Pyha

...

Bremseklods

Noget vrøvl i maveregionen tvinger mig ned i fart. Jeg klarer mig igennem det meste af dagen, men mod slutningen flasker tingene sig heldigvis på en måde, der betyder, at jeg kan vende snuden hjem før tid. Hjem til dyne, søvn og sofa.

I morgen er det garanteret blevet bedre, og så kører jeg igen.

Hvem passer på mig? Det gør jeg, og det er hermed gjort. Der er restemad fra i går, og Bjørnen er frisk på en maddag, så jo, jeg passer på mig.

Kedeligt er det ikke

Der er stadig krudt i mig, selvom dagen i går var lang. Til gengæld kunne jeg nøjes med en almindelig arbejdag i dag, hvor jeg godt nok måtte, om ikke løbe rundt, så gå en hel del flere skridt end normalt.

Indtil videre stortrives jeg dog med forholdene, også selvom der er skub på. Føler mig anvendt på den gode måde, om man så må sige. Heldigvis.

Meeen, jeg synes alligevel, at det er ualmindelig fedt at komme hjem på egne gulvplanker, hvor tiden gerne må stå lidt stille mens jeg hygger mig her helt ud i de revnede fingerspidser.

Jeg laver pasta og kødsovs, herhjemme kaldet morfars, opkaldt efter min far, Bjørnens morfar, der var en mester til denne ret. Og for filan, det tegner godt.

En gryde er proppet op med hakket oksekød, resterne af råkosten, en flok champignon i skiver, masser af løg og hvidløg og en dåse af de flåede tomater. En sjat ribssnaps røg også med i gryden. Salt, peber og spansk paprika. Huj, der er gang i duftene

Og så er der ild under en grydefuld vand til pappadellen, som jeg stadig ikke er kommet mig over.

Bagefter?

Alt og ingenting

Nej, jeg har ikke givet alt, men meget, og jeg har samme konsistens som en udtjent karklud. Først job, med ekstra tid og bagefter aftenmøde.

Jeg er enormt lykkelig for mit nye fjernsyn, og lykkelig for at min bror var den hurtige handlingens mand, for det var befriende skønt at komme hjem, og falde ned til Tudor sex- og samliv, med hænderne iført et let stykke strik.

Nu er det blevet tid til et kig på posten, og få nedfældet notater. Der er meget at holde styr på, og jeg glemmer nemt noget, når ørerne kimer, og hovedet summer.

Dagen i dag er billedløs, men det har ikke gjort den, hverken mindre krævende, eller mindre interessant.

Godnat.

Tid til te

Om lidt kommer Andrea til te. Der er bagt boller, som skal nydes med Serranoskinke og gedeost og resten af pate'en. Bagefter skal vi prøvesmage pærekagen. Med friskpisket flødeskum på toppen. Og te til.

Jeg glæder mig.

Rød æblekompot

I grøntsagskassen var en pose med nogle røde runde nogen, som jeg først fejlagtigt antog for at være blommer, men det viste sig at være dejlige æbler.

Jeg fik lyst til en kompot, men jeg ville gerne have den røde farve med i købet. Derfor fik de uskrællede æblestykker en tur med jernet på den grove side. En sjat hjemmegjort vanillesukker, timiansirup og tre stykker stjerneanis koger med i kasserollen, der er sat over ilden.

Konsistensen er stadig groftrevet, mens kommer tid, kommer råd, eller noget andet.

Novemberplanen

Sidste år gik jeg mod strømmen, og jo mere andre pyntede op, og forberedte sig, jo mere rodede jeg, og ryddede op, men alt endte lykkeligt, og det blev også jul i hytten her.

I år bliver det anderledes, for julekalenderen bliver skudt i gang allerede i dag, og så er det i virkeligheden helt forkert, at benævne den som en julekalender. Men konceptet er det samme, der er ting der skal af vejen, og når jeg det på fireogtyve dage?

Sæt i gang!

Brød på syre

Der har været rungende stilhed i brødbageriet, men i dag fik jeg taget hul på konflikten, og forhandlingerne er genoptaget. Jeg begyndte med surdejen, der har levet et liv i glemsel bagest i køleskabet.

Låget af og snuse. Den var meget, meget syrlig, men ingen tegn på dårligdomme eller andet, så jeg tog chancen.

Bageskålen frem på bordet. En halv pakke gær udrørt i lunken vand, og derefter den hele portion meget surdej. Jeg benyttede min tjeknæse, Bjørnen, og han røg temmelig langt tilbage i dynedybet med et kraftigt citronudtryk.

Det lod mig ikke afskrække, så efter at jeg havde rørt en kopfuld ølandshvedemel i skålen, hev jeg en flaske timiansirup frem fra køkkenskabet, og tilsatte en pæn slat. Derefter en barneskefuld salt. Snusede dybt. Tilfreds.

Så fulgte tilsætning af mere og mere mel, mens jeg æltede og trak. Melblandingen endte med totredjedele ølandshvede og en tredjedel manitoba, som på grund af et højt glutenindhold, er en slags brød push-upper, der giver volumen og elasticitet.

Nu er der kun tilbage at vente...

Antipizza

Det blev et helt vellykket måltid, og jeg kan anbefale pate'en. Vi slap for pizza, heldigvis, når man nu havde set frem til noget hjemmegjort.

Resten af aftenen skal nydes foran det nye fjernsyn. Der er vel et eller andet, man kan strikke sig igennem.

Øh...

Maden er smidt i ovnen, og jeg er spændt på resultatet, for jeg havde forestillet mig tingene lidt anderledes. Nu får det lige en chance, og skulle det gå helt galt, må Bjørnen afsted efter pizza.

Kommer der noget i fjerneren

Jeg ringede til min bror tidligere på dagen, for at få opklaret, hvornår fjernsynet holdt sit indtog i vores familie. Og det gjorde det i 1960. Sammen med olympiaden i Rom. Omskrevet til min historie har jeg altså haft et apparat indenfor rækkevidde i 48 år. Jeg har faktisk aldrig boet uden.

Tilfældigvis havde min bror et velfungerende fjernsyn stående på loftet, og vupti, nu kører det igen.

Skrald

Folk går ned med stress om ørerne på mig. IRL og her. Jeg har selv været der, og øver mig stadig på at blive bedre til at undgå det røde felt.

Et af stederne, hvor jeg kan gøre noget, er i køkkenet. Mad til flere dage er godt. Man kan også spare penge på det, og det har de skrevet om i dagens avis. Finanskrise, og alt det der.

Der er også et par madforslag, og jeg vil afprøve det ene, en efterårspostej med selleri, pære og hasselnødder. Det er Tina Scheftelowitz der er kvinden bag den opskrift.

Men der er ikke gået mere end tre minutter, så er jeg allerede i gang med at lave min egen udgave. Og der bliver skrællet og revet, så det er en fryd. Jeg har jernet rødbede, pære, gulerod og bladselleri gennem foodprocessoren, og nu står der en stor portion råkost, klar til at komme videre i systemet.

Jeg vil tro, at retten ender med at blive en efterårspostej lavet af hakket oksekød, æg, havregryn, hakket løg, hasselnødder, skivet champignon og en pæn portion af råkosten. Dertil en råkostsalat med granatæblekerner og mandarinsaft. Sluttelig får det hele følgeskab af en flok ovnbagte aspargeskartofler skåret i stænger.

Uhm, den kage dufter...

Stor synd

Jeg har en portion pærer stående. De er gået hen og blevet en slags fejlkøb, for de modner ikke på den måde, som jeg havde sat min forkølede næse op efter. De skulle blive søde, bløde og saftige, men altså...

Nu kan de lære det i ovnen som kagefyld. Jeg bruger den samme basis som til æblekagen, kun fyldet er lidt anderledes. Pærer, druer og valnødder. Efterår i sødt.

Tilbage er kun at sige, at det er da så synd, hvis man ikke er speciel vild med kager, og har tænkt sig at komme forbi til en kop te. For eksempel i morgen, hvor kagen rigtig har fået sat sig tilrette. Med flødeskum på toppen.

Pludseligt farvel

Jeg har gjort mig nogle overvejelser om at drosle ned på fjernsynet, men at der skulle gå kold tyrker i den, havde jeg ikke lige i tankerne. I går aftes slukkede jeg åbenbart for sidste gang, for nu er det dødt som en spegesild.

Novemberfrost

Klingende rimfrost har lagt sig på plæner og biler. De små knive blinker i lygteskæret, og lokker med glimt i deres små skarpe tænder. Kulden opløser min næse, der ville trække ellevetaller, hvis den måtte. Selv katten eksploderer i forstøvede skyer af nys. Pludselige og uden varsel.

November er her. Mørk, kold og kedelig.