Ok, måske ikke så meget kicking. Jeg er træt og lidt bims, men jeg har det godt. Vender tilbage i morgen.
Det lunede, at komme hjem hilsner og gode ord. Tak for det.
Sølvgrå, gylden solopgang. Jeg tager krykkerne på nakken, og haster afsted til mit møde med den brunøjede. Jeg tørster og faster, men det er, som det skal være.
Alt er godt. Vi ses.
Sæt nu er ankommet. Natsværmervingerne vibrerer af forventning.
Det gør mig forfjamsket og pludselig fylder mine fejltagelser alt for meget. Jeg bliver flov og forlegen.
Hvor kunne jeg gøre det? Begå disse fejl. For sæt nu, så er det forsent. Jeg er parat til syndsforladelse og betaler gerne aflad i renter.
Måske er det for voldsomt at beskæftige sig med fysik og regning på samme dag, for jeg tuder af sæt nu-forestillinger, da trygheden træder til.
Jeg vinder dog igen terræn, tilbageviser tvivlen og præsterer, med dødsforagt, et rent badeværelse.
Et begreb, som ikke er at finde hos mig i dag. Jeg var nok tidligt oppe, men også tidligt i gang med at være i vejen for mig selv.
Falder i staver, for derefter at springe op og være i gang. Med at glemme, hvad det var der skulle gøres. Henfalder til snak med strikketøj og og bladbunker. Leder efter økonomi i oversigter og drømme.
Bliver energisk, og hiver støvsugeren frem. Overfladesugning og væk igen. Kattebakken står frit fremme, længe nok til at brugeren bliver utålmodig, og sprøjter sand over det hele. Det betyder sugning igen.
Glemmer at spise. Mig! Tænker på mad og bagning, og billeder af hjemmebagte boller med frugt viser sig for mit indre øje.
Vidste jeg ikke bedre, ville jeg være bekymret, men erfaringen fortæller mig, at brunøjede mænd altid har bragt rastløshed ind i min tilværelse.
Så sidder man klar med sokkestrik og det hele. Fumpff! Der røg fjernsynsbilledet. Nå, men så må jeg surfe lidt net, men det var røget samme vej. Halvanden time!
Lige før var der godt nok gang i den. Underboen og frue skændtes, så væggene skælvede, og overboens unger trampede frem og tilbage, så lofterne gyngede.
Nu er her roligt igen, og jeg vil tænde lanterne, og derefter gå ud og omdanne gårsdagens rester til et eller andet vidunderligt.
Min eftermiddag er gået med en aftale med en person, der betyder meget for den udvikling, jeg er inde i. Det er rart at kunne snakke ting igennem både før og efter, at de er foregået.
Inden jeg tog afsted, samlede jeg mig sammen til at forberede endnu et skridt i den rigtige retning. Flasker tingene sig, kan det blive et temmelig stort skridt.
Alle disse tiltag kan kun lade sig gøre, fordi jeg er stoppet op, og har vendt mig for at se angsten i øjnene. Det bliver bedre og bedre. Jeg tør mere og mere. Det hjælper og gør godt, kan jeg mærke.
Sommerfuglene er så småt begyndt at røre på sig, efterhånden som aftalen med den brunøjede nærmer sig, men så længe det ikke er natsværmerne, der slår med vingerne, gør det ikke så meget.
Alt er godt og alt bliver godt.
Nu har jeg brugt rigtig meget tid på at få sendt en anmeldelse til forsikringsselskabet. Det i sig selv var nemt nok. Det kunne gøres på nettet.
Det besværlige bestod i, at få ud af politiet, om jeg også selv skulle anmelde tyveriet, eller om det var nok med en anmeldelse fra arbejdsstedet.
Efter flere opkald og deraf flere forklaringer, havnede jeg med en meget overbevisende besked om, at de kun optog én rapport, nemlig dén på arbejdspladsen, så den forklaring holder jeg mig til.
Tilbage er der så den kameraløse ventetid indtil sagen, bliver færdigbehandlet. Suk!
Vi er nogle i bestyrelsen, der synes, at vi godt kan nå at mødes endnu en gang inden højtiden, også kendt som julen.
To datoer er fundet, og begge er lørdage - Madame. Der er tale om lørdag den 10.11, eller lørdag den 17.11.
Mødestedet vil være centralt beliggende i København nær bus og Metro. Tidspunktet kan foreslås.
Tilmelding på mail enten på min mail, her eller der. Ok?
Det er helt forunderligt, hvad en time kan betyde. Jeg føler pludseligt, at tiden kommer i stedet for, at den går.
Jeg vandrer efter Kagekonen - og retningslinjerne er:
Jeg lover at sende en fin hjemmelavet gave til de første 3 personer, som skriver en kommentar her, og som vil være med til at sende gaver på vandring.
Jeg ved endnu ikke hvad gaven vil være og jeg kan ikke love at du får den i morgen eller i næste uge, men du får den inden der er gået 365 dage - det lover jeg!
Det eneste jeg beder dig om at gøre til gengæld, er at du selv sender 3 gaver på vandring ved at give det samme løfte på din egen blog.
En ung mand har anbefalet mig en bog. Hurtig ekspedition på det lokale bibliotek sørgede for, at eftermiddagen kunne tilbringes med sokkestrik og Jens Blendstrups 'Gud taler ud' i CDafspilleren. Det var bestemt ikke kedeligt. Tak, unge mand, for et godt bogtip!
Bjørnen var med på en lytter, og vi havde således en af de der eftermiddage, som naturligt nok går hen, og bliver sjældnere. Øjnene på hver sit, men med ørerne rettet mod et fælles udgangspunkt. Skønt, når det sker.
Nu vil jeg væbne mig med tålmodighed indtil, det bliver min tur til 'Pludselig flæben' .
Bjørnen smækkede efterfølgende en supergod guacamole sammen, som tilbehør til hakkebøffer og trekantede ovnkartofler.
Nu vil jeg strikke videre på sokkerne, mens jeg tager mig i nakken og modstår trangen til lørdagsguffeluffe. Senere må inspector Morse stå for lørdagsunderholdningen.
Kan jeg overhovedet blogge uden kamera? Den tanke slår sig ned på skulderen ligeså snart, at jeg begynder at skrive. Jeg føler at det kræver flere ord, og kan jeg det? Underlig tilstand.
Jeg vågnede meget tidligt i morges, fordi jeg drømte noget med én eller anden, der ved et uheld havde fået savet noget af hånden af. Jeg opdagede det ikke lige med det samme, men pludselig kunne jeg tydeligt se lillefingeren, der lå og pegede opad mod himlen. Det yderste led var lidt skævt.
Klokken var kun halv fire, men jeg var lysvågen. Tullede lidt rundt, og så på de motiver, jeg alligevel ikke kan fotografere, og gik i seng igen med Bo Bedre, og faldt straks i søvn.
...
Da jeg atter kommer op til overfladen, er klokken blevet halv ti. Både post og avis er ankommet, og, jeg begiver mig ud i første runde med avisen, og fortsætter med at vaske op.
Laver müsligrød. Hælder ufortyndet blåbærsaft over, og serverer den under betegnelsen Halloweengrød. Det accepteres og grøden nydes på sengekant og ved skrivebord.
Nu tror jeg, at jeg vil beslutte mig for at weekenden, samt de kommede fridage, skal omdøbes til miniferie og så se, hvad det bringer med sig.
...
Herunder skulle ha' været et billede af det nys færdigstrikkede Kauni-halstørklæde. Det er blevet rigtig godt, og jeg starter minferien med at gi' det en tur i vaskemaskinen inden den endelige færdigbehandling
Inden jeg gik hjemmefra i morges stak jeg kontanter og kameraet i tasken, og for afsted. Endnu en fredag lå forude, og klokken 16.00 skulle jeg begynde weekenden. Jeg har taget fri nogle dage i næste uge og efter min aftale med den brunøjede, vil jeg være sygemeldt en tid.
Nogle af kontanterne skulle omsættes til lækre kager fra Lagkagehuset, som jeg skulle nyde godt af sammen med kollegerne i pausen, og på vejen hjem fra jobbet ville jeg lige besøge fotohandleren, og høre om, han kunne hjælpe med de forsvundne billeder.
Men én eller anden nar valgte, at løse dét problem for mig, ved frokosttid. Han brød samlige personaleskabe op, og tog for sig af retterne. Deriblandt mit kamera, min mobil og min pung med alt, hvad sådan én indeholder. Tak, din store idiot, for den fede fredagsstemning du efterlod!
Jeg har nu tudet af ærgelse, men om lidt må livet gå videre. Fredagshyggen må ligeså stille indfinde sig, og i morgen må jeg gøre skaden op, og finde regningerne frem.
I går aftes fik jeg taget en række billeder af vores udsigt. Vejret var krystalklart og billederne var knivskarpe. Jeg har glædet mig til at tage dem i nærmere øjesyn, men i dag er de fleste af dem væk!
Jeg har i dag været ude med kameraet i en pause mellem job og møde på job. To af billederne er blevet til noget. Resten står som små åndssvage ikoner uden indhold, og jeg er grædefærdig.
Nu må jeg afsted igen, for en gruppe mennesker vil gerne høre noget om deres børns dagligdag, og det ved jeg lidt om.
Men mand, jeg er påvirket af mit billeduheld!
I dag er der to måneder til juleaften, og jeg vil ha risengrød. Jeg koger grøden af italienske risottoris, og bruger fuldfed sødmælk. Kanelsukker og smørklat. Blåbærsaft.
At strikke, er for mig en stor fornøjelse. Især når maskerne glider ubesværet over pinden. Let og enkelt. Pludselig, kommer så den dér maske, der bare driller, og ikke vil strikkes ligeså let og elegant som de foregående. Den kan være voldsomt genstridig. Den kan blive til en ommer. Der er mange muligheder.
Jeg begyndte dagen med et krykkekursus i stokkegang. Nu skal der laves rulle og købes brun sæbe.
Forkølelsen skal holdes stangen, og druknes i grøn the med tang og mynte. Mine fingre værker i deres fastlåste kryds, for at min kommende aftale ikke skal gå i vasken.
Endnu en dag er sat i skabet, og i dag spiste jeg også. I morges var der påny kris-kras i halsen, og jeg følte forkølelsen banke på. Sådan for alvor. Det kan den godt glemme, for jeg har snart en aftale med den brunøjede, som jeg helst ikke vil ha' lavet om på.
Op af dagen blev det lidt bedre, og fingrene er herefter sat i kryds. I morgen er jeg halvvejs igennem ugen, og når weekenden kommer, kan jeg læne mig tilbage endnu et par dage. Og så venter den brunøjede. Sådan for alvor.
Se lige, Thomas Blachman, med lille strikket slips/charmeklud. Enormt cool, synes jeg! Han var på TV i Aftenshowet for et øjeblik siden for at tale om et nyt talentshow på DR 1.
Tris har sendt mig en kommentar, og gjort opmærksom på at Hippiekludens 2. omgang, er strandet her hos mig. Pinligt! - men sandt. Jeg har glemt den, og syltet den.
Nu vælger jeg det lave gærde og be'r Tris om, at føre den videre, for jeg er lige lidt drænet for ideer. Vil du?
OPDATERING: Det kører ikke lige for mig med Hippiekluden. Tris har haft den, så nu har jeg sendt den videre til Line, 2ret2vrang.blogspot.com, og håber, at hun vil tage godt imod den.
Jeg har frygtelig røde ører og beklager, at jeg har snorket sådan.
Jeg har haft en dag i dag, hvor den ene opgave afløste den anden, og jeg kunne afkrydse på den imaginære liste efterhånden, som tingene kom fra hånden. Jeg kom ud af døren og hjem igen med tilfredshedens blide pust i nakken.
Står i stuen, og tænder en lanterne, og forstår pludseligt, at jeg endnu ikke har spist. Nogetsomhelst. Hele dagen.
Tiden går og løber så forfærdeligt. Jeg var på vej hjem og ville købe lidt ind. Entrede det lokale supermarked og kunne, som sædvanligt, ikke finde, det jeg ville. Pludselig står en næsten tom reol foran mig. Kun næsten. For nogle af hylderne var belagt med julestads. Længere nede i butikken faldt mit blik over de første julebryg.
Sig mig, hvor blev sommeren af?
Jeg nåede at blive færdig med sokkerne inden 'Forbrydelsen'. Søndag aftens store spændingsøjeblik. En ny mistanke blev kørt i stilling, så nu hænger jeg der igen næste søndag.
Jeg nåede også at stege et par kalveschnitzler, en stor håndfuld halverede cherrytomater, en stor håndfuld fine ærter, der lige blev samlet med lidt fløde. En lidt større håndfuld trekantskårne kartofler bagte i ovnen, og det hele var klar til servering i tide. Klokken tyve.
Efter 'Forbrydelsen', foregreb vi den kommende vinter med et par æbleskiver, garneret med æblesylt og lavendelsukker.
Nu er det tid til at lukke og slukke for i aften. Jeg er træt og gider ikke mere fjernsyn eller strikketøj, så nu går jeg i seng med en god bog. Eller måske slukker jeg bare med det samme og sover.
Godnat!
Jeg fik lidt hjælp og så kunne jeg tage billeder igen. Klogere kan man altid blive. Tak!
Endnu et par sokker nærmer sig færdiggørelse. Tidligere på året strikkede jeg et par i denne udgave, og mere garn ligger og venter på at blive omsat til herlige farverige sokker.
Jeg er ikke specielt god til at strikke sokker, men håber på at det kommer med øvelsen. Jeg har rundt omkring på Bloggen set flere forskellige slags i fantastiske mønstre og farver. Det ser spændende ud, så jeg knokler videre, og håber på, at også jeg ender med at kunne strikke sokker ligeså ubesværet, som at klø mig i nakken.
Jeg har vrøvl med mit hukommelseskort. Når kortet kommer i kortlæseren skal det scannes og bagefter mangler der billeder, også nogle der ellers ikke før har været vrøvl med. Jeg har lige prøvet igen, og nu kan jeg slet ikke se billederne. De er nummereret på skærmen, men jeg kan ikke klikke noget frem på skærmen!?
Så indtil videre er jeg billedløs.
Måske virker jeg udadtil rolig og afklaret, men det er jeg ikke. Jeg hader når, der er noget glat, og jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved det.
...
Strikketøjet til Bjørnen skrider frem, og fakta er et bundt Kauni på 210 gram. Der er rigeligt til et stort halstørklæde.
Jeg har slået 40 masker op på en rundpind 4½. Pind 5, synes jeg alligevel, blev for løst. Den første maske på hver pind løfter jeg løs af, og derefter strikker jeg bare ret derudaf.
Jeg har fra andre kloge strikkekoner erfaret, at det er bedre at strikke på rundpind, også når man strikker frem og tilbage. Det giver en behageligere arbejdsstilling, og belaster ikke hænder og håndled.
har grød i gabet. Det er ved at blive temmelig køligt, og vi har haft nattefrost, og så skal den gode grød på bordet.
I dag brugte jeg en færdigblandet müsli med boghvede, grove havregryn, lyse rosiner, mandler og æble. Konsistensen bliver grov, men havregrynene koger ud og lægger sig silkeblødt og formildende om de mere kantede ting.
Grød er en gave fra guderne.
'Det er måske mig der skal lave mad i dag?', lyder det ude fra køkkenet. Glad bliver jeg. Nu kan jeg tulle tilbage i sofaen, fatte strikketøjet og se mere fjernsyn, eller læse lidt. Blive frisk.
Heldig er jeg!
Til strikketøjet af det nye garn, valgte jeg den lette løsning. Ret frem og tilbage og ikke andet. Alt andet endte i for kort, for langt, for kedeligt, eller noget andet biks. Ret er godt, ret er enkelt og ret er godkendt af halskluden kommende bruger.
Der er 210 gram i bundtet, som kom med posten i dag. Heldigvis har jeg en garnvinde, som har fulgt mig i årevis. Jeg kan huske, at jeg rent faktisk engang overvejede at skille mig af med den.
Gad vide, hvad jeg tænkte på?
Garnet lugter af uld, og det drysser små fimrehår ned på bordet og på gulvet. En ny nullermand vil søge optagelse i samlingen senere på dagen, vil jeg tro.
Garnet skal bruges til et stort halstørklæde til Bjørnen, så det skal være råt og maskulint. Sejt og blødt som små lammebasser.
Enden er nået, og et pænt stort bundt ligger klar på bordet, men jeg skal først i tænkeboks. Min første ide var ret frem og tilbage på pinde 5, men måske bliver det for kedeligt? Mjoo!?
Nu må det hele altså ikke gå hen og blive for meget. Der skal kæles for de hæse halse, og jeg laver varm cacao med silkeblødt skum. Det lindrer, og svensk brød med krydret æblemarmarmelade mætter. 
Mens dagen starter gyldent, er lyset dunkelt på trappen, hvor avisbudet har efterladt min lørdagsavis.
Senere er der bankende bud fra posten med garnpakke og brillebrev.
Nu ligger det hele, og venter på udelt opmærksomhed, som tildeles, når theen er klar om et øjeblik.
Dagen har meldt sin ankomst med maner. En lørdag er begyndt godt, selvom næsen er tæt og halsen i kris-kras.
Jeg fik set Die Hard 4, men faldt i søvn til Ocean's Thirteen og det var ikke fordi, den var kedelig. Jeg blev bare pludselig så træt og i morges fandt jeg ud af, hvorfor. Hovedpine, kras i halsen og anden dårligdom. Jeg blev ved med at ignorere fakta, men da jeg nåede frem på jobbet, kunne jeg godt mærke, at den var for gal, og vendte snuden hjem igen.
Jeg synes, det er så underligt, at nogen gange når jeg bli'r forkølet, er jeg dagen inden helt på toppen og så bang, vågner jeg næste morgen og er helt elendig.
Tiden i dag er tilbragt under uldtæppet i selskab med lidt sokkestrik og masser af grøn Kusmi med tang og mynte. Jeg er sikker på at det er smadder sundt. Det lindrer i hvertfald.
Fra Island til Japan.
Vi er friske folk her i hytten. Vi holder ikke tilbage for underligt slik. Bjørnen kom hjem med dagens dessert, som er japansk bønnegele, der skal skylles ned med grøn the tilsat tang og mynte. Frækt.
Det har været en meget smuk dag i dag. Kirsebæralleen gløder. Tilfredshed både her og der. Harmoni, velvære og ikke mindst asfalt under de nye støvler. Fejlen på Bjørnens vagtskema udløste en fridag i dag, så der er Bruce på aftenprogrammet. Den islandske chokolade er ikke inviteret med.
Først skal der landes et par koteletter med pasta, pesto og berlottibønner.
Jeg er ikke så heldig i dag, hvad angår planlægning og aftaler. Det går lidt i smiddersmadder og kage.
Jeg tilmeldte mig, på et tidligere tidspunkt, et kursus, hvor vi skulle arbejde med wordpress, og det ville jeg gerne lære en hel masse om. Jeg drømmer om en blog med et fedt design, hvor jeg selv bestemmer det hele. Det er et kort kursus over fire gange, og vi er nu nået halvvejs.
I dag måtte jeg se i øjnene, at jeg bliver nødt til at melde afbud til resten af forløbet.
Økonomisk er det også noget øv, fordi jeg gik og troede, at jeg havde tilmeldt mig længe før kursusstart og derfor også havde betalt. På den første kursusdag, et par timer før jeg skulle møde op, gik det op for mig at min tilmelding var gået tabt i cyberspace, og at betalingen af samme grund ikke var blevet trukket.
Ved denne måneds udgang føler jeg så, at jeg betaler næsten for ingenting.
Næsten hjemme, stående i Blockbuster med medlemskort, Die Hard 4 og betalingen parat, ringer min mobil. Det er Bjørnen der melder afbud til den planlagte efterårsferie-hyggeaften. Der er rod i hans vagtplan, så han skal på fiskedisk, og er allerede et kvarter for sent på den.
I Blockbuster var der flinke folk på job. De tog filmene retur, og nu er hyggeaftenen altså udsat til på lørdag, forudsat at der ikke kommer et eller andet i vejen.
Jeg tager mig om lidt en håndmad eller to. Bagefter sætter jeg mig tilrette med strikketøjet og et stykke islandsk flødechokolade med lakrids. Lakridschokolade har jeg prøvet før, men ikke islandsk. Forøvrigt afholder jeg mig fra, resten af dagen, at indgå nogensomhelst aftaler eller andet bindende.
Det er sket før, at en eller anden stor bærepose er gået med mig hjem. Nu er det tilsyneladende sket igen. Gad vide hvad...
Joss Stone skal ikke bebrejdes noget. Hun gjorde, hvad hun skulle og hun gjorde det godt. I dag sidder begejstringen over hendes fabelagtige stemme i baghovedet, mens resten af kroppen smerter og gør træt.
Jeg kom sent hjem i dag, som en bidsk, tirret et eller andet farligt. Mandefald igen, men nu er roen faldet over mig, og jeg er knap så farligt længre. Bjørnens laizzes faire holdning overfor aftaler, gør mig også irritabel ud over den almindlige grænse, så jeg er placeret her foran skærmen, mens jeg skrumler og brummer surt.
Det er hans tur til at stå for maden, og han drysser ind og ud for at vejre, hvad stemningen er til. Det er da simpelt nok. Kæmpeskildpadder, Toms Guldbarrer i forskellige varianter og et par marcipanbrød. Ja, hvad ellers, spør jeg bare!
Veninden kom til suppe og boller inden vi skulle til koncert. Hun var også træt og uoplagt, men hun havde også brugt sin søndag på at male sit hele hus udvendigt. Et opgave der ikke er plads til i småtingsafdelingen.
Vi sad så der, og jamrede og peb, mens vi søbede suppe ind.
Da det var tid til afgang, havde jeg stadig ikke fået mig selv overbevist om, at jeg var på rette vej. Jeg fulgte med som det tynde øl, vi senere nød, ikke i stride strømme, men i dyre domme, i baren på Store Vega. Uden røg til.
Ventetid to timer. Og så kom hun. Sød, frisk og veloplagt. Stemmepragtfuld til fingerspidserne.
Nu sidder jeg igen her i min stue, og har spist havregryn med mælk. Om lidt går jeg i seng. I morgen aften skal jeg småpusle og være distræt, sådan helt for mig selv.
Når jeg, som det er tilfældet i øjeblikket, balancerer på kanten af det røde felt, finder jeg mest ro indenfor mine egne fire vægge. Gerne med en brøddej, eller en bagkartoffel og en skræller i hænderne. Gerne alene.
Jeg elsker at gå i biografen, og se en god film. Veninden og jeg gør det jævnligt. Vi vælger forestillingerne, der ligger tidligt på dagen, enten lørdag eller søndag. Bagefter er der tid til lidt mad og en snak om livet.
Jeg elsker kunst, musik og litteratur og oplevelser inden for disse områder, men når jeg linedanser som nu, smuldrer mit overskud væk mellem fingrerne, og jeg vil oprigtigt helst bare passe mig selv og mine syssler.
I dag er der en koncert på programmet, og jeg har i dag ikke helt denne samme lyst, som da vi købte billetterne for nogle måneder siden.
Jeg ville hellere pusle rundt, og nyde at jeg har haft tidligt fri. Nyde at bagekartoflerne fra i går, som blev genfødt som lækker cremet suppe med hjemmebagte kuvertbrød af bedste skuffe, bare skal varmes på flamme og i ovn.
Det kan jeg jo altid gøre. Måske nok, men det er altså lige nu, at det er der, min lyst er. Oplevelser er dejlige, men for mig er det også en oplevelse bare at være mig selv, sådan småpuslende og distræt.
De ligger i vasken, og er blevet skrællede. Forventningens glæde putrer indvendig, og solen skinner stadigvæk.
Sådan en gang kartoffelskrælning kan bringe det bedste frem for det værste, og udsigten for resten af dagen er god.
Jeg kan igen finde melodi og mening. Tinnitussen placerer sig henrykt i baggrunden, og gi'r roen lov til at lejre sig i hænder og hoved, og gør også mig til en heldig kartoffel.
Tåger tidligt rundt og tænker tidlige tanker, der danner spind og spærrer for bevægeligheden. Tal om det tunge, si'r vi, mens man er delt i varierede grader at medfølelse.
Balancerer jeg stadig på grænsen, eller er den overskredet og er det derfor tinnitusalarmen er gået i gang?
Nej da, jeg klarer mig fint. Eller gør jeg?
Den første times tid af min dag går med at udrede tanker og geare ned. Bagefter når jeg er i ro, læser jeg aviser og fotograferer. Indtil videre er morgenmad en by i Rusland.
Det er søndag og den tegner sig godt nok himmelmæssigt smukt.
Den nye ølklub for bloggende kvinder er nu en realitet. Fire ølhungrende kvinder og en enkelt på whisky, mødtes i går på denne cafe og smagte på varerne i Maskinrummet, som venligt blev stillet til vores rådighed.
Jeg må glædeligt konstatere, at bloggere ikke kun har ordene i fingrene, men også mange i munden, så der blev delt mange kloge ord og sjove fortællinger. Det var dejligt at mødes og alle levede helt op til det forventede. En enkelt overraskelse var der dog. Det kom helt bag på mig, at nogle af Kagekonens fortællinger var ligeså så klamme, som hendes kager er lækre. Og det siger altså ikke så lidt!
Det handlede jo om øl og jeg fik smagt en dejlig Christianshavner Pale Ale fra Amager Bryghus og et godt glas Gåsehvid fra Kongens Bryghus. Lige inden vi forlod etablissementen fik vi prøvesmagt en uautoriseret Asserbryg fra Husejers hånd. Den var skøn, så hun kan roligt fortsætter bryggeriet.
Mødet sluttede i mine private gemakker, hvor vi delte lidt Wit fra Ølfabrikken og tog lidt forskud på 'The Great Pumpkin' sæsonen.
Det var alt i alt en rigtig dejlig oplevelse, og jeg glæder mig allerede til næste møde, hvor der skal smages mere øl og fortælles flere gode historier. Indtil da, tak til Vampypingvin, Kagekone, Husejer og Strikketante for en hyggelig aften!
Man kan da altid lige prøve om en skålfuld saftige pærestykker, kan erstatte en Kæmpeskildpadde.
Rugbrød med kerner smurt med et tyndt lag Dijonnaise, dækket med blandet salat, honningmarineret hamburgerryg og gouda i skiver.
En kvindelig ostefabrikant i 1800-tallet
Johanne Margrethe Nielsen var 19 år, da hun i 1848 blev gift med gårdejer Hans Nielsen. Han havde overtaget Havartigård ved Holte efter sin far, og Johanne, eller Hanne som hun blev kaldt, skulle nu være gårdfrue.
Hans og Hanne havde mange køer, men mælken blev solgt til en mælkeforpagter. Efter fem år fandt Hanne dog ud af, at hun gerne ville lave smør og ost af mælken. Hans gik med til det, men hun skulle betale 16 øre for en kande mælk, og hun skulle selv sørge for malkningen.
Hanne arbejdede hårdt, men det gik godt for hende. Hun syntes dog ikke, at hun fik nok ud af mælken ved den almindelige fremstilling af smør og ost. Så hun begyndte at eksperimentere for at finde en bedre måde at producere på. Hun studerede andres produktionsmetoder og spurgte eksperter til råds. På den måde fandt hun en ny metode, der viste sig at være meget bedre end den, hun havde brugt før.
Snart blev hendes produkter kendt langt omkring.
Hanne blev dog ved med at opsøge mere viden. Hun begyndte at rejse til udlandet for at lære noget der. Efter et par turen til Skåne og Norge rejste hun i 1869 til England og derfra videre til Holland. I 1872 var hun på en rundtur til Schweiz og Frankrig.
Dengang var det ikke helt almindeligt, at damer rejste alene, så det var imponerende, hvad hun fik udrettet. Ikke mindst fordi hun kun kunne tale dansk. Men hun var god til at få de mennesker, hun mødte, til at hjælpe sig.
I hele Europa blev Hanne Nielsen kendt for sine smør- og osteprodukter. I Danmark beundrede man hende også meget. Allerede fra 1871 begyndte hun at levere smør og ost til kongefamilien, og fra 1875 måtte hun kalde sig Hofleverantinde. Samme år oprettede hun sin egen butik i København, hvor hun solgte sine produkter.
Hjemme på Havartigård havde hun også travlt. Her uddannede hun nemlig elever i smør- og osteproduktionen. Der var altid elever på gården. Nogle var der kun i nogle dage, andre var der op til 2-3 år. For det meste var der 10-15 elever ad gangen. Kvinder og mænd, danskere og udlændinge. I alt nåede hun at have omkring 1.000 elever.
Hver eneste dag arbejdede Hanne meget hårdt. Fra klokken fire om morgenen til klokken 12 arbejdede hun i mejeriet. Derefter kørte hun til København for at passe sin butik. Herfra kom hun først hjem om aftenen. Derudover blev hun ofte inviteret til at holde foredrag om sit håndværk.
Som en anerkendelse for hendes arbejde blev en ostetype opkaldt efter Hans og Hannes gård. Det er den ost, vi i dag kender som Havarti.
Ovennævnte Johanne Margrethe Nielsen er min tipoldemor.
Teksten er sakset fra ARLA
Vandet er på vej mod kogepunktet. Brød og brødkniv ligger klar på køkkenbordet. I sofaen venter mit dejlige uldne tæppe, og trøjen fra i fjor er fundet frem.
Tænk, jeg er træt. Igen. Jeg skal bare ha' en stak madder og senere på aftenen, lige før lampen slukker, en kop dampende te.
Der er tema på DR2, som jeg skal se. Da jeg var meget ung og grøn, faktisk lige gået ind i teenalderen, hang han på væggen. Jeg udfærdigede en 32 siders stil om ham, skrevet ind i hånden med fyldepen. Jeg fik aldrig karakter for den, for min lærerinde havde på mystisk vis forlagt den.
Han spøgte i baghovedet, da vi hørte Hoola Bandoola Band synge om Juanita, hvor Arne højlydt undrede sig over, hvordan hun pludselig var kommet fra Spanien til Bergen.
Fyrre år, for filan og alligevel, som var det igår.
Måske, men jeg er fileme også temmelig mærkværdig i hovedet efter sådan en dag, som det har været indtil nu.
Jeg begyndte dagen udenfor hjemmet fire vægge på hospitalet, hvor jeg fik en snak med den brunøjede, som heldigvis kunne huske mig, så nu kan jeg vel tilføje ham på listen som 'min ortopædkirurg' sammen med 'min tandlæge' og 'min frisør'. Jeg mener, jeg har ligesom været der før.
Vi skal ses igen i løbet af denne måned, og ved den lejlighed vil han være iført badehætte og højtryksspuler og ondulere mit venstre knæ. Det bliver så godt. Ihvertfald bagefter.
Hvad angår den mærkværdige mad er det et par stykker laks, der er lagt på en bund af efteråret herligheder. Druer, pærer, en blanding af forskellige salatblade og brune svampe. Det hele er krydret med citronsaft, salt og peber. Det skal spises med brød til når det på et tidspunkt kommer ud af ovnen.
Jeg er ikke, og har aldrig været det store sportslige geni, men jeg havde en meget kort karriere på et INDENDØRSFODBOLDHOLD. En flok piger i den ungdomsklub, som jeg frekventerede, synes det kunne være skægt, og jeg lod mig tale ind på holdet. Jeg skulle stå på mål, og gik i skarp træning med krum hals.
Dagen oprandt for vores debut i en eller anden turnering, og vi blev transporteret glade og opstemte afsted i folkevognsrugbrødet til en hal beliggende et eller andet sted, som jeg lykkeligt har glemt igen. Der var forøvrigt omklædning undervejs, hvilket på sine steder skabte lettere forvirring hos medtraffikanterne.
I løbet af den turnering blev det meget klart for mig, at der ikke var grund til at forfølge en karriere som målmand. Jeg var mildest talt elendig, og trak mig endegyldigt og for evigt ud af fodbold efter endt turnering.
Jeg havde ellers en fabelagtig træner. En bredtgrinende og entusiastisk ung mand med et særligt talent for boldmagi. Senere blev han solgt fra den lokale fodboldklub, hvor han spillede, og levede derefter af sit talent. Ikke også, Frank.
Jeg HEALER og MEDITERER til husbehov. Jeg kunne sansynligvis udvikle evner på dette område, men jeg gider ikke rigtig at tage tråden op.
Jeg har befundet mig i ÆGTESKABET i næsten 16 år. Det er snart fire år siden, at jeg forlod det skab igen, værdigt og nærmest udramatisk.
Det skulle jeg nok ha' gjort noget tidligere.
Jeg er begyndt at bryde mig mindre om mandage. En gang passede de mig bedre, men nu er de næsten håbløse. Det er især mandag morgen den er gal med, og jeg kan kun håbe på, at jeg kan få byttet den til noget mere fornøjeligt.
Hvad stiller jeg så op så længe, jeg skal leve med håbet? Jeg kommer hjem med indkøbsposen, pakker ud og ta'r en fornuftig håndmad. Sukker dybt. Inderligt. Sætter vasketøj over, og kommer i tanke om pandekageresten fra igår.
Åbner køleren, og ser straks, at der er en, der har lindet på låget før mig, men der er stadig nogle stykker tilbage. Drysser med lavendelsukker og ta'r en teskefuld æblemarmelade til at dyppe i. Frydefuldt er det på sådan en mandag.
Sæsonens første glas krydrede æblemarmelade skal åbnes i dag og det skal foregå med maner.
Jeg bager en lille stak pandekager, som underlægning for den mørke marmelade, der dufter af mystik og silkevejseventyr. Det er ren Marco Polo tilsat skandinavisk æbletradition.
Pandekagerne er hurtigt mikset sammen af tre æg, fire deciliter mælk, en deciliter fløde eller øl, et par spiseskefulde olie, lidt salt, to spiseskefulde sukker, lidt revet citronskal og 250 gram hvedemel. Derefter står de i køleskabet og samler mod til at blive bagt på en hed pande.
En har grebet den store jetpensel, og afprøver den med svingende krydsstrøg over himmellærredet, mens jeg ser på og næsten ikke genkender min egen udsigt.
En enkel ret, en enkel fra skabet, og så er der serveret. Retten er kendt i hele landet, og herhjemme kalder vi den 'morfars'.
Bjørnen er på ruller i aften, så han springer over, men kommer med til 'morfars' andensdagsgilde. Det bliver det ikke ringere af. Tværtimod.
