Baktus i bunke

Mens jeg dyrkede min vildhed med dans, blev jeg finito og færdig med retrillerne. Min første, og absolut ikke sidste, Baktus er klar til en skylle.

Det var et dejligt, og meget enkelt stykke strik.

Om lidt står jeg og roder rundt på lageret, for der var vist noget med nogle nøgler af Opals Hundertwasser-inspirerede sokkegarn, der kunne gå hen, og blive smukke jule-Baktusser. Eller Lacy Baktusser.

Efter danseriet var slut, tog jeg en lille blogrundfart, og faldt over en yndighed, der kunne hjælpe mig af med en anden type garn fra samlingen.

Akkeja, fristelserne hober sig op i bunkevis.

Op med fødderne

Det er ved at være noget tid siden, at jeg lige snappede en ide med hjem fra det lokale supermarked. De havde brugt champignoner, tomater og ost, men her kommer min version.

Portobelloer, lækre og store, blev lagt med fødderne i vejret i et ildfast fad. Derefter hakkede jeg en håndfuld soltørrede tomater, samt et pænt lille bundt salvie. Mozzarella blev skåret i sirlige små tern.

Først lagde jeg en bund af tomater og salvie på fødderne af portobelloerne, og bagefter toppede jeg med mozarellaen. Bang! Ind i ovnen på cirka 200 grader. Der stod fadet indtil svampene saftede, og osten smeltede i blide bunker.

En god lille ting.

Gensyn med Jimi

Dagen er gået. Måske sådan lidt kapgangs-agtigt. Vaske- og strikketøj er gledet gennem flittige hænder, der mærker kulden komme. Huden indtørrer til knas og sprækker. Øv!

En liste over mulige kager til Kagekalaset den 25. oktober er ved at tegne sig. Der skal eksperimenteres en del, så måske skal jeg lige fortage et par prøvebagninger, inden jeg udsætter sagesløse for mine vilde ideer.

Jeg har også leget med gær og gammel surdej. Det endte med et måske lidt fladt brød, men smagen var der bestemt intet i vejen med.

Jeg brugte speltmel, kanel, græskarkerner, rosiner og et svensk æble fra Hven, som jeg havde glemt i kurven. Det var forbavsende friskt i betragtning af, at det var fra i lørdags. Men sådan er det jo med friskplukkede æbler. De holder længe, længe, længe.

Kanalrundfarten tidligere på aftenen bragte mig tilfældigt forbi NRK 2, der fangede mig ind med et gensyn med Jimi Hendrix, fra dengang jeg selv var et sprødt æble.

Alt i alt en rigtig god lørdag, siger jeg bare.

Udforskning

Jeg nød torsdagens tidlige morgenbord i institutionen sammen med en vikar, der ligesom jeg drikker te i mange afskygninger. Hun bor i Malmø, hvor der åbenbart findes mange listige te-steder, og næste dag kom hun med en lille gave til mig.

Hun anbefaler især den med granatæble, som også har lidt peber i smagen. Spændende. Jeg glæder mig også til at udforske de forskellige chai-typer. Endnu mere spænding.

Og nu vi er ved te-drikkeriet, kan jeg afsløre, at jeg i løbet af et par dage fandt ud af, at der findes hele to personer i min omgangskreds, der ganske frivilligt kan finde på at nyde en kop dampende varm kamillete. Helt uden, at der er indblandet søvnmangel, forkølelser, eller ømme halse.

Hvad siger du? Løber du skrigende bort med rædslen malet i ansigtet, hvis man siger kamillete? Eller er du allerede smuttet, bare man nævner te i det hele taget?

Mustafa og murerne

I går var der en murer, der sagde, godmorgen, da jeg trak TrilleNyx af stalden.

Senere fik jeg øjenkontakt med én af dem ude på stilladset, mens jeg talte i telefon med Mustafa, der havde mig opført i deres kundekartotek, fordi jeg jo engang havde købt et tæppe hos dem. Det kunne jeg ikke lige huske noget om, men Mustafa fremturede ufortrødent, og gentog mit ikke helt almindelige navn. Både det første og det sidste. Det mellemste undlod vi helt at nævne i denne sammenhæng.

Jajada, hvad er det du vil, spurgte jeg for at sætte skred i tingene. Jo, selvom de havde lukket alle deres tæppeforretninger i Norden, ville man nu kunne tilbyde deres gamle kunder, altså dem som stod i kundekartoteket, et helt og aldeles særlig godt tilbud, for man havde erhvervet et parti helt fantastiske tæpper.

Nåda, men mine tæpper er fra Ikea, så jeg forstår ikke, hvordan jeg er havnet i jeres kartotek?!

Stilhed et kort øjeblik. Og, bingo! får jeg øjenkontakt. Så har du fået renset et tæppe hos os, siger Mustafa. Nej, det synes jeg ikke lige, svarer jeg, og mister blikket. En reparation?, spørger Mustafa forhåbningsfuldt. Narj, siger jeg, det har jeg heller ikke, svarer jeg, mens mureren forsvinder op ad stigen til næste etage.

Jamen, så må det være en fejle, det sagde han, en fejle, hvorefter samtalen faldt til jorden, og vi afsluttede, inden vi druknede i høflighedsfraser.

I morges da jeg tumlede ned af trappen, tænkte jeg på at det kunne have været interessant, hvis jeg havde ladet Mustafa gå planken ud. Bare for at finde ud af, hvor længe han ville væve på tæppet, inden at han for alvor nåede frem til sagens kerne.

Da jeg trak TrilleNyx af stalden, kom en anden murer end ham fra i går med et, godmorgen. Men det standsede ikke her. Vi rodede os ligefrem ud i et lille samtaleforløb om den stundende weekend.

Jojo, man er for alvor kommet på talefod med stilladset. Måske, meget godt det sammen, nu når de skal hænge ud heromkring i gennem længere tid.

Prikken over i'et

Efteråret er kommet med mig hjem. Der ligger små røde paradisæbler, hyben og kastanier på sengebordet, og mine små yndlingsvaser lyser med rejnfan og flere hyben.

Det vil da næsten være synd at slukke lyset, når jeg skal sove.

Tyl

Stadig sokkeløs har jeg knyttet en del knuder i dag. Tyl i strimler. Sølv og silke i lange baner. Guldbånd bundet i sirlige sløjfer. Samlet til de fineste skørter, der glæder små pigehjerter. Deres øjne lyser op, og smilene bliver bredere, som processen skrider frem.

En hel formiddag tilbragt med smalle strimler og minder om candyfloss, københavnerstænger og champagnebrus.

Det var en dejlig formiddag.

Jeg cykler hjem over Volden, standser en stund, og suger efteråret ind i orangerøde baner. Står der, og ser i så lang tid, det tager at slippe knuderne, som stadig sidder lidt i fingrene.

Vinden griber tylsskørterne, der som forårsfarvede sole blæser over vandet, ænderne og de druknede indkøbsvogne.

Tilbage på kanten står jeg klar til at vende mig mod en anden side af mig.

Knaldrøde bær i tørt græs

Der har været dejligt mange ting at fornøje sig over i dag. En lang, men god dag. Cyklede hjem over volden, og undrede mig over, at jeg stadig kan tøfle sokkeløs rundt her i slutningen af september.

Snart banker oktober på, og midt i det hele skal jeg ud at flyve.

Jeg tror, at det bliver et spøjst efterår.

Nu lukker vi listen

Tusind tak for den store interesse for Piskerisets og mit lille fællesprojekt kaldet Kagekalas den 25. oktober.

Listen er nu lukket, og tilbage er kun at sige, at vi glæder os til at se alle jer tilmeldte på selve dagen.

Mens jeg venter

Det var alligevel et pænt stykke, jeg nåede, mens jeg sad i diverse venteværelser og busser. Jeg tror, at jeg vil gøre det til en vane altid, at have strikketøjet ved hånden. Det gav ro i sjælen, og jog lige i denne her situation, de dumme erindringer på flugt.

Bestemt! Strikketøjet skal have en plads, sammen med kameraet, kalenderen, pungen, nøglerne, og alt det andet ragelse, der samler sig på bunden af tasken.

I øvrigt tror jeg, at det ender godt med lige netop det garn til den opskrift.

Favnen fuld

Problemet er, at bussen standser på Kgs. Nytorv, hvorfra jeg skal videre med Metroen. Og billetten er dobbeltstemplet, og holder sagtens til en sviptur i Mad&Vin.

Men holder jeg? Snitterne fra lækkerierne?

Efter en rum tid, men stadig indenfor klippetid, står jeg på rulletrappen med posen. I behersket udgave. Ikke noget med chokolade, kaffe og te i lange baner. Lukuspasta, dyre udskæringer, eller økologiske råmælksoste. Jeg har faktisk begået mig pænt, selvom der selvfølgelig forekom en del befamling.

Chicken hotwings, tomater, tre dåser store hvide bønner og en enkelt flaske Lorina.

Da jeg kommer hjem, bliver jeg nærmest slået tilbage til start. Ikke over håndværkerlarm, de er faktisk helt fredelige, men en beboer prøver igen at spille dem ned af stilladset med tilbageblæst frisure tilfølge.

Da jeg går ud i køkkenet for at pakke ud, opdager jeg, at en eller anden har lusket en æske med Sarah Bernhard kager fra van H ned i min indkøbspose. Jamen altså, hvad tænker folk dog på?

Jeg tror sgu bare, at vi æder dem i aften.

Lej en sphinx

Fridag. I dag. Igen. Men. Hele to aftaler på Hvidovre. Igen. I dag. Men.

Jeg har læst på lektien hjemmefra, så jeg husker at få spurgt om det, jeg nu vil spørge om. Jeg har pakket tasken hjemmefra, så jeg ikke skal sidde og glo ud i den kedelige luft i de forskellige transportmidler og venteværelser.

Hænderne er beskæftigede med strikketøj, som glider nemt i rene retmasker og en enkelt udtagning på hver fjerde. Underholdning i den lette ende af skalaen.

Bussen kommer og kører. Jeg er med, og kan tillade mig at brede mig, for den første myldretid er forbi. Nu er det formiddagsholdet, der råder, og vi er ikke så mange.

Jeg er ikke vild med Hvidovre. Af mange gode grunde, og erindringen sidder som et sug i maven. Strikken tilbyder mig andre tanker, som jeg taknemmligt tager imod, og faktisk lykkes det mig at strikke mig fra de værste minder i de forskellige venteværelser.

Først bliver jeg mammograferet, bagefter reumatologiseret, og ender med at sidde, et enkelt øjeblik eller tre, i blodbanken, som de har flyttet siden sidst. I et nyindrettet aflukke venter en ung vampyr, der suger seks rør, uden jeg overhovedet mærker det. Hende vil jeg gerne abonnere på, hvis der fremover skal tappes i større stil.

Mens jeg pakker aftalekort og andet papirarbejde ned i tasken, er jeg nu på det rene med, at jeg har en ny lægeaftale om tre måneder, vil blive indkaldt til røntgen på et senere tidspunkt, og at jeg fortsat skal guffe ekstra fiskeolie og d-vitamin i mig, udover den daglige multi.

Bussen kommer, og kører den anden vej. Jeg er med. På vej hjem i eftermiddagen.

Særlinge

Der findes nogen som synes, at svenskere er nogle sære størrelser. Jeg ved ikke om citronen her, kan ændre den holdning?

Og solen gik ned

Stakkels mand. Står der med nakken i et evigt knæk. Øjnene rettet opad og ud i rummet, hvor han stadig scanner den dybsorte himmel for nye stjerner. Talte han skånsk måske?

Når båden har forladt øen, og skumringen dæmrer, kaster han den tunge grå kappe, og tager taknemmligt i mod bakken med glas og flaske, som den udbrændte Stella Nova bringer ham fra Backafallsbyn. Skuldrene falder på plads, og han slapper af. Igen.

Solen synker ned i havet, stjernerne gør sig klar, og han skridter ned mod Stjerneborg.

Jeg, derimod tøfler hen til stoppestedet med svanebajer og koreansk mad i maven. Den skånske gin kluklér i tasken. Aftensstjernen lér med. Jeg vidste det bare. Det blev en god dag.

Baktus

Der er blevet strikket i engen, og jeg er faldet pladask i lysten til selv at strikke en Baktus . Garnet fik jeg foræret af Hanne, da vi mødtes første gang, dengang det stadig var sommer. I Jylland.

Hvis jeg er snedig, skynder jeg mig at få hvæsset pinden, og kastet nogle masker op, så jeg har et godt stykke ventestrik som underholdning i morgendagens venteværelse.

Blodpyrus

"Står I der og moller frugt?", lød en stemme gennem renæssancehaven. Jamen, det sagde han altså. Manden i et andet rejseselskab. Moller frugt?

Hmm!?

Det måtte vi da også prøve, at molle frugt, og gik nysgerrige, og lidt mistænkelige om bord i en blodpære. Andrea gik først, for jeg havde jo et kamera at passe, men min tur kom vi altså også til.

Den ser lidt underlig og rådden ud, men det smagte af ingenting med et svagt hint af figen. Meget tyk i skrællen, og mørk i kødet. Jeg har læst mig til, at pærer som regel er hvide, eller gule i frugtkødet, undtagen blodpærer, som er røde. Mon det skal være rødt, ligesom i en figen?

Hmm!?

Hven i vente

Mellem hvide tillukkede telte, står jeg med hel- og halvdagsbranderters lystige galeri kørende i lydtapetet, mens solen glimter sig vej henover Nyhavns dugfriske morgenansigt.

Ginologerne skal på eskursion til Hven, og båden sejler fra Havnegade klokken 9.15.

Vi er ikke alene, men trods manglende forudbestilling, får vi plads, og klokken 9.15 sejler vi afsted med kursen lagt tværsover de blågrønne bølgeglimt.

Da jeg samler håret i sømandspisk, falder det hele til ro i vuggende harmoni med båd og bølger. Udsigten er fin, solen skinner, himlen er højblå, og vi kan skue både store og små på sejlene. Og, hold da lige helt op, hvor de der store tankere kan ruppe neglene, når de adstadigt glider over fladen.

Jo tak, eventyret venter i horisonten, og selvom vi på det givne tidpunkt kun kan ane, ved vi det alligevel godt. Det bliver en god dag!

Septembersol

Ginologerne har nu forladt landet. But, we'll be back!

Globryllup

Jeg fik ikke gloet så meget, men nåede det vigtigste. Jeg fik lykønsket parret, beundret den smukke brud, samt hendes yndige brudepiger, der strålede om kap med en selvsikker septembersol, der i dagens anledning var ophængt på en baggrund af højblå himmel.

Tillykke, siger jeg bare.

Syd-øst for Paradis

Der ligger Borehelvede åbenbart, men her for et øjeblik siden fik jeg den ide at gå ind i stuen, sætte mig foran skærmen, og bælle lidt fredagsøl for næsen af borebisserne på stilladset. Det hjalp. Larmen stoppede fem minutter efter og over syv, og de har lige passeret vinduerne for hjemadgående.

Så velkommen til fredag aften. Endelig!

Fabelagtig fredag

Jeg holder fri i dag. Åbenbart et godt valg, for jeg har sovet som en sten i ét langt og vederkvægende stræk.

Det var, og er til dels stadig, min mening at gå til globryllup i dag, men på grund af den lange sovetid, har alt rykket sig, og nu kan jeg måske ikke få opfyldt alle dagens ønsker. Ved siden af er der også noget stress, der svagt banker på, og jeg gør derfor mit bedste for at få det til at holde op, ved at respektere egne grænser.

Altså én ting af gangen, og til hver sin tid.

Jeg har tøflet rundt i det små, og på et tidspunkt, i ren solidaritet med de larmende håndværkere, greb jeg til suger og moppe, og kastede mig ud i en forsinket torsdagsrengøring. Det giver mærkelig nok ro og overblik, det dér rengøring.

Når jeg kaster hørelsen i retning af det ydre murværk, mener jeg, at kunne fornemme, at vi alle arbejder os henimod en fyraften ved to-tiden. Det er jo fredag.

Awesome girl

Tusind tak til Den Stramtandede for prisen, samt muligheden for at spekulere over, hvilke ti ting om mig, som jeg synes der skal sættes spot i denne anledning.

1.
Jeg er total bimset med ballet. Jeg dansede tre sæsoner på hedengangne Halses Danseinstitut, og sad klisteret foran fjerneren, og sugede Bolshoi-balletter ud af skærmen.

Dengang var jeg lille, blond og spinkel med hypermobil led. I dag er det kun hypermobiliteten, der er tilbage. Og interessen, forståes.

2.
Jeg elsker hav, klit og sand, men jeg får højdeskræk, hvis jeg kommer ud på det åbne i en for lille båd.

3.
Jeg kan stadig få mindreværdskomplekser i forhold til min oprindelige famile, men vi ses ikke så tit, så det gør ikke så meget. Min familie består iøvrigt af nogle rigtig rare mennesker, så det er der ikke noget galt med.

4.
Jeg kan rigtig godt lide at skrive. Ind imellem er jeg blevet opfordret til at skrive en bog, men hver gang jeg prøver at forestille mig det, sker der ikke rigtig noget. Så det er nok ikke det, jeg skal.

5.
I morges havde jeg en drøm, der gav mig endelig fred med noget fra min fortid.

6.
Jeg er meget, meget vildt betaget af ugler. De imponerer mig med deres storladne måde at være tyste på. Og så, de der ugleøjne, altså!

7.
Inden i mig syder og bobler lysten til at udfolde mig på alle mulige leder og kanter. Jeg vil skabe. Jeg vil male. Jeg vil skrive. Jeg vil sy, brodere og strikke. Jeg vil tilegne mig færdigheder, der kan frigøre mere kreativitet, og lyst til at lære mere. Jeg vil eksperimentere med potter og pander. Jeg vil læse. Jeg vil se. Jeg vil lytte. Jeg vil gøre. Godt. Med egne øjne. Med egne ører. Med egne hænder.

En selvværdsdefekt, samt eftervirkninger af flere år stress gør imidlertid, at jeg ofte spænder ben for mig selv. Bliver stivfingret og kejtet. Mister modet og tilliden. Glemmer fanden-i-voldskheden.

Men jeg bliver bedre. Gør jeg.

8.
Efter flere års mere eller mindre tavshed er den tilbage. Musikken. Meget og forskelligt. Jeg er alsidig på det punkt.

Med Møns Klint-stemmen rockes weekenden ofte ind. Højt, og sikkert ikke særlig kønt. Men det løsner op for, hvad den forgangne uge har smidt ind på lageret. Gør mig glad.

Af og til må der imidlertid opera til. Eller Piazzolla.

9.
Jeg holder så meget af vores lejlighed, at jeg ikke anser det som en sur pligt, at gøre rent her.

10.
Der er nogle mennesker i mit liv, som jeg elsker ubetinget. Min søn, hans søster og Viktor Vandhund.

Nattegudinden, er jeg nu også ret vild med.

I mens jeg spekulerer lidt videre vil jeg gerne tildele 'awarden' til Husejer, Morfar, Anarkisten, Piskeriset, Ordningen, Klidmoster og StineStregen.

Det var de syv, så mangler jeg tre, som jeg kunne lægge her til fri afbenyttelse, men erfaringen siger mig, at de bare får lov at ligge og flyde, så de sidste tre går til, Engen, Mesmerized og jo sgu, en mand til, nemlig Capac.

Værs'go', herefter har enhver af de ovennævnte helt frie hænder for at stille min nysgerrighed, eller ej.

Syg med håndværkere

Med tredjedags-morgenhår, og lunken i nattøjet, sidder jeg her. Der er ikke meget Greta Garbo som kameliadame over scenariet, men jeg er oven vande.

Og så har jeg lige overlevet tre kvarters støjhelvede.

Der blev slebet, boret og hamret i murværket lige uden for mine vinduer. Som om det ikke var nok, var der en beboer, der følte sig kaldet til at tage kampen op. Og det gjorde han så. Med musik for fuld skrue. Måske lød det pænt i hans stue, men hernede tenderede det mareridt.

Så nu sidder jeg her, og genvinder fornuften, mens jeg glæder mig over igen at kunne høre, når der bliver dømt, level complete, på det spil der førte mig frelst igennem.

Fangarme

Mens solen skinner, vandrer jeg henover Glemsomheden, og snubler. Da jeg ligger dér i den sandede jord med foden viklet ind i lyslilla lyng, spekulerer jeg på, om jeg har overset en sabelkat i skabet?

Mit immunforsvar hader mig. Jeg er tude-træt, ru i halsen, tæt i næsen, og er blevet hjemme.

¿Qui?

Hvem har lånt mit eksemplar af 'Dagbog fra Bolivia'? Efter cirka fem timers filmfordybelse med Benicio del Toro som Che Guevara, slår det mig. Bogen er væk. Hvem lånte den engang?

Jeg er gået om bord i søndagen med så stor ivrighed, at jeg godt kunne fordoble tiden. Jeg bobler af lyst til at gribe til alle mulige sysler. Strikketøjet har ligget stille alt for længe. Brødbagningen trækker i lysten. Lure lidt i bagebøger efter gode ideer til Kagekalaset, måske med en afstikker i julebogen. Der er mere film i maskinen, og måske var der også noget med noget hjemmearbejde, hvis nu jeg lige fik tid til det.

Og dog...

I stedet tager jeg en dyb indånding, og lukker mig sammen om mit mantra, for jeg balancerer på en kant, hvor jeg ikke bør befinde mig. Hvor søvnen er urolig, og tårerne stiger, som når månen trækker tidevandet.

Derfor tager jeg et skridt af gangen, og bevæger mig forsigtigt hen, hvor lysten styrer, og panikken sover trygt i forvisning om, at vi når, det vi når, og husker at fornøje os, mens det står på.

Det er vel også det, der er meningen, nu når det er søndag.

Det blev også aften

Kartofler skåret i både og. Lagt i et fad, og dryppet med olivenolie, citronsaft- og skal. Drysset med en blanding af salt og sort og hvid peber. Sat i ovnen ved 200 grader i tre kvarters tid.

Tomater blev halveret og sat på skindsiden i en varm panden med olivenolie. Drysset med kryddersalt fra bekendtskaberne, og stegt over en sagte ild i meget lang tid..

Pæne stykker af oksekød blev skråtskåret, og efterladt på køkkenbordet efter jeg havde dryppet med citronsaft, og drysset med kanelsuk. Efter ti minutters tid blev kødet lynstegt på en hed pande i olivenolie. Krydret med salt og peber.

En dip blev rørt af mayo og mojo, og så kørte spisevognen.

Og så blev det lørdag

Det var torsdagsrengøringen, jeg snublede over, da jeg fik trukket mig på benene efter endnu en nat med sekvens-søvn. Så pyt da, tænkte jeg ved mig selv, og trak støvsugeren og moppen ud af skabet.

Efter en rum tid havde jeg igen fået bugt med det meste, og kunne kaste mig ud under bruseren til et velfortjent bad. Efter lidt puslerier med tøj og hårbørste, kunne jeg gå om bord i et metro-tog mod Bilka, og få overstået fredagens indkøb. På en lørdag. Med en milliard mennesker jeg ikke havde den store lyst til at dele indkøbscenter med.

Hvad lavede jeg så der? Jo, det forholder sig således, at jeg mangler fitness-klude, og tænkte at måske? Det kunne jeg så godt have sparet mig.

Hjemme i den rengjorte hytten her, pakkede jeg ud, og sad lidt og gloede, indtil lørdagen endelig landede for fødderne af mig, og klokken var blevet seks.

Nu laver jeg mad og drikker gammeldags øl, mens nattegudinden udtrykker mangel på opmærksomhed. Somom, siger jeg bare, mens kartoflerne hvisler i ovnen, og tomaterne sprutter på panden.

Kagekalas

Piskeriset og jeg har rottet os sammen om at lave et kagekalas med hjemmegjorte sager af forskellige slags. Og te til. Og hygge. Hos mig, Sifka.

Søndag den 25. oktober, klokken 14-17.

Der er plads til otte kagespisere, foruden kagefremstillerne selv, og du tilmelder dig bindende på himmelsehavet(@)gmail.com(.)dk. Prisen for deltagelse er fulde 40 kroner.

Fristet?

Fantastisk - det er fredag

Endnu en nat med sekvens-sovning er ovre. Øjnene klør, og er trætte hele dagen. Jeg tager afsted med en lillebitte forhåbning i hjertet om, at jeg måske kan trille den anden vej igen, efter et par timer.

Sådan kom det ikke til at gå.

Til gengæld fik jeg mulighed for at gå fra og få ordnet noget af alt det, der ikke kan ordnes med børn om benene. Og for filan, jeg trak lykkenumre i dag. Jeg måtte godt nok hele tiden lægge beskeder til folk, men alle ringede tilbage næsten med det samme. Selv dem, jeg kun nåede at tænkte på, at skulle nå at ringe op, ringede også, og da tiden var udløbet, var jeg nærmest på omgangshøjde igen.

Jeg købte lidt ind på hjemvejen, hilste og hyggesnakkede mig gennem bydelen, og efter en pause på Volden kunne jeg trille ind i eget nabolag. Det var skønt at køre lige direkte ind i weekenden med kurven fuld af godt brød og pålæg, der bliver dagens ret på et senere tidspunkt.

Men først skal jeg lige sidde foran skærmen her, og sumpe lidt FB og blogrunde. Bagefter vasker jeg op, og sætter tøjvaskeriet i gang. Og så vil jeg tro, at det er tid til madsmøreri i stakkevis. Skinke, makrel, og god ost i flere varianter.

Og fredagsbajer. Og fredagskage. Og fredagsfilm.

Og sofa, sofa, sofa.

Tossede torsdag

Here we go again. For tredje gang i løbet af to uger røg min tidlige fri-dag af h til. Det gjorde min torsdagsrengøring også. Jeg sov ikke ret meget i nat, så jeg væltede udmattet omkuld i sofaen, da jeg endelig ramte de hjemlige gulvbrædder med trætte fødder, trætte ører og ja, træt altsammen.

Efter et par timer brød jeg atter gennem overfladen, men hvem gider begynde en rengøringsdag klokken syv om aftenen?

Bjørnen lavede lækre burgere til aftensmad, og om lidt ligger jeg igen i sofaen, for at se en smule fjernsyn, inden jeg kryber i kanen, for at få krop og sjæl til at mødes igen under ordnede forhold. Jeg er fungerer nemlig som en hovedløs høne, hvis jeg ikke får sovet nok, når tingene maser.

Og maser, det gør de. Sgu!

På den anden side

Sådan ser der ud. På den anden side. Når jeg cykler hjem, kan jeg se derover, hvis jeg husker det, og gider. I dag gad jeg så meget, at jeg stoppede, og fotograferede inden, jeg kørte hjem, og hyrede flaskedrenge hos underboen.

Vi faldt i snak. Det gør vi undertiden. Og underboen bød på te, og lidt mørk chokolade.

Bjørnen kom hjem, mens jeg drak te. Han troede, jeg var til møde, og gik derfor ned igen, for at købe pizza, som han kom hjem med lige efter, at jeg var trådt ind af døren med fem lejede dvd'er i kurven.

Han havde, ud over pizzaen, også et meget stort batteri under armen, og vi fes ned af trapperne for at køre på elcykel i gården. Elcykelkørsel er sjovt. Faktisk helt vildt sjovt.

Nåmen, der var lige noget med nogle film.

Guldmedalje

Den olympiske kommite kan være tilfredse. Arrangementet var vellykket, og vejret perfekt. Masser af roser og anerkende bemærkninger fra kolleger. Glade børn i rå mængder.

Labbede det i mig i små vidunderlige slurke af børnechampagne, mens jeg lod fingrene glide kærligt henover guldmedaljens blanke metalpapir. Havde vist brug for det.

Jeg har stået med et ben i hver lejr lidt for længe. Grinende og grædefærdig. Energisk og udmattet. Heppende og hadende.

Det holder op igen. Det ved jeg. Det må det. Karrusellen må sagtne farten, eller jeg må lade mig falde. Af.

Og den helt uventede varme fra septembersolen tog mig om skulderen, uden smålig skelen til at klokken faktisk var fire.

Jeg elsker sensommer, og jeg elsker efterår. Elsker det. Elsker det. Elsker det.

Konspiratoriske bloggeres første møde

Allerede inden, jeg gik hjemmefra i går morges, havde jeg en lille drøm om at gå en times tid tidligere, så jeg ville have god tid til at gøre det lidt lækkert, inden Piskeriset ankom klokken seks.

Men, sådan er min virkelighed altså slet ikke skruet sammen for tiden. Der er ikke plads til file af afspadseringskontoen, tværtimod, og jeg kom da også afsted på den den forkerte side af fyraften.

En tung lastet cykelkurv skulle lige aflastes, og så ned af trappen igen og afsted efter kattemad, som Nyx stod på snotten i, ligeså snart jeg fyldte kassen op. Somom hun bliver sultet!

Kartoflerne havnede i en kasserolle med olivenolie og masser af salt med knuste peberkorn. Over lavt blus indtil de var møre, let brune og runkne. Måske ikke den smukkeste beskrivelse, men det smager bare så dejligt.

Meningen var, at jeg skulle anrette smukke sandwich, men i stedet blev tingene sat på bordet i en pærevælling til fri afbenyttelse. Ikke at det forringede smagen, men særlig værtindetjekket var det altså ikke.

Piskeriset kom med milde gaver i form af lækkert øl, og blommemarmelade. Hun stod også for det søde indslag, og havde købt kager med fra Dessertdragen. Tre forskellige, meget lækre og delikate kager, som vi fordelte, så alle fik smagt alt.

Mens vi sad, og nød de oliestegte kartofler, kylling, rucolasalat, soltørrede tomater, italiensk brød og to slags kanarisk mojo, kastede jeg mig ud i at bande som en tyrk, bruge ordet 'lissom' og 'æde' forfærdelig mange gange, samt konstant at omtale min tyve-årige søn, som 'Bjørnemanden', både i direkte, og indirekte tale.

Nej, jeg var måske ikke lige for kæk dér, men jeg tror, at Piskeriset kunne klare det. Vi fik i hvert fald fastsat en dato for, hvornår vi vil søsætte vores lille tekalas, som godtnok er inspireret af denne fabelagtige kagemagers konditorsøndag, men aldrig vil kunne nå hendes arrangementer så meget som til sokkeholderene. Vi ved det godt!

Måske kan vi lokke stjernen til at gæsteoptræde på et senere tidspunkt, måske i forbindelse med udgivelsen af hendes med spænding ventede kogebog? Jamen, det synes jeg da, var en ganske glimrende ide.

Vi havde en rigtig hyggelig aften, og fik lavet den aftale, der var udgangspunktet for vores møde, og ud over det, som det ofte sker når bloggere mødes, fik vi snakket rigtig meget, og om mange forskellige ting.

Nu håber jeg bare, at Piskeriset kan bære over med mine lampefeberhede, kiksede værtindemanerer, som jeg selvfølgelig regner med, at have meget bedre styr på, næste gang vi ses.

Stegte hemmeligheder

Forberedelser til Piskerisets besøg i morgen bliver ordnet i pauserne mellem udhæng foran skærmen, og nuslerier rundt omkring. Selvom jeg afslører, at jeg har stegt kyllingelår, tror jeg ikke at der er fare for at menuen i sin helhed, vil blive afsløret af den grund.

Piskeriset kommer med det søde indslag, så vi har begge hemmeligheder for hinanden, og når vores møde i morgen er overstået, har vi forhåbentlig fælles hemmeligheder, og masser af luskede planer.

Uh, hvor jeg glæder mig!

Overvåget

Endnu har jeg ikke fået en fornuftig forklaring på, hvorfor nattegudinden æder som en hest, når bunden i tørfoderkassen, er ved at være nået. I morgen når kassen igen er proppet til randen, falder hun tilbage i den vanlige ædegænge.

Sphinxe-Nyx sidder simpelhen, og nedstirrer mig, som om jeg sultede hende. Hun har fået tørfoder og vådfoder i dag. Begge dele! Og alligevel sidder hun der. Og sender mig sultblikket. Og kun når kassen er ved at være tom. Og, hvordan filan kan hun vide det?

Jeg fatter det ikke.

I forkøbet

En lille seddel med ideer ligger på skrivebordet, og er blevet uaktuel. En ny ide har mast sig frem på førstepladsen, mens jeg har puslet rundt med hammer, små søm og klæbemasse. Plakater og familiebilleder finder sig til rette i stuer og værelser, og andre småting bliver lagt på plads.

Nydelsen er formidabel og kæmpestor. Jeg trænger til nuslerierne efter flere uger med støvsugermangel, overarbejde og skrigende, støvende håndværkere. Når dagen er omme, har jeg fundet mine hjemlige fødder igen, og kan forholdsvis overbærende gå endnu en støv-og støjfyldt uge i møde.

Soveværelsesvæg

Det var, da jeg læste her, at jeg opdagede, at det var lige den plakat, jeg manglede i mit soveværelse. Jeg har også opdaget, at jeg drømmer om et stort spejl med sølvramme.

Plakaten blev bestilt for flere uger siden, og jeg har ventet. Og ventet på at den skulle komme hjem fra Italien.

Spejlet med sølvrammen hænger på Nimb, stedet med de gode GTA'er, men det er lige en kende for stort, så jeg må nøjes med det, jeg fik gravet frem, da Bjørnen og jeg ryddede loftet. Dog, ved jeg ikke lige, om det ender med en sølvramme, men et eller andet skal jeg nok finde på.

Ventetiden sluttede i går, da posten slog bankeslag.

Og pudsigt nok, når man taler om solen. I morgen kommer Piskeriset forbi hytten her til en kop te og en sandwich. Vil skal konspirere.

Skovbunde

Fuldkorn og fibre. Det blev hverken til leg med gær, vand og mel, eller kiks på bunden af en dåse. Nej, det blev grovgrød og friskkværnet skovbund.

I saftpresseren røg en posefuld blå druer, fire æbler og en sød, rød peberfrugt.

Oppe med hønsene

Klokken er lige omkring halv ni, men jeg har hønefornemmelse, og mener, at det må være endnu tidligere på morgenen. Her er nemlig så stille. Nyx snuer stadig liggende ved siden af puden, og Bjørnen sover.

Bag min udsigts forhæng af gråligt net, kan jeg ane at solen forsøger sig glimtvis, men det ville ikke rigtig lykkes.

Jeg åbner vinduet, og undres over arbejdslyde i yderkanten. Ikke lyde fra nysgerrige knægte, der ikke kan holde fødderne fra stilladsstigerne og absolut må hænge. Nej, rigtige arbejdslyde, så man må tænke, holder de dog aldrig fri?

Jeg lukker vinduet igen.

En time er gået. Morgenmaden bliver meget, meget enkel. En par kiks på bunden af en dåse. Te. Hvis jeg begynder at blande gær, vand og mel, går det hen, og bliver brunch, inden vi får set os om.

Måske skulle vi se os om?

Meddelelse

Jeg gider ikke blogge i dag:)

Den hjemløse due

Jeg havde egentlig ikke tid til at fototgrafere duen, der tidligt i morges. Men den sad bare der på hegnet, og så dybt nedbøjet ud. Selvom jeg passerede tæt forbi, blev den bare siddende med ryggen til, og et enkelt øjekast over de grå skuldre.

Stakkels ven, hjemløs og fordrevet fra det sikre.

Og nej, den er ikke syg, den fejler ikke andet end, at den er blevet smidt ud fra taglejligheden af stilladser og larmende håndværkere. Ikke engang efter fyraften kan den finde ro på toppen, for presenningerne har løsnet sig, og blafrer helt hysterisk, og larmende i efterårsblæsten.

Jeg tog mine billeder, og trak af med TrilleNyx, hvilket ikke generede duen det fjerneste. Jeg fik øjenkontakt, og den bad nærmest om at komme med i kurven. Men, jeg undskyldte mig med travlhed og en kulret kat, og efterlod det stakkels kræ til fortsat at hænge ud på hegnet.

Weekendkurven

Det var helt vidunderligt at nå frem til weekenden efter en monster-langtrukken og besværlig uge. Men vejs ende blev altså nået efter endnu en kort dag, der alligevel gik hen, og blev længere end først antaget.

Der har været en masse at se til. Også i dag. Gulvene er blevet skridtet godt af. Mad er noget, jeg har spist tilfældigt. Og sager er blevet lagt på plads, og andet blevet gemt eller udskudt, og da den anden halvdel af den olympiske kommite pludselig stod, og signalerede 'fem minutter til mødestart', opdagede jeg, at der altså også var noget, jeg havde glemt.

Men vi fandt ud af det, gjorde vi. Vi er som humlebier i min branche. Vi flyver også, selv om vi ikke kan, og OL kommer til at løbe af staben i næste uge, som planlagt. Missionen lykkedes, og det var en stak glade børn, der hoppede hjem til weekend, fredagsslik og Disneysjov.

Klokken halv fire drak jeg usynlighedens eliksir, og forsvandt. I morgen er der atter arbejde på programmet, men først fredagsfrikvarter.

På vejen hjem gled jeg umærkeligt ud og ind af butikker, og fyldte kurven godt op med fem film og fredagsguf. Hvedeøl og hvedebrød. Og en enkelt klase druer. Jeg trænger, og jeg synes eddermuggeme også, at jeg har fortjent det.

Uden mål og med

Og billeder.

Der er gang i strømmen. Også i understrømmen. Jeg står i vand til livet, og har bare lyst til at læne mig tilbage og flyde med strømmen. Overstrømmen.

Nej, jeg har slet ikke lyst til at stå i noget som helst vand. Overhovedet. Eller over knæene. Eller ej. Nej, jeg har lyst til at sidde tørskoet, og glo ud i mod horisonten, og falde i staver på en strandbred.

Når staverne er faldet omkuld i sandet, vil vandet viske trætheden bort med blide strøg, der gør min hud silkeblød, som træ der har ligget der længe. Der i sandet, langs bølgekanten. Vuggende skvulp. Blidt, blidt, blidt.

Når man læner sig tilbage i vandet, gribes man blidt om hårrødderne, og stråene spredes i bølgende bevægelser, nøjagtigt ligesom søgræs. Der også skvulper. Og solglimt rammer overfladen, og får øjet til at knalde ud i øjenmigræne.

Mine øjne klør bagefter af støv og søvnmangel. Måske skal jeg bare vente med at vågne op indtil på mandag, hvor en ny uge åbner sig mod noget bedre vejr? Ja tak for bedre vejr, selvom regnen stod i stænger, og forstærkede effekten af det enkle solstrejf, der ramte syv fliser i et diffust mønster.

Tanker om bare at lægge sig ned, står i kø for at blive imødekommet, og når det kommer til stykket, skulle jeg måske bare gå i biografen en af dagene og lade mig forføre at den nyeste udgave?

Jeg tænker på brosten, der banker på panden, på chokolade, der smelter på rugbrød, der syrner på tungen. Og stemmebåndene, der er støvet til under en kalkaflejring. Sådan må Møns Klint smage.

Er du forvirret? Fortvivl ej, det er selv jeg, så meget, at jeg kunne skrige.

Den hjemløse nisse

Lige inden jeg trillede afsted med regnfrakken smidt i paraplyklapvognen, afholdt jeg et mindre krisemøde med viceværten oppe på loftet. Han gad godt være dagens mand i skysovs, og efter et par småjusteringer var vi enige om fordelingen af absolut brugbart, og absolut ubrugeligt - når det nu lige stod, og skulle være.

Julestadsen, Bjørnens legetøj, ét spejl, en kasse vidunderlige tekrus og en trip-trapstol, overlevede krisen.

Til jul pakker vi hele baduljen om i rene kasser, og får båret det op igen på et loft, der til den tid vil være flunkende og indbydende tæt, rent og lækkert.

Dagen i dag har været en underlig oplevelse, så den springer jeg let og, grundet træthed, temmelig uelegant henover.

I stedet skuer jeg mod torsdagen, hvor jeg slutter tidligt, og styrter mod hjemmet for at få orden på den omgang støv og møg, der har lejret sig, siden støvsugeren gik kold.

Det kan kun blive en fest, at skulle svinge rundt med den nye rappe røde støvsuger, og jeg glæder mig til at få renset ud, for mine fødder krymper sig rædselsslagne, når de bare berører de støvede gulve, men i morgen er det slut, for da tager jeg som sagt fat med frisk filter og pose.

Det bliver så godt.

Alt er efterhånden bundet op på situationen med den manglende støvsuger. Planter er ikke blevet vandet. Opvasken lemfældigt taget i små portioner afhængig af, hvad der lige stod, og skulle bruges. Tøjbunken har fået unger igen. Endda flere kuld, og taskerne med henholdsvis gamle aviser og tomme flasker, bugner. Der er rørt lidt rundt i toilettet med en børste, og vasken kørt lidt over med en klud.

Når jeg har sovet seks timer, begynder min torsdag, og inden den er slut, har jeg fået løsnet alle båndene, og fået modet tilbage.

Paraplyklapfragt

Jeg kan desværre, hverken finde hoved eller hale på noget som helst, der har med det skide loft at gøre. Bær over med, at jeg næsten er strittende af stress over, at jeg alligevel ikke har styr på mine skrøbelige polske glaskugler fra dengang, det var jul for længe siden. Og Bjørnens legetøj. Og de to eller tre spejle.

Behøver jeg at tage sådan på vej?

Ja, det gør jeg, for hele min morgen i morgen vil være besat af frustration og udredninger. Lappe- og lorteløsninger.Viceværten kan, må, eller vil ikke være dagens mand i skysovs alligevel, så nu står jeg der med håret hængede ned fra loftet og i uvished svævende lige indtil i morgen tidlig.

Undskyld mig, men jeg har været på loftet igen. Bagtrappen er et inferno af støvpartikler, der bliver pumpet rundt, fordi døren ind til det tagløse loft står pivåben, samt flere vinduer trappen ned også er åbne, hvis de da ikke ligefrem er blevet fjernet.

På selve loftet blæser det så meget, at den armerede plastikpressening flere steder blafrer vildt i vinden, og man med gelesvage knæ må klamre sig til det nærmeste træværk for ikke at trimle omkuld. Jajada, næsten.

Ork, jeg kunne fortsætte med at fortælle om underboens frustrationer, om overboens frustrationer og minsandten også om over-overboens frustrationer. Vi er en hel opgang i frustrationens vold.

Men, da man jo helst skal glo på de der halvfyldte glas, vender jeg humøret på hovedet, og forkynder glædesstrålende, at jeg har fået ny støvsuger.