Dag 2 Ry.

Jamen, se bare! Nu er jeg kommet i hus og på net, i hus. Og med billeder! Her er simpelhen så dejligt. Septemberalfens mor og jeg har shoppet vildt i Ry, hvilket kom helt bag på os begge.

Jeg er ved at indrette mig efter, at jeg er kommet hjem med poserne fulde af mad, drikke, tøj, toiletartikler og ikke mindst nye strikkepinde og garn fra den lokale strikkebiks, som er helt vidunderlig.

Jeg har knoklet med en lånt bærbar, et netstik og en masse kabler, men nu er jeg altså på, og selvom jeg skal vænne mig til langsommere forhold, er det absolut bedre end ingenting.

En ting jeg har bidt mærke i, er at folk har en milliard kanaler på deres fjensyn herovre. Jeg har med et halvt øje set et fedt program om brød, samt en dokumentar om Frida Kahlo, som var enormt spændende. Forøvrigt har min vært fornylig opdaget Neil Young, og har allerede en rigitg, rigtig pæn samling cd- og dvd'ere. Hvor fedt er det lige!

Billedet? Det er min vært Rosita, som jeg er feriebarn hos, og hun er rigtig sød.

Dag 1 Hørning

Jeg har samlet så mange indtryk i dag, men ikke taget ét eneste billede. Jeg skal lige akklimatisere først.

Om lidt skal jeg ind og spise moccalagkage fra La Gateau, sammen med Septemberalfens forældre.

Afrejse

Så, det var det sidste. Bagagen er klappet og klar. Familien kysset, og jeg er skredet. Jylland, here I come!

Hver fugl...

...skriver med sin klo, og mine ligner åbenbart, hverken fugl eller fisk;)

Lillepigen og lagkagen

Der har løbet mange lagkager i åen i mit liv. Jeg har været sådan en lillepige, der stod og fulgte nøje med, når enten min mor eller mormor, jonglerede med bunde og fyld. Det er ikke skortet på opfindsomhed fra de damers side, og jeg husker også nogle lækre sammesætninger fra min søsters hånd.

Jeg har selv lavet lagkager i bunkevis, og det har ikke skortet på opfindsomhed fra min side heller. Septemberalfens mor har været min lillepige, som stod ved siden af, og fulgte nøje med, når jeg tryllede med bunde og fyld.

Pyntningen er et kapitel for sig selv. Nervepirrende, for udtrykket er vigtigt, til tider altafgørende. Jeg elsker at finde på nye mærkværdigheder, og glæder mig stadig over gode tips og ideer. Jeg er virkelig vild med det. Bidt af det i meget alvorlig grad.

Septemberalfen mor har, som nævnt, tit stået beundrende på sidelinien, og i selskab med en lagkagepyntefreak som mig, var det en helt fin ordning. En dag satte hun foden i gulvet, og forlangte at være den, der skulle pynte lagkagen til Bjørnens fødselsdag. Jeg var lige ved at kløjs i prøvesmagningerne!

Jeg kan i dag godt indrømme, at jeg greb til enormt upædagogiske virkemidler. Jeg lokkede og smigrede, som var jeg betalt for det, men hun var urokkelig. Der var intet at gøre, og jeg måtte bøje af inden, jeg blev alt for pinlig. Hun fik lov, og måske var det i virkeligheden dumt af mig.

I min erindring kan jeg nemlig høre en meget bestemt stemme, der tydeligt siger, "Og jeg pynter lagkagen!" Er det min stemme der runger? Nej, lillepigen havde fået blod på tanden, og voksede sig mod til, så de efterfølgende gange, var det den sætning, der gjaldede gennem lokalerne, nærmest inden, hun havde fået lagt overtøjet og stillet weekendtasken fra sig.

Jeg er blevet ældre og klogere. Og snedigere. Jeg har snart fødselsdag, desværre ikke lige i den periode, jeg er i Jylland, men næsten. Jeg synes, vi skal tage forskud på fornøjelserne sammen, nu jeg er i området. Hun må meget gerne lave en lagkage til mig, men lur mig, om det ikke denne gang bliver mig, der råber, så det rasler, "Og jeg pynter lagkagen!" Men får jeg lov?

Billedet kan man finde i Katrine Klikens bog "Lutter lagkage", som jeg selvfølgelig har stående i min kogebogsamling.

Gudinden

Jeg fatter det ikke! Hun skal absolut ligge og ligne noget, der har det alt for varmt inde i en af de stuer, hvor temperaturen efterhånden er havnet på 29 grader. Hvis hun bevægede sig over i den anden side af lejligheden, kunne hun nyde en lavere temperatur, skygge, samt en afsvalende brise i ny og næ.

Jeg ved godt, at det siges, katte elsker at slikke sol, men jeg kan også godt se forskel. I formiddags, lå hun på spisebordet og elskede solstriberne, men nu ligger hun under spisebordet, som en stor bunke støn af varme.

Det eneste, der kan få hende på poterne, er når jeg rumsterer med at lægge vasketøj sammen, så tror hun, støvsugeren også skal frem, og den kan hun simpelhen ikke fordrage.

Overfladebehandling

Jeg holder lige en pause. Og kratter i overfladen af Silkeborg. Septemberalfens mor har advaret mig på forhånd om de gode forretninger, der findes der. Vi skal på bytur, skal vi. Jeg spottede lige i forbifarten et kunstmuseum og noget med Asger Jorn i lange baner. Den er jeg med på. Det bliver en heldagstur, kan jeg se. Eller flere?

Jeg skal endelig mødes med Anne, og jeg ved at hendes veninde, har en dejlig forretning i Silkeborg, som også står på huskelisten. Måske er jeg heldig også, at blive introduceret til nogle inspirerende garnsteder.

Silkeborg.com synes, at man skal have mulighed for at følge med i vejret. Godt så, men bare vi er enige om symbolernes betydning. Kan varmt sommervejr ikke lade sig gøre, må der i det mindste være tale om opholdsvejr, så længe min ferie varer!

Det ser sort ud

Når jeg pakker, kommer jeg ofte til at pakke i farver. Denne gang er den dominerende farve sort, men det har intet med dårligt humør, eller sortsyn at gøre.

En enkelt maskine triller, men med den hede vi holder her i hytten, er det tørt på ingen tid. Skoene er skyllet rene, og de finere af slagsen er pakket ned. Jeg nægter at tage gummistøvlerne med, for vejret bliver ikke til det!

Jeg er ikke til krystal trylle-trylle, men min rosakvarts kommer med omkring. Jeg har haft den med på utallige rejser og ture, og jeg havde den selvfølgelig også med, da Bjørnen blev født. Den er et symbol på dem efterlader, og som jeg, når rejsen er slut, glæder mig til at se igen. Så ned med den i kufferten.

Tilbage er nu, at få pakket alt det løse, og gøre sig overvejelser om alt det løse. Alt det løse er kameraer, læsestof, strikketøj, toiletgrej, rejseapotek og andet gøgl.

Tøj er en ting, men gøglet er noget helt andet.

Kom nu i gang

Jeg skal altså have pakket i dag. Jeg skal rejse tidligt på morgenen, så hvis jeg skal have noget med, er det ved at være nu. Det eneste, der er kommet på bordet, er det nys indkøbte rejsekit med duftlys og røgelse. Katten holder sig til, måske i håb om at ryge med i kufferten.

Jeg glæder mig meget til at komme til Jylland. Jeg glæder mig meget til at være sammen med Septemberalfens mor, og jeg glæder mig til at møde Liselotte og Ella.

Jeg glæder mig til at gense Himmelbjerget og gerne en solnedgang. Jeg glæder mig til at træde ud på vådt græs om morgenen, og jeg glæder mig til at sidde på terrassen om aftenen, og le så det synger. Jeg glæder mig til at sove længe, og til at stå tidligt op. Jeg glæder mig til at kokkerer i andre omgivelser, og til at udforske den lokale garnpusher.

Ja, listen er lang, så måske skulle jeg bare komme i gang.

Haveguld

Sort muld. Meget leragtigt. Jord. Lerjord. Der blev trillet bør her til aften. Bjørnens venner gav en hånd med i et par timer, i nedadgående sol og temperatur. Nu bliver de spist af med pizza og sodavand, for de gider godt. Igen.

Jeg har fået en vabel. Min første havevabel. Og det første lugningstips fra en nabo. Jeg kan godt lide at luge. Greb mig selv i at få afløb så intenst, at jorden sprøjtede om ørerne på mig.

Jeg kan godt lide at komme ned i haven, hvor folk jeg aldrig før har set, hilser venligt og åbent. Jeg kan godt lide at cykle hjem med gyldne øjeblikke i ryggen, og musklerne blødgjorte i latter.

Varm suppe

Det er måske ikke lige det, man tænker allermest på i dag. Men det var en genial ide, jeg fik. Resten af kartoffelmosen fra i går, blev varmet op på bouillon og ild. Origanodrys, og så var der serveret. Ikke bare nemt og enkelt her i varmen, men også, overraskende nok, behageligt at indtage.

Om lidt, skal der trilles bør, mens temperaturen falder, og senere på aftenen skal jeg flade ud på sofaen og hygge mig med afslutningen på denne første feriedag.

Ferie nu!

Min ferie er begyndt. Flere timer og et par dage før beregnet, men vi faldt altså over hinanden, og så gik jeg som sagt på ferie. Den begynder for nedrullede persienner, i 28 graders indendørs varme, og ikke en vind der rør sig. Jeg skal lige have det til at synke ind. Ferien, altså!

Origanohaps

Jamen, jeg orker da ikke stå ude i det køkken i al for lang tid ad gangen. Solen står lige ind, og man får det hurtigt varmt. For varmt. Bagekartofler og søde kartofler behøver man ikke nødvendigvis skrælle i køkkenvasken, så jeg sad inde i stuen, og så på lidt fjernsyn i mens.

Da de var blevet skyllet, og skåret i rå humpler, blev de smidt på ilden, og passede sig selv indtil, de var kogt godt møre. Vandet blev hældt af, og en klat smør, en sjat mælk og wasabi/sesam krydderblanding, var med til at gøre en brugbar mos ud af hele herligheden.

Vandpause, og derefter hakkede jeg en pæn buket origano, taget fra planten jeg har stående i vindueskarmen. En omgang røde blommetomater blev delt i halve, saltet en lille smule og skærefladen vendt ned i det hakkede origano.

En god grydeskefuld kartoffelmos blev slængt op på en comboytallerken, drysset med grønt, og garneret med tomaterne. Jeg vil anbefale at man, i hvert fald for én tomats vedkommende, tager den i én haps. Det smager fortryllende!

Hvor er mine solbriller

Jeg gjorde det! Alle gulve er blevet støvsuget og vasket. Badeværelset er ordnet og vasketøjet snurrer lystigt. Avislæsningen blev udskudt, til fordel for en opringning fra Veninden, og det var rigtig, rigitg dejlige nyheder, hun overbragte.

Bjørnen var frisk op af dagen til en lille tur i haven, og her var jeg da ved at tabe både næse og mund. Der var bare sket så meget, også rundt omkring i de andre haver. Der var godt gang i den, og der var en skøn duft af friskhøvlet træ fra nye huse, der var sat på sokler hist og pist. Det er forståeligt nok noget, der får nybyggergrinet frem for alvor, kunne jeg konstatere.

Vejret kan man næsten ikke være bekendt at klage over, men jeg må altså indrømme at mine dage, som ubekymret solsluger er talte. Jeg synes ikke, at det er rart længere, og jeg kommer helst kun frem i solen i de helt tidlige, eller senere timer på dagen. Nej, jeg er blevet til veltempereret opholdtsvejr, sådan for alvor.

På vejen hjemad, kom vi forbi to løstgående heste ovre ved folden, men vi valgte at regne med at der var nogen, der havde helt styr på det, så vi kørte videre i god tro og med en attitude,der udtrykte, at det var da helt, som det skulle være, "Løse heste? Helt almindelig hverdag her i byen!"

Hjemme igen, var der en eller anden bøgetosse, der opdagede at hun havde glemt sine solbriller på havebordet, men heldigt for hende gad Bjørnen godt køre en ekstra tur.

Svedehytten

Gider man? Bør man? Kan man? Orker man? Er det ikke for varmt?

Jeg tænker på at støvsuge hele hytten og vaske gulvene bagefter. Ordne badeværelset. Undlader jeg at støvsuge i dag, ligger der sorte totter overalt. Til gengæld, hvis jeg støvsuger og vasker gulvene i dag, er der også kattetotter overalt, når jeg vender hjem fra det jyske, for jeg vil tro, at der skal et party til, før de unge mænd griber støvsugeren.

Et sandt dilemma, som jeg vil tage stilling til efter en kop kaffe og et stykke polarbrød med ost og sylt.

Hip

Cesare fra Sicilien lever som asket i en hule et eller andet sted i Indien. Han søger indre fred, mens han mediterer og fyrer fede. Og så vil han gerne have internetforbindelse i hulen. Kan det mon ikke lade sig gøre med så'en trådløs forbindelse, eller er signalet for svagt?

Jeg faldt over et gyldent øjeblik lige foran min næse i min baggårdsudsigt. Samlingskriterierne er derfor ændret til også at gælde udenfor Malmø. Derimod er det nok noget af en overdrivelse at kalde tv-programmer for gyldne, men på DR2 var der temalørdag, og da der efterhånden er langt mellem snapsene, er det ligefør, at jeg kommer til det.

Jeg har nemlig nydt aftenen i selskab med de gamle hippier, der helt eller delvist, stadig lever drømmen ud. Interessant på mange måder, og uvilkårligt dukkede lugten af våd Afganerpels frem af tågerne. Himmelbegravelser, Nordkapertogter, Lama Ole og Danmarks sidste hippie.

Boghandleren fra Khatmandu gjorde dog størst indtryk med sit arbejde for at skabe et alternativ for nogle af de børn, der lever på gaden i Nepal, limsniffende og ynkelige.

Lørdagsdriver

Vi har fået ny logerende. Bjørnens cykelprojekt skrider frem, og han håber på, at manglende dele kan fremskaffes, så han kan nå at prøvekøre 'cykeldyret' mens det gode vejr er her. Det er nemlig ikke en regnvejrcykel, han her er ved at skrue sammen. Projektet er en dyr fornøjelse, så det er heldigt, at han kan låne såkaldte 'skoddele', der derefter skiftes ud efterhånden, som levering og økonomi er til det.

For en sikkerheds skyld skal 'cykeldyret' opbevares i Bjørnehulen, når den ikke er i brug, men indtil at bulldozeren har været forbi, må den altså midlertidigt(?) sove opad spisebordet.

Jeg selv faldt selvfølgelig i bogstavsbrønden, og kunne ikke komme op, før den sidste side var læst. Det gav ro, men også en forsinkelse af alle planer. Jeg tager det nu meget roligt, for jeg kunne allerede i morges mærke, hvor det bar hen, og ved at der er tid til det hele, og atterdag i morgen.

Weekendferie

Tanker svirrer som fluer i de stille morgentimer, men en god bog kan gøre kål på meget. Jeg sluger bogstaver i lange baner. Jeg har lov, for jeg har fri. Katten er fodret, og Bjørnen arbejder med cyklerne, og efter lukketid bygger han videre på sin egen. Så hele dagen er min,helt på egne præmisser. Endnu en tilføjelse til min hverdag, som er rigtig dejlig nu, hvor jeg har vænnet mig til det.

Måske får jeg mulighed for, at pakke en klemme og en drik ned i den nyindkøbte havetaske? Måske får jeg mulighed for, at sætte min første plante i jorden?

Men vent lige lidt! Jeg skal til at overveje kuffertpakning og andre ferieforberedelser, det er jo lige om lidt at min ferie begynder, og for første gang i lang tid skal jeg et sted hen, der ligger længere væk end, hvad jeg kan klare på en cykel.

Jeg tager lige et par sider til, inden jeg tager fat for alvor. Lykkelige lørdag, begynd!

Spot på Spot

Der var højt til det gyldne loft i den italiensk lunchrestarant, hvor vi besluttede at spise en pizza. Blå og gyldne mosaiksten, hvide fliser, hvor ensartetheden blev brudt af knækkede uensartede stykker. Nogle endda med farve. Rent, luftigt og indbydende. De store vinduespartier kunne åbnes helt, så selvom det var sommervarmt og stenovnen bagte, var der en behagelig temperatur i rummet.

Jeg har jo kun prøvet at spise en pizza på stedet, men den var stenovnsbagt, sprød og velsmagende. Rucola, tomat, gedeost og kronärtskocka. Ja, vi var også i tvivl om, hvad det lige betød, men satsede, og da maden havnede foran os, kunne vi lettede udbryde, "Nåee, artiskok!" Andrea mente, at der smagsmæssigt var plads til et par sardeller på pizzaen, mens jeg sådan set var tilfreds uden, men sådan er det nu engang med smag og behag.

En anden gang jeg kommer i byen, og det gør jeg jo, kan jeg sagtens finde på at besøge Spot igen. De serverer også pastaretter og salater, og næste gang er det muligt, at jeg vil forsøge mig med en Carbonara.

Spot, der kun har åbent i dagtimerne, ligger på Stora Nygatan, hvis nogen skulle få lyst.

Svensk husmandskost

Jeg er færdig. Færdig med tilbedredning. Færdig med at græde. Snøfte. Klynke. Weekenden er landet, og der er godt fjernsyn til at ledsage maden, selvom det må man vist ikke. Spise og se fjernsyn samtidig. Pyt, det er fredag, og jeg bestemmer. At jeg må.

Der er præmietildelt Kavring til flæsket og et par hjemmesyltede små polske rødbeder. Lidt honningsennep.

Alt tæller. Alt gælder. Alt er godt. Tak for opmuntrende kommentarer, og god fredag til jer alle!

I ovnen med det

Æbleflæsk taget oppefra og ned. Skær dagens tilbehør i stykker, mens du græder salte tårer ned over maden og over livet. Søde æbler skæres i både, derefter røde løg, der også trækker de dyrebare dråber frem. Duftende rosmarinstilke, ribbede og drysset over frugt og grønt.

Flæsk i skiver fra heldige økologiske grise røg lige ned i kurven hos heldige økonomiske! mig. Grisen var nedsat i holdbarehedens navn til halv pris.

Nu simrer flæsk på rist, og drypper ned på håndskåret frugt og grønt i en 200 grader varm ovn. Der er drysset med salt og telepatisk guldstøv, så det kan kun blive godt. Jeg sætter tiden, og veksler mellem at tjekke stribet flæsk og striber i et stykke leopardjaspis, der efter sigende skulle være en beskyttelsessten, der eliminerer negativitet. Yeah right, siger jeg bare! Ligenu.

Afslutning

Jeg har haft en dum dag. Hele dagen. En dum afslutning på ugen op til en solrig weekend. Den har faktisk været så dum, at den trækker tænder ud. Med rod og nervespidser. Jeg bliver inaktiv og handlingslammet. Gider ikke. Tror ikke. Tør ikke. Vil ikke. Kan ikke. Den trækker tårer i stribevis, og forbløffelse i spandevis. Den gør ondt, gør den.

Gyldne øjeblikke

Jeg samler. På mangt og meget. Sidste skrig indenfor samleobjekter, er gyldne øjeblikke fundet på ture i Malmø. På en tidligere tur fandt jeg, og faldt for, en kæmpestor lampe med et indre som et gyldent månelandskab, samt en enlig sølvske, svævende som skærm for en enkelt pære. Den lampe ville jeg give guld for at eje, og mit blik ville vende sig mod den gang på gang.

I dag faldt jeg for et gyldent loft, som jeg ville give guld for at eje magen til, og mit blik blev tvunget opad gang på gang. Overgangen fra loft til væg, var malet med en befriende skødesløshed, der af nogen kunne opfattes som sjusk, men gav man sig tid, gav det mening.

Jeg håber, at der er mange flere gyldne øjeblikke, der venter på, at jeg kommer, og finder dem.

Aftenslør

Meget bloggeri blev det ikke til i dag. Jeg har nydt aftenen, slappet af, og glædet mig over, at den varme sommer er vendt tilbage. For en kort bemærkning? Eller for en længere? Time will tell.

Det er kvittevit omkring vinduerne, og solen er forsvundet for i dag. Èn dag til skal høvles ned, og derefter bliver det weekend. Hvor jeg dog glæder mig, for der er planlagt fornøjelser for størstedelen af weekendens mange timer.

Kæmpemusen

Ham her, hilste jeg på i dag. I Malmø, sammen med Andrea. Ligenu er jeg sunket ned i sofaen og har smidt slæberne, for man går rigtig meget derovre i Sverige. Det har alt i alt været en lang begivenhedsrig dag. Men mere om den på et senere tidspunkt.

Musemåtten på billedet, er et filtet tæppe og faktisk pænt stort i virkeligheden.

Tidseltanker

En eller anden gang, vil jeg gerne til Skotland. Jeg vil studere tidsler i alle udformninger. Tidsler i naturen, arkitekturen, kulturen, kunsten og litteraturen. Det må da kunne lade sig gøre!

En køn plante

Dagens udflugt, i embeds medfør, bragte mig forbi et hegn i rigtig god kvalitet. Et pænt stykke af hegnet var dækket af en meget smuk grønt plante med grønne bær, og slyngtråde i vilde spiraler.

Jeg prøver lige at kaste en tråd ud for at føle mig frem til, om nogen kan give mig flere informationer om plantens navn, og andet der er godt at vide om denne kønne plante.

Hegnet befinder sig på Kastrupvej i et område, hvor beboere med hundetegn, gør sit bedste for, at Amager fortsat skal åles under betegnelsen Lorteøen. Der lå bunker af sorte plastikposer med indhold af hundeefterladenskaber, nogle endda godt udjokkede.

Jeg fatter ikke, hvorfor man overhovedet gør sig ulejlighed med at lægge lorten i pose, når man alligevel efterlader den på fortovet. Set fra en anden vinkel, kan man vel med rette konstatere, at lorten forsvinder hurtigere, hvis den efterlades poseløs.

Få meter fra et tæt lorteposebelagt område, sad cafegæster i flere aldersklasser på fortovsstillingen, og nød den høje temperatur vejret, trods skydækket, bød på. Jeg ville kløjs i cafelatten, hvis det var mig.

Dukken vender tilbage

Hun vidste det godt. Hun skulle ikke snakke mere om dukken, men hun kunne ikke lade være, og prøvede på at få det til at se ud somom, at spørgsmålene var henkastede og tilfældige. Hun grinede lidt smånervøst, og afslørede derved, at det nagede hende mere, end hun gav udtryk for.

De var væk fra huset størstedelen af dagen, og da de vendte tilbage, fik hun lirket til en kollegas tidligere udsagn om, at nu måtte han simpelhen tjekke dukkehistorien efter, og forhåbentlig sætte punktum for affæren ved at finde den famøse dukke. Han rejste sig, lidt opgivende og træt i udtrykket, og sammen gik de ind i rummet. Han så sig lettere uengageret omkring. Og fandt intet. En anden kollega kom til, og kort tid efter trak hun triumferende dukken frem bag legekomfuret.

Det burde være til lettelse og glæde, men mens kollegerne talte om dybder i engagement i fremskaffelse af bortkomne dukker, stod hun der i baggrunden, stille for sig selv. Undrende. Tavs. Dagen før havde hun, med ethundredefemogfyrre procents garanti, skubbet legekomfuret på plads op af væggen. Hun havde nemlig overvejet at flytte det over til den modsatte væg, men opgav for at skåne den værkende ryg. Hun ville med ethundredefemogfyrre procents garanti havde lagt mærke til dukken bag komfuret, som uvilkårligt ville have virket som en stopklods når man skubbede. Der havde ikke været noget dukke, bag noget komfur, på det tidspunkt!

Den hvide munk var blevet nævnt, men hun vidste bedre. Det var meget værre. Det måtte være søndagsskolelæreren. Ham med de klamme hvide hænder, der sad og knækkede riller af Guldbarren, så de alle kunne få en bid. Hun takkede pænt nej, og skulle ikke nyde noget af hans hellige chokolade.

Havde han nu fundet frem til hende her, og ville hævne sig på hende gennem dukken, fordi hun dengang afslog chokoladen?

Hun forlod legepladsen for en stund, og gik tilbage til rummet for at pakke dukkerne ud. Æsken med den gule dukke virkede umiddelbart urørt, men ved nærmere eftersyn, opdagede hun, at tapen i den ene side var brudt. Andre spor var der ikke, men det var sådan set også nok. Hun gøs, og skyndte sig også, at befri den ferskenfarvede dukke for den ståltråd, der snoede sig om den lille dukkehals, for at gøre det umuligt for uærlige mennesker, ubemærkede, at lige lette æsken for indhold. Hun kunne mærke, hvordan det strammede i halsen, og skyndte sig udenfor igen.

Da hun kørte hjem, tænkte hun på hellige hvide hænder, skæl der dysser ned på kedelige brune jakkeskuldrer, og på den mærkelige drøm fra i morges, som nu kun stod i erindringen, som netop mærkelig, mens indholdet var gået i glemmebogen. Mandagspigen medvirkede i drømmen, så meget huskede hun dog.

Da hun drejede om hjørnet, brød solen igennem, og hun besluttede sig for at lægge dukkehistorien bag sig. Også selvom det slog hende, at hun havde glemt at tjekke den gule dukke for stikmærker i ryggen. Hun løftede kurven af styret, løb op af trappen, mens hun rodede nøglen frem fra tasken. Hun stak nøglen i låsen, og drejede den...

Dukken der blev væk

Hun havde købt to små dukker. Sådan nogle der mindede om barndommens Rosebud, men langt fra ligeså kønne. Men det var, hvad der var, og endda kun tre tilbage på hylden. Hun udvalgte dem således, at farverne på tøjet var forskelligt. En i gult, og en i sart fersken. Yrk!, tænkte hun, men der var ikke noget, at gøre ved det. Fredagen sluttede med, at dukkerne sov weekenden over i fætterposen på 1. sal.

Mandag formiddag, legede to smådrenge med en livlig hoppebold, mens hun vimsede rundt mellem støvet rod, og nedslidt legetøj. Der var kun de tre og efter en formiddagsstund i de omgivelser, fortrak de alle tre til andre steder og lokaliteter.

Hun gik som den sidste, men inden havde hun dog hentet dukkerne ned fra førstesalen. En passende plads sprang dog ikke lige i øjnene, og de blev derfor omhyggelig lagt i en kurv sammen med nogle andre nyheder, indtil den rette løsning ville dukke op.

Hun overvejede virkelig sine træk, for dukkerne skulle ikke frem i lyset for tidligt, så de skulle ikke ligge, og kalde nysgerrige børn til sig i utide, og derfor blev de lagt i kurven således, at de absolut ikke kunne anes fra børnehøjde. Derefter gik hun ud, og lukkede døren efter sig.

Om tirsdagen var hun ikke oplagt til meget ballade, for ryggen værkede trods god hjælp fra de hvide pilleglas. En lille tur med Metro og tre glade unger, blev der alligevel plads til. Og på lige præcis den udflugt, fandt hun løsningen til de små dukker, der ikke var ligeså kønne som barndommens Rosebud. En kurv med udskåren kant i tykt, lyddæmpende filt. Orange, var den endda. Perfekt til det gule og ferskenfarvede tøj, som dukkerne var iklædte.

Tilbage i rummet, hvor dukkerne opholdt sig, rakte hun ud efter kurven, og allerede der fik hun en fornemmelse af, at noget var forkert. Nogen havde været i kurven! Hun opdagede også hurtigt, at den ene dukke manglede. Uforstående så hun sig omkring, men der var intet spor at dukken.

Det var den i gult, der havde taget flugten, for det måtte være det, der var sket, for ingen i hele huset havde taget dukken op af kurven, eller set den i øvrigt, skulle hun senere konstatere. Den var og blev væk, og ingen vidste det mindste derom.

Det er et mysterium, blev der sagt, og mere kunne man heller ikke sige om den sag. Hun var sikker i sin omkring begge dukker i kurven, og alle var sikre i deres uvidenhed om dukkens skæbne.

Hun besluttede sig for at afspadsere et par timer, for at skåne ryggen, og være frisk til næste dags uundgåelige lange forløb. Underligt tænkte hun, da hun gik hen imod garderobeskabet for at hente sin taske, mens hun rodede nøglen frem af lommen. Mærkeligt, tænkte hun, da hun satte nøglen i låsen og drejede rundt...

Guldkorn

Jeg stryger over håret, og giver et trøstende klem. Mælken smager nøjagtig som barndommens. I dag er jeg lidt vildt betaget af Guldkorn.

Kulkælderpasta

Jeg er kun rygmæssigt nede i kulkælderen, mens resten støver rundt oppe på loftet. Pastaretten minder en hel del om carbonara. Jeg kom nemlig til at hælde et skvæt biosød i, og så pludselig, stod man der i kul til anklerne.

Når min ryg driller, har jeg i samråd med doktoren aftalt en maksimumsdosis, som var betydelige højere end den, der blev udleveret på apoteket. Det var god service, jeg fik der, og jeg lover også at fylde mad på, samtidig med pilleindtaget, og jeg forsøger mig også med et æble for at holde doktoren fra døren.

Men nu er det altså tid til et nyt indtag, og med et blad under armen, og en ventende bog, skridter jeg gangen af, og går i seng. Tidligt. Det skulle sikre mig en god nats søvn, og så får jeg dem til at mødes på halvvejen. Doktoren og apotekeren.

Barfodsdansende på en knivsæg

Jeg ved det godt. Jeg kunne selv have lavet det, ligeså let som at klø mig i nakken. Men jeg har svært ved at klø mig i nakken i dag, så derfor købte jeg en pakke forret, klargjort lige til at smække på en pande.

Abrikoser svøbt i bacon, garanteret kaldt noget mindre flatterende på spansk. Eller nej, måske ikke, for det er muligvis kun gældende for de baconsvøbte dadler? Jeg kunne vælge mellem flere udgaver, men overskuddet rakte kun til abrikoserne.

Pasta har kogt sig al dente i en gryde, mens jeg har hakket oregano, basilikum og citronskal. Krydderurterne skal vispes sammen med citronsaft og olivenolie, hvori pastaen skal svøbes. Måske skærer jeg de der abrikoser i mindre bidder, og blander sammen med hele molevitten.

Orker jeg andet med den f****** ryg? Barfodsdansende på en knivsæg, skal jeg vælge til hvilken side, jeg vil lade mig falde. Jamrepotten er den ene mulighed. Den anden? Frankly my dear...

Humørbombet

Jamen, man kommer dér på job, og har overskud efter en weekend med gode og sjove oplevelser. Man kommer dér, og får muligheder, man har drømt, bare en lille smule, om i en uges tid. Man kommer dér, og svinger støveklud og tryllestav over kurve og hylder, der friskes og fyldes op med nyt. Julemandsfølelsen er til at tage og føle på.

Man kommer så dér, med to smådrenge i hælene, for at hente nye forsyninger fra fætterposerne, og uden varsel i form af knæk, smæk, smæld, eller noget som helst andet, beslutter ryggen sig til at strejke. Lige dér midt i alt muligt. Hvad filan, skulle det nu til for?

I pausen, hummede jeg mig på apoteket efter medicinske forsyninger, og min aften vil blive tilbragt i stilhed og afmålte portioner, med smertedræbere og fjernkontrol indenfor rækkevidde.

"Pisosse!", et udtryk jeg har fundet i Jylland, dækker helt fint i denne sammenhæng.

Kælderkartoffel

Jeg havde engang for rigtig mange år siden den store fornøjelse, at opleve en madfreak fremtrylle en vidunderlig 'tre retters' i en kælder. Min ven, madfreaken, havde to gamle gasblus til sin rådighed, samt nogle bulede potter og pander.

Så vidt jeg husker, fik vi noget med rejer til forret, men de nærmere detaljer fortaber sig lidt. I hvertfald fik vi en grydestegt roastbeef serveret med små kartofler, der også havde fået en omgang i en velduftende oliveolie, samt nogle friske urter af dem med lidt træ i stilken, hvidløg i fed, salt og peber. Ned med det hele i en kasserolle, låg på og varme under.

Desserten bestod af..., ja, enten var det lækker chokolade, eller måske ligefrem chokoladekage, indkøbt på en af Københavns hotteste madgader. Gudeskønt var det, og det er et af de bedste måltider, jeg nogensinde har fået. Grunden til at jeg husker hovedretten især, er fordi at jeg faldt fuldstændig for de små kartofler, og måden de blev tilberedt på var også ny for mig. Det smager bare så godt.

Hele måltidet blev ledsaget af pragtfulde vine, for det flaskede sig så heldig, at de to gasblus faktisk var en del af inventaret i en vinkælder.

Fra jord til bord

Aspargeskartofler. Små og store størrelser mellem hinanden. Med jord på. Masser af jord. Efter en grundig afvaskning og efterfølgende nærlæsning, ryger de i ovnen med citron, olie og krydderier.

Tror jeg, vist at de gør?!

Storbystrejfer

Plænen er fyldt med store kornfede duer, der græsser lystigt og ubekymrede. Midt i opvasken kommer den stribede strejfer. Lyden af vinger, der flakser i forvirring, står stort set stille i de vibrerende ører.

Mis, du er for langsom, og storbylivet vejer for tungt i bagen. Du er alene på de store stepper. Fuglen er fløjet. For længst.

Hvad du ønsker

Jeg drømmer om jord under neglene. Og en anden står med jorden, og ligefrem drømmer om en havemakker, der gider det med jord under neglene. Jeg fik en mail. Og kørte en tur. I dag fik vi sagt pænt goddag, og følt os lidt frem. Om nogle dage kommer nøglerne på bordet, og så tager vi den derfra.

Overvældet

Ting sker. Flere ting. Gode ting. Sjove ting. Avisen må vente. Jeg må cykle en tur.

Luk dog den kat ind

I min periferi har dyreholdet i mange år begrænset sig til mindre dyr. Hamstere, marsvin, fugle. Efter at boligmassen for det meste er overgået til andel, rulles flere katte, og nu også hunde ud i området.

Kattene har indtil for nylig været diskrete og meget lidt i øjenfaldene. Hundene jamper rundt, og er hunde. Med og uden snor. Med og uden poser. Søde og sjove, for det er hunde.

Kattene har vist sig som skygger omkring hushjørnerne, men nu manifesterer de sig også mere og mere. I vinduer og på altaner, ses de nu. Forleden så jeg en meget smuk kat på en altan i nærheden. Sort og næsten ligeså dejlig, som nattegudinden, og i forgårs forsvandt to spraglede katte ind under en altan i min baggårdsudsigt. En trind lille fætter afpatruljerede parkeringspladsen, og en anden krydsede klinger i hundespor på græsplænen.

Tidligt, meget tidligt i morges vågnede jeg, og efter at været nået et par sider ind i en bog, blev jeg opmærksom på noget nyt i det ellers afdæmpede lydtapet. En kat kaldte. Længe. Vedvarende. Insisterende. Lyden fortsatte med mig, da jeg blev indhentet af noget manglende søvn, og derfor lod bogen glide ud af hænderne.

Da jeg vågnede igen, og genoptog læsningen, kunne jeg atter høre kattens jamren gennem gården: "Luk mig dog ind, for filan!" Måske bor den hos nogle af dem, der festede til sent, eller tidligt, om man vil, og så kan det måske trække ud, det med at komme ind.

Nattegudinden følger lyden med ligegyldighed i radarørerene. Hun vil hellere have klap og kæl, og mad i skålen, end at føjte rundt med de andre katte. Sådan er det blevet for hende, og det er sådan set i orden med mig.

"Hva' så, Nyx? Ska' der nye korn i kammeret?"

Capac

Lokkede. Jeg røg ud på et sidespor. Dårlig hårdag, men for filan, hvor det rykker. Stadigvæk.

Busted

I går efter endt festivitas, slog jeg et slag omkring tanken. Mens jeg står der, og smugsnolder helt vildt, bliver jeg prikket på skulderen. Der står Bjørnen, og toner sig frem i mængden, for han synes da lige, at han genkendte Sommerbukken udenfor bixen. Han udviste så megen pli, at han uden videre bar varene hjem for godtegrisen. Flink fyr, den bjørn!

Tifingersystem

Blindskrift. Jeg griner ved erindringen om mig og flere andre fnisende klassekammerater, der på købmandsskolen tæskede

fjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfjfj.....

mens 'Alleycat' snurrede på grammofonen. Og 'asdf' ligger, lunt og godt, arkiveret sammen med 'ælkj', i skuffen for almindelige terperier.

Læs også hos fru Green, Regitze og Capac.

Regnvejret, der blev væk, eller hvad

Øv, nu har jeg siddet her og brændt dagslys af iført lang pibe og sutsko, fordi det skulle blive regnvejr for alvor, men det ser ud til, at det er udsat til... i morgen?

Blokadebryderen

Marianne og jeg har noget til fælles. Vi har begge to forfattere i familieskabet. Marianne har sin og jeg har min.

Da jeg begynder at læse en roman fra Mariannes skab, er det næsten umuligt ikke at iføre Marianne den røde trøje, som hovedpersonen i bogen bærer. Jeg ser Marianne åbne vinduet, og tømme kassens indhold af fotografier ud af vinduet. Det er hende, der står og ser på, hvordan billederne lander i sneen på Nørrebrogade. Det er hende, der senere sidder på gulvet med ryggen mod radiatoren, og er blevet forladt.

Men her tager Marianne den røde trøje af, og forsvinder for en stund.

Nu er det nemlig mig, der, iført den røde trøje, sidder på gulvet med ryggen mod radiatoren. Og er blevet forladt. Det vil sige, i virkelighedens verden, gled jeg som en slatten klud ned i en bunke vasketøj, efter yndlingskæresten havde forladt mig. Det tog jeg ved lære af, og mine fremtidige forhold stoppede ved fælles overenskomst, eller ved, at jeg forlod. Men selvom det var mig, der forlod, føler jeg mig til tider forladt alligevel, og bliver stadig ind imellem ladt alene.

Forladt blev jeg, dengang jeg også i virkeligheden, lod mig glide ned på gulvet med ryggen mod radiatoren, og hulkede, da jeg mistede min mor. Forladt bliver jeg, når Bjørnen, let, ubesværet og fuld af håb, flyver fra reden. Forladt for kortere, længere eller evigt gældende perioder.

Men Jelne er ikke kun minder om forladthed og tab. Jeg bliver grebet af det særlige og kærlige forhold mellem to forladte mennesker,en lille pige og hendes morfar, en gammel mand, der gør sit bedste for at bøde på skaderne. Jeg tænker på min egen far, der gjorde, hvad han kunne for at bøde på skaderne. På det varme, humorfyldte og for kortvarige forhold mellem Bjørnen og hans morfar.

Jeg har ikke trasket benene trætte på kroer og hoteller, men har i sandhed berørt branche på anden vis. Min historie er langtfra den samme, men Jelne lokker erindringer frem, og viser mig lighederne.

Gid det var mig der havde klippet småtotter af håret og spredt dem overalt, som afsked! Jeg er ikke nået til vejs ende endnu, men billederne af den mørke hestehale og saksen fylder godt, den passage faldt virkelig i min smag, ikke grundet bitterhed, men af begejstring over opfindsomheden og effektiviteten.

Marianne har en forfatter i sit familieskab, og denne har skrevet en bog. Ikke bare en bog, men en rigtig, rigtig god bog, og jeg glæder mig allerede til at læse den næste, når jeg lige om lidt, bliver færdig med den første.

Forvekslede råvarer

Forleden dag, da jeg stod og fråsede i kirsebær, fik jeg et gratis magasin, Sæson, med hjem fastklemt på bagagebæreren. Det er fyldt til bristepunktet med lækre billeder og opskrifter. Èn enkelt især, fangede mit blik, og jeg kunne konstatere, af jeg havde størstedelen af de nødvendige ingredienser. Nok om det, og i glemmekassen med den ide, for en tid.

I går stod jeg i det lokale supermarked og glanede. Ideen kommer så frem på tavlen, og jeg er særdeles overbevist om, at der skal jongleres med kirsebær, grønne asparges, bacon og vistnok tigerrejer.
Godt så, asparges ryger i kurven, og jeg må hjem og tjekke, om det nu også var tigerrejer, der skulle til.

Frem med google og i gang. Liste op og ned. Liste ned og op. Søge og søge. Enkelt besøg i en kogebog eller to. Og på et tidspunkt et blik i 'Sæson'. Nej, opskriften er væk. Umulig at finde her, og umulig at finde der.

I går aftes, da jeg var ved at slumre ind, så jeg pludselig meget, meget tyndt skårne stykker grøn asparges for mit indre, lettere søvnige øje. Pling! Billedet stammede med sikkerhed fra 'Sæson'. Ude af fjerene, og stående omtumlet ved bordet, bladrer jeg mig febrilsk fremad i magsinet. Og dér, lige dér er opskriften, men tjek lige ingredienserne på billedet øverst!

Hvad filan, har det lige med kirsebær og tigerrejer, at gøre? Ikke meget, men på den anden side står jeg nu med to opskriftsideer til afprøvelse inden sæsonen er ovre. Forunderligt, men også helt rigtigt.