Klar.

Efter endt regningsbetaling kan jeg endelig, med en skildpadde mellem tænderne, vælte mig bagover i sofaen for at se Godfather II. Den er kold, sofaen. Det er vist blevet efterår!

Opgør.

I dag udkommer en ny bog, som Renee Toft Simonsen har skrevet. Jeg ved ikke om den er god eller dårlig, og det er også sagen uvedkommende. Den handler om angst. Forleden læste jeg et interwiew i Femina, hvor hun fortalte om sin bog og om sin egen angst.

Det blev en af hendes bemærkninger, der for mig gjorde udslaget. Jeg fandt modet til at gøre op med skammen og bryde et tabu. Jeg huser selv angst.

Næste dag, gik jeg direkte hen til min nærmeste kollega, og fortalte hende, at jeg samme morgen var vågnet op med angsten i maven. En uforklarlig nervøs uro i kroppen, en bange fornemmelse. Hun gav gav mig den respons, som jeg havde brug for, og uroen i mellemgulvet fortonede sig opad dagen.

I dag skulle jeg på kursus og uroen bredte sig, men jeg tog afsted, og jeg vendte ikke om, selvom alt skreg op om, at det her vist var én stor misforståelse.

Dagen var en oplevelse, og der blev faktisk serveret en god frokost. Jeg faldt i godt selskab og fandt ro, fordi jeg turde.

Jeg tilegner mig efterhånden, visdom og erkendelse, der gør det nemmere for mig at huse denne til tider krævende og besværlige beboer. Jeg har også mennesker omkring mig, som jeg har den dybeste tillid til, som jeg deler omsorg, kærlighed og venskab med.

I bloggeriet finder jeg ro, og jeg gør ting, og kommer til fremover at gøre ting, der for mig er dristige og grænseoverskridende, men jeg gør det alligevel. Jeg glæder mig også dagligt over den anerkendelse, der ligger i jeres kommentarer, og jeg nyder at blive læst.

Jeg anser ikke mig selv for at være svag, jeg har faktisk gennem tiden båret på mange tunge ting, men jeg huser angst, og nu ved I det altså også.

Ballade.

Min mors gamle sparegris er bevaret. En rigtig tresserting fyldt med minder. Der er lås i bunden, og nøglen er i min forvaring. Da jeg var barn, var det selvfølgelig min mor, der havde nøglen.

Jeg må indrømme, at jeg har været på mange uanmeldte besøg i den gris. Med kniv gennem møntsprækken, ganske forsigtig for ikke at ridse skår i keramikken. Senere fandt jeg nøglen, og det gjorde det hele lidt nemmere.

En enkelt gang gik det galt. Nøglen sad fast og var ikke til at rokke. Gode råd var oppe i pris, for grisen kunne ikke stå på alle fire med nøglen i maven. Enten stod den tippet forover, eller bagover.

Nu boede grisen heldigvis på en af de højere beliggende hylder i teaktræsreolarrangementet, så jeg regnede ud at, hvis grisen støttede på forbenene, ville min mor ikke opdage indbruddet lige med det samme. Så kunne jeg få tid til at udtænkte en eller anden forklaring.

Lang tid passerede, min mor havde åbenbart glemt grisen, og jeg glemte, at jeg havde et uløst problem med en nøgle i grisen.

Selvfølgelig oprandt den dag, hvor mor skulle i grisen. Det startede med at hun ikke kunne finde nøglen og så gik tiden med at lede efter den, mens hun krydsforhørte hele familien. Alle erklærede sig uskyldige, også jeg.

Så blev grisen taget ned fra hylden og det hele kom for en dag. Pyha, der blev sagt en hel masse hurtigt efter hinanden, men nu var det overstået. Nøglen blev med fælles hjælp lirket ud og grisen anbragt på alle fire på sin teaktræshylde. Formaninger og løfter, hvorefter jeg gik over til at bruge kniv igen.

Historien gentager sig og Bjørnen går også i grisen på trods af, at jeg opdager det næsten hver gang. Jeg kender jo sporene

Forleden kunne jeg fornemme at han havde været der. Han ringede mig op på jobbet i anden anleding og fik så lige formaningstalen med på vejen, som blandt andet indeholdt griseforbudet. Jeg sagde en masse hurtigt efter hinanden, men som det syn, der mødte mig da jeg kom hjem, fortæller, er det vist begrænset, hvor meget respekt der er tilovers for en tidligere griseskænder.

Kursus.

Jeg skal på kursus i morgen. Frokosten på stedet skulle efter sigende være særdeles god, men jeg glæder mig måske nok så meget til at møde nogle nye mennesker og blive tilbudt nyt stof. Desuden slipper jeg for en lukker, og det i sig selv er dejligt.

Televisionsprogrammet ser ikke lovende ud, så jeg vil bruge noget aften på at prøve, at få bugt med min bogstavsblokade, og til det formål har jeg valgt at følge denne anbefaling.

Bliver det denne bog, der endelig får sat punktum for flere måneders læsevanskeligheder? Jeg håber det, for jeg er træt af at være ordløs på det plan.

Endnu et lægebesøg blev overstået i dag. Nogle forkerte tal er heldigvis blevet rigtige og det helt uden brug af magi, medicin eller andet. Fremad går det. Fremad.

Efteråret har tag i mig i dag. Jeg har haft køligheden i hælene og er nu krøbet i hyggetsættet og har også kokkereret en portion nødmad. Til aften spiser jeg tortellini med svampefyld, revet parmesan drysset over og en lille klat smør i bunden. Dertil en håndfuld blommetomater. Det må være det.

Forresten, er der ikke noget med en eller anden film med Al Pacino...

Kattekilling

Nej, jeg gjorde det ikke, men mens jeg lavede mad hertil aften, tænkte jeg meget på den nuttede rødstribede kattekilling, som lige var et tvist anderledes end sine søskende.

På gården var der et kuld på fem, seks stykker, virkelig farveforvirrede killinger med babyblå øjne, og så var der de der tre rødstribede, hvoraf den ene var flødefarvet og rosa med ravgyldne øjne. Totalt ligeglad med mig. Lå bare og drev den af.

...

Kyllingestykker blev marineret i fløde, sennep, oregano, salt og peber. Boller blev slået op med oliven og soltørrede tomater. Squash, champignon, aubergine, forårsløg og halverede tomater fik lov at skvatte langsomt sammen på en varm pande, og så blev der serveret.

Vi ville gerne, men nattegudinden er traumatiseret og tåler ikke andre kattes selskab. Hun har i sit tidligere liv, vistnok, fået så mange kattebank, at hun har mistet troen på det gode i andre misser.

Hun er smuk, stolt og nattesort og hun er vores. Vi respekterer det finanslovsstøttede kattehjems vejledning og undgår at udsætte damen for flere traumatiserende katteoplevelser. Men ih altså, hvor var den røde, snorketryne nuttet!

Nakken tilbage.

Jobbet bød i dag på bondegårdstur, og selvom starten var et ordentligt skud hagl, holdt himlen sig tør resten af dagen.

Vi besøgte 'Grønnehavegård', hvor også store personligheder som Pyrus, har været forbi. Der er meget, meget smukt i det bakkede område med hævet havbund og meget andet godt, og det er jeg sikker på at hende her ved en hel masse om.

Jeg kunne fra mit bussæde betragte en smuk, høj augusthimmel med drivende hvide vatskyer. Nakken tilbage, fred i sindet og et krøllet glædesglimt i øjet.

Vel fremme blev vi budt velkommen og vist rundt blandt marsvin, kaniner, kattekillinger, Danmarksmester duer, grise, køer, geder, høns og får. Plus det løse.

Jeg blev straks ramt af feriekolonisyndrom lige midt imellem øjenene. Blev skrupsulten og altædende af al den luft. En kvik kollega havde heldigvis inden afgang, frekventeret et madudsalg,og den slags fornuft, var jeg hende meget taknemmlig for.

Vi spiste frokost i haven, inden der skulle ponyrides. Til afsked fik vi kermitgrøn sandkage og rød saft. Dejligt. Jeg kunne smage frøfarven langt hen ad hjemvejen.

Sovende børn i hjemtransporten. Jeg sad med en sover, men fik senere selskab af én, der skulle tisse, meget og meget snart! Vi nåede det - næsten.

Buddingeprinsessen.

Der er nogle ting fra min barndom, som jeg husker meget tydeligt. Jeg husker, at jeg døjede meget med mellemørebetændelse, og det var aldrig rart, når det stod klart, hvad der var under opsejling.

Det startede altid som ingenting, men alligevel måtte jeg ind imellem lige glatte øret med hånden. Oftere og oftere, men fortsatte legen uden at tænke nærmere over det. Ved spisetid var jeg halvsløj og havde ikke rigtig lyst til maden.

Jeg var træt og ville i seng. Før tid endda. Træt af øret, som drillede. Træt og ville sove...

Senere vågnede jeg op med voldsomme smerter i øret, og smerterne var konstante. Ingen pauser, ingen nåde. Ørepine er rædselsfuldt.

Grædende kaldte jeg på min mor, som ringede til vagtlægen, og så startede balladen for alvor. For ventetiden var lang og smertefuld. Altid flere timers venten, mens alt blev prøvet for at dæmpe pinen, men intet hjalp og jeg græd og græd.

Det må ha' været forfærdeligt for min mor, at sidde hjælpeløs og vente time efter time. Jeg husker, at en enkelt gang, skete det, at hun måtte gennemgå to rædselsnætter i træk. Første nat med mig, og næste nat var det min bror, der lå med skærende ørepine.

Omsorgsdag var der ikke noget, der hed, hun måtte tidligt afsted på arbejdet næste morgen, og mormor måtte komme forbi og se til staklerne.

Endelige ringede det på døren og lægen kom. Vi var klar. Min mor havde skiftet sengetøjet, jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde hun altså uanset hvad. Hun fandt også altid et pænt rent håndklæde frem, som lægen kunne tørre hænder i efter endt konsultation. Det kunne jeg bedre forstå, men lad nu det ligge.

Nogen gange var det ubehagelige, ufølsomme typer, og andre gange, heldige stunder med en rar og empatisk læge. De der ubehagelige typer, kunne virkelig skræmme livet af mig, og det gjorde ikke situationen nemmere at bære.

Når der var kigget færdigt i øret, var sagen, som regel, klar. Der skulle punkteres. Og der skulle bedøves. Med æter.

En maske, der dækkede næse og mund, blev lagt over mit ansigt, og jeg ville ikke ha' det. Græd og protesterede, men en underlig svimmelhed vendte fokus væk fra smerten og det ubehagelige, og så kom hun pludselig.

Buddingeprinsessen.

Hun bar den fine gule budding på en sølvbakke. Smilede venligt og strøg mig blidt over håret. Hun var yndig. Med gyldent hår, under den fine guldkrone. Hun var smuk og venlig. Barmhjertig.

Vi spiste blød budding med blodrød kirsebærsovs, og det smagte vidunderligt. Hun lignede præcis den prinsesse, der var på buddingebrevet fra Dr. Oetker. Måske var det hende, men det kunne jo ikke passe, for det var jo kun en tegning. Alligevel?

Smerten i øret var forsvundet. Jeg vendte mig og fik øje på min mor. Nu, hvor jeg hyggede mig med prinsessen og den lækre budding, kunne lægen jo godt lige prikke hul i øret, for det gjorde ikke ondt mere og jeg var ikke bange.

Jeg vågnede og blev klar. Prinsessen var forsvundet, og mit øre boblede sært. Jeg kunne ikke høre ordenligt. Øret væskede, og det blev stoppet til med en vattot. Det var overstået, lægen vaskede sine hænder, tørrede dem i det rene håndklæde og tog afsked.

...

Her tidligere på aftenen sigtede jeg frugten fra den syltetøj, jeg kogte i går. Tilbage blev en sirupsagtig substans, der vakte disse minder om blød gylden budding, brændende ører og yndige prinsesser.

Cupfreak.

Jeg har en svaghed for krus og kopper. Bjørnens søster har luret mig og mener, at jeg kan finde et krus eller en kop til enhver lejlighed, eller var det omvendt? Eller?

Jeg prøver virkelig at undgå nærkontakt med den slags service, men i øjeblikket er det lidt svært, fordi jeg leder efter nogle glas, der vil tilfredsstille både mit og Bjørnens behov for voldsom væskeindtagelse i store mængder, så vi er ude i noget med store størrelser.

I mens jeg leder efter de helt rigtige glas, falder mine øjne ofte, helt tilfældigt naturligvis, på krus og kopper undervejs, og ja, så var det at jeg....

Derimod var der sort skærm med hensyn til aftensmaden, men sådan en stribet aubergine kan jeg da altid bruge til et eller andet. Der var også en flok squash, der var vinde og skæve. En bakke knaldrøde peberfrugter. Dansk majskyllingefilet. Lilla strikkegarn.....!?

En lille bid brød.

En hjemmbagt burgerbolle skåret i skiver, et stykke bresaola og en lille skive knaseagurk, bagefter flere skiver brød med ost.

Måltidet er enkelt og nemt. Bjørnen er på fiske-disk, så måske vanker der lidt sushi senere. Derfor mit mådehold.

Jeg har prøvesmagt blåbærsnapsen og hindbærlikøren. De smager dejligt og de bær, som sprutten har trukket på smager så godt, at jeg ikke nænner at kassere dem. Derfor har jeg lavet et eksperiment med at koge syltetøj af dem. Resultatet tegner lovende.

Søndagsshopping.

Jeg skulle ud og bevæge fysikken, og kom i den anledning forbi Fields. Jeg var kogt tør for bagepapir, og jeg vovede mig derfor indenfor. Der var en, for mig, uventet voldsom trængsel på denne augustsøndag. Masser af mennesker og masser af tilbud.

De frembusende indkøbsvogne gjorde mig ganske nervøs, især her i øjeblikket, hvor min gang er lidt ustabil. Hvad gør de fuldtids-gangbesværede, der vil være med til tilbudsfest i disse indkøbsmekka'er?

Jeg faldt over to gange hjemmesæt lige skabt til lidt afslapning i sofahjørnet med god strik på pindene, mens dejen hæver i brødfadet og teen luner i koppen. Ovenikøbet var der tilbud på briller i matchende farver.

Nu kan efteråret så bare komme, for jeg er klar med hyggetøj og briller.

Lidt til Bjørnen kom også med hjem. Jeg har købt en stak blyanter og noget tegnekul, som skal få ham i gang med at tegne på papir.

Han har nemlig en raptus med, at han kun kan tegne noget fornuftigt på uautoriserede steder. Det er lidt uheldigt, for det skaber problemer med at gemme værkerne, når han f.eks. har tegnet på en støvet udlejningsbil i Frankrig.

Gensyn med duft.

Jeg hviler fysikken og gør det godt i selskab, af gode film. Jeg er lige blevet færdig med 'Parfumen, Historien om en morder'. Det er en film, hvor ikke bare øjnene, men også næseborene står på stilke.

Mens jeg så den, arbejdede min næse på højtryk, og jeg bed mærke i flere lugte omkring mig. Hænderne duftede af Savon de Marsailles, den med grøn te, strikkepindene lugtede af messing, selv ugebladet - det nye Femina, der lå på puffen, kunne jeg lugte. Småkagerne i skålen, osv.

Det er en nydelig film lavet over Patrick Süskinds bog med samme titel. Jeg har læst den mange gange, men jeg har aldrig tænkt nærmere over slutningen, førend Veninden stillede sig kritisk an, da vi var på bio for at se filmen kort efter præmieren.

Nu kan jeg selvfølgelig ikke frigøre mig fra hendes bemærkninger fra dengang, og jeg må indrømme at jeg stadig er hende svar skyldig. Hvad f..... er meningen??

Om et kvarters tid viser de Stanley Kubricks 'Barry Lyndon' fra 1975 på Sveriges TV 2. Den slutter klokken kvart over et, så det bli'r alt i alt en lang filmaften.

Et bid bedre.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Forleden dag var jeg i embeds medfør ude at betræde noget græs et sted i nærheden. For tredje gang oplevede jeg, at et eller andet kryb smækkede kæberne i mig.

Den første gang, det skete, sad møgdyret fast, så jeg kunne se den i øjnene. Flåt tænkte jeg, men var ikke sikker. Anden gang havde jeg gummistøvler på, men udyret kravlede ned og gav en demonstration af, at jeg ikke skal vide mig for sikker!

Her forleden var der ingen synlige tegn andet end den svidende kløe, der følger med biddet. Efter et par dage var der det sædvanlige tætte røde mærke, der siden plejer at fortage sig.

Men efterhånden blev min ankel spændt og hævede, kløede som ind i h......! Kløen bredte sig som elektriske strømme under huden til andre steder, et fænomen jeg døjer med ind imellem, og jeg derfor ikke tænkte nærmere over.

I går var bidestedet blevet næsten sort, og området omkring var hårdt som sten, og så kunne jeg ikke holde neglene i ro og krattede forsigtigt hul på såret. Pressede for at få det sortrøde blod ud, men der skete ikke rigtig noget.

Lidt efter lagde jeg mærke til at området omkring såret ligesom sank sammen og hævelsen i anklen nærmest forsvandt! Fandeme næsten som dug for solen.

Hertil morgen kunne jeg gå normalt uden at det strammede i anklen. Såret havde en almindelig frisk, rød farve og for et øjeblik siden kunne jeg massere den sidste rest af 'grøn oasis' fornemmelse væk, og anklen har atter sin normale størrelse og udseende.

Nogen med erfaring??


Opdatering: Jeg har talt med en læge fra Lægevagten, det har beroliget mig med, at der IKKE er fare på færde. Tak for jeres råd.

Lågløs fredag.

En portion hjemmebagte burgerboller blev flækket og dækket med magert hakket oksekød. Drysset med salt og peber. Ind i ovnen ved 220 grader i 20-30 minutter.

Serveret med Bjørnens guacamole og langtidsstegte halverede tomater drysset med kanelsalt. Et nemt fredagsmåltid baseret på de lågløse burgere.

Forsvunden fredagsøl.

Jeg fik en ide foræret herfra og min fredagsøl blev udsat for et eksperiment. Jeg har lavet en framboise, som jeg smagte på forleden, og den er det rene tutti frutti. En sjat blev forsøgtvis hældt op i fredagsøllet og ja, så smagte den af tutti frutti.

Det er da et herligt udgangspunkt for weekendbrødet, besluttede jeg. Dejen står nu og står, og i morgen tidlig bager jeg så et tutti frutti ølbrød til morgenbordet.

Fredagsdrømme.

Min fysik driller. Jeg gav op klokken ét og kørte hjem med en følelse af at være et stort meget blåt mærke. Et bræt i stedet for en rygrad og en muskel under venstre fod, der føles al for kort.

Hovedet er klart som en lysende stjerne, fuld af drømme, tanker og ideer.

Den største ynk er jeg, men fortrøstningsfuld, for i morges kom brevet fra hospitalet. I starten af september kommer jeg videre og har en fredagsdrøm om, at jeg kan gå ind i det nye år i bedre stand end nu.

Fredagsdrømme er blevet bagt, for aftenen skal tilbringes behageligt klodset op i sofaen med krimier på fjernsyn og en stak lejede, som Bjørnen har tilvejebragt. Jeg er heldig med den bjørn, for han har givet hænder med til at lette besværet, og har fremtryllet den lækreste guacamole til aftensmaden.

Rugbrødsdrømme.

Jeg har efterhånden fået udviklet en surdej til det gode grovbrød, som vi dagligt, med stor fryd, gnasker i os. Jeg har også fået styr på brug af gær til småbrød og boller, således at de har en god, ren brødsmag.

Jeg har fået sat indtil flere stjerner op på min brødhimmel, og nu håber jeg snart at kunne tilføje en rugbrødsstjerne. Jeg har været der, selvfølgelig har jeg det, men rugbrødene er indtil videre strandede på smagen. De har været for syrede i deres udtryk.

Nu vil jeg imidlertid genoptage jagten på det, for os, rigtige rugbrød. Opskrifter, tips og ideer modtages med glæde enten som kommentar eller mail, for måske ligger løsningen et eller andet sted derude?

Noget rigtigt gris.

Økologisk flæsk i skiver til en særlig billig pris, fristede i køledisken i dag.

Dagens ret blev derfor ovnstegt flæsk, lagt på rist i bradepande over rosenkål i kvarter, og æbler, som en kollega havde haft med til mig fra sin have, blev skåret ligeså. Grøntsagerne drysset med citrontimian og flæsket med salt.

Det hele blev sat ind i en kold ovn, der blev stillet på 220 grader. Så stod det bare der og stod, indtil det var færdigt.

Hvorlænge ved jeg ikke.

Bjørnen kiggede til bradepanden på et tidspunkt og synes, at det så fint ud, og så blev der rettet an med ugens brød og dijonsennep.

Rigtig gammeldags bondekost. Vi burde faktisk gå ud og udføre noget hårdt fysisk arbejde af en eller anden art efter det måltid.

Indfriede forventninger.

Forventninger havde vi masser af og meget høje, og indfriet blev de, hver og én. Det var actionfilm af meget høj karat. Matt Damon var brilliant og gav endnu engang sit bidrag til, at gøre en god film bedre.

Alt i alt en film der rykkede, i hvert fald mig ud på kanten af mit behagelige sofarækkesæde.

Besvær værd?

Jeg bestilte i sidste uge fire rundpinde fra et firma, jeg ikke har handlet med før. En mail fortalte i fredags, at min bestilling var afsendt, og så regnede jeg naivt med, at modtage den om lørdagen.

Nej! Så mandag da? Nej, heller ikke. Tirsdag? Nej, men der var en postanmeldelse med i den almindelige post. Jeg kunne hente min pakke på posthuset mellem 12-17.

Firmaet har forlangt tres kroner i forsendelsesgebyr, hvilket er fast beløb også for et par strikkepinde eller to.

Helt ærligt , hvis de havde sendt det som almindelig postforsendelse, kunne jeg ha' fået smidt brevet ind af brevkassen i lørdags, til en lavere pris. Øv.

Nye boller på bordet.

Safranbollerne fra i går var forsvundet på mystisk vis, så jeg måtte lave en ny omgang til aftensmaden. Jeg lavede en dej af halvt hvede og durum, gær, salt, vand og et skvæt olivenolie. De blev gode, bløde og lækre.

Bollerne blev serveret sammen med spegepølse, leverpostej, makrelsalat og en tapanade lavet af blendede soltørrede tomater, kapers og sorte oliven. Der var også en håndfuld røde cocktailtomater.

Makrel i tomat blev rørt op med mayonaise, salt, peber og paprika. Det smager også godt med et lille nip tørret stødt chili, men vi tog den milde udgave i dag.

Tapanaden blev brugt til at peppe leverpostejen op. Man smører bollen med leverpostej, lægger derefter en skefuld tapanade oven på, og slutter af med et par skiver tomat.

På bordet står det store lerfad med ugens surdejbrød, der blandt andet er tilsat udblødte abrikoser og rosiner. Det er Bjørnens favorit for øjeblikket og kantinen er dyr, så der må tilbydes lækre og billigere altenativer.

Bif.

Det er godt nok længe siden, at vi fik denne venlige hilsen med gavekort til bif, pop og cola. Den er givet til os begge, og nu synes Bjørnen, at det er tid.

Filmen vi skal se, skal være interessant for os begge, så valget er faldet på 'The Bourne Ultimatum'. Jeg har på fjernsyn, indenfor de sidste par uger, fået genopfrisket historien, så jeg er klar.

Imperial, i morgen, big screen, big time. Jep!

Forrygende.

Jeg har lavet en lille portion lavendelsukker, som jeg bruger til kager og andet godt. For at undgå lavendler mellem tænderne ta'r jeg ca 1 spsk lavendelblomster og blender sammen med ca 5 spsk sukker.

Det bliver til det fineste pulver, der sejler som vellugtende røg gennem køkkenet, når man løfter låget af beholderen.

For at lægge en dæmper på flyvskheden, blander jeg bagefter pulveret op med almindelig sukker og perlesukker i et passende forhold.

Biscotti al limone.

Der var en der glædede sig til italienske retter her på siden, så tillad mig at byde, Madame. Værs'go', en lille italiensk godbid af de søde.

En lille fristelse til at ha' stående i en skål indenfor rækkevidde når, man surfer i Blogland. En lille fristelse til at stille på bordet sammen med kaffe eller te. Måske bare, som en lille fristelse til at forsøde en stille stund.

De er utrolig nemme at lave, så lad jer bare friste.

Jeg sigtede 150 gr fint durummel,, 2 spsk hvedemel og 50 gr flormelis ned i en skål. På blusset havde jeg smeltet 125 gr smør. Den solgule skal fra en økologisk citron blev revet og drysset i melblandingen. Herefter tilsatte jeg det smeltede smør, samt 1 spsk citronsaft. Dejen blev samlet til en stor kugle.

Ovnen blev sat på 200 grader. Dejen delte jeg i ca. 25 stykker, og trillede dem til fine runde kugler, der lige fik et tryk med tomlen inden, de røg ind i varmen på øverste rille. De røg ud igen, da de var blevet fint gyldne og lysebrune på kanterne og andre udsatte steder.

Kilde:Hanne Bloch, 'Mit italienske køkken', Gyldendal.

4 øl og ½ lagkage.

Veninden skulle komme forbi lørdag eftermiddag. Det glæder jeg mig altid til, men forberedelserne gad jeg ikke rigtig.

Nu kommer hun ikke for at affotografere mine nullermænd, og hun er bedøvende ligeglad med mit vasketøj i bunker og kattehår på lyse tæpper. Det var mit eget behov for rengøring der bankede på, så jeg måtte i gang.

En halv times forsinkelse kom ud til min fordel, så da der blev brummet på, var jeg næsten klar. Lagkage på fad, hel, fin og frisk, samt en lille skål italienske fristelser. Efter lidt ankomstsamtale gik vi igang for alvor med en stor potte Kusmi.

Da teen var slut, var vi også færdige med at spise for denne gang. Durumbollerne og det gode pålæg blev, hvor det var, men fire 'Høstbryg' fra Svaneke Bryghus fandt vej én af gangen, til deling i to glas.

Aftenen skred frem, og vi fik snakket om mange ting. Vi har kendt hinanden i meget, meget lang tid, så vores skuffe med erindringer er godt fyldt, og når den bli'r hevet ud, går timerne hurtigt. Det gjorde de også i går. På et tidpunkt fik jeg øjenkontakt med tiden, og så måtte skuffen lukkes, og veninden styrtede ud af døren med proviantposen forsvarligt pakket ned i tasken.

Det var blevet tidlig nat, og en dejlig aften var slut.

Sol,safran og salvie.

DURUMBOLLER med SAFRAN.

10 gr gær røres ud i 5 dl koldt vand. Tilsættes 1 spsk salt. Et nip safran blødes ud i en smule vand og røres i blandingen, herefter sigtes efterhånden ca 750 gr durummel i dejen, som æltes blank og smidig. Mængden af mel kan variere.

Hæver dækket med et vådt klæde i skålen i 12-15 timer.

Dejen slåes ned og skæres ud til 12-16 stykker, der trilles til boller og stilles på en bageplade beklædt med bagepapir. Dækkes til og efterhæver ca 1 time.

Stilles i den 225 grader varme ovn, og bages i ca 25 minutter. Afkøler på rist dækket med et fugtigt klæde.

For trippets skyld har jeg penslet halvdelen af bollerne med salviesirup, hvordan det smager, finder jeg ud af om lidt.

Aftaler.

Den første aftale inde i byen, handlede om mus med bopæl i mit venstre knæ. Vikarlægen valgte, at følge min plan om at gå direkte til den, med henvisning til ortopædkirurgisk afdeling. Nu skal jeg bare vente på, at der derfra kommer en indbydelse til samtale.

Anden aftale kunne ha' handlet om rotter på loftet, men det problem kan jeg ikke prale af. Derimod blev der sat punktum for stresshåndteringen, og jeg er tilbage på sporet, og står bedre end før. Jeg ved, hvor jeg kan henvende mig, hvis galt er. Tak.

Tredje aftale handlede om mad, og her var Bjørnens geniale indfald min redning, for jeg var tom. Han foreslog æggekage, og jeg valgte at lave en med økologisk medister, herbes de Provence, salt og peber, chili, soltørrede tomater og forårsløg. Serveret med Dijonsennep og figen/mandelrugbrød. Deliciøst og enkelt.

Den fjerde aftale handler om lilla strikketøj og et fjernsyn, og så må jeg bagefter ta' resten derfra.

Fokusfund.

Første dej er kørt igennem, og jeg må pakke mig samme og komme afsted. Pludselig faldt det mig ind, at der er andet end aftaler inde i byen, så det er nok meget smart at ta' afsted lidt før.

Efter en langsom opstart har jeg nu fundet fokus, og er klar til både aftaler, lagkage og boller.

Fredagsfjumring.

Siden halv otte har jeg tulret rundt og lavet noget og ingenting. Jeg skal igang med brødbageriet. Jeg glemmer hele tiden, at jeg faktisk har to aftaler inde i byen, i eftermiddag.

Jeg skal også købe ind til lagkage, men jeg kan ikke beslutte mig for ingredienserne. Jeg har i år så mange valgmuligheder, så det er næsten for meget.

Strikketøjet er nemt, men alligevel måtte jeg pille op to gange i går aftes. Et simpelt mønster. Drillende, irriterende. I dag føjeligt og let. Men altså, jeg har to aftaler inde i byen, i eftermiddag.

Og en lagkage...

Hjertekrukke.

So help me, please doctor I'm damaged

There's a pain where there once was a heart

It's, sleepin, it's a beatin

Can't ya please tear it out, and preserve it

Right there in that jar?

Er det ved at være tid til at ta' det frem igen?

En stump tekst grebet fra 'Beggars Banquet', sang nummer 3 'Dear Doctor'

The Rolling Stones.

Hørt på vej over Bryggebroen med retning mod Fisketorvet.

Pause.

Stod en stund og gloede tankeløst over på Geminibygningen og andet Bryggebyggeri. Lokalområdet set fra en anden vinkel.

En fyr sad med en skitseblok og skitserede sine indtryk. Sandsynligvis husbådene i havnen. Måske hans lokalområde set fra en anden vinkel?

Tanker om krukkeopbevarede hjerter danner spind, men det må vi vende tilbage til på et senere tidspunkt.

Den hvide chokolade smelter, smager og forsvinder. Det er tid til at komme videre. Krøller papiret sammen og kører.

Italiensk for glemsomme.

Lige siden min veloverståede fødselsdagsmiddage har brødet fra restauranten spøgt i hjernevindingerne. Der var noget bekendt over det.

I går aftes fandt jeg den rigtige skuffe. Jeg har bagt lignende brød selv engang, men, hvordan var det nu lige at jeg gjorde?

I dag cyklede jeg ud til Supermarco for at købe mel, vel vidende, at det er et 'farligt' valg, men jeg slap ud derfra med melet og ikke ret meget andet. Lidt kaffeyoghurt, frosne artiskokker, safran, chokolade, bønner... nåja, og en pose gammeldags spaghetti med 'krog' foroven.

Jeg kom da også til at gå hen til hylden med kobberpanderne... og nåja, jeg løftede lige på den der 20 cm's høje pande til 785,-, men det blev ved løftet. Løftet om at komme tilbage?

Nu skal der tænkes og eksperimenteres indtil brødet kommer tilbage til mig.

Held.

I går var jeg et sving omkring Liselotte og hun havde fundet guld. Det viste sig ved nærmere eftersyn at være et meget spændende og smukt sted. Inspirerende. Meget.

I dag kom jeg tæt forbi Fisketorvet, og fik den lyse ide at checke efter om, der mon var et nøgle kidmohair eller to derinde. Og det var der, endda på tilbud. Fire nøgler for en halvtredser.

Nu kan jeg få min shibori-lyst styret, samt få min stensamling fra Bornholm brugt på en lidt utraditionel måde.