torsdag den 5. juni 2008

Bybønne

Der skydes højt i Bønnehaven. Lange skud. Solskinsskud. To potter er dog stadig skudløse, men de får lov at stå lidt endnu, før jeg begynder nysgerrigt at pirkle i jorden.

Grundlovsdag venter forude, men først og fremmest er det nødvendigt med lidt sisyfosagtige sysler i kategorierne opvask, tøjvask og støvsugning.

Arj, vi skal da også have kaffe og ostemadder! Fridage er fede.

onsdag den 4. juni 2008

Ret sen reje

Nu er jeg ved at være landet, og så er aftenen nærmest forbi. Godt, at det er Grundlovsdag i morgen. En sommerfridag. Med godt vejr.

Sov godt, når I når frem til dynerne, jeg trækker det lidt ud, og går ind, og lytter til en solsort.

Fingeren i vejret

Hvem kommer til bloggertræffet i Tivoli fredag den 13. juni klokken 15.30? Ræk lige en finger op i kommentarfeltet af hensyn til bordbestilling. Gerne i aften, eller tidligt i morgen:)

Bid spids

Spidskålen er strimlet, og ligger på spring, men den må pænt vente på, at dressingen er rørt ordentligt igennem. Lidt dijon, lidt olivenolie, lidt æbleeddike, lidt salt og peber, samt et par purløgsblomster fra en god kollegas have. Vispe, vispe, og så er kjolen klar.

En stor håndfuld ærter, en slat salat fra i går, samt det strimlede spidskål og flere purløgsblomster og så er jeg sådan set klar til næste skridt næste skridt, som i denne sammenhæng er en omgang rejer, der skal varmes i lidt olie blandet med knust hvidløg og mangokarryen, jeg købte i går.

Først må den svømmeglade ungersvend dog se at vende snuden hjemad. Jeg kan vente, men katten sidder forventningsfuldt parkeret ude i køkkenet, og nedstirrer køleskabsdøren.

Turguide til mit trappetrin

Shabby har været på Christianshavn forleden med et kamera i hånden. Og hun bloggede om turen. Hun gik mig i bedene, og rygtet har bredt sig. Se selv. Damn!

Flade

Hvad stiller man op når man, med hele flokken i nakken, ankommer til instituttet, og meget hurtigt konstaterer, at der af forskellige årsager, mangler rigtig mange medarbejdere?

Man transformerer sig straks om til en hættemåge, godt nok lidt rusten i latteren, men acceptabel. Men hold bøtte, det blev en meget lang dag. Også for puslingerne, skulle jeg hilse og sige. Varmen rammer, selvom blæsten holder temperaturen i ave.

Nå men, det er historie nu, og det er endelig blevet tid til at gå i køkkenet, og lave underlig mad. Min yndlingsbeskæftigelse efter sådan en dag. Tårerene er tørret bort, og mens jeg snitter spidskål og skærer andet godt, vil jeg øve mig på min hættemågelatter.

Skrattmås, fiskmås og gråtrut er fra nu af officielt mine nye allierede i kampen mod de forhistoriske. Bare navnene gør én glad. Og Lotten, tusinde tak!

Roevdyr

De er tilbage, friske og udhvilede. Bag ved et tilsyneladende overskudsagtigt, udsendt røgslør lyder en skuffet tuden. Det er bare mig.

Alligevel vil min dagsorden være at narre dem til at tro, at jeg altså er den stærkeste. Om det så bare er at stikke dem blår i øjnene.

tirsdag den 3. juni 2008

Sommersent

Når dagene bliver lange og varme, kan jeg ikke blive færdig med maden til sædvanlig tid, så vi spiser, som det gøres i Italien, sent!

Salat af diverse sprøde salatblade, jordbær i skiver og en håndfuld ærter. En dressing rørt af balsamico og olivenolie, smagt til med dijonsennep, salt og peber.

Denne salat blev følgesvenden til det sprøde ovnstegte, og på trods af sommervarme og fedt flæsk, blev det overhovedet ikke for tungt. Tværtimod, var retten sommerlet og dejligt.

Rød i bærret

Det bliver man, når man forleder sig ind i et prøverum med maximum antal bøjler. Det gjorde jeg efter endnu en rovdyrsfri arbejdsdag, og det er ikke det værste at være. Altså, rovdyrsfri.

Men det med prøverummet er en helt anden snak. Puha, det var klamvarmt, men jeg blev belønnet med et par tøjstykker, eller var det flere, til klædeskabet. Sommeragtige klædningstykker, der er behagelige at have på i varmt vejr.

Bagefter måtte jeg stå i kø i det lokale supermarked. Alle kasser var i gang, besat at nyt personale. Bryggens Badeland åbnede igår, og det mærkes i de lokale forretninger. Mit møje her blev også belønnet, idet det lykkedes mig at få et par længe ønskede krydderiblandinger med hjem. Cacao og chili, samt karry og mango. En pakke økologisk stegeflæsk var på tilbud, og så slår man til, når man er mig. Og så var der jordbær. Danske, røde, søde!

I ovnen står nu et fadfuld stribet flæsk, drysset med cacaochili, og simrer. Så må vi se om, det udvikler sig til noget spisværdigt.

mandag den 2. juni 2008

Solrød som tomat

Det blev en glad mandag. Intet mylder af sabelkatte og andre urtidsdyr. Og se, det var jo rigtig dejligt.Jeg er i gang med at afprøve nye mødetider, og det tager altså alligevel noget tid at vænne sig til. Men min mandag er perfekt!

Nuvel! I køkkenet er der gang i den. Kartoffelbåde er blevet vendt i olivenolie og orangepeber, derefter sat i ovnen. Lige før mørningspunktet bliver der smidt et par solrøde strimlede aber ned i fadet, og senere endnu, en håndfuld oliven i skiver. En økooxehakkebøf fuldender og afrunder.

søndag den 1. juni 2008

Helårs landliggerluft

Jeg er heldig. Jeg har tilbragt min weekend på landet. Landluft skaber glæde. Glæde giver overskud. Overskud giver mod. Mandag, jeg møder dig i morgen. Kom an. Kom hid. Kom glad.

Rosenrød

Sidste gang var det Fandens mælkebøtter vi forherligede. Denne gang kastede vi os over planteverdenens svar på dræbersneglen, de cyklamenfarvede vilde roser, der i velduft vælter sig ned af klitterne, og truer med at overtage den ganske jord. Vidunderlige på alle måder, hverken mere eller mindre.

Vi havde en smule besvær med at finde et krat, der lå lang nok væk fra vejen, så vi ud over at undgå diverse udstødningsgasser i rosenolien også kunne være nogenlunde sikre på, at der ikke var ladt for meget vand over skønhederne. Det lykkedes os at lokalisere et egnet krat, og jeg fik ved samme lejlighed mulighed for at lufte mit bjerggedsgen, som jeg tror imponerede en smule.

Vi fyldte både kronblade og knopper i Andreas meget fine æggekurv, som i dagens anledning altså tjente som blomsterkurv. Ganske velegnet til begge dele, skulle jeg mene.

Tilbage i det lille røde hus gik jeg i gang med at rense bladene for insekter og sandkorn. Derefter blev bladene kogt i vand, indtil de havde sluppet deres smukke farve løs i det kogende vand. På dette tidspunkt var der ikke meget skønhed over farven, som nærmest var blålig. Efter at rosenvandet var kogt en hel del ind, tilsatte jeg sukker og kogte yderligere ind. Samtidig var den blålige kulør langsomt vendt tilbage til det rødlige.

En citron lå på bordet og lokkede mig til at dryppe siruppen med lidt saft, samt tilsætte fire, fem flager citronskal. Det var ikke nogen dårlig ide, for rosensiruppen klarede gevaldigt op i kuløren, og det syrlige fremhævede rosensmagen på det yndigste.

Siruppen blev brugt til at forsøde tilværelsen for en lille stak amerikanske pandekager, der imponerede os ved i køleskabet, at hæve helt ned i grøntsagsskuffen. Vi fik også friske jordbær, to slags is fra Ben & Jerry, samt marshmallows, der forsigtig var ristet over de ulmende gløder i grillen.

Overdrevent, men deliciøst. Vi kan bare det der med vilde desserter!



De røde tallerkener

Jeg skulle have rystet vilddyrene af mig, og kunne heldigvis komme på weekendbesøg hos Andrea og de små grå. Jeg ankom til Hillerød efter en del forviklinger med en død mobil, forkerte sko, for varm jakke, en genstridig billetautomat og andet af den skuffe. Men jeg nåede frem, meget sidst på eftermiddagen.

Udenfor stationen kunne jeg undrende konstatere, at Andrea kom for sent. Ikke meget, men for sent. Og det er MEGET usædvanligt!

Aftenen bød på lækker cajuninspireret bålmad, med et utal af herligheder på ingredienslisten. Terrassen bød på betydelig flere varmegrader end sidst, jeg var der. Det var skønt at sidde dér med fuglefløjt fra oven, og lade roen falde over mig ligeså stille.

Nu handlede besøget heldigvis ikke kun om flugt fra vilde forhistoriske dyrearter. Ved mit sidste besøgt i det lille røde hus, havde jeg på en af vores mange hyggelige ekspeditioner, forelsket mig ubehjælpsomt i et par røde tallerkener.

Næste formiddag var vi derfor igen gæster i Gillelejes feriemylder. Vi snoede os igennem markedsdag, optrædende gymnaster, og andre sportsudøvere. Tallerkenerne var der endnu, og jeg kunne med glæde pakke dem ud om aftenen, hvor de dannede grundlag for endnu en herlig middag fremtryllet i udekøkkenet. Grøntsager i småpakker, nybagt krydderurtebrød og saftige oksebøffer. Og dessert, forståes, men derom senere.



Skønne skiver

Tre af slagsen. Vidunderligt velduftende og en enkelt skive særligt velsmagende. Jeg kastede mig ud i en skive rosensæbe, og en skive 'Havens drøm', der er baseret på lavendel og rosmarin. Den sidste skive var en gedegouda med brændenælde, som jeg også tog med hjem til hovedstaden.

Det bliver ikke sidste gang, at jeg kommer her, for at lure på udvalget i osteskabet, samt nyde syn og duft af alle de andre lækkerier. Og der er mange!

Frokostrød

Smilende, grinende og spisende. Gårdfrokost i behagelig skygge. Godt brød, og godt belagt. Frisk vand i glassene.

Derefter hankes op i den sorte weekendtaske, og turen mod Hillerød kan begynde. 'Store Blå Jeep' er meget varm til en start, men hurtigt har vi vinden i håret, og grønne nuancer i blikket.

Vel om bord i toget kan jeg sætte mig tilrette med et, "Tak skæbne, for en skøøøn weekend!".