Lønningsdag.

En gang i mellem blir jeg nødt til at konstatere om, jeg stadig er en fattig and. Det skete her til aften. Jeg måtte ha' vished og ja, jeg er stadig en fattig and. Der er ikke meget guld på kistebunden i øjeblikket.

Energiniveauet er desværre også lavt her til aften og jeg orker ikke at få de historier fra hånden, som ligger klar på hjernekistebunden, men de skal nok komme blive sluppet løs så småning om, selvom en efterårsstemning har sneget sig ind alt for tidligt.

I morgen starter min yndlingsmåned og jeg håber at det betyder bedre vejr. Jeg har et par gode oplevelser i sigte, og de vil tage sig bedst ud i sommerdress.

På trods af den lidt sløve stemning håber jeg på at I stadig vil kigge forbi for pludselig er jeg oppe i omdrejninger igen...

Hinsidan igen!

Jeg har været på stikkerne siden klokken 5.45 imorges. Først arbejde, så hjem og hente Bjørnen, og så tog vi toget over broen til yndlingsbyen Malmø. Der har vi så været det meste af dagen og har hygget og shoppet.

Men puha, nu er jeg træt efter en meget lang dag, så jeg vender lidt mere udførligt tilbage i morgen...

Ris og resultater.

Bjørnen kom tomhændet hjem. Ingen ris i dag, bedre held i morgen. For der er mad nok til i morgen.

Det bekom os vel, Andrea, meget. meget vel, og nu er vi stopmætte og er faldet om i de bløde møbler. Ja det vil sige, i første omgang er det Bjørnen, der er faldet foran fjerneren. Katten har ligget ned hele dagen, så deri er intet nyt.

Jeg selv, har en halsklud og en stak knappenåle, jeg skal lege med, for jeg er blevet færdig med førsteforsøget med aflangt Birch, og det er jeg glad for. Pyha, men med maven fuld af karryret er det ikke strikketøjsopspænding nede på gulvet, jeg har allermest lyst til.

Spanierindens Karryret.

Med 'The Ship's Cat' drager vi i dag på langfart, helt ned til Spanien for at kæmpe for Queen Elizabeth. Kommer vi sikkert frem og får belejret en by, vil skibskatten måske møde en mørkøjet spanierinde, der vil servere karryret for ham.

Det er i hvert fald i dag at vi skal prøve Andreas spanierinde-ret. Jeg er selvfølgelig allerede røget på vildveje i opskriften, men i det store hele holder jeg mig alligevel pænt indenfor rammerne.

Bogen er en af mine yndlingsbøger, som er højt skattet på grund af de vidunderlige illustrationer, som også er meget detaljerede. Det er en engelsk børnebog på vers, som er fede at fremsige på forskellige dialekter.

Maden er en mørbrad renset og skåret ud i stykker af passende størrelse, rystet i en pose med karry, salt, peber og lidt mel. Brunet på en varm pande og tilsat hakket løg og et enkelt æble i små stykker. Efter en tid har jeg tilsat champignonskiver. Herefter tilsætter jeg en dåse flåede tomater og tilsidst smager jeg det til med lidt fløde og måske lidt ekstra karry.

Bjørnen er forsvundet ud i lokalmiljøet og ville se om han kunne få en pose ris med hjem. Lykkes det, er det løskogte ris, der vil blive serveret sammen med karryretten, hvis ikke nøjes vi med brød.

Sømand Pelle Bjørn...

...er den muntre omskrivning af 'jeu mapelle Bjørn', som opstod da Bjørnen på et tidspunkt, gik på Ungdomsskolen for at lære fransk. Hans lærer var begejstret og mente at Bjørnen havde evner for sproget. Bjørnen var knap så overbevist.

Undervisningen indeholdt en studietur til Paris, som var rig på oplevelser og nye indryk, og da han kom hjem, hallucinerede han nærmest af søvnmangel. Sommerferien kom og gik sin gang, et nyt skoleår startede og det franske fortonede sig i det fjerne.

Sømand Pelle Bjørn var strandet.

Nu har han, som nævnt, været afsted igen og denne gang på sydkysten, hvor der åbenbart altid er sol og sommer. Temperaturen lå fra 25 grader om natten og op til 40 grader om dagen. Morgendisen over bjergene, kunne meget vel vise sig at være en skovbrand i det fjerne.

I går blev alle stederne udpeget ved hjælp af Google, og der blev blandt andet fortalt om aften- og natteudflugter til stranden og den lokale campingplads, og om de første dages sprogligt famlende forsøg på kontakt med de lokale unge, som heldigvis lykkedes.

Franskmænd taler nemlig bare ikke lige engelsk, og derfor overvejer Bjørnen nu, at tage det franske op igen, så han næste gang vil være i stand til at kunne konversere de unge madmoiselles på deres eget sprog.

Overordnet har det været en total badeferie med et frivilligt fravalg af store kulturelle tilbud, men det vigtigste er opnået, han har nydt hver eneste dag, fået sol på næsen og han er kommet hjem med gode oplevelser og lysten til flere.

Fotografiet har jeg lånt af Bjørnen, og det er også ham, der har tegnet den franske lilje i støvet på den til lejligheden lånte bil.

Franske fristelser.

En SMS med besked om, at om lidt var Bjørnen hjemme, tikkede ind. Jeg havde stillet kage parat og var klar til resten.

Så brummede døren, og der kom han sommerbrun og træt. Fuld af oplevelser og godt humør. Stor appetit og fortælleglæde.

Det viste sig, at jeg havde overset en presset bourgainvillea, som var lagt i kuverten med postkortet modtaget forleden, men nu er den kommet frem i dagens lys.

Op af kufferten trak han, som man trækker en kanin op af en hat, isterningeforbrugeren, en flaske pastis. Og jeg blev rørt, fordi det vækkede minder om et køligt glas pastis drukket en lun sommeraften på en parisisk cafe, efter at jeg havde set min første Botticelli på Louvre.

Nu er vi fulde af lækkert brød, tunsalat, kage og genfortalte oplevelser. Vi har også smagt af flasken og nyder hver sit lille glas med vand og is, ganske som i Frankrig.

Bjørnen er landet...

... og der er isterninger i fryseren.

Blåbærbrød.

Brødet blev formet og sat til efterhævning tidligt i morges, og jeg kunne nå at bage det, inden jeg gik på arbejdet.

Dejen, denne gang, er rørt sammen med friske blåbær og valnødder. Jeg valgte dadlerne fra fordi, der kom et solstrejf gennem køkkenet i går, da ingrdienserne blev afgjort.

I dag fik jeg et ekstra gode, idet vi var færdige på Instituttet næsten en time før tid, så jeg købte ind på vejen hjem.

I morgen aften skal vi hygge og fejre hjemkomst med det gode brød. Jeg har besluttet, at vi skal afprøve et tip fra Veninden, som går ud på at man rører tun op med flødeost med urter. Det skulle være meget lækkert. Jeg har købt spæde spinatblade og krydderurter, og har også røde blommetomater i skålen.

Bagefter skal vi smage på den gode kage fra forleden. Den er med vilje bagt i god tid, for den bliver først rigtig lækker efter at have hvilet sig i et par dage.

Tidligere på dagen havde jeg en SMSudveksling, der endte med en besked om at sørge for isterninger i morgen. Det er noget med en specialitet og :P. Det er jeg meget spændt på, og jeg glæder mig også til at høre om et par skønne ugers oplevelser i sydlig sol og sommer.

Malmø tur-retur.

Jeg tillod mig at gribe chancen og stole på godt vejr. Det viste sig at være en rigtig god ide. Det blæste meget, men solen var der også. Vi tog først Metro og derefter toget og var hurtigt fremme.

I Malmø blev vi budt velkommen af et helt hornorkester, der viste vejen frem. Musikken de spillede, var så dæmpet, at man skulle anstrenge sig voldsomt for, at kunne genkende melodierne.

Vi fandt en vindomsust trappe, der førte ned til en kanal. Her skulle vi spise frokosten, fordi en enkel stilfærdig broncekat holdt os med selskab, og man kunne sidde helt tæt op ad den uden, at den løb sin vej.

Lige som vi var færdig med madpakkerne, begyndte det at regne, men vi fandt ly under en venlig markise. Det var heldigt for, der var voldsomt meget vand i de skyer, der med kraftig lyd buldrede forbi ovenover vores markisely.

Da solen igen tittede frem bag skyerne, spiste vi en stor is, serveret med rød ske og hvid serviet. Vi kunne vælge to kugler hver, og der var rigeligt i bægrene. Vi fik smagt jordbær, vanille, lemoncello og hindbær. Isen alene er hele rejsen værd.

Vi vendte derefter snuderne mod centralstationen, og kom om bord et par minutter før, toget skulle køre. Da vi senere havde skiftet til Metroen, kunne vi se meget mørke og tunge skyer forude, men da vi kom op fra stationen, havde de smidt vand, og igen lykkedes det os at undgå at blive våde.

Mandagsmåne.

I mandags kunne jeg tage billeder af månen. Idag, på nøjagtig samme tidspunkt, regner det igen, og bilerne trækker lydspor efter sig, som tydeligt kan høres i min stue. Jeg er så træt af regn.

I morgen kunne jeg i embeds medfør være taget til Sverige, men der loves mere regn, og så er det ikke særlig sjovt at være på sightseeing i Malmø.

Til gengæld ved jeg, at når jeg har sovet to gange, vil solen at skinne uanset, hvad DMI melder.

Harmonisk balancegang.

Erfaring høstet i løbet af ugen, siger mig, at det er bedst at få det fra hånden, som jeg eventuelt har planlagt, inden jeg sætter mig. I går rørte jeg kagedej, nærmest med tasken stadig hængende fra skulderen, og i dag har jeg slået brøddej op, mens jeg nussede katten og pakkede indkøb ud.

Hvorfor nu det?

Fordi jeg er rungende træt nå jeg kommer hjem fra jobbet. Sætter jeg mig ned, er jeg svær at overtale til at rejse mig igen alt for meget. På den anden side vil jeg ikke slippe det gode brød og alle de andre gode sager jeg kører i køkkenet. Jeg slapper af i mit køkken og jeg genfinder balancen. Det er vigtigt for mig.

Derfor kommer jeg, i øjeblikket, væltende ind af døren og går i køkkenet straks. Jeg ordner aftensmad, opvask og hvad jeg nu har kørende.

Stressende? Absolut ikke, bagefter sætter jeg mig tilrette i harmoni og balance, og klipper de første kaniner ved 21-tiden.

Prospektkort.

Et enkelt uventet opkald på telefonen sent på aftenen, et par SMS'er eller tre og så i morges lige inden jeg skulle gå, det ypperste, et ægte postkort med vue.

Der går han langs det blå vand og har været oppe på det grønne bjerg længst til højre. Vil jeg vide mere må jeg vente, så det gør jeg.

Hjemkomstkage.

I min iver for at nå frem til et snarligt gensyn, har jeg forregnet mig. Det er ikke i dag, at der skal slås dej op til brød med dadler og blåbær. Til gengæld er det i dag, at der skal bages hjemkomstkage, som efter afkølning skal pakkes ind for senere chokoladeovertrækning.

Brøddejen bliver slået op i morgen, og ribseddiken tåler nok at vente, for jeg er træt når jeg kommer hjem fra jobbet. Jeg har endnu ikke fundet rytmen med energifordelingen til både det ene og det andet.

Tagine.

Tagine er en nordafrikansk specialitet. En tagine er et specielt glaceret lerfad med kegleformet låg. Heri kan man tilberede både fisk, kylling og kød.

Jeg bruner kødet og tilsætter krydderier, grøntsager og væde og stiller taginen i en kold ovn og tænder på 200 grader.

Efter ca. to timer har jeg middagen klar til servering, endda i et smukt fad.

Nuancerigdom på flaske.

Jeg havde i dag fået indkøbt fire forskellige slags bær til snapse- og likørmageri. Nu står glas og flasker der på rad og række, og ser kønne ud. Nogle af snapsene lyser allerede i de klareste farver, mens likørerne allermest ligner min barndoms forsøg på parfumefremstilling.

I morgen skulle ribseddiken være klar til at blive siet og kogt op, og derefter hældt på flasker. Bagefter skal der slås dej op til et blåbær- og dadelbrød, hvis jeg da ikke kommer på andre tanker.

På jobbet kører vi på halv skrue og udenfor daglig rutine. Det er både godt og ondt. Nogle af arbejdsdagens timer er fantasktisk lange, og jeg undrer mig over, hvorfor jeg ikke kunne ha' fået nogle flere af dem da ferien stod på. Den gik nemlig fantastisk hurtigt, da den først kom igang.

Hej Søster!

Nu mangler jeg sådan set bare at udfylde rubrikkerne. Derefter en postkasse på vej til jobbet i morgen, for jeg går ikke ud mere i dag. Jeg har nemlig en aftale med mit køkkenbord, noget sprut og nogle forskellige bærtyper.

Desuden skal jeg også spise og se fjernsyn og ...

Overraskelse.

Da jeg kom på arbejdet i dag, fik jeg en gave. En total overraskelse uden for nummer. Jeg blev både glad og rørt.

Det er en minitagine, købt med hjem fra Marokko - til mig.

Tidlig opstart med nedtur.

Det er nu ikke fordi, at jeg synes, at jeg har snuet mine feriemorgener væk, men da mobilen hylede 'ud af fjerene' signalet, tidligt i morges, føltes det nu alligevel forkert. Men op og afsted kom jeg i god ro og orden. Jeg huskede endda regntøjet.

Et ringe fremmøde på Instituttet bevirkede, at jeg kunne afspadsere, så jeg fik en ekstra tidlig tidlig dag i dag.

På vej mod hjemmet lagde jeg ruten omkring Blockbuster, og tog en lille håndfuld DVD'er med i tasken. Bagefter købte jeg også lidt ind. Tra la la la.

Hjemme i hytten måtte jeg lige checke mail og blog, og faldt så over Mogens Madkulturs udskejleser. Dybt inspireret måtte jeg afsted igen for at støve nogle sol- og hindbær op, hvilket viste sig at være umuligt i dag, så jeg returnerede skuffet hjem.

Nu har jeg i dyb frustration, kastet mig i sofaen med strikketøj og kat, for nu skal der ses film. Nemlig. Så må jeg løse likørproblemerne senere.

Søsters sommersjals slutspurt!

Det ville være dejligt, hvis søsterens sjal kunne blive færdig i dag. Derfor sidder jeg og ser mærkeligt fjernsyn, mens jeg knokler på med strikkepindene.

Udenfor pladrer regnen lystigt. Det kunne være, at jeg skulle finde regntøjet frem til i morgen?

Schåål i schiiwet!

Nej, så galt gik det ikke i går da Veninden og jeg skulle smage på sagerne. Vi lagde ud med 2 timers løst og fast snak over en kande hyldeblomstsaft. Og så gik vi til vaflerne, øh, frikadellerne.

Der blev dækket bord og rettet an med brød, sylt og øl og snaps. Brødet var blevet lækkert og smagte dejligt. Frikaldellerne var ganske uden pjat, blot tilsat lidt allehånde. Vi valgte den svenske model for frikadellespisning, således vi kunne smage på ribs- og stikklesbærsyltetøjet ved samme lejlighed.

Første snaps kom i glasset. Valget faldt på citronmelisse og den var da......, meget god......., men den blev helt perfekt da den blev peppet op med lidt ren vodka.

Frikadellerne var gode med ribssyltetøjet. Det havde en svag vanillesmag og jeg fik straks visioner om en fødselsdagslagkage med ribsudgangspunkt.

Da stikkelsbærrerne kom for tur, blev det helt perfekt. Måske fordi brødet var slået op med stikkelsbærsaft i stedet for vand og fordi syltet var mere syrligt end ribsene. Igen dukkede smagsfornemmelser i forhold til lagkager op, men den tid den glæde.

Anden snaps skulle i glasset og det var salvien. Den var blevet mørk som cognac, og da den kom i glasset, havde den et svagt mørkegrønt skær over sig.

Vi kom uvilkårligt til at snakke om barndommens haveeksperimenter med vand, græs og hvad man ellers kunne finde af blomster, rørt sammen til mosevandslignende tilstande i et syltetøjsglas eller lignende. Resultaterne smagte som regel rædselsfuldt og bittert, så jeg gruede.

Den måtte vi altså lige se an...

Vi spiste lige et par bidder, inden vi greb glasset og snusede dybt. Modet kom over mig, og jeg tog et lille sip. Veninden fulgte trop, og så brød vi ud i lovprisning. Den var rigtig god, rigtig snapseagtig. Så klar i talen, at man tydelig kunne fornemme urterne bag. Dejlig oplevelse.

Selvfølgelig skulle vi lige prøve om den måske også blev bedre af at få tilført et lille skud rent, men nej, det blev den absolut ikke. Den er, hvor den skal være.

Nu kunne vi læne os tilbage og glæde os over gode resultater og sluddren gik. Flere snapse er på bedding, men de er først klar til smagning til efteråret. Det passer fint med fede høstsild, og jeg har allerede overvejelser og opskrifter kørerende. Ved det sildegilde, blev vi enige om, skal der også være panodil, samarin og en opredning med i planlægningen.

Da vi havde spist os mætte, skyllede vi det sidste belgiske øl ned og ryddede af bordet. Jeg rettede an til kagesmagning, og Veninden havde medbragt mousserende italiensk vin, som havde kølet sig ned i mens vi spiste.

Inden kagen kiggede vi lejligheder på nettet, og jeg blev temmelig overrasket over priserne. Helt ærligt, de kedeligste små huller koster uforholdsvis meget efter min mening.

Kagen indfriede forventningerne, og efter et sip af vinen blev det smagsmæssige hævet endnu en tak. De to ting spillede rigtig godt sammen og satte et perfekt punktum på aftenens mange smagsoplevelser.

Efter en del mere snak måtte Veninden afsted og hun var så heldig at komme med en bus, med formel 1 chauffør, så turen til Hovedbanen var gjort på 5 minutter, og hun havde således god tid til at nå sit tog.

Store smagedag.

I dag kommer Veninden en tur forbi, og så skal der smages på lækkerierne. Jeg har et hav af smagsindtryk stående.

Ligenu bager et brød i ovnen, som er smagt til med saft fra stikkelsbærsyltetøjskogningen. Oveni smed jeg også en håndfuld valnødder.

Jeg har to slags syltetøj og to snapse, som er klar til smagsbedømmelse, og der står også en fed chokoladekage, der senere bliver svøbt i smeltet hvid chokolade.

I køleskabet står kød til frikadeller og venter på tur...

Lige før blev grunden til endnu en snaps lagt. Det bli'r forhåbentlig en vidunderlig sag med klar citronsmag.

Snart ta'r jeg skridtet ind i sildenes verden, for sild og snaps hører ligesom sammen .

Tidligt.

I overmorgen skal jeg tidlig op og på arbejde. Jeg øvede mig ufrivilligt i morges, hvor det regnede og himlen glødede.

Nu er jeg sådan én, der bare har weekend. En ferie er forbi. Øv.

Sammenstød på den søde side.

Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der stikker mig i dag. Jeg er træt, ugidelig og alligevel ikke. Jeg savner, selvfølgelig, men nyder samidig rummet for mig selv. Jeg tænker, men kan ikke rigtig fange pointen, men noget nyt er under opsejling, noget godt.

Jeg havde planer for ferien, men listen er blevet væk. Jeg har rent vasketøj i stabler, som ikke generer mig det fjerneste. Og jeg har bagt en kage.


En fransk kvinde fortalte mig en gang om et fødselsdagsselskab hun skulle holde, hvor de blandt andet skulle ha' chokoladekage med ribs. Det faldt jeg for og har siden brugt ideen mange gange.

Jeg plejer at lave en eller anden chokoladekagedej, men inden jeg kom i gang, læste jeg om en skøn solbærkage, og så endte det med, at jeg lavede min egen dej, men under stærk inspiration fra Mogens Madkultur.

Jeg havde gemt ribs fra forleden og for, at de ikke skulle blive dårlige, havde jeg vendt dem i lidt sukker a la rysteribs. Jeg regulerede derfor sukkermængden i opskriften ud fra dette. Derefter tilsatte jeg cacao svarende til 2-3 spiseskefulde.

Jeg huskede at røre dejen godt igennem, men skiftede til dejskraberen da jeg tilsatte mel, cacao og ribs.

Nu står kagen i ovnen og lurer, mens jeg sidder her og er mærkelig, men det går jo nok over igen?

Røre i snapsedammen.

Mine første kryddersnapse, vistnok nogensinde, har trukket som foreskrevet og er nu omhældt på flaske.

Jeg venter med prøvesmagningen, for i morgen kommer Veninden, og er hjælpsom med den side af sagen.

Jeg vil nu drage af for at nyde vejret lidt, samt købe ind til morgendagens udskejelser.

Jeg vil bage fransk chokoladekage med ribs, et brød med et eller andet og så vil jeg lave en omgang gode, gammeldags frikadeller med allehånde.

Fejlbedømmelse.

Jeg var syv år gammel og tidlig på færde. Morgenen var lidt kølig, men det ville blive bedre op ad formiddagen. De andre var ikke dukket op endnu, nok fordi det var søndag.

Dagen før havde vi leget rigtig godt på dette sted, så jeg gik ud fra, at de andre også ville komme herhen efterhånden, som de blev færdige med morgenbordet.

Grunden til at dette sted var specielt attraktivt skyldtes, at nogle håndværkere havde efterladt forskellige effekter, blandt andet et par træbukke, som vi med begejstring brugte i vores leg. Stativet til tæppebankning var en gammel kending, som flittigt blev brug som klatrestativ. Jeg var ret ferm til det med klatring og ganske frygtløs.

Vi havde udviklet en kombination af tæppebankestativ og træbuk. Man skulle springe fra træbukken, gribe fat i tæppebankestativet, svinge frem og tilbage et par gange, inden man gav slip og landede sikkert på benene. Bagefter udviklede vi spøgen således, at man i afsættet skulle skubbe træbukken bagud. Pærelet.

I min frygtløshed klatrede jeg op, balancerede på bukken, som efter gårsdagens brug, var blevet temmelig leddeløs, men overmodigt kastede jeg mig fremad. Jeg ville gi' bukken et ordentligt fur bagud, men den valgte at bryde sammen nogenlund samtidig med mit afsæt. Jeg greb fat i den tomme luft ca 3 mm under stativets øverste jernrør. Jeg røg ned med et brag, og hænderne, der stadig ville gribe for sig, var derfor det, der ramte asfalten først.

Det var århundredes stunt og ingen så det. Og dog. En eller anden fremmed dreng hjalp mig op og 'børstede' mig af. Jeg græd ikke. Endnu, for jeg var lammet, og først på vejen hjem kom smerten i venstre arm og dermed tårerne.

Turen til skadestuen var velkendt. Jeg havde været der før på grund af et eksperiment med en sten i næsen, der gik lidt galt, og jeg måtte ha' ekspertbistand til at få den ud igen.

Det værste var ventetiden. Min mor og jeg sad længe inden, der kom en læge og kiggede på armen, og derefter sendte os til røntgen, hvor vi også sad længe og ventede på tur. Bagefter sad vi og ventede på om billederne eventuelt skulle tages om, og da det ikke var tilfældet, returnerede vi til skadestuen, hvor vi igen sad og ventede.

Da vi endelig blev vores tur, havde lægen konstateret 'brud på den grønne gren' og jeg skulle ha' lagt en gipsskinne på armen. Der var selvfølgelig også ventetid, men endelig efter flere timers venten kunne vi ta' hjem igen, mig med armen i gips og rødt børnejod på næsen, som var blevet skrabet i styrtet.

Da vi kom hjem,løb jeg lettet og ivrig ind i opgangen og op af trappen. Lædersålen under min sko skred ud i nogent sand på trinnet og jeg snublede og greb for mig med min raske højre hånd, som jeg forstuvede.

Jeg kunne ikke løfte et Anders And flere dage efter.

½ ferieuge tilbage.

En ferie er snart slut og den blev ikke vejrmæssigt så god, men alligevel har jeg fået så meget ud af det, at jeg næsten ikke ved, hvad dag det er. Gode tegn i min verden.

I går fik jeg fremstillet flere glas med sol og sommer, så nu har jeg en pæn samling af sirupper, snapseessenser, syltetøj og en enkelt edddike.

I dag vil jeg få ryddet op hist og pist, og ind imellem kalder Mahjong og strikning på Søstersjalet.

4forestillingen.

På min tur forleden kom jeg også til 'Kastrup Midtpunkt'. Det er 'Skottegårdens' lokale butikscenter, som blev åbnet i 1953. Det var helt vildt moderne, blev omtalt i både aviser og fjernsyn, og var vist endda det første af din art her i Danmark. Centret indeholdt flere forskellige butikker og en biograf.

Tro nu endelig ikke at der var nogen bosat i 'Skottegården' der med respekt for sig selv, kunne finde på at sige ,at man skulle i 'Kastrup Midtpunkt'. Nej man skulle over i 'Skottegården'. eller endnu bedre over i 'Skotten'.

"Skal du med over i Skotten", sagde man, så vidste alle hvad det betød.

Nu er det ikke lige butikscentret jeg vil ind i. Jeg vil fortælle om 'Kastrup Bio', der blev overtaget af Tårnby Kommune i 1975, men indtil da, hed ejeren Dirksen. og han var en skrap mand.

I den ende af centret, hvor biografen lå, var en rødmalet vindeltrappe, som førte op på taget af centret. Nogen gange skete det, at gitterdøren øverst på trappen var ulåst og man kunne komme ind på taget. Det syntes vi unger selvfølgelig var enormt spændende, men Dirksen var totalt imod, og han vogtede trappen som en høg, og var på pletten som en mis, hver gang vi forsøgte os.

I biografen tilgengæld blev vi lukket ind, selvfølgelig efter at ha' forevist gyldig billet. Jeg har en bror der er syv år ældre end jeg, og han fik til opgave at passe mig, hvilket han nok ikke altid var overvældende glad for.

Han tog mig med til 4forestilling. Hver søndag eftermiddag, ja rigtig gættet, klokken 16.00, var der dobbeltprogram i biografen. Først en eller anden harmløs ting for de mindre søskende, og så bagefter 'Fort Alamo', eller en anden rask co'boyder.

Men ikke bare en gang i mellem, men hver gang skete det. Når den harmløse film for mindre søskende var slut, og brormand satte sig godt tilrette, kom tissetrangen over mig. Jeg kunne simpelhen ikke holde mig, og ligemeget hvad der kom af eder og forbandelser, måtte han ulejlige alle kammeraterne på rækken og få gelejdet mig ud på toilettet. Absolut ikke populært!

Ingen stiklerier her...

... kun stikkelsbær, som tålmodigt ventede i en skål på køkkenbordet. De fik først en tur i baljen, hvor de blev skyllet grundigt. Bagefter klippede jeg blomst og stilk af, mens jeg underholdt mig med gamle film på TV.

Først lod jeg stikkelsbærrene koge møre i ufortyndet hyldeblomstsaft. Noget af saften blev hældt fra, inden jeg efterfølgende tilsatte syltesukker...

Nu er syltetøjet hældt på glas, og jeg kan gå i gang med de ribbede ribs.

Ribserier.

Rakler af ribs ribbes støt og roligt.Veninden har ladet fuglene få først, men der er stadig rigeligt tilbage.

Jeg var, efter omstændighederne, tidligt på færde i morges, og var i det lokale supermarked for at indkøbe sukker til de forskellige projekter jeg skal ha' fra hånden i dag. Jeg købte også lidt eddike, for hvis nu...

Hjemme igen pakkede jeg ud og fik opvasken af vejen. En lille bakke solbær blev renset og overhældt med aldivodka og indlemmet i samlingen af vodkaessenser.

Nu er det ribsenes tur. Og der er mange, så det kommer til at tage tid. Jeg skyller og ribber, skyller og ribber. Tanker kommer og går, mens de røde ædelstene befries for grønt. Udser mig et mål, når frem og trykker pause...

Sprut & sirup.

Vejret er væk. Altså det der var forbi i går. Det har regnet, og det gør det nok igen senere. Det eneste jeg kommer ud i, blir posthuset og det lokale supermarked.

Til gengæld koger jeg sirup, og renser glas og flasker. Jeg har købt aldivodka, som Regitze anbefaler, og jeg har checket opskrifter. Jeg har renset de sidste rabarbere og i eftermiddag kommer veninden med stikkelsbær og ribs...

Jordbærbrød.

Det er lige hevet ud af ovnen, og jeg har smidt et fugtigt klæde henover. Nu må det stå der og hygge sig, mens jeg ser fjernsyn og strikker på Søstersommersjalet.

Jeg har tilsat jordbærsirup fremtryllet fra de ovnbagte jordbær med rosmarin, jeg lavede forleden.Her dufter fantastisk i hele hytten.

Senere skal jeg prøvesmage, men først krimi.

Tur tilbage.

Jeg stod på spring, var klar til at styrte ud når aflæsningen var foretaget. Klokken et smed jeg lånte bøger op i kurven og cyklede til biblioteket.

Bagefter ville jeg så bare køre en tur. Kom i tanke om at jeg havde glemt ipod og solbriller, men pyt med det. Afsted ud af Ørestads Boulevard og tilbage igen, for jeg opdagede, heldigvis ret tidligt, at jeg ikke havde memorycard i kameraet.

Hjemme pakkede jeg mig fornuftigt sammen og drønede afsted for anden gang. Trillede afsted med musik i ørerne og nød det gode vejr.

Første stop på min tur tilbage blev i Sundbyerne, hvor min mormor og morfar havde et lille selvkomponeret hus på Athensvej.

Mormor og morfar, der begge kom fra Sverige, mødte hinanden her i København. Morfar var vistnok på vej til Amerika, men nu rendte han altså ind i mormor på Stjernekroen og så kom han ikke rigtig videre.

Det blev til et langt liv i det selvbyggede med børn og børnebørn rendende ud og ind af den hvidgule havelåge. Mormor passede hus, hjem og have, mens morfar rodede med biler.

De nåede at holde krondiamantbryllup, og var begge langt oppe i halvfemserne før de takkede af.

Huset er væk nu og grunden delt i to, så der er nok ikke ret meget tilbage fra mormor store dejlige have, med jordbær, kartofler, krydderurter og duftende roser.

Hun var altid i gang med noget i haven, og pinen ved efterhånden ikke at kunne passe det ordentligt mere, har nok være ligeså stor, som gigtsmerterne der langsomt tog til i styrke.

Ti minutters kørsel senere er jeg ved min bardoms gade, som faktisk er en allé. For enden af den lille vej står denne bænk, hvor jeg tit har siddet med veninder og leget, med kærester og kysset, og med min far og snakket.

Min far var en eminent fortæller. Han var tilpas nysgerrig og læste desuden meget, så han besad en enorm viden, og var derfor absolut ikke kedelig at snakke med.

Min glæde ved bøger er grundlagt i hans selskab. Den nærmest ugentlige tur til biblioteket, gjorde jeg gerne sammen med ham.

Første stod jeg og rodede med Mumibøger i den lille grønne stålbogkasse med børnebogssamlingen. Senere blev der hevet ned fra de voksnes alvorligere reolmetre, gerne med tips fra farsan.

Ved opgangen har jeg tit stået og hængt ud. Her blev der snakket om alt muligt, mens vi småkedede os lidt i pauserne mellem aktiviteterne.

Jeg kan tydelig huske, da jeg skulle blære mig overfor veninden med, at jeg havde fundet ud af, at tegne nogle rigtige fede stjerner. Beviset er der endnu, og som det tydeligt fremgår, gik der lidt kage i den, med det der stjernetegneri.

Når vi ikke stod og småkedede os med at tegne på eller ridse i murstenene kastede vi os ret ofte ud i væddeløbskørsel af forskellig art, hvor hjørnet her på billedet var et af de svære. Ikke alene var det skarpt, men man skulle også se sig for inden man drønede om hjørnet.

Der var nemlig biler på området og vi skulle se os for eller risikerede man at havne med brækket ben hos nonnerne på Skt. Elisabeth.

Det gjorde min bror og han fik 'pillesyge' af bare kedsomhed. Jeg ved ikke lige, hvordan det kom til udtryk, men han pillede vist alt, hvad han fik af legetøj fra hinanden, eller noget.

Da han kom hjem igen, havde han fået så meget slik, at der var til hele kvarterets unger i mindst en uge. Ydermere havde han gips på hele benet og gik med krykker. Det var lidt sejt...