Kaffen er ved at være klar, den skal lige trække den foreskrevne tid. Rugbrødet med friskost og spegeskinke er skåret, og kirsebær skyllet. Det går ordentligt for sig i selskab med mælkeskægget.
Og nu skal avisen læses!
Yoghurt, biomælk, banan, abrikoser og flere blade mynte, blendes til det skummer vildt, og hældes over i et glas. Det overskydende mælkesjov giver opmuntrende mælkeskæg, når det drikkes direkte af blenderglasset.
Avisen blev, som vanen er trofast, hentet ind tidligt i morges fra den vanlige plads på frødørmåtten. Og så var vanen tro slut. For avisen blev henslængt over tasken, der vanen tro stod i 'morfarstolen', for at forhindre nattegudinden i at ligge der, og slænge sig.
Information til alle katteelskerne. 'Morfarstolen' er den eneste stol i hele hytten her, som gudinden kloer. OG DET VIL JEG IKKE HAVE! Derfor. Og nu tilbage til den der avis!
Avisen plejer at blive lagt i sofaen, hvor jeg kort efter æder den råt, inden huset rør for meget på sig. Men ikke i dag.
For ved siden af hovedpuden i den lune seng, ventede bogen, der er den første rigtige bog, som jeg har læst i meget, meget lang tid. Jeg har haft bogblokering i noget der nærmer sig årevis. Aviser ja. Blade ja. Opskrifter ja. Men Bøger? NEJ!
På et tidspunkt lykkedes det mig at læse en letbenet mailkorrespondance og en svensk krimi, men det holdt hårdt, og var mere en terapeutisk handling end lystlæsning. Jeg følte mig falsk lettet, forstår jeg i dag, hvor kærligheden til læsning igen er hos mig.
Og kærligheden til bogen er tilbage. Jeg har indenfor de sidste dage vågnet tidligere end forlangt, for liiige at kunne nå et par sider, eller otte. Jeg har seriøst overvejet at gå tidligere i seng, for liiige at kunne klemme et par sider, eller otte igennem. Jeg har kæmpet bravt mod kaninklipningen, når jeg så endelig ramte sengen, for liiige at kunne læse bare én side til.
Jeg er lettet, jeg er lykkelig, jeg er læsende.
Pludselig var den der igen. Fredagen. Og denne gang med fest og farver i farvandet. Først en reception og senere en fødselsdag. Men først noget mad, en opvask og et tøjskifte.
På vejen hjem, langs havneløbet, mødte jeg en glædelig nyhed. Der er endnu en lille dreng på vej i familien. Så er det man ler lykkeligt, og lover lækre, lune strikkede småtterier til den kommende nytårsknallert.
Jeg må suge luft ind dybt og inderligt, og glæde mig over den gode opfindelse, som fredagen nu engang er. Især i dag.
Ser man god efter, kan man ane, at månen sejler i sveskegrød med abrikoser. Jeg er færdig for i dag. Jeg har slukket næsten alt, og om lidt det sidste. Jeg vil læse. Jeg vil sove. Jeg siger god nat. Nu!
Sveskegrød?!
Jeg ved ikke om, jeg altid synes, at det er fair overfor mine overskydende frembringelser, at kalde dem for rester. Det lyder somom, de burde befinde sig et andet og mindre attraktivt sted. Jeg værdsætter faktisk mine rester, og betragter dem måske mere som reserver.
I dag bød reserverne på stegt kylling og sveske/abrikosgrød. Som supplement og opløftning, brugte jeg de bagte kirsebær, kogte ris og masser af frisk karseklippet purløg. Desserten behøvede blot en god slat biomælk for at være hjemme.
I morgen begynder, i følge DMI, en mindre regntid på tre gange 8 mm. Jeg har ellers planer for et forsøg med nogle pølsehorn, men måske drukner de bare i kedeligt sommervejr. Og apropos vejret, så undskyld mig, men er jeg den eneste, der savner lidt stabilitet i solens fremmøde?
Når jeg har pakket mine feriesydfrugter, er der omkring to dage til, at jeg skal bringe kufferten frem til mål. To hverdage. To dagligdage. To feriedag, hvor jeg vil gå rundt og mumle for mig selv:
"Når du har sovet to gange, skal du rejse!",
"Når du har sovet én gang, skal du rejse!".
Nu har jeg imidlertid planlagt omlægning af to feriedage til to arbejdsdage, for jeg mener, jeg kan da ligeså godt gå rundt på arbejdet, og mumle for mig selv:
"Når du har sovet to gange skal.... Eller hvad?
Det er mig. Jeg har nemlig udstenet cirka trehundrede gram kirsebær af den mørkerøde slags. De blev lagt på bagepapir i et lille tærtefad sammen med to friske fed hvidløg, der blev skivet tyndt og fint. To kviste frisk rosmarin lod sig hakke tæt og sammen med salt og peber dalede de som en spraglet snebyge ned over fadet.
En slurpfuld rosmarinsirup og en anden slurfuld balsamico, udgjorde havet omkring de blødende kirsebær, og nu var fadet klar til ovnen, som havde arbejdet sig op i mod de 175 grader. Ur på tyve minutter som omrøringshusker. Det skal have flere omgange tyve minutter, jeg vil tro en fire stykker, altså en time og tyve minutter. Måske, jeg ved det ikke med sikkerhed.
Sikkert er det dog, at mine fingre er svagt blålilla, og hvorlænge det så holder, er en anden ting, jeg heller ikke ved med sikkerhed. Sikkert er det dog, at uret bipper, og det er tid til omrøring.
Efter en lidt skør dag med meget lange arme og vægten af spørgejørgen i ørerne, kunne jeg smide mig på Sommerbukken, og køre ud i privatlivets fred. Til en begyndelse forsøgte jeg mig med en plan, men den røg af i svinget, ret hurtigt.
Så besøgte jeg min boghandler og det er altid en god oplevelse. I dag bød hun på kirsebær, en underlig oplevelse for jeg havde netop under en hjernemæssig pause konstrueret en eller anden opskrift, netop med kirsebær.
Mens sludderen løb, fik jeg kastet min kærlighed på fire kogebøger. En pakistansk, en indisk, en om kager, en om brød og en prisbelønnet. Uh, det var svært at holde kortet i ro, men det gik efter en voldsom udladning af viljestyrke.
Jamen, så var det, at de der kirsebær, igen kom på tale, og jeg fik et tip om muligheden for et gratis og overvældende møde med de nye friske fynske kirsebær.
Under Pinen, forståes, var der kasser i lange baner og stakkevis fyldt med de lækreste fuldmodne kirsebær. Jeg mødte ikke ét eneste kedeligt kirsebær, mens jeg stod der under det omvendte skrog, og smæskede mig i rød, sød, saftig lykkefølelse.
Senere, da jeg stod og fyldte posen hos den lokale grønthandler, kom en far med to unger i cykelkassen og glædede sig højlydt over de to kasser med kirsebær, som var stillet frem blandt æbler, pærer, hindbær og meloner.
Indrømmet, jeg videregav straks eventyret om det røde guld, der var indenfor rækkevidde, ganske gratis endda, dér lige om hjørnet. Blev han glad. Ja da! Og drengene med.
Nysgerrighed skal belønnes. Værsågod! Gå mig bare i bedene. Emnerne hænger tydeligvis sammen. Det er godt at kende sin stress. Og, hvad er bedre mod stress end haveliv?. Det samme gælder strik, og mens man sidder der i haven, afstressende og strikker, er det også godt at have en god roman ved hånden.
Se, se, det giver god mening.
Altså, de der tomater er godt nok lang tid om at komme i gang. Jeg er bange for, at jeg rammer boblestadiet inden dem!
Derovre i Malmø er der mange dejlige butikker og varehuse. Et af varehusene ligger inde med denne vidunderlige kedel, som jeg sagens kunne forestille mig stående på gasblus i en vis persons udekøkken. Jeg nåede ikke at tjekke om den var på rea, eller tjekke prisen i øvrigt, men jeg viser gerne vej til herligheden, hvis det nu skulle være.
De eksotiske svenske, usprøjtede tigertomater blev, sammen med en håndfuld grønne tomater fra forleden, skåret om til kvarte uden blomst. Mange forskellige krydderurter badede derefter i koldt vand, inden de i grovfulde dannede lag i skift med tomaterne.
Da glasset var næsten bristefærdigt, masede jeg på med friske hvidløg i fed og laurbærblade. En sjat sherryeddike røg med, bare for forsøgets skyld. Salt iblandet sorte, hvide og røde peberkorn sluttede af sammen med olivenolien.
Der blev fyret op i ovnen på cirka 120 grader, og bradepanden fik en kandefuld vand i bunden. Henkogningsglasset blev sat i panden med let løst låg. Tomaterne vil være færdige, når det hele bobler lystigt, og synker sammen i glasset. Til den tid sidder jeg, og slår mave efter en pænt stor omgang sushi, som smager så fiskene fløjter.
For en sikkerheds skyld tager vi kogekonen en gang til.
Man hører så meget rundt omkring. Anbefales. Opsnapper tips om gode underholdere. Falder i svime over nye interesser. Eller bare vedligeholder.
Ti bøger blev hjembragt i dag, og jeg kan kun sige, at jeg er meget glad for mit lokale bibliotek. De er rappe på fingrene og til tider også i replikken. Alt kan forudbestilles på nettet, og når reserveringssms'erne ruller ind på mobilen, trækker jeg cykel og kurv af stalden, drager afsted, og vender hjem med bøger i stakkevis.
Når det er ved at være afleveringstid, kommer der minsandten en lille reminder, igen på mobilen. Kan jeg ikke forlænge lånene, igen over nettet, må jeg afsted, tungtlastet i kurven, og på klingrekurs mod huset med de mange reolmetere.
Jowjow, jeg er bestemt vild med biblioteket!
Jeg har haft en lang dag, med dejlige, og især grønne oplevelser, og nu sidder jeg her, og puster lidt ud. Kigger hist og pist. Kommenterer, og læser. Tjekker ind og ud. Hænger, og hygger.
En enkelt blogger, rendte af med prisen som dagens 'tag pippet fra mig'-oplevelse. Flot for filan! Jeg vil også strikke sådan én!
