast, for inden Bjørnen er landet, går der snildt en halv times tid. Og kedeligt og koldt, skal ristet brød altså ikke være.

En times tid i ovnen

Min taske var tung af ansøgninger, flåede tomater og en gulerodskage, da jeg stillede TrilleNyx fra mig i gården. Op af trappen og i gang med det samme, for jeg har en tendens til at falde i meget store staver for tiden. Mine knæ driller, og jeg bliver skidetræt, når kroppen bruger energi på at prøve at reparere på noget, der altså ikke længere kan laves.

Eller, hvordan det nu hænger sammen, men træt, bliver jeg altså.

Jeg havde taget hakket gris ud af fryseren i morges, og nu stod den klar i køleskabet til at blive rørt sammen med et æg, fire knuste grissinistænger, et bundt dild i hak, revet citronskal, samt det våde snask fra tre tomater. Selvfølgelig fik jeg også sneget lidt salt og rosenpeber i.

Farsen blev brødformet, og lagt i en lille bradepande, der var foret med bagepapir.

På køkkenbordet lå de tre snaskløse tomater tilbage og var lidt flade i udtrykket. De kom i minihakkeren sammen med en masse basilikumblade, lidt olivenolie og en god håndfuld mandler, og det hele endte som en meget velsmagende salsa.

Tomat- og mandelsalsa'en blev smurt udover farsbrødet, og til sidst lagde jeg tynde citronskiver ovenpå. Det hele røg ind i den 200 grader varme ovn, hvor det hyggede i en lille times tid.

Da jeg tidligere på dagen besøgte bageren, var jeg så heldig at blive offer for et lille salgsfremstød. Alle kunder fik et halvt brød med hjem. Free of charge.

Den bager vil da bare frem, vil han.

Usædvanlig service

Det er min fødselsdag på fredag. Jeg fylder seksoghalvtreds. Dengang jeg trampede rundt, og var sidst i fyrrerne, glædede jeg mig faktisk til at komme i halvtredserne, og jeg blev ikke skuffet. Halvtredserne er et dejligt aldersårti.

Det er også et aldersårti, hvor tanker om pension og arbejdsophør begynder at brede sig i bevidstheden. Hvor nedgang i timer skal overvejes mere end én gang.

Og nu er en mulighed for en lidt kortere arbejdsuge, kommet indenfor min rækkevidde, og i den anledning kom jeg i dag i kontakt med et meget kompetent menneske, som løftede min dag fuldstændig med sin interesse og arbejdsglæde. Helt vildt og meget.

En aftale om beregning af alt det, der er værd at regne på, er nu i hus, og er jeg selvfølgelig spændt på resultatet, men jeg kan styre trangen til at mase, for når jeg møder sådan en imødekommenhed og velvilje, er min tålmodighed meget, meget lang.

Og mens jeg venter, krydser jeg fingrene rigtig, rigtig, rigtig, rigtig...meget!

Løven brøler

Gad vide, hvem det nu lige er, der har fødselsdag på fredag?

Efter skoletid

I går havde jeg fornøjelsen af at møde fire af mine gamle klassekammerater fra folkeskoletiden. Det var en meget særlig oplevelse, som jeg har tygget på lige siden, jeg tog hjem derfra først på aftenen.

Var det sjovt, eller var det trist? Var det nødvendigt, eller kunne vi have sparet os? Var det hyggeligt at rode op i fortidens gryderet? Var det opbyggeligt med disse fragmenter fra en svunden fortid? Ridsede vi i overflader, eller krakelerede lakken af sig selv?

Jeg ved det ikke. Aner faktisk ikke rigtig, hvad fanden der foregik.

Vi skal mødes igen. Flere af os, hvis det kan lade sige gøre. Vi vil fejre de 40 til næste sommer. Hvis vi ellers kan finde hinanden. Jeg har meldt mig til opgaven at finde folk, og indtil videre har jeg spottet en håndfuld.

Men hvad driver værket mest? Tanken om mødet med stemmerne fra fortiden, eller sporten i at opspore de glemte og gemte?

Mens jeg tygger videre, kan jeg fortælle, at jeg ristede en bakke kantareller på en meget hed pande. Piskede æg med lidt fløde, og krydrede med rosenpber og salt. Efter en stund tog jeg kantarellerne af panden, og hældte æggemassen på. Vogtede den nøje, og endte alligevel med at give den lidt for meget, så jeg skiftede fra begrebet omelet over til stor æggepandekage, der blev foldet omkring de ristede kantareller.

Grove skiver af fuldkornsbrød ledsagede min kantarel- og æggepandekage. Det smagte godt.

Trøjeri

Fire nøgler garn, to forstykker. Det fylder lidt i sofalandskabet, mens jeg sidder, og tumler med de mange garnnøgler. Tungen lige i munden, men når først rytmen er fundet, betaler det sig.

Som det er nu, er det et rigtigt fjernsynsstykke. Der strikkes nemlig glat derudaf på den næste halve meter, så en film, eller to ville være passende.

Det må blive senere. For jeg har andre planer, og bør nok arrangere garnnøglerne i hvileposition og lægge pinden fra mig. Indtil videre.

Forhistoriske uhyrligheder

Dag ret skulle have været rejer med spidskål, men jeg havde glemt spidskålen i kassen så i fællesskab med varmen, havde den opløst sig til en anden tilstand, som var en køkkenmødding værdig.

Godt oplæg til et indlæg om mad.

Mens jeg stod, og fortvivlede i køkkenet, rev jeg grøntsagsskuffen ud, og sporede mig ind på to blomkålshoveder, der mindede om noget fra fortiden, sådan lidt dinosauragtigte. De blev plukket ud i småbuketter, lagt i en gryde og dækket med koldt vand. Gang i gassen, gryden over blusset, og var det bare at vente på, at det ramte kogepunktet.

Jeg kogte til al dente. Hældte vandet fra, og fremdrog en ren kasserolle fra dybet. Heri smeltede jeg en skefuld smør, og rørte sammen med en skefuld mel. Blomkålsvandet blev brugt til at spæde opbagningen, og tilsidst afsluttede jeg sovsen med salt/rosenpeber, fløde, citronsaft og -skal.

Blomkålen blev anbragt i en lille bradepande, og citronsovsen hældt over. Med vilje havde jeg gjort denne meget syrlig, denne fortidslevning af en opbagt sovs. Ren mormor.

Ovnen blev sat på 200 grader, og en pose rejer blev hældt i en sigte, der af sikkerhedshensyn blev placeret i en gryde med låg, så Nyx ikke skulle blive fristet til at spadsere på køkkenbordet.

I mens sad jeg i stuen med det stikkelsbærgrønne strikketøj, hvor jeg er nået frem til forstykkerne.

Tilbage i køkkenet havde jeg et Il Fornaio brød, der lige skulle lune i ti minutter, og da de fem var gået, satte jeg fadet med blomkål og citronsovs ind som opvarmningsmakker.

Det var alt i alt en overraskende vending de rejer og spidskål tog, men dagens aftensmåltid blev ikke spor ringere af programændringerne.

Flæskesteg

Her kan man da tale om en dårlig dag!

Vrøvl med net og maske

Mens månen hang og så ud, sad jeg og strikkede de samme fire pinde op til flere gange. Der var også vrøvl med nettet, så jeg var sat på porten, og kunne ikke komme ind.

Efter midnat var nettet på plads, og i formiddagstimen har jeg blogget yesterday's papers. Om lidt vil jeg forsøge at komme udover de famøse fire pinde. Det skulle vel kunne lade sig gøre?

Rulleskøjterne

Summen af stemmer, rumlen af hjul. En meget lang hale af hjelmklædte ruller sig ud i sommeraftenen.

Senere vender de tilbage, og bag glædelige blå blink, forsvinder de rundt om hjørnet.

Bøfkød og billig bajer

Når man så står der i køkkenet med mærkeligt knæ og grimt hår, er det godt, at der i anledningen af fredagen, ligger en billig bajer på køl, som kan vippes åben på et øjeblik, og nydes i små slurke, mens man ind i mellem hakker et stort rødløg.

Løget klares på en varm pande i lidt olivenolie, og oksekød i tern svitses sammen med. Et glas syltet peberfrugt drænes og vendes i. Små og delikate brune champignoner renses, og skæres i tilfældige stykker, og smides derefter på panden.

En god portion pasta koges, og ligefør det rammer al dente, kommer man en lille tot fløde på panden med bøfkødet.

Maden fordeles i de store pastatallerkener, og drysses med flåede basilikumblade.

Knæfald

Venstre knæ har nu vrøvlet i to dage. I forgårs måtte jeg foretage en hård opstandsning, og det har siddet i knæet lige siden.

Mit hår er blevet klippet grimt, og da jeg kom hjem, rendte der et hold stilladsarbejdere rundt uden for min vinduer, og skreg og hylede. Jamen, det gjorde de altså, mens den armerede ghettoblaster dunkede derud af.

Således mættet af indtryk trak jeg stikket ud, og lagde mig i sofaen med et blad. Og sov. I tre timer!

Og lykken var, at jeg vågnede op i weekend-verdenen, for her kan mærkelige knæ falde til ro, og grimt hår blive genovervejet. I langtrukkent tempo.

I køkkenet stod den på billige bajere og bøfkød i tern, men det er jo en helt anden historie.

Intet nyt fra havnefronten

Månen er fuld. Det er jeg sådan set også. Reminiscenser af havneløb sidder stadig i systemet, og blander sig til en pænt kraftig cocktail sammen med den sol, som faktor 25 ikke kunne holde mig fri af.

Lige til at gå i dørken af, så det tror jeg da bare, at jeg gør, inden jeg får klippet for mange kaniner.

Løfteholder

Trods de oprivende og uhyggelige oplevelser tidligere på dagen, der indbefattede både blodkors og spøgelser, er det lykkedes Billeddamen at overholde løftet om torsdagsrengøring

Duften af de nyvaskede gulve, har fået hårene til at lægge sig igen, og skeletterne fortoner sig langsomt udi glemslens tågebanker.

Næste punkt er proviantering.

Udflugt med båd

En skudefuld glade unger på udflugt til Trekroner. Rygsække fulde af madpakker, vand og store forventninger.

Billededamen, det blev mig, for jeg havde kamera, og tre undersøgelsesmænd på hver fem år, tog på ekspedition til de uhyggelige gange, der vrimlede med både drypsten, blodkors og spøgelser.

Her gik vi rundt i ringe, og skræmte næsten livet af hinanden med uhyggelige lyde, og andre forfærdende påfund. Lige indtil vi mødte en enkelt håndværker, der betroede de tre undersøglesesmænd, at de virkelige spøgelser, opholdt sig i kælderen.

Så blev det pludselig rigtig uhyggeligt, og vi trak opad mod lyset.

Heroppe i solskinnet nåede billeddamen at udvikle højdeskræk af frygt for, at undersøgelsesmændene skulle trimle ned af skråningerne. Ned i det solblinkende havblå. Der dybt nede under os.

Men de trimlede selvfølgelig ingen steder, og vi nåede alle frelste frem til båden igen.

Billeddamen og hendes tre undersøgelsesmænd.