Ferieopgørelsens dag

Fruen her har vist levet lidt udover grænsen for økonomisk formåen. Kun lidt, men kortet er helt sodsværtet. Har vist alligevel været varmet for hårdt op.

Den oplevelse står jeg vist ikke helt alene med? Og der var da rigtig sjovt derovre i Jylland, med de evige udsalg. Ikke fordi de mangler udsalg her i området. Jeg nåede da lige at være lidt med hos både Brinja og Mette, inden efteråret snart rammer hylderne.

Mens jeg sidder her, og håber på at finde overskuddet til at åbne ballet på netbank i den samme skuffe som stakken med bon'erne, er der nye oplevelser, der rigtig gerne vil have drømmen om at blive til noget opfyldt. De vil gerne vokse sig rigtig store, og sjove. Og helst her i august, den bedste måned på året.

Ja ja, kom lige tilbage til jorden her, fordi, knock-knock, regnskabets time banker på. Nu.

Saftigt og sødt

Ad snørklede stier ser jeg fjernsyn, og strikker. Kæmper med egne kabaler, mod andres kabaler, og indtager trøst til deling. Søde saftige druer og hvid chokolade.

Og jo, det må jeg godt.

Tryksværte

Vil du ha' med lax eller lam?, råber jeg gennem skabsrækken, helt ind til Bjørnens hule og ører, mens jeg fingererer med de små poser kattemad i glade farver. Interessen for mit køkken ligger et meget lille sted, og inspirationen er lig nul. Som i nul.

Mine fødder afsætter knaldrøde trykmærker på gulvbrædderne. Jeg går derfor tilbage i de samme spor, og tørrer efter. Efterhånden holder det op. Af sig selv.

Jeg har sovet et par indianske moccasiner væk. Skulle bare lige have en halv time inden metroen og Magasin, men...

Og nej! Jeg er ikke nedtrykt, ulykkelig, eller ked af det. Ingen halvtomme containere her. Jeg er bare træt. Træt af blødende fødder, flækkede fingre og hævede led. Bundproppen er trukket, og jeg skvulper, for en stund, lidt rundt i badevandet.

Gryden med pasta står, og bobler lystigt på blusset, og med mindre, der indtræffer et mirakel, bliver dagens ret mac'n'cheese med Heinz.

I dag

Siger jeg ikke så meget. Men. Jeg er tilbage i morgen.

Dagens snask

Det går slet ikke med kun de bare bøffer, og skaldede kartofler. Der må lidt snask til. Og det kom der i form af to avocadoer, en håndfuld oliven, en tot dild fra karmen, basilikumolie, og min total yndlings krydderiblanding, nemlig salt og rosenpeber.

Stavblenderen gjorde tricket, og så var der snask til folket.

Så tøm det dog

I morges, gik jeg hjemmefra med, det jeg selv betragter som, et halvfuldt glas. Hertil aften, henover potter og pander, fornemmede jeg, at i løbet af dagen havde adskillige episoder dyppet snablen, så jeg nu stod tilbage med et halvtomt.

Det er sgu da lidt irriterende, men jeg må jo prøve igen i morgen.

I kasserollen, med opvarmet olivenolie, puttede jeg et par stilke blomstrende basilikum, og dækkede bunden med små nye kartofler. Låg, og salt på, og så passede det stor set sig selv, indtil kartoflerne var blevet møre.

Jeg havde købt noget magert hakket oksekød, som jeg formede til bøffer, helt enkelt. Fat i panden, og flasken med olivenolie, og gang i stegningen.

Ind imellem kunne jeg kigge beundrende ud på den sidste udvikling af stilladset, som i dag er kommet på omgangshøjde med vores vinduer.

Stilladsarbejdernes ghettoblaster har fået plads nogenlunde omkring mit køkkenvindue, opdagede jeg i morges, og Bjørnen blev jaget ud af hulen til adskillige numre med Nik & Jay.

Han så ikke synderlig begejstret ud, hvilket jeg ikke kan fortænke ham i.

Stilladset sætter gang i snakken, os beboere i mellem, og det kom mig for øre, at det bliver det blå plastiknet, vi skal pakkes ind i, og ikke i det transparente.

Bare det ikke giver forvekslingsproblemer med det nærtliggenede koncerthus.

Jeg sagde det jo

"Øv, jeg vil osse", skrev jeg hos Anne, den dag hun på sin blog fortalte om sin kommende oplevelse. Nu har jeg købt mig en billet, for som sagt, jeg vil også.

Smeltevandsflod

Is der marmorerer, sirupskogte jordbær med søde syrlige gys og en irsk udgave af kikskage, som vi godt kan lade gå i glemmebogen.

Jeg overvejer at fjerne opvasken allerede i aften, på den anden side kan jeg sagtens finde på så meget andet sjovt.

Jeg tror, lige jeg snupper et spil, mens jeg beslutter mig.

Den skrigende mand

Nogen gange kan jeg gå ind i et supermarked, og bare hive, det ene gode tilbud efter det andet, ned fra hylderne, eller op af kølediskene. Inspirationen og de gode ideer står i lange køer for at komme med mig hjem.

Andre gange, som i dag, sker der ikke en meter. Alt står stille, er enormt dyrt, og taler ikke det samme sprog som min fantasi.

Så må jeg hjem og hive ned fra egne hylder.

Nye kartofler blev kogt møre og skåret i skiver. Olivenolie blev varmet i sauterpanden og kartoflerne blev tilsat sammen med de ovnbagte tomater fra i går og zucchini-strimlerne fra i forgårs.

Net og yndigt. Lige til at røre sammen med to gange mozzarella i kluntede stykker.

Nu har vi spist, og ja, det smagte over al forventning og slet ikke reste-kedeligt. Og nu skal jeg altså se den skrigende mand i fjernsynet, mens jeg rør en pind, eller to.

Spillefuglefløjt

Det var alfemoren, der begyndte. Og nu er jeg også hooked. Vi sidder i hver sin landsdel med næserne fladtrykte mod skærmene, og spiller.

Igen og igen.

Omkring os går familien ned med flaget af sult og forsømmelse. Selv katten går for lud og kold høkasse. Vi er uskyldige ofre for ludomani, sat i brand af Spilledjævlen selv.

Vi er nogle værre nogle. Os to kvartalsludomaninder.

Jeg priser mig lykkelig for, at vi kun spiller om kejserens skæg og ballade, og ikke alvorlig talt er på vej udi bundløs gæld, og bliver aldeles familieforladte.

To gange ost

Italiensk brød ristet i ovnen. Flækket og belagt med cheddar på den ene flade, og mozzarella på den anden. Tilbage i ovnen, indtil osten er smeltet let.

Kyllingbryst stegt på panden. Tomater modnet i ovnen, drysset med den gode urtesalt. Alle ingredienser placeret på ostebrødet, og derefter klasket sammen.

Serveret på de lyseblå hverdags med en hvid serviet ved siden. Velbekomme. Bjørnen har talt i køkkenet.

Tak for en dejlig weekend. Jeg håber I har moret jer?

Nye gardiner

Vi skal have nye vinduer, og det glæder jeg mig så meget til, at jeg allerede har 'syet' gardiner til mit soveværelse.

Jeg synes, det er smart.

Færdigt arbejde

Der var, i mit system, afsat tre timer til jobbet, og tre timer var, hvad det tog. Vi er færdige med fyrre popsangere, og grå af støv og spindelvæv. Men når taget engang er færdigrenoveret, kan jeg indtage mine loftsrum med maner, og endeligt få styr på fjernlageret.

Det er stort!

Sidste forsøg

Stenaldergrød til morgemad. Irmas grødblandinger fylder godt i skabet og i maven. På køl står en flok jorbær, og mæsker sig i en sjat af en eller anden tranebærsirup, og jeg brugte lidt af søbesaften som det søde indslag på grøden.

Det dufter godt nok af sommer.

Morgenmaden er spist, og jeg har spillet mit sidste kort i overspringsspillet. Bjørnen er oppe, og i den grad. Nu får jeg ikke fred, før det loft er ryddet, for når han har sat sig noget for, så kører toget helt til endestationen.

Udsættelsesloftet

Forholdsvis tidligt i seng, og forholdsvis tidligt op. Klokken var omkring ni, da jeg vågnede op til de første tilråb fra heppekorene til World Outgames, der cykler forbi lige uden for vinduerne.

Nyx har indtaget den solrigeste plet i stuen, og jeg bladrer i bloglandet, mens tiden går. Og går. Udsættelsen er snart for enorm, men der er stadig ting tilbage at tage af, før turen til loftet er uundgåelig.

Bjørnen sover nemlig stadig i sin lune hule, måske rævesøvn? Og spise skal man da også, og...

Grønne grøntsager koges uden låg

Tre zucchinier blev strimlet med min bedste tyndskræller. Et fed hvidløg blev skåret papirstyndt med urtekniven. Og en håndfuld ærter blev trukket op af fryseren.

I sauterpanden varmede jeg lidt god olivenolie, og vendte grønstsagerne til, de smed væden. En lille sjat af et eller andet ahornsirup med tranebær blev lige tilsat, inden jeg krydrede med en teskefuld dijonsennep, salt og peber.

Basmatirisene stod, og hyggede sig i en lille kasserolle over et svagt blus i ti minutter, hvorefter jeg tog varmen fra dem.

Et par kalveschnitzler blev brunet på en varm pande, og derefter stegt et par minutter på hver side.

Vi har spist, og det smagte godt. Endda rigtig godt.

Sure Sifka

Nede på det lokale posthus skal man trække nummer også selvom, der ikke er andre kunder i butikken. Så det gjorde jeg da.

En pakke og en lille rulle sejlgarn senere, stod jeg igen på gaden med TrilleNyx ved hånden, klar til andre ærinder.

Et lille smut indenom den lokale økobiks efter lidt chokolade, og til min store fornøjelse så jeg, at de havde yndlingsudgaven af strandsten, som jeg ellers troede, jeg måtte have bragt med særtog fra Skanderborg.

Jeg sluttede af i det lokale supermarked, hvor det samme barn, med mini-indkøbsvogn, kørte mig ned fire gange, og hvor jeg flere gange måtte klatre henover diverse barnevogne for at nå frem til varerne.

Jaja, vi skal allesammen være her, men i dag følte jeg mig lidt tilsidesat.

Der er sat fut under kedlen, for om lidt kommer der en druknet bjørn ind af døren, og så er en dejlig kop te nok ikke af vejen. I mens teen trækker, leger jeg lidt videre med mit nye krydsnøgleapparat, som er ankommet hertil nærmest inden, jeg havde sluppet tastaturet.

God service der.

Garnvinding

Udover de gænsge vitaminer og mineraler, findes der tre slags hvide piller i hytten her, Ibrufen, Panodil og Cetirizin. I går var det de to første af slagsen, der gjorde suset, og efter at have tævet alfemor i Jewel Puzzle på FB, kravlede jeg igen op i seng, og sov. Dybt.

Hertil morgen er der fred i systemet, og weekenden tegner sig lys og lykkelig, hvis vi lige ser bort fra den meget lidt underholdende beskæftigelse, det vil blive at tømme loftsrum.

Men bagefter, folks, bagefter!

Strikketøjet nåede næsten til vejs ende af et par nøgler, så nyt skal vindes, og så var det både praktisk og heldigt, at posten havde været forbi igår med en meget krøllet seddel.

Nu venter jeg på at klokken bliver ti, så jeg kan få åbnet det lokale posthus. Og så skal der vindes!

Til køjs

Er det sket, at jeg har stået for enden af sengen, og hængt dagens kjole på plads, trukket i noget mere afslappet, og derefter ladet hånden stryge kærligt over dynen?

Er det sket, at jeg har haft lyst til at lægge mig lidt, og bare glane mod horisonten, mens jeg mediterede smerten til ro?

I dag stod jeg for enden af sengen, ja nærmest på kanten, og hang dagens kjole på plads, og trak derefter i noget mere afslappet. Og nej, jeg lod ikke hånden stryge kærligt henover dynen.

Jeg kravlede op, og lagde mig i et solbeskinnet øjeblik, og sov. Dybt.

Bagefter lå jeg med blikket vendt mod den tunge lynopfyldte grå sky, der overdrev mit tag, mens jeg underdrev nødvendigheden af at starte en weekend med en lur.

Tre hvide piller senere, er jeg oprejst, og klar til at spise en omgang af de flade, klokken 21.15, fredag aften.

Mon så jeg kravler op igen bagefter?

Salt og peber

Hvid og sort. Uglepar med huller i hovedet. Jeg kunne ikke drømme om at bruge dem til det, de er beregnet til. Jeg kværner, og knuser i stedet.

Men uglerne her vil jeg ikke stå for. Ovenikøbet nedsatte ugler. Lige mig. Haps, nu bor de her til pynt.

Rent gris

Efter, at jeg i dag, har øjnet loftet, trænger jeg til ekstra styrke, og måske også lidt trøst. Koldskål med crunch og økologisk pålægschoko. Rent gris, men det dulmer så dejligt.

Vor-herre-bevar-mig-da-lige-vel!

Sikke dog en hulkehistorie jeg lige fik strikket sammen der. Det her handler ikke en fis om lofter, trøst, eller styrke. Men, om at kartonen var ved at ramme sidste anvendelsesdato, og derfor bare skulle ud af verden. I dag.

At jeg så fik dresset koldskålen op som noget rent gris, det er så til gengæld rigtig nok.

For god til at gemme

Invitationen til barnedåben er blevet rammet ind, og skal nu finde plads på en væg i stedet for at havne i dybet af en skuffe. Det er ikke tilfældigheder, der havner på væggene i hytten her, og jeg synes selv, at det var en rigtig god ide, jeg lige fik mig der.

Iøvrigt er det mig, der holder hammeren, hvis nogen skulle komme i tvivl.

Tøvende skridt

Det lykkedes mig at få lokaliseret nøglen til de øverste gemakker, og jeg kom da også derop. Og fik åbnet ind til lag-på-lag opstillingerne i begge rum.

Uha, nej! Det må vist hellere vente til weekenden.

Gaveboden

Timer tilgode på afspadseringskontoen er en dejlig ting, når de voksne nærmest falder over hinanden. Jeg har åbnet, og kan gå tidligere hjem end det tidlige, jeg ellers havde fri til.

Bjørnen sover i sin lune hule, og nattegudinden sidder under en spisestol, med store sorte øjne, og glor forbavset, da jeg svinger ind med entredøren i samme øjeblik, at viserene klikker over til formiddag.

Mændene på stilladset kan åbenbart ikke tåle vand, for der er stille som mus udenfor, så jeg hiver persienner op, og lader det sparsomme lys vælte ind i stuerne. En pottefuld rosente trækker, mens jeg pakker mig ud.

Og nu skal jeg vælge.

Vil jeg skeje vildt ud, og bare lade mig sidde henslængt i sofaen, og nyde den gode stikkelsbærgrønne strik, mens jeg søber rosente, og drømmer italienske renaissancedrømme?

Eller vil jeg være helt hysterisk fornuftig, og gå op på loftet for at tage toppen, mens jeg står i støv til halsen, og bliver sort i næsen?

Måske en kombination?

Foreløbig lægger jeg mig ligeud med en kop te, og så tager jeg den derfra.

Til gård og gade

Stilladserne vokser os over hovederne. Snart er vi hegnet helt inde i en æske af nedrullede persienner som det eneste formildende mellem os, og trafikken på gangpladerne udenfor vinduerne i etagernes højde.

Når trafikken holder fyraften, kommer vi hjem, og der er en stakket fred langs murene i etagernes højde. Persienner kan rulles, og vinduer kan smækkes. Op. Indtil næste morgens æskeliv begynder forfra. Igen.

I weekenden smider jeg to rum ud fra loftet.

Tæt besat

Posten kom i flere omgange til morgen. Lige inden jeg skulle til at skynde mig ud af døren. Men det kom jeg altså ikke til, for min nysgerrighed er vel voksen.

En tyk hvid kuvert, var blevet varslet på forhånd. En glemt sort trøje i det lille gule feriehus. Bestemt ikke min, men måske alfemors? Da trøjen gled ud af posen, kunne jeg forbavset konstatere, at det bestemt var min, men fuldstændig glemt både her, og der.

Så prøvede jeg at skynde mig endnu mere ud af døren, men et andet postbud smed nu en tynd hvid kuvert ind, og nysgerrighed kan man ikke sidde overhørig, så jeg gav op, og åbnede op for et glad brev på kanten af hulen, for det var også til Bjørnen.

Og heldige os. Om en måned skal vi til barnedåb.

Ny kran i byen

Bjørnen havde rodet sig ud i noget overarbejde, så jeg sad alene ved spisebordet, og opdagede at kranen i udsigten, var vokset en hel del siden sidst.

Den svingede vildt om sig med tunge ting, og var åbenbart næsten ikke til at standse igen, men nu hvor himlen farves svagt rosa, står den stille, og kigger i den samme retning hele tiden.

Måske er den allerede faldet i søvn?

Dagens flæsk

Små fine kartofler er blevet kogt møre. I en skål vender jeg kartoflerne med de hakkede urter, og en nydelig klat smør, og lige inden jeg lægger låg på, halverer jeg en håndfuld tomater plukket i egen karm, og smider ovenpå. Varmen mørner tomater en smule. Lige tilpas.

Jeg har igen været heldig med økologien. I dag var det en pakke flæsk i skiver, jeg fik smidt i nakken til det halve.

Skiverne blev sirligt arrangeret på risten over bradpanden, hvor der, i bunden, var lagt et stykke bagepapir, for at lette rengøringen. Jeg dryssede med salt, og smækkede bradepanden i den varme ovn, og lod det passe sig selv, indtil det var knasende.

Om lidt kan vi sådan set godt spise, men Bjørnen mangler. Hvor filan er han blevet af?

En dejlig kop te

Teen med rose trækker, mens jeg hakker bredbaget persille og mynte i en skøn forening. Da stykkerne rammer den rette konsistens, smider jeg mezza luna'en, og søber te. Nybrygget, og duftende som et eventyr fra renaissancen.

I havde ret, de damer, at pille hul i æsken med roser, var ikke så dumt.

Kusmi for altid

Så skulle filan da stå i, at man nærmest lige er vendt tilbage fra ferie, og så skal....nej, en anden tid, et andet sted, det lader vi ligge. For fuld stopskilt, og færdig.

Med hjem fra det store Jylland fik jeg disse to pakker te. Boh te. I breve med mandarin, eller rose. Endnu uåbnede, endnu uprøvede, men rygtet siger, at det skulle være godt.

Måske skulle jeg pille et lille bitte hul i det ene hjørne og få det overstået. Men, i hvilken af pakkerne skal jeg pille det der hul? Mon?

Månemand

Et skridt. Fyrre år. Hold da op! For et hop. Helt derop. Et lidt stort ét måske.

Here we go again

En gammel traver, men den er god.

Hakket skinkekød, øko fra Irma til halv pris, blandes med revet gul cheddar, karseklippet purløg og stødt rosenpeber. Klør fem stikkes ned i skålen, hvorefter man ælter det hele godt og grundigt. Farsen formes til småbøffer, og steges på pande.

I ovnen står flere rækker håndskårne kartoffelbåde, der er blevet vendte i gylden olivenolie, og drysset med urtesalt fra mine bekendte på Gl. Kongevej.

Den oprindelige opskrift på krebinetterne fandt jeg i sin tid i Gris og Grønt, som jeg må se at få støvet op en dag, og få genindsat på kogebogshylden.

Heri foreslog forfatteren at servere krebinetterne med udkogte røde kartofler, ikke de franske, men de danske, som har en ultrakort sæson i juli måned, og smager helt vidunderligt. Når kartoflerne er kogt, hælder man kogevandet fra, og tilsætter derefter fløde og masser af hakket timian, lægger låget på, og smadrer det hele sammen ved at ryste gryden kraftigt. Lækkert!

Hold da lige op, hvor det regner.

Hånden på eget komfur

Aflæsning af det første hold varer, og så afsted igen. Ned om hjørnet, bare lige ned i det lokale supermarked. En smuttur. Og så kom regnen. I skyller. Og jeg blev våd. Meget.

Men, se nu bare der! Kort efter står jeg med friske forsyninger i kurven, og et håndklæde om håret, vrider termostaten om, og tænder ovnen. Endelig hjemme!

Om lidt, skal jeg igen lege i mit køkken.

Og nattegudinden er med, og lige i hælene. Der har hun holdt sig lige siden, det første forsigtige snus, hun stak mig, da jeg kom hjem fra det jyske. Jeg bilder mig ind, at hun har savnet mig, for Bjørnen har passet godt på hende, og har fodret både rigeligt og ofte, så nøden har hun ikke lidt.

Men, videre med hverdagen, som snart bliver til aften. Råvarerne venter.

Vi må vel til det

Så skal der arbejdes igen. Renovering af tag, facade og vinduer. Ja, det er ikke mig, der skal hoppe rundt ude på stilladserne, men det er mig, der skal hoppe rundt indefor, og holde det værste fra døren. Og vinduerne.

Lofterne skal ryddes, og gæt hvem, der er den lykkelige ejer af to rum fyldt til bristepunktet med sjove ting? Ikke alene sjove ting der står, og breder sig, nej da, sjove ting i flere lag!

Torsdagsrengøringen har, af gode grunde, været sat ud af funktion, og selvom Bjørnen har gjort sit til at holde hytten her nogenlunde, har den nylige stilladsopsmækning, hvirvlet godt op i det omkringliggende storbystøv, og meget af det er havnet indenfor de åbne vinduer.

Vores åbne vinduer.

Så alt i alt vil jeg tro, at resten af ferien, samt næste weekend, vil komme til at kredse meget omkring noget med oprydning og rengøring. Hvilket jeg selvfølgelig affinder mig fornøjet med.

For bagefter, mine damer og herrer, bliver det så godt!

Ude bedst, hjemme godt

Det var absolut bedst for mig at komme på en lang ferie lidt væk fra hytten her. Men det var godt at komme hjem og opdage, at livet har ændret sig. Til det meget bedre.

Jeg føler mig stærk, udhvilet og glad. Og gladere skal jeg blive, da det går op for mig, at Bjørnen og jeg er blevet ligeværdige voksne i en ny og opdateret udgave af dagligdagen, som starter her og nu.

Og så undrer jeg mig over, hvem det er, der har lagt den fede, bløde, lækre kokssorte læderjakke ned i min kuffert?

Hjemkomst

Bjørnen skulle hente mig på Hovedbanegården. 18.23. Lettere forsinket kørte han i huj og hast over broen, og nåede det lige.

Iført kuffert, tasker og cykel slentrede vi hjem, mens oplevelserne blev udvekslet på kryds og tværs.

Og så er Carlbergelefanterne åbenbart kommet på udflugt.

Frakobling

Det regner, og Kim Larsen spøger i baghovedet. Når dette er skrevet, ryger forbindelsen. Tak, for tre dejlige uger, Jylland. Vi ses. Helt hundrede:)

Nedpakning af en ferie

Alle kneb gælder. Jeg tager en masse unødvendige skridt, og udfører en masse unødvendige bevægelser. Jeg skal pakke. Jeg skal lukke. Jeg skal slukke.

I stedet for blogger jeg. Læser kommentarer hist. Og læser kommentarer pist. Tjekker FB. Tjekker dit. Tjekker mit, og tjekker dat.

Ringer her. Sms'er der. Glor ud af det ene vindue. Tager et billede af en fremmed kat ud af det andet, og ender på verandaen.

Vender mig beslutsomt, og flytter en stak ugeblade, og bagefter en pose med garn. Tjekker mobil, og sætter batteri i oplader. Børster håret, og taber tråden. Igen.

Undskyld mig, men jeg er bare så dårlig til det her.

Frokost og kaffe

Da jeg tøfler ind på stationen, efter at have indløst billet i turistinformationen, møder jeg ham. Indtil videre den eneste af slagsen, altså på denne ferie. Snørebåndene i de slidte kondisko er gået op for længst, og i det hele taget er alt på ham lidt luvslidt.

"Du kan bare gi' mig pengene!", siger han, da jeg stiller mig op, og studerer togplanen. Jeg må jo, som sandt er, fortælle ham, at jeg lige har betalt for billetten andetsteds, så desværre.

"Så kan du bare gi' mig nogle andre penge!", forslår han så, men igen må jeg bedrøve den selvbestaltede billetsælger. Så tøffer han af, og vilkårlig tænker jeg på Jyllands største tossemagnet.

Det er blandt andet for at mødes med hende, at jeg har indløst billet til Århus. Og, det er allerede begyndt. Det med særlingene, altså.

I Århus falder vi hinanden om halsen, Marianne og jeg. Anne holder sig lidt i baggrunden, måske fordi hun fornemmer, hvad hun ubevist har sat i gang. Og så går vi alle tre ud blandt alle de andre, mens jeg fortæller om mit møde på Ry station.

Og så er det overstået, og vi får fred resten af dagen.

Vi skal spise frokost sammen, og jeg følger med som det tyndeste øl, og lader mig lede hen på Svejk, hvor vi finder et godt bord i solen. Og lad mig sige det med det samme. Næste gang jeg kommer på åkanterne, skal jeg også prøve så'en bøfsandwich med låg, og brun sovs med løg.

Men i dag vælger jeg den anbefalede sommersalat og et glas alsace.

Vi hygger, og vi snakker. Vi betaler, og snakker videre, mens vi trisser rundt, og ser efter kjoler, der ikke er der.

Og så blev jeg afleveret på Klostertorv, hvor en ny blogger tog over.

Hanne og jeg havde nemlig en aftale om lidt sludder, strik og kaffe til lidt jazz i eftermiddagssolen. Men jazzvolumen var for høj, så vi fandt et alternativ, der umiddelbart så egnet ud. Daisy, hed det, men ved nærmere bekendtskab må man sige, at der ikke var meget margueritrute over stedet.

Jeg sad med ryggen til, da den ikke så høje sydlandsk udseende tjener, kom hen til bordet for at modtage vores bestilling. Og så skete der noget, der nok ikke helt kan tolkes til min fordel, for han så voldsomt overrasket ud da han så mit ansigt. Måske havde mit løsthængende på kanten af havfruehår tændt forventning om en betydeligt yngre model, eller også var han måske bare lidt nervøst anlagt.

Og det blev ikke bedre for ham, da vi bestilte to gange vestindisk kaffe, og værre endnu, da vi tilføjede to gange almindelig postevand til at tage den bitre kaffesmag. Stakkels mand, han var lige ved at ryge ud over kanten.

Hanne havde en posefuld dejlige ting med til mig. Hun er som lynet, siger jeg bare. På ganske kort tid har hun fikset hele bestillingen på det nye tøj til Viktor Vandhund.

Og sikke tøj. Smukt forarbejdet, og helt efter forventningen. Det bliver så afgjort ikke sidste gang, at Hanne får en bestilling fra mig, og når alfemor ser tingene, vil hun også være vaks ved havelågen.

Hanne fulgte mig så langt, at det bare ligeud resten af vejen. Og tusind tak til jer alle tre, der gad at gøre min fredag lidt sjovere. Og vi ses igen. Helt hundrede.

Natsværmeri

Grillmaden ligger uroligt i maven, og jeg tøfler lidt frem og tilbage, inden jeg endelig bliver for træt til kurvestol, strikketøj og veranda.

Jeg trækker mig tilbage bag lukket dør, og nedrullede gardiner.

Et lille natsværmeri sidder i lampens skær, da jeg bladrer i endnu et af de gamle Alt'er. Jeg fortaber mig, og falder i søvn.

Jeg vågner ved en intens miaven, og forestiller mig tomme madskåle på køkkengulvet, og lader mig trille ud af sengen. Klokken er fem, og det viser sig at mad er der nok af. På vej tilbage til de bløde puder og Morfeus arme, smides fakta på bordet.

Rosita the cat har endnu en gang slæbt frøprinsen med hjem til tango og medrivende kys.

Frøtransporteren kører igen ud til undsætning, og kort efter lander frøprinsen atter i hegnet. Så fat det dog! Begge to.

Strikkeprøven

Det gik fint med at samspille de to farver, og nu er der slået masker op til ryggen. Enggræsset har forvandlet sig til grønne stikkelsebær. Det skal nok blive fint.

Garnet er Super Soft i farverne enggrøn (207) og græsmark (1057) slået op på på pind 4 fra Knit-pro. Modellen kan ses her. Alt, undtagen opskriften, har jeg købt her i Ry.

Forholdene på verandaen er idelle, så jeg smutter derud igen.

Nål i en høstak

Det er da jeg vil fotografere Rosita the cat i dyb søvn på bunden af en kasse, at jeg opdager, at dimsen er væk. Den der dims, der sidder på siden af hukommelseskortet. Når den mangler, er kortet låst, og sletning af billeder en umulighed.

Jeg kan godt huske, at jeg tabte kortet på gulvet, men jeg mente, at dimsen sad på sin plads, og lod sagen falde.

For at det ikke skal være løgn, har jeg prøvet dette to gange før, men begge gange var jeg heldig, og fandt hurtigt dimsen igen. Nu ser det imidlertid ud til, at den gamler traver, alle gode gange tre, ikke har tænkt sig at komme mig til undsætning. Jeg kan simpelhen ikke finde nålen i høstakken.

Heldigvis har jeg mere end et kort, og jeg har flyttet en dims fra det ene over til det andet, men jeg ender jo hele tiden med et låst kort. Nu tror jeg ikke et sekund på, at jeg er den eneste i landet, der har tabt et hukommelseskort på gulvet, med samme resultat til følge, så hvad gjorde du?

Grønt er godt

Inden den famøse ordudveksling på kinagrillen var jeg en tur inde i Garngalleriet. En lang cardigan spøger voldsomt efter, at jeg prøvede den i går hos Liselotte. Uh, den var lækker, og det der Super Soft kan man få i forfærdelig mange dejlige kulører.

Garngalleriet lå da også inde med fristelserne, og Birte P. trådte til med venlig assistance, da valget næsten blev uoverkommeligt. Og det blev grønt. Garnet med så fine navne som enggrøn og græsmark, skal sno sig om mine fingre side om side, og udgøre den dobbelttråd, som er nødvendig for at ramme den rette fasthed.

Nu har jeg fundet en stol, der er tilpas bred over ryggen, for jeg glemte da helt, at spørge om jeg kunne få de første to nøgler vundet i butikken.

Hvo'r du fra

"Har du pinde?", spørger hun, mens hun lidt akavet, på grund af posen med kinamad, famler portemonæen på plads i tasken.

"Kan du bruge dem?", spørger asiatisk kvinde på den anden side af disken i den lokale kinagrill.

"Ja, jeg kommer fra København!", falder svaret promte, uden synderlig omtanke for karmakontoen.

Og mens vi tygger lidt på den, skynder vi os at se, hvad søren klokken er blevet.

Måske skal dette ordskifte dedikeres alle sjællingerne, der er bange for, at jeg er ved at gro fast i den jyske muld.

Krydsnøglevinder

Jer er københavnersortklædt i modsætning til det sommerhvide, der pryder de jyske kvinder. Men vi matcher, og smelter hurtigt samme til et hele, hvor ordene flyder frit, og uhæmmet.

Og se bare, om jeg ikke også får tildelt mod til at plukke hvide sommerkjoler ned fra tøjstativerne en anden gang.

Der er noget, der gør godt herovre, og jeg ved selvfølgelig, at det ikke er gjort med at rykke teltpælene op, og blive fastligger her. Ligeså lidt kan jeg putte Hanne og Liselotte i kufferten, og tage dem med hjem uanset, hvor behageligt og opløftende selskab, de end udgør.

Men, det må være muligt at finde essensen af, hvad det jyske gør af godt. For mig.

På Silkeborg station mødes Hanne og jeg. Vi er en sviptur fordi byens bedste konditor, og bagefter sætter vi os tilrette i køretøjet, og farer i mag mod Aalborg.

Hanne er GPS-fri, men hendes medbragte hvide papirark lyser op, og anbringer os det rette sted på kortet i første hug, hvor Kenneth tager i mod på gårdspladsen, tæt fuldt af en glad Oscar.

Og så står vi der, IRL, sammen med Liselotte, der viser rundt, og ja, næsten inden vi har talt til to, er vi tre i spil, som trygge bolde i hænderne på skæbnens dygtigste jonglør.

Gode er vi for hinanden, og vi tør, gør vi. Hjerteæskerne pivåbnes. Vi viser frem, og deler guld. Og grønne skove, hvis vi da ikke lige vender sten, der enten har været, eller til dels stadig findes, i skoene.

Det er i det hele taget et stort udvalg, af alt mellem himmel og jord, som vi får berørt, samtidig med at vi, underlagt vind og vejr, skifter mellem flere borde. Hele tiden med drikkerier, lækkerier, samt strikkerier indenfor rækkevidde.

Jeg kunne afslutte dette indlæg med at fortælle, at jeg ikke ét eneste sekund tænke på at tage kameraet op af tasken, for dette var en af de dage som lagres i den særlige skuffe, hvori billederne leverer sig selv.

Eller måske, med at fortælle om mit øjeblik af zen, da jeg i morges slog øjnene op med en følelse af, at kosteskabet var tomt.

Hvorom alting er, havde jeg noget garn, der skulle vindes, og det blev det!

Amarkansk morgenmad

Med tasken over skulderen og en halvspist amarmad i hånden, haster jeg afsted for at nå endnu et jysk tog.

Vi ses i Gug.