onsdag den 5. august 2009

Augustfuld

Månen er næsten fuld, og jeg er beruset af august, aften og almindeligheder. Jeg elsker den lune aften, dagen før månen bliver fuld i august, for det er sådan august skal være. Lun, tung og ind imellem lummer. Hedeslået og tordentung, eller bare varm og venlig.

Jeg balancerer på kanten af efteråret, mens duften af sensommer og høst svæver blidt igennem natten. Dagen før månen bliver fuld i august.

I'm gonna kill that cat

Nyx er inde i en 'vælt-vandskålen' periode. Passer foderet ikke damen, så vælter vi da bare vandskålen. Der er ikke noget med pjattede sultestrejker her, nej, vand på gulvet, virker bedre.

I dag overgav jeg mig endelig, og fodrede med en af de farvestrålende poser fra Whiskas-sortimentet, selvom det ikke er fredag. Jeg har haft en par lange dage i rap, og gad ikke længere at søbe rundt i kattevand, mens jeg redegjorde for tørkostens fordele og herlighed.

Fred for katten!

Aftenen byder ellers ikke på overraskelser. Jeg skal sumpe i sofaen, mens jeg fordeler min opmærksomhed nogenlunde ligeligt mellem fjernsyn, strikketøj og det nyeste katalog fra min yndlings Gudrun.

Jeg har allerede smugkigget lidt. I går aftes, men jeg blev hurtig træt i armene, og måtte lægge det fra mig igen, slukke lyset, og sove.

En mand smilede til mig i dag. Måske er det ikke usædvanligt, men det er usædvanligt, at jeg bemærkede det, og inden de iderige forslag til, hvorfor han gjorde det, begynder at strømme ind, vil jeg tillade mig selv at mene, at det var fordi, han synes, jeg så flink, glad eller dejlig ud.

Senere var der en anden mand, der galant steppede til siden, så jeg uhindret kunne passere.

Og lad mig da lige lukke indlægget her med at fortælle, at inden jeg forsvandt ind i egen boligblok, blev forvekslet med en kvinde, der såvidt jeg har forstået, har børn i førskolealderen.

Måske var det den tilbagevendende sommer og sol, der spillede mig et puds. Ellers også er jeg bare blevet tydeligere i konturen.

Jamen, hvad ved jeg? Sjovt var det i hvert fald.

Bagerbrød

Er der plads til to bagere på Christianshavns Torv, eller skal der erklæres kagekrig? Indtil videre er der langt fra tale om en priskrig.

En nye bagerforretning, njah, måske bør man kalde det et brødudsalg, har slået skydedørene fra, og jeg har sammen med det halve Christianshavn, prøvesmagt både brød og kage.

Det tegner fint, men billigere er det ikke blevet.

God og godt

Det var en god film. Set på en god aften. I morgen bliver det godt vejr. Det er jeg glad for. Men nu er jeg godt træt. På den gode måde. Den, hvor man er klar til at sove med godt 100 kilometer i timen, mens en god måne, hænger over et godt hoved. Godt så, og god nat!

tirsdag den 4. august 2009

Altid en kran i nærheden

Børnetallet havde sneget sig op på otte i dag, så der var rig mulighed, for at komme videre med den stue-makeover vi har sat gang i.

Vi har smidt rundt med møblerne, så de er havnet på nye pladser. En lang guirlande med vimpler af smukt papir, i smukke farver snor sig i en rektangulær dans omkring en meget flot indisk papirstjerne.

Nye voksduge har lagt sig tilrette på bordene, og friske planter har fundet potterne hist og pist. Billeder, plakater og tegninger er sat i system, så de rigtig kommer til deres ret og der er sorteret og ryddet ud i kasser og baljer.

Herligt at se det ske.

Dagen sluttede med et aftenmøde, og da jeg kørte langsomt hjem over volden, glædede jeg mig over, at der altid er en kran i nærheden, for jeg havde virkelig brug for noget til at holde mig oppe det sidste stykke vej. Jeg var bare så træt.

En lang dag slutter om lidt i sofaen med film og strikketøj. Tilbage er kun at sige, "God aften, derude!"

mandag den 3. august 2009

Sprød kant

Det var nogen gode æg med sprød kant, Bjørnen fik fremtryllet. Rårevet cheddar og basilikum på toppen, og en stor kop te ved siden af. Så var jeg godt kørende. Nattegudinden forsøgte at nedstirre mig til udlevering af godbidder, men jeg var kold, som Snedronningens scepter.

For meget flødeskum mellem venner, du!

Ringe udbytte

På vejen hjem skulle jeg lige have lidt indkøb i kurven, men ærlig talt, det næsten lokale supermarked, lignede et ophørsudsalg. Tomme huller, tomme hylder. Der manglede dit, og jeg kunne ikke få dat.

Jeg forlod butikken med seks æg, en pakke skinke, og en pakke rugbrød. Nå ja, og så to bægre is på tilbud. Flødeis med hindbær og flødeis med hyldeblomst. Og et bæger æggesalat. Bare fordi.

Aftenens menu er temmelig nem på mange måder. Nem at lave, og nem at regne ud. Ja rigtig gættet, dernede på forreste række. Skinke med spejlæg, og masser af revet gouda.

Bjørnen er i gang med panden. Han er sur, ikke på mig, men på jobbet. Det driller, og så er det godt at knalde lidt med nogle æg.

Arj, ved I nu hvad

Så kommer man på arbejdet mandag morgen, og tror man får rigtig travlt, og så kommer der seks børn på stuen!

Nåmen, så fik man lige travlt med noget andet. Velkommen til uge 32.

søndag den 2. august 2009

Ny uge på vej

I løbet af sommeren har der, på jobbet, været lavvande i klientkassen, men det er vist ved at være slut nu. Næste uges liste over vigtigheder er lang, så det er dejligt, at der er fyldt godt op med glad energi efter dagens besøg.

Måske skulle jeg udvise snedig adfærd ved at gå tidligt i seng med det sidste nummer af Alt under armen, men den stikkelsbærgrønne skriger på opmærksomhed, og jeg har lige spist mig ud af kagehovedpinen, og er temmelig kæk. Ligenu.

Jeg kan jo overveje det lidt, mens jeg kigger på aftenens godnatbillede af en blomst fra Annes have. Flot, ikke?

A home without a cat is only a house

Hvorfor gør jeg det her? De kommer, og slår sig ned, stopfodrer min kat med flødeskum og creme cheese helt ud til halespidsen. Og griner. Kalder min Baileys for total mormor. Og griner. Vi griner i det hele taget ret meget.

Det er lige til at få blognerver af!

På den anden side set, har de gaver med. Friske sorte bønner fra haven, en fin buket, der er vokset op i en anden have, en Nyx i hæklet udgave, og et lille fint etui til lommeletterne, der straks har fået plads i tasken, så jeg kan tude ved særlige lejligheder. Uden at skulle bruge ærmet.

Tager jeg lagkagen med i betragtningerne, skulle man næsten tro, at jeg havde fejret fødselsdag, men det er altså alt, alt for tidligt.

Men livet bliver intet mindre end en fest i de damers selskab, det er derfor, jeg gør det. Så, kom snart igen!

Sikker vinder

De kom, de så, og de blev besejret. Siger de andet, er de fulde af løgn. Jeg sætter ikke mit lys under en skæppe.

Den kage var saftig, og suseme god. Rigtig god. Lækker. Deliciøs. Uhm!

Tyve minutter endnu

Anne og Andrea må være på trapperne. Om lidt. Jeg har skyllet ribsene, og taget kagen af køl. Fadet med sandwich er dækket med et fugtigt klæde, og bordet er dækket.Tevandet koger, og kanden er også klar.

Jeg er klar. Hurra!

Den hemmelige gæst

Det bliver et rigtig te-selskab i dag. Med hemmelig gæst og det hele. Jeg glæder mig meget til mit lille 'te for tre'-arrangement, skal løbe af staben.

Økologisk creme cheese er blevet blandet sammen med hakket mynte, der er hentet frisk fra bed nede i gården. Nu står den på køl, og venter på at jeg får tøflet mig klar til at komme videre.

Og nu vi er ved urter i gården. Under oprydningen på loftet fik jeg gravet mig frem til en meget stor krukke, som jeg tænker på at fylde med forskellige krydderurter, og stille nede i gården, så de får sol og luft. Jeg tænker i første omgang på salvia og rosmarin, men er det gået hen og blevet for sent på sæsonen?

Af alle dage, valgte jeg lige i dag til at sove rigtig længe. Jeg sov til ti minutter på den anden side af klokken ti, og det er længe for mig.

Jeg tror nu, at jeg når at komme på omgangshøjde alligevel.

lørdag den 1. august 2009

Sofastrik

I køkkenet har jeg slettet alle spor, og Bjørnen har taget over. Han er mere effektiv end jeg, og der dufter allerede af løg, der simrer på panden.

Sofaen står klar med strikketøjet parat. Jeg er blevet færdig med den ene pulssvarmer fra Garngalleriet, og mønsterborten på stikkelsbærtrøjen, der drillede tidligere på dagen, er pillet op, og klar til at begynde forfra.

Vi skal nok blive venner, vi to.

Tilbage er der vel kun at ønske, at fjernsynsprogrammerne også snart kom hjem fra ferie.

Te til tiden

Nu skal jeg jo ikke stå alt for længe ude i køkkenet i morgen, så jeg har samlet kagen allerede i dag. Nu står den på køl, og sætter sig forhåbentlig godt tilrette i smagsløgene i morgen, når teen kommer i kopperne.

På en lagkagebund, indkøbt i det lokale supermarked, og ja ja, jeg ved det godt, smurte jeg den færdig avocadocreme i et tykt lag, dog ikke helt ud til kanten. Ovenpå dryssede jeg frosne blåbær, og til sidst rev jeg meget mørk chokolade ud over.

Dette gentog jeg med det næste lag, og efter billedet var taget, lagde jeg den sidste bund på som låg, og pressede forsigtigt i håb om, at cremen ville fordele sig, og komme tæt på kanten. Jeg tror, det lykkedes.

Film på, og ind i køleren.

Og så et staldtip. De frosne bær er med til at peppe de lidt kedelige lagkagebunde op. De suger til sig i løbet af natten, og kommer til at smage lidt bedre, og virke lidt friskere.

Rent snyd, men det fungerer meget godt.