Avisgullasch

Jamen, jeg ved da ikke, hvor kræsen manden i virkeligheden er, men jeg lod mig inspirere af historien, og måske vil min udgave kunne finde nåde. Og hvis ikke, så pyt.

Et stort bundt porrer blev skyllet, og snittet. Fire fede fed hvidløg blev hakket, og smidt i opvarmet olivenolie sammen med skært okse i tern. Selvfølgelig arbejdede jeg i den sorte gryde, og sluttede med en total overdækning med rødvin.

Efter en smule kogning tilsatte jeg fem gulerødder skåret i ensartede mønter. Derefter dryssede jeg med rundt hånd både paprika, spidskommen og chili over den småputrende ret. At i alt simrede det i en times tid, inden jeg afsluttede med yderligere krydring med både salt og peber, samt en afrunding med fed fløde.

Kartoffelmos og sammeføjning.

Ja, jeg ved det jo ikke, Vaclav, men herhjemme nød vi hver eneste bid.

Fjerde, fjerde.

Flere steder har jeg læst om det fjerde billede i den fjerde mappe. Jeg roder lidt rundt, og vupti, der er jo Marianne. Koncentreret. En workshop for snart længe siden. Storslået underviser.

Rød pebertapenade

Der ligger de på risten, befriet for stilk og kernehus. Overdriver solbadningen, og forkuller langsomt under grillen. Der er ingen grund til panik, for efter en tur i en plastpose, ryger de i koldt vand, og derefter i stavhakkeren sammen med hvidløg og lidt olivenolie. Pænt skindfri og røde.

En håndfuld mandler bliver tørristet på panden, hakket i grove stykker, og derefter tilsat tapenaden.

Det er indtil videre planen, så må jeg se, om det holder i længden.

Soltørst

På trods af de opmuntrende yndige vinterblå farver, der hænger i udsigten, må der alligevel stærkere midler i brug. En brøddej er blevet klasket sammen med ingredienser, der minder om sol og varme.

Blodappelsiner, cashewnødder, tørrede abrikoser og en revet gulerod. Rapsolie, vand, salt og lidt gær, der blev opløst i sirup. Melblandingen bestod i hverfald af durum, men resten af indholdet har jeg glemt. Det sker, at jeg hælder forskellige typer sammen i en bøtte, og bagefter glemmer jeg gladeligt, hvad det var, der blev blandet sammen. Jeg vil gætte på økohvede og lidt ølandshvede.

Opvasken er væk, og bordet står klar til leg med peberfrugter, og det slår mig, at der er temmelig meget orange, gul og rødt blandet ind i dagens retter, så det bliver næste umuligt at få presset den planlagte blomkålssuppe ind i det billede.

Pigen og jernhesten

Hun er en spinkel lille ting med strittænder. Strilierne, som broren kalder dem. Hendes lange hår er flettet stramt i en, eller to fletninger. Eller børstet glat i en lang lys hestehale, som knejser nakken og ranker ryggen. Hver morgen står hun foran spejlet, mens moren børster det lange hår på plads i de forskellige variationer. En tålmodig mor med en utålmodig datter, der har rastløs kløen i benene.

Hun har lige fået en ny trøje. Den er strikket i patent, rød med små gyldne knapper. Den er afløseren til en marineblå foregænger, der er slidt tynd til det yderste. Matchende røde, og absolut ålefri, sportstrømper er med til at indvi den første af mange lune forårsdage, der senere umærkeligt glider over i en evindelig solfyldt og varm sommer. Med høj blå himmel.

Hendes cykel er også rød, eller måske var det den blå, men uanset farven er den hendes veltilkørte udgave af en jernhest. Den er godt opdraget, aflæser hendes mindste ønsker, og samarbejder villigt. Hurtigt og sikkert. Den snor sig elegant ud og ind mellem, hvad som helst, og lader sig styre både med og uden hænder. Ved særlige lejligheder stejler den, og ligheden med Roy Rogers, der smiler så pænt i solen, er slående.

Kun en enkelt gang er det gået galt. I vild fart kommer hun kørende gennen "Skoven" og både hun og den trofaste overser en lille forræderisk træstub. Sekundet efter ryger hun frit svævende henover styret. Det er mere held end forstand, der gør, at hun ruller sig ud af de værste skrammer, og i stedet, med et par smårifter, kan fejres som dagens helt længe efter. Også af drengene, der tager cowboyhattene af i dyb respekt for rullefaldet.

Sådan en cykel gad jeg godt have. Igen.

Grønt

Jeg fryser om tæerne, og nattegudinden ligger ovenpå radiatoren. Det er så koldt derude, og andre steder i landet, sner det også. Planterne skal vandes, og jeg opdager, at der er hele to nye knopper på den billige amaryllis. Den betaler sig da, må man sige.

Madplanen rumler, og skumle planer om langtidssimrende gullasch trænger sig på. Blød kartoffelmos og duftende forførelse fra den sorte gryde. Selv avislæsning kan inspirere. Vaclav Havel blev udskrevet fra hospitalet i torsdags. Eftersigende en flink mand, men kræsen og med egen opskrift på gullasch. Samme mængde løg, som kød, og alt kogt i rødvin. Kun rødvin! Ikke noget med vandpjaskeri, eller buillonterninger.

Jeg tænker også på hjemmebagt brød med tapenade af skindløse peberfrugter og hakkede mandler. Den lille detalje med de hakkede mandler opsnappede jeg ved sidste blogtræf, og måske er det nu, at den skal efterprøves. Måske med lidt, men rigtig god ost til?

Og nåja, de to blomkålshoveder, der efterhånden kun er til suppe, skal jo også i kærlige hænder.

Uddrag fra en vigtig samtale om fremtiden

"Jeg syns ærligt talt, det ville være ærgerligt, hvis du ikke fik den eksamen!", siger jeg, og fortsætter, "Osse, når du nu har betalt for huen!?"

"Det er vist det, der pisser dig mest af, ing'?", svarer Bjørnen, og får mig til at grine midt i den alvorlige mor og søn-samtale.

"Ja, og ikke mindst, hvad skal jeg skrive på bloggen?", spørger jeg så, "Nu har jeg skrevet om gymnasiet og alt muligt." og efter en meget kort pause, " Skal jeg så bare skrive, nåh, den gik altså ikke!? - eller hva'?", "Det er sgu da for pinligt!".

"Det er så, det der sker når man opkalder sine børn efter vilde dyr!", svarer Bjørnen kækt, "De er simpelhen ikke til at stole på."

Hvad i alverden skal man stille op over for den slags?

Meget mere bedring

Tidligere på dagen talte jeg med Bjørnen omkring noget aftensmad. Han havde lige forspist sig på noget frokostnoget, og derefter igen på noget sent frokostnoget, så vi behøvede ikke at bevæge os ud i noget stort, mente han.

Tidligere.

Vel hjemkommet fra cykeljobbet, stod han med snudeskaftet dybt begravet i køleskabet, og spurgte mig ud om aftensmadens indhold. Jeg svarede i følge tidligere aftale, at det jo ikke skulle være noget stort, og tre minutter efter var han ude af døren, henne om hjørnet i det lokale supermarked og fylde kurven.

Nu skal vi have hakkebøf med avocadocreme og hasselbach'er. Bjørnen steger. Bjørnen blender. Bjørnen styrer. For vildt.

Se min kjole

Måske er det ren kompensation, måske er det forfængelighed, men jeg købte en kjole idag. En nydelig én af slagsen, som jeg føler mig veltilpas og helt hjemme i.

Igen stod to kvinder ude i butikken, og lo sammen, men i dag havde min pibe en helt anden lyd, da jeg bakkede ud fra prøverummet iført kjole og cognacsfarvet cardigan, for at beundre mig selv på afstand af spejlet. Storsmilende. Overmodig og fredagsgal. Helt ud i spidsen af snabelstøvlerne.

På vejen hjem speedede jeg over Langebro i det fjerde ud af syv, åd den ene efter den anden, mens jeg nød synet, og glædede mig over et knæ, der endelig sparkede bagdel.

I dag tuder jeg ikke. I dag foræder vi os i junk, og nyder, at weekenden er her. Lige nu. Lige her.

Kinderægget

På et tidspunkt udbrød jeg,"Jeg er kørt i grøften!", hvorefter en af de rigtige sjove replicerer, "Ring efter Falck".

Senere på dagen forærede jeg et eftertragtet papirklip væk til en lysblond dreng, der gjorde gengæld ved at forære mig to af hans.

Se, det var hele to af de gode, og måske kunne jeg nå et helt Kinderæg, inden dagen var omme?

Jeg omlagde hjemturen, og besluttede at få ordnet et ærinde, der ellers skulle have været gemt til senere, for noget stak i hjerte og hals, og jeg gad ikke ankomme tudende til hoveddøren. Igen. Og sæt nu, at der igen i dag stod en kasse grøntsager, eller noget andet uoverskueligt.

Nåmen, på et tidspunkt står jeg, nu jeg alligevel er der, og prøver mig gennem det kvarte af forårskollektionen, godt gemt af vejen i et komfortabelt prøverum. Det er derfor helt bestemt ikke mig, der er genstand for de to kvinders latter, der lyder ude i butikken, men på et splitsekund er jeg klar til at vande høns. På stedet.

Jeg virrer hvepsene væk, og beslutter mig for lidt grønt og anderledes, samt lidt sort og sædvanligt. Smiler og takker farvel. Kører afsted gennem kuldeskær.

Da jeg når hjem, tuder jeg alligevel, for mit Kinderæg bliver fuldt. Bjørnen er på banen igen, har spist, har ikke brækket sig siden i nat, og jeg aner igen konturen af den friske unge mand, han jo i virkeligheden er, og jeg vræler af bare lettelse.

Vi har spist nu, Bjørnen er draget af, han er lige begyndt i lære som personbillist, jeg er alene med nattegudinden, og hører latteren i kulissen, mens sabelkattene knurrer i kosteskabet. Never give in, never give up, et lille stykke af en sætning har revet sig løs. Summer venligt, mens det hvirvler rundt. Jeg griber det taknemmligt, og takker.

Ikke meget chokolade i den marabou

I går, tror jeg nok, det var, kom jeg på afveje med fjernbetjeningen, og så et lille zap fra "Det lille hus på prærien", hvor Laura græd sine modige tårer, dem af glycerin for den ene blev hængende på kinden ufattelig længe.

Mine tårer løber i stride strømme, ingen glycerintricks her, kun den ægte vare. For jeg er malet ind i et hjørne, og når jeg er det, kan jeg enten sove mig ud af balladen, eller græde mig til en forløsning af en art.

I dag har jeg så valgt at græde, og det begyndte nærmest allerede ude på trappen, da jeg opdagede kassen med grøntsagerne, og så mine damer og herrer, er jeg virkelig trængt.

Nogle af trængslerne er sådan noget, nåja, og lad os så komme videre, men udover det er Bjørnen raget uklar med en virus, der tapper ham for energi og næring. Han taber sig alt for meget, og alt for hurtigt, og ligner nu mest af alt en afpillet maraboustork, og for det ikke skal være løgn, har han lige hostet sig til et blodsprængt øje.

Jeg har haft en sen dag i dag, men der var et venligt grålilla skær over himlen, da jeg kørte hjem over Volden med en pakke frossen hønsekødssuppe i tasken. Hjem, for at finde en kasse grøntsager, der i den grad satte tril i tårekanalerne.

Vil jeg have et kram, eller stryges over håret? Jamen, det kunne da være nok så dejligt, men lige nu og her, vil jeg vist bare af med det.

Stakler

Når min energi er kørt helt der ud, hvor vejen ender, kommer jeg ofte til at forkøle mig på noget fra de mindre sunde madvaregrupper. Idag således en chokoladeblød brownie og en gumpetung romkugle.

Men, hvad kan jeg bruge det til, når Bjørnen kort efter at jeg har stillet æsken på bordet, kommer ind af døren med, jeg har både kvalme og skal brække sig?

Indtil videre har min medfølelse og samvittighed, begrænset mig til en kop æblete og et par flade med askerullet gedeost og god spansk pølse.

Veloxsstanden

Hendes hår er helt hvidbleget af solen, og en enkelt krølle falder hele tiden ned over ansigtet på hende, så hun konstant må puste den væk. Hun er blåøjet og rosenkindet og hun leger. Sådan ser hun ud i det virkelige liv, for jeg kender hende så godt.

Hun har bygget en hel masse hylder op af sandet, og lagt blomsterhoveder på rad og række. Der er silkebrusende valmuer i mørklilla og koral, samt nogle andre blomster som jeg ikke lige husker navnet på. Men de er bløde i farven og bløde i kronbladene. Hvide, rosa, og svagt gule.

Men inden længe vil de dø af tørst i varmen. Det er nemlig sommer, og vi er på legepladsen, der ligger i gåafstand fra børnehaven. Måske er vi i nærheden af en strand, for græsset er blandet op med sand, eller måske er det bare kommet på afveje fra sandkassen?

"Kom vi går tilbage og henter nogle tomme syltetøjsglas til blomsterne", siger jeg, og tager pigen i hånden.

Vi går ud på fliserne, der er varme af sol og passerer haven, hvor en kendt dansk sanger har slået sig ned foran lågen sammen med venner, og nu øver et nummer, der giver fødderne lethed og lyst til at danse. En lille brunøjet pige, der lige har rundet det magiske tal, der giver adgang til børnehavelivet, står og følger beundrende med. Hun bevæger de små brune fødder i et lidt klumset forsøg på en dans, mens hun ler højt af glæde. At hun står der alene, tager jeg helt roligt, for her råder fred, ingen biler og ingen fare.

Sangeren, er det Kim, Allan eller Johan, jeg husker det ikke, men Lars Top-Galia er også kommet, hvilket ikke er så underligt, det gør han jævnligt. Vi udveksler nogle af de lette og livsglade bemærkninger, smiler og griner. Det er jo godt vejr i dag. De ryger cigaretter, men de hører jo heller ikke til børnehaven, og alligevel holder de selvfølgelig et behjælpeligt øje med de småfolk, der på deres vej til legepladsen, stopper op for at lytte til musikken.

Vi trisser videre, og pludselig bliver jeg i tvivl om, vi har flere tomme glas. "Måske er de blevet afleveret ved Veloxstanden", siger pigen og vender det blå blik mod mig og fortsætter, "Jeg elsker at aflevere glas og flasker ved Veloxstanden, sammen med mor!"

Mens hun gør sætningen færdig, er det, at det går op for mig, at jeg drømmer.

Lykkebukser

I lørdags faldt min vej forbi et udsalg, der virkelig sang på sidste vers, og jeg forventede egentlig ikke at finde noget brugbart. Men lige de rigtige bukser, de sidste i min størrelse, og de sidste i den rigtige farve hang, og ventede på mig. Det orange prismærke lyste op med et pænt tilbud, og da jeg kom til kassen, faldt prisen yderligere 50 procent.

I dag tog jeg mine glade bukser på for første gang, og kunne straks mærke, at dem var der overskud i. Jeg følte mig næsten som drengen med guldbukserne, bortset fra at det var overskud og glæde, jeg trak op af lommerne, i stedet for guld og grønne skove.

Lidt senere på dagen, opdagede jeg, hvor godt det i virkeligheden var, at jeg havde taget bukserne på lige netop i dag, for jeg fik eddermuggeme brug for al det overskud, der kunne hives op af lommerne.

Måneost

Maltbrød med pestogouda. For grænseoverskridende for Bjørnen, der ellers ikke er bange af sig. Om lidt sætter jeg tænderne i, og prøver mig frem. Jeg har fået skrællet en rød appelsin, til at rense efter med. Hvis nu.

Der er ostemad på tallerkenen, te i kruset, og to aviser der skal læses under dyne i sofa, mens Kordysten og Vild med Tanz kører svensk i baggrunden.

Åh, hvor er søndage en dejlig ting!

Dagen efter

Jaja, the good old kran igen, men lyset var så smukt, da jeg trådte ind i stuen i morges. Solen brød gennem lige bagved kranen, og så var det vist slut. Nu ligger der i hvert fald et perlegråt slør over hele udsigten. En rigtig smuk januargrå stemning har bredt sig indover vindueskarmene.

Søndag er heldigvis hviledag, så jeg kan få lagt poterne i blød, samt kælet lidt for den skøre knogleporcelæn, ved at smække benene op, og læne mig tilbage i sofaens bløde puder.

Mit møde med blogtræffet begyndte med en meget, meget varm velkomst, som gjorde det hele meget, meget lettere, for kulden har hårdt fat i mig, og hvert sekund med afslappet hvile tæller betydningsfuldt i regnskabet. Men afsted kom jeg, og det er jeg rigtig glad for i dag, selvom jeg betaler prisen, for at komme sent hjem fra natlige pølsevognsbesøg, efter at have hængt ud i tætpakkede lokaler med en smule, men umiskendelig, træk om benene.

Men hvor vi hyggede os, og grinede, og snakkede, mens vi rykkede rundt på stole og bænke. Der blev noteret flittigt på de små bestillingslapper, og maden var virkelig god og veltillavet. Nok den bedste jeg har mødt ved et blogtræf. Øllet var godt, og vinen forsvandt også i de nydelige vinglas. Så jeg tager det som et tegn på, at den også var drikkelig. Kortet bød i hvert fald på pæne omtaler, der, i en anden sammenhæng, sagtens kan friste mig. Men blogtræf er lig med øl. Sådan er det bare.

At vi kan mødes på den måde, er for mig stadig forunderligt, og jeg blev uforklarligt rørt over, at så mange bemærkede min manglende ugle senere på aftenen. Spørg mig ikke hvorfor, det rørte mig bare. Meget.

Det var skønt at se nye ansigter, men som vanligt var der bare ikke tid nok til at nå raden rundt, men erfaringen siger mig, at det kan lade sig gøre, hvis bare samtalerne bliver lagt over flere møder.

Hvor var det dejligt at ses, og hvor glæder jeg mig allerede til en anden gang. Igen.

Arne og havslangerne

Jeg vågner ved, at to mennesker, med dæmpede stemmer, begejstret taler om...slanger! Jeg er ikke selv så forfærdelig vild med slanger, men interessen bliver hurtigt bidt af den glødende entusiasme, de to mænd lægger for dagen.

P1 har slået til igen, og jeg måtte bare høre programmet til ende.

Natradio

Det hænder, at jeg vågner ved, at nogen snakker ved siden af mig. Lidt efter falder jeg som regel hen igen i viden om, at det er P1, der spøger i baggrunden.

I nat kunne jeg pludselig ikke bare falde hen, for jeg fik så meget frisk vand på ordmøllen, at jeg måtte holde fast i bevidstheden, inden jeg kunne slippe taget og falde i søvn igen.

For et øjeblik siden faldt mit blik på Dante, og pludselig sprang ordet, sonetkrans, frem fra sit skjul, hvor det havde stået på spring, og ventet på at det blev belejligt.

Og belejligt blev det, heldigvis med tid nok til at notere oplevelsen ned et nyt og mere sikkert sted.

Sikkerhed

Igår var vi uden net og fjernsyn, den hele eftermiddag, og den hele aften. Men vi klarede os fint igennem på spil og gamle optagelser. Ingen nød blev klaget, og skulle jeg have haft bekymringer for Bjørnens afhængighed, kunne jeg godt grave dem ned, for der kom, aftenen igennem, høje latterbrøl indfra hulen. Absolut ingen nød der.

For mit eget vedkommende er der altid et eller andet, der kan distrahere, så nej, heller ikke her var søjlen i det røde felt af panik ved at være overladt til egen fantasi.

Af ikke helt tydelige årsager blev jeg draget mod dvdpusherens udsalgssted for at leje lidt film med hjem til weekenden, og efter at have truffet et valg, samt fyldt godt op i vej-selv-posen, vendte jeg mod disken.

I pausen mellem medlemskort og betalingskort vandrede blikket på hylderne og lidt oppe og en smule til højre stod hele to sæsoner. Hvilken fristelse, og hvilken lykke siger jeg bare, for hellere Deadwood end X-factor, hvis der er frit valg på hylden.

Og frit valg, der er der nu. I hvert fald på min hylde.

Snit

Den sorte gryde var på blusset i går. Nakkekoteletter skåret i strimler blev marineret i saft fra blodapplesiner, kokosmælk, soya, revet hvidløg og ingefær.

Spidskål blev snittet fint, dildkviste renset og hakket, og en stor håndfuld små gulerødder blev skivet på skrå.

Olivenolie blev hældt i gryden, og heri kom grøntsager ned til en frisk vending i varmen til spændingen dampede af. Derefter fiskede jeg kødet op af marinaden, og svitsede det i lidt frisk olie. Grøntsager blev igen smidt i gryden, og tilsidst tilsatte jeg marinaden.

Mens Den Sorte stod, og simrede smukt, satte jeg gang i en grydefuld brune basmatiris, der kræver en del længere kogetid end de almindelige hvide. Bagefter ved bordet måtte jeg erkende, at jeg vist må træne noget mere udi kogning af brune ris. Jeg mente bestemt at kunne fornemme svage noter af sækkelærred, som dog blev dæmpet, når man vendte risene godt i gryderetten.

Til stor glæde for fredagsfornøjelsen, var jeg snedig og forudseende, og sørgede for at grydeindholdet rækker til idag med. Dog skal der koges en ny forsyning af sækkelærred.

Blodappelsin

Lige så vild jeg er med kulde, sne, klingende frost og knivskarpe temperaturer, ligeså meget hader jeg, det vinteren gør ved mine knogler, led, fingre og fødder. Jeg hader det, hverken mere eller mindre, bare klokkerent hader det.

Igår pressede jeg saften af fire blodappelsiner ned i en skål, så det sved og sang af smerte i fingrene, men jeg ignorerer det så godt jeg kan, for i køkkenet fanger jeg ofte mig selv, og kan atter ride bølgen.

Set udefra må det være en oplevelse at lægge øje og øre til mine udskejelser, når vinteren har bidt mig i fingrene. Der smides ufrivilligt med ting, imens eder og forbandelser står i lange lige rækker for at blive sluppet løs.

Men vi hygger os, gør vi. Mig og mine skøre fingre.

Lystbetonet

Jeg skriver her, fordi jeg synes, det er sjovt, og det skal det blive ved med at være. Men...

Uden at det bliver for meget, har jeg en hel del at se til for tiden, og kulden påvirker mig også, og jeg bliver mere træt end ellers. I hovedet. I kroppen.

Og det går udover bloggeriet, for jeg er træt og nogle gange tom, når jeg når hjem til hytten her. Det er svært at tage billeder, for lyset er skidt til fotografering, og så bliver det så'en lidt besværligt og uinspirerende.

Der vil derfor forkomme huller i strømmen, men jeg er her stadig. Sprællende af liv og energi, bagved det hele. Alt er godt.

Fuld kurv

Nattegudindens foder fylder godt i kurven, så der må handles i to omgange. Heldig er jeg, for Bjørnen gider godt hente ingredienserne til et ordentligt bjergfuld burgere. Obamaburgere, med bacon, ost og hele balladen.

Der er folkefest på fjerneren, og jeg er med på sidelinien, og bevidner et historisk øjeblik. En stor dag.

I hytten her tror jeg nok, det er Ben&Jerry's, der lukker festen bagefter.

Fuld skrue

I dag var dagen, hvor jeg begyndte på fuld kraft, og oppe i gear efter en lille tilvænning på halv tid. Skudt afsted nu, og et fyraftensmøde bagefter.

Jeg kigger ind i morgen, for ligenu jeg er totalstegt og træt, så selvom jeg eventuelt havde oplevet en masse, ville jeg ikke orke at fortælle om det i dag.

Arj, ikke mere snak, jeg må bare ind og se mig omkring i sofaen.

En kende

Er man ved at have fået nok, når man pludselig indser det pudsige i, at på engelsk indeholder 'yes', tre bogstaver og 'no', to bogstaver, hvorimod det er omvendt på dansk? Og ovenikøbet synes, det er sjovt?

Bliv nu bare ved

Nu sidder jeg endelig her med kæften fuld af nybagt kage, nåe nej, det er jo brød og endda et sundt et af slagsen. Druerne er stadig søde og saftige, så det er alt i alt et vellykket eksperiment.

Er det kun mig der har lyst til at trykke pause, og lade søndagen vare lidt længere?

Viggo må vente

Der kommer meget forkølede lyde udfra Bjørnehulen og det er derfor definivt besluttet at vi udsætter bifturen til bedre tider.

Æblebrødet har taget uanede drejninger, og er efter første hævning endt i en bradepande, smurt med rapsolie, drysset med små blå druer, sesam- og hørfrø.

Jeg sidder i sofahjørnet, og roder i korrekt søndagsstil med fjernsynet, vild med dans på svensk, avisen, med et tårefremkaldende billede på forsiden, reklamestakken og strikketøjet lige indefor rækkevidde sammen med kæmpekoppen og noget at gnave i.

Ingen skal høre mig klage over, at jeg er havnet, hvor jeg er.

Æblebrød

Vi har indstillet den videre fødselsdagsfejring. Meningen var en biograftur, men Bjørnen er sløj, og helt væk i hulen. Måske senere?

Jeg gik i køkkenet for at fyre op under en kande kusmite, og med tedåsen i hånden blev jeg straks inspireret til et brød. Måske også fordi, brødkassen var tømt for interessante emner.

Et enkelt æble lå i kurven, og en håndfuld rosiner var der også i skabet. En gammel appelsin, der udvendig lignede et fund fra antikkens grækenland, afslørede et særdeles saftigt indre, og blev straks brugt som brusebad over æblestykkerne. En håndfuld hasselnødder bliver ristet og hakket, mens en ½ liter kusmi med æble køler af på køkkenbordet.

Melet bliver en blanding af spelt, durum og almindelig økohvede. En halv pakke gær skal røres op med surdejen fra kulden, og så er vi kørende. Måske endda så tilpas meget, at vi alligevel ender i selskab med Viggo på det brede lærrede.

Kyndelmissekællingekomsammen

Jeg synes, at kunne fornemme, at der var interesse nok for mit lille tegnebrætsprojekt, så jeg inbyder derfor til strik, og historiefortælling i hytten her

søndag den 1. februar, kl. 12.00-18.00.

Jeg forestiller mig, at vi hver især bidrager med et eller andet, der kan sættes på bordet til alles glæde og fornøjelse. Det kunne være kage, brød, ost, pølse, marmelade, eller andre spiselige lækkerier, der passer til et eftermiddagsarrangement.

Er du interesseret i at deltage, så send mig en mail. Skulle der, mod forventning, tilmelde sig flere end hytten her kan overskue, finder jeg et egnet sted, så hold dig ikke tilbage.

Lad os se, om vi kan gå fra tegnebræt til virkelighed.

Det sidste

Hakkede hvidløg, forårsløg og skalotteløg blev svitset i en pande. Flåede tomater blev tilsat, sammen med et brev økologisk krydderiblanding, hvor der blandt andre spændende ting var spidskommen i duftsporet.

Nu lidt vand, og efterhånden blev det tid til at tilsætte fire tern mørk chokolade med chili. Chokoladen efterlod en duft af mørk elegance og blødhed, der gjorde, at det blev svært at vente med at smage.

Jeg ventede. Og blev belønnet.

I en gryde varmede jeg en sjat olivenolie, og brunede hakket oksekød heri. Jeg distraheres i mine beskrivelser af Lars H.U.G, der synger i baggrunden. Der var engang...

Molen med chokolade og det brunede kød, blandes sammen, og varmes op lige før serveringen, som først foregår, når der er skivet tomater, strimlet salat og revet ost. Racletten varmes op, og bordet dækkes. Bemærk venligst de matchende servietter. Lysene bliver tændt, og vi spiser lige om lidt.

Moleriet

Den første af slagsen, guacomole, kan efterhånden køres på rygraden, og det passer fint til dagens tilstand. Avocado, hvidløg, tomater, saft fra en lime og salt og peber. Wraauhn, med stavblenderen, og videre ind i køleskabet.

Den anden, jeg ved ikke lige, hvad den hedder mole, krævede lidt mere. To store røde peberfrugter blev grillet så kraftigt, at skindet blev helt sort. Herefter røg de i en plastikpose, og derefter i en skål med kold vand. De er så nemme at pelse efter den behandling, siger jeg bare.

Peberfrugtkødet blev blendet med en lille håndfuld dild, en lille håndfuld peanuts, et par skiver løg og noget kværnet peber. Smagen er lettere flad, og det er helt med vilje, idet der er masser af krudt på både guacomolen og kødblandingen, som er næste punkt på programmet.

Normalt ville jeg have leget med tomater, krydderier og alt muligt, men i dag nøjes jeg med en slags udvidet kødsovs med særligt islæt. Jeg synes ikke, at der er krudt nok på mig til det store armbevægelser.

Det er også blevet tid til en totaldækning af åbningen af DR's nye koncerthus. Jeg tager det med ophøjet ro, for én har jo været der, og selvom jeg med glæde vil komme igen, kan jeg i dag sagtens nøjes med at nyde det smukke blå lys i min udsigt, og lade værdigt trængende fra kendismiljøet komme til.

Kæmpekopper

Der er dømt indsats. Vi er ikke helt på toppen, så der skal bælles noget te, og ædes nogle vitaminer. Stærk D og C er på hylden, og i dag faldt jeg over et par skønne dybblå tekrus i lige den rigtige størrelse. Kæmpelarge.

Kusmireolen er også blevet suppleret op til fuldt hus med en æblete og en russisk aftente, der ikke holder én vågen om natten.

Om lidt koger vandet til den første forsyning, og så må der strammes op, og sættes gang i en opvask, samt få taget nogle skridt ind i det mexikanske køkken.

Susende

Jeg har været alvorligt til tælling i pudevåret, og for at kunne finde ud af, hvad der er skidt, og hvad der er kanel, tog jeg først en bruser, og derefter 'le metro' ind til byen. Jeg havde noget, jeg skulle, og den friske luft, der i øjeblikket suser i vindueskarmen, kunne kun blive en større fornøjelse udenfor.

Magasintorvet bugnede i tulipanbundter, der var så friske at det nærmest knasede når man så på dem.

Jeg sneg mig forsigtigt ned langs panelerne af Strøget, indtil jeg nåede frem til den skønne lille biks, der ligger lige så behageligt i en stille sidegade. Fred og ro og masser af garn. Lige præcis, som jeg ville have det i dag.

Jeg sneg mig atter hjem, og sidder nu med pakkenelliker om benene, og lytter til vinden, der stadig suser syngende rundt i karmene. En fugl har sunget på den fælles opslagstavle, at udsigten i nær fremtid, skal renoveres med nye vinduer. Det vil jeg glæde mig til.

Fik jeg det bedre? Jeg tror det næsten, men lige meget hvor meget, eller lidt, vil jeg vende opmærksomheden mod den mexikanske mole, som skal stå og simre på komfuret, men jeg snitter og hakker, og ordner andet tilbehør til Bjørnens fødselsdagsmiddag senere på dagen.

Gæs i motoren

Jeg måtte allerede fra morgenstunden nødlande på fredagsfloden, og trods indfald af gyldent lys, der glimter smukt i krystallet, savlesover jeg bare med næsen dybt begravet i pudevåret.

Puh, jeg har det virkelig skidt!

Et spørgsmål om alder

Jeg talte engang med en socialrådgiver, der fortalte mig, at når man spørger en kvinde om hendes alder, svarer hun stort set aldrig med sin faktiske alder, men derimod, hvor meget hun fylder næste gang.

Er det rigtigt? Svarer vi sådan?

Min alder? Jamen, jeg bliver 56.

Alle gode gange tre

Nej, slet ikke, for her ser du et billede af min morgenmad, og min frokost serveret som ét sammenhængende måltid ved halv totiden. Vi skyllede ned med en Congobajer. Kom ikke her og bliv væk, for vi fejrer fødselsdag, hvor vi kan komme til det.

Det må have været fuldmåneagtigt i nat, for ingen af os har sovet særlig godt, eller dybt. Jeg måtte ty til faglitteraturen inden, der var samlet sand nok til at slukket for øjenkontakten.

Min morgen, var en af de tidlige af slagsen, og nu sidder jeg her på randen af selvvalgt kvalme, og trænger så forfærdeligt til en lur. Det burde kunne nås, inden jeg skal melde mig på instituttet igen til et møde, hvor jeg en del af tiden, skal virke totalt overbevisende.

Aftensmaden er fuldstændig umulig at tage stilling til, for vi er alle, alt for forædte og trætte, så det nærmest er umuligt at tænke struktureret.

Varmet ved alle de dejlige lykønskninger, der er kommet til Bjørnen i kommentarsporet, tror jeg, at jeg går ind, og lægger mig lidt. Bare en lille times tid, så jeg også når, at få styr på manuskriptet.

Og hvad med Bjørnen? Jow, han har smilet lunt i det skæve grin under oplæsningen, og sendt en takkehilsen videre. Den er hermed bragt til torvs. Tak, skal I ha'! Allesammen.

Mit livs pote

Vi skal tyve år tilbage i tiden, stedet er Frederiksberg, det er søndag, og klokken er 4.31. En lille pote griber blidt, men bestemt om min hjerterod, og i virkelighedens verden griber en lille hånd om min finger.

Meget venter os forude, men vi er ærtehalm, og ikke bange for noget.

Endnu en epoke er slut, teenageårene er nu lykkeligt overstået. Mine damer og herrer, Bjørnen er landet. Lige midt i de voksnes rækker. Tag godt imod mit hjerteguld. Derude.

Historisk aften

Sofarækken er fyldt op af mig, kat og strikketøj. Vi ser flere forskellige vinkler på historie om Henrik d. 8 og Anne Boleyn. Spændende, og forfærdelig spændende.

Bonus så det batter

Juleaften, fik jeg en buket røde tulipaner, bundet med lidt grønt. Crispy og langtidsholdbare, men tulipaner vokser med vandet, og efter en rum tid falmede de. De grønne ting fejlede nu ikke noget, og de fine grene og blade, gør stadig gavn i diverse vaser.

Og se, hvad der foregår. Små spæde hvide blomster omkranset af sartgrønne blade. Det vildeste forår udspiller sig på hylden i soveværelset. Jamen, jeg er målløs.

Ikke bare lynhurtig

Jeg synes lige, at jeg har afsendt bestilling af garn herfra, og allerede nu sidder jeg med skødet fuld af lækkerier på spoler og i bundter. Farverne stemmer fint overens med det forventede, og garnet virker dejlig blødt. Jeg er ked af at billedet ikke er retfærdigt overfor farverne. De er nemlig i virkeligheden rigtig kønne.

Jeg ved endnu ikke, hvad der kommer ud af det nyindkøbte garn, men jeg er sikker på at det bliver noget godt, og jeg glæder mig til at få det på pindene. Jeg har dog lige et par vanter i lilla og turkis alpakauld, der først skal være færdige.

Det er første gang, jeg forsøger mig med garn herfra, men allerede nu, er jeg sikker på, at det ikke bliver den sidste.

Tusind tak til Strikkelaboratoriet, for en lynhurtig ekspedition.

Tag den

Der var to bakker lækker æblekage fra Lagkagehuset med ledsagende creme fraiche, i personalestuen i dag. Lige før jeg skulle hjem. Jeg lod det stå. For filan, jeg lod det stå! Pudser glorien, bukker og nejer, snor mig, og kror mig.

I baggrunden synger det svagt, "Højt at klinge, dybt at brumme".

Lige inden jeg forlod hytten her, i morges, nåede posten at aflevere en ventet garnpakke til mig. Grøntsagskassen stod også pænt på måtten, så nu skal jeg i gang med at stikke næsen i dybet af pose og kasse.

Nye tre minutter i godt selskab på Radiobloggen, går i luften klokken 15.30, og denne gang er jeg på pletten i tide.

Mere morgenmad

Om jeg fatter, at jeg kan være så træt. Klokken var ikke meget mere end ti, da jeg faldt i søvn, og klokken otte, altså ti timer senere, måtte jeg tvinge mig selv udover kanten.

Men jeg havde god tid til både bad, morgenmad og andet sjov.

Morgenmad er det første store punkt i min kostændringsplan, ja for det er det, der foregår. Ligesom alle andre har jeg valgt at stramme op i januar, dog uden nytårsforsæt.

Vitaminer, var et andet, knap så anstrengende punkt, de var hurtigt indkøbt, endda på tilbud. Nu har jeg imidlertid og igen, igen, læst mig frem til, at de er aldeles overflødige. Desuden har jeg købt +50, der giver risiko for overdossering. I virkeligheden vidste jeg det godt, men faldt alligevel for det psykologiske element. Øv.

Hvad andet er der at gøre, end at ryste pelsen, og komme videre ud i den disede morgenstund?

Slikskål

Suppen slog hårdt, og jeg er ved at vælte ned af gyngen. Jeg småfryser, og trænger til at nærlæse boksen, mens P1 brummer i baggrunden.

Det er mange interessante ting, der defilerer forbi mine halvsovende ører, når jeg ligger i mørket, og kigger på persiennens skyggebilleder på væg og loft. En eller anden dag tager jeg mig sammen til at få et billede ud af det.

De sidste stykke æble er ved at køre gennem kværnen, og jeg hvisker godnat.

På savlens rand

De er lige kommet ud af ovnen. Små rugbrødsboller. Nogle drysset med hakket peanuts og resten drysset med blå birkes. Måske er de lige til at knække tænderne på, måske er de lige, som de skal være.

Inspirationen stammer fra gårsdagens post. Fra omslaget, der altid følger med. Jeg havde bare lyst til at ændre på indholdet, så mine småbrød er blevet tilsat anis og sirup, i stedet for det posten skriver.

I den sorte gryde står en portion kartoffelsuppe, krydret med forårsløg, et æble og en del karry. Den er god og stærk. Jeg har altid en ubændig trang til karry efter en raceromgang. Eller lakrids. I dag valgte jeg altså karry. Eller måske var det i virkeligheden omvendt.

For Bjørnens skyld er der stegt bacon, som han kan putte ind i et flækket brød og grovgnave til suppen.

En del aftensmåltidet kan få en repræmiere, som morgenmåltid. Der er virkelig gået svensker i hytten her.

Anderledes

Der ligger strikketøj, og roder i og omkring sofaen. Der står opvask i køkkenet. Både fra i går, og i dag. Skrivebordet roder rundt i breve og papirer, og spisebordet gør sit yderste for at falde ind i det rodede look.

Men det bedste af det hele er, at det roder på den hyggelige måde, den der gode måde, der fortæller, at her bor der mennesker, der har et liv, der bliver brugt.

Det roder i min taske, det roder i garderoben, støvler og sko roder rundt imellem vanter og sjaler ude i entreen. Og intet rager mig mindre. Kontrolbamsen er taget på ferie, og den må gerne vare længe. I mens roder jeg lidt videre.

Ny stil

Morgenmad. Jeg er stadig lidt slap i sokkeletten, men jeg klør på, og følger mit forsæt om, at få noget i skrutten, inden jeg tager hjemmefra. Så points til mig i dag. Klap-klap.

Badedyret

Svedig og træt lægger jeg køredragten fra mig, og går under den varme bruser. Hår, hud, det hele. Efter de mange omgange, søger jeg ny energi fra varmen og vandet, der skyller ned over udmattelsen. Men jeg har vundet. Kilderne til kvalmen sakkede endelig agterud, og nu har jeg brug for ny energi.

Med fugtigt hår nyder jeg den bløde fornemmelse af rent tøj mod huden, og mærker en svag nagen. Sult?

Roskilde Ring

Jeg vågnede i nat med racermave. Der køres i begge klasser. I pauserne mellem løbene ligger jeg, og har meget ondt af mig selv. Der er ingen billeder fra begivenheden.

Januarstilhed

Jamen, jeg synes da, at januar er en dejlig lille ting. Det er den måned, hvor træerne står aftegnet i sort op mod en ofte grå himmel. Pløjemarker ligger afventende, og stirrer op i det svage lys, mens de ind imellem pudres af en rystet snedyne eller to. Fuglene ses tydeligere, selvom de næsten er tavse.

Der kan også forekomme højglanspoleret himmelblåt med lavthængende solstrejf henover rimfrostbeklædte snedriver.

En vinterbleg hud kan, ved pludselige temperaturfald der dristigt krydser nulstregen, farves rosa af chokket, og næsen stivne lige så forskrækket. Senere i den varme stue, bliver kinden dybrød af skam over sin svaghed, og næsen græder klare dråber af lettelse.

Januar er også min yndling, for der glimter guld i sprækkerne af de lange vinterdage, som langsomt, men sikkert forlænges med forårsfornemmelser, og stopper jeg op, kan jeg høre kvidren i det tætte bladløse krat.

Pecanpandekager

Der er noget med stegepander, der rykker i dag. Bedst som jeg sad begravet i avisen, måtte jeg pludselig ud og røre en dej til små tykke pandekager.

Opskriften kører på noget i retning af, mel, mælk, jeg brugte letmælk, men man kan også bruge kærnemælk, æg, salt, sukker, bagepulver, olie eller smeltet smør og krydderier. I dag valgte jeg at tilsætte et skud kardemomme og en pæn håndfuld hakkede pecannødder.

Men panden, for filan. Den ryger ud nu. Den er altfor tyndbenet, og man skal virkelig være på mærkerne, med et øje på hver finger for ikke at ende med en stak pandekagekul i stedet. Jeg havde faktisk glemt, hvorfor jeg aldrig bruger den pande. Og hvorfor hænger den der egentlig?

Julen er godt nok overstået, men måske kan denne her komme på listen til en anden god gang. Eller denne her. Eller måske denne her.

Jamen, jeg drømmer lige lidt videre, for der er også noget med en æbleskivepande, det der rivejern, og en... og så er den der...

Kan man mon få for meget lækkert køkkentøj?

Temperament

Jeg har i kommentarfeltet fornemmet en mulig interesse for at besøge Mette i hendes dejlige butik, og vil meget gerne afsløre, at den ligger her på Bryggen. Der udsalg lige i øjeblikket, men i slutningen af januar begynder de nye varer at dukke op på hylderne.

Jeg har fået et rigtig godt øje til den lille butik ligefra det øjeblik, jeg købte mine første ugler. Og jo, der er meget andet end ugler, der frister og fanger både blik og fingrer.

Flere informationer om 'temperament' er lige her.

Søndenvind

En lavthængende sol smed nådigt en håndfuld stråler ind af vinduet. Det kan vi godt lide, for et kort øjeblik beherskede søndenvinden stemningen, i en ellers lidt grålig vintersæson.

Blogkat

Jeg har fået en fast læser fra Sverige, velkommen til, og på hendes blog fandt jeg en virtuel natskygge, der har fået lov at flytte ind.

Og den kan sige miav og spinde ligesom en kat...

Æggehul og ostehaps

Forfærdelig usundt måske, men det der følger efter, opvejer det smørristede brød og den fede ost, så i sidste ende går det nok endda. Desuden hører glade minder om dejlige feriedage i maj også med til denne ret, og det giver mange points på livskvalitetskontoen, hvilket bestemt ikke er at foragte.

Ostehapsen er lavet af overskuddet fra de hullede brødskiver. Efter, de var blevet vendt på panden, rev jeg rundthåndet en masse cheddar over, og toppede med endnu et stykke ristet brød.

Den anden hapser, æg i hul, er nem at lave. Man laver et hul i en skive brød, rister den på panden, og slår et æg ud i hullet. Efter lidt stegetid vender man brødskiven med ægget, og giver det en tur på ryggen. Vupti, over på en tallerken og drys med et eller andet.

Jeg har prøvet med tomat i skiver, lidt fintstrimlet grøn salt, peberfrugt i papirstynde skiver, revet æble med citron, og nogle andre ting jeg ikke lige kan huske. Man anretter med, hvad man synes. Eller lader være, for den sags skyld.

Ægget i hullet blev toppet med karseklip, og maden blev nydt, mens den endnu var lun og sprød.

Netfri

Det varede hele aftenen. Nettet var nede. "Osse fjernsynet?", udbrød jeg i panik, da Bjørnen afleverede informationen.

Panik og panik, jeg har faktisk temmelig mange alternativer på hånden, men nu havde jeg altså planlagt, at sidde og bøve med strikketøj og tv, efter maden.

Der var altså signal på fjernsynet, og jeg sad så, som planlagt, og bøvede med strikketøj. Da det alligevel gik hen, og blev kedeligt, bøvede jeg videre over avisen, som jeg havde tilgode fra om morgenen. Til sidst bøvede jeg i seng. Og fald i søvn med det samme.

I morges vågnede jeg op til snakken fra p1, min for tiden foretrukne underlægningslyd i soveværelset. Andre gange er det fuglekvidder fra hækken, eller rislen i bækken. Eller Niels Larsen, der snakker løs om tæer i varmt sand og så'en.

Jeg havde drømt om en mand. Behagelig, tiltrækkende, og temmelig insisterende, men jeg skulle absolut lige rende ud af scenariet for at finde ud af, hvem det var, der snakkede i baggrunden, og da jeg vendte tilbage, var døren selvfølgelig smækket i, og ingen reagerede på min banken.

Drømmeland var og blev lukket og slukket for i dag.

Jamen, tilbage var så bare at stå op, og vente på, hvad sådan en søndag kan byde ind med.

Pist væk igen

Selvfølgelig er det dejligt, at tiden bare flyder i en lind strøm. Der sker gode ting i min tilværelse, og jeg nyder ikke at skulle tænke så meget over sabelkattene i kosteskabet længere. Eller for tiden. Eller, hvordan det nu hænger sammen. Men altså, ligenu er det mig, der styrer.

Men præcis som i går, vågner jeg op sidst på eftermiddagen, og rammes af, "hvor var det lige dagen blev af"-spørgsmålet, og må spole filmen tilbage, for at finde ud af det.

Så her sidder jeg igen på kanten af mit køkken, og bliver bevidst.

Vil jeg klage og klynke? Overhovedet ikke, men det er bare så uvant for mig, at tiden bare går sin gang, og at det ikke er den tunge af slagsen. Jeg har opdaget, at noget er begyndt at røre på sig, efter lang tids dvalelignende tilstand. Jeg føler, at jeg gror, bryder gennem overfladen, og bliver modigere. Og gladere.

Mens tiden flyder afsted i en lind strøm, og alt er godt. Rigtig godt, endda.


OPDATERING. Bagefter går det op for mig, at jeg faktisk tror, at jeg har et behov for at falde i staver, og bare lade stå til. Ligesom når man bliver træt og bare MÅ sove. Og helt alene om det behov, er jeg vel ikke?