Bare hun nu kan holde sig

Det var det, jeg tænkte, da jeg afsluttede torsdagsrengøringen med at rende ned efter en ny forsyning kattegrus.

Jeg må have haft dyb tillid til nattegudinden, for jeg tog chancen og en sludder med underboen om de kommende nye vinduer, og hvad deraf følger.

Jeg drømmer om nye bredere vindueskarme. Jeg drømmer om at få flyttet vasken i køkkenet. Jeg drømmer om at få udskiftet badekarret med et nyt og skinnende.

Jeg drømmer, gør jeg. Videre. Og i mens spiller jeg ud med en ny bruser. Gør jeg. Nemlig. Så.

Og nattegudinden? Hun holdt vand.

Kartoffelbjerget

Nemt skal det være, så der står kartoffelpizza på menuen i dag. Dejen er lavet af groft ølandshvede, og supertynde kartoffelskiver er lagt ovenpå, enten flåede tomater, eller pesto. Rundhåndet drys med rosmarin, rosenpeber og revet ost.

Nu står de i ovnen for fuld knald på brillen.

Jeg ser fjernsyn. Igen. Har set ret meget fjernsyn idag. Jeg har fået ryddet op i dvd-optagelserne, og set alt det jeg var bagud. Jeg skal ikke se fjernsyn i morgen. Tror jeg.

Når pizzaerne er færdig, får de lige et ordentligt drys grønne blade. Sådan bare for at gøre det sundt, ikk'?

Giv mig halen tilbage

I nat har jeg sovet som Prinsessen på Ærten. Rigtig dårligt. Og hvis, jeg var Havfruen, ville jeg gladeligt sælge Prinsen og det halve Kongerige, bare for at få Halen igen.

Manner, det gør nas!

Havevandring

Det gode øl findes på fad, i rigelige mængder, i en af mine yndlings københavnerhaver. Vi har været der før. Flere gange. Og vi kommer garanteret igen. Det er nemlig en herlighed af særlig karakter, at sidde med ansigterne vendt mod solen og tylle øl, mens vi skuer ud over de andre gæster, og vender løst og fast.

Alting slutter på et tidspunkt, og da der var andre haver på programmet, måtte vi vende os mod 'auf wiedersehen'-porten, og lidt efter stod vi ved hovedindgangen til Den Gamle Have.

Her blev vi modtaget med strygende valsemusik og duftende lavendler. Foran Nimb var anlagt et stort bed fyldt med juleroser og vibeæg. Smukt afstemt, og herligt at se på. I det hele taget er der, med vanlig Tivolitradition, smukke bede overalt.

Videre kom vi rundt, og jeg blev temmeligt chokeret over at en kæmpevindmølle var blevet plantet midt i det hele, som en stor grim, forvokset, fejlplaceret, pinselijle. Det kan godt være, at den gør gavn, og er godt for miljøet, men kønt er det altså ikke.

Ved broen forsøgte vi at fordre kæmpefiskene i søen, og selvom de strakte trutmunden godt frem, røg det meste af fiskemaden i hættemåge- og andemaverne. Og så gled vi videre med strømmen forbi den lille prinssese, der gjorde klar til den næste performance. Tivoligarden så vi til gengæld ikke skyggen af.

Inden vi gled videre til næste stop, opholdt vi os en kort stund i rollen som tilskuere til lidt fjol med Pjerrot på Pantomimeteatret. På gaden udenfor, nød vi øllet, mens vi nærmede os en beslutning om herefordske bøffer, men med en times ventetid i sigte vendte vi om, og spadserede ned til en kulinarisk interessant afslutning på aftenen med kinesiske lækkerier på menukortet.

Da vi stod på gaden igen, var solen væk, og vi kunne sige farvel ved Hovedbanen efter en god lang forårsdag. Jeg fik viklet TrilleNyx ud af nabocyklerne i stativet, og mæt og glad på både mad og drikke, sjove oplevelser og rigtig godt selskab, kørte jeg hjemad gennem den lørdagsurolige storby.

Hold straks op

Moder-pc'en strejker igen. Efter at jeg fik nyt tastatur, har den virket upåklageligt. Lige indtil i morges, hvor den nægtede, at fungere efter hensigten, og endda fik skærmen lokket til at meddele, at pc'en ikke fandtes. Altså!

For et øjeblik siden gravede jeg mobilen op af tasken for at opdage, at den, såkaldte, nye mobil var stendød. Jeg mener, efter fuld opladning, går den død efter en Københavnertur i tasken, hvor jeg overhovedet ikke brugte den. Det holder da bare ikke. Altså!

Københavnertur

Mødestedet var Tivoli, og jeg tror nok, at jeg kom på slaget. Og så drog vi ud i byen, der strålede af lørdagsoverskud og forårssol. Vi havde hver vores at gå efter, og vi lagde ruten efterhånden, som vi kom frem. Holder man sig fra af hovedstrøgene, er der masser af fred og fordragelighed i de små stræder, der krydser og tværser sig byen igennem.

Og vi krydsede og tværsede med, mens snakken gik henover flisegang og brosten. København er en dejlig by, og udbudet af både butikker og små listige steder er stort og godt.

Vi sad i solen på Gråbrødre Torv, og nød kaffe og te sammen med de andre, der også sad og pakkede de sidste indkøb ud, og omfordelte varerne.

Videre gik det, og vi havnede i stormagasiner, hvor vi osede rundt i græske hudplejeserier, som måske er det sidste skrig i den genre? I don't know. Men næserne blev lystigt pirret af dufte fra honning, timian, mynte, vanille og blommer. Og meget andet velduft.

Vi snoede os ud og ind mellem fortovscafeer og fortovsudstillinger. Ind og ud af spændende butikker, og da vi havnede mellem reoler fyldt med støbejernspander, sejtrækkere af køkkenmaskiner, linseforme, tærteforme, buddingeforme, alle mulige forme, var jeg helt oppe i det røde køkkenfelt og ringe.

Mad må der til, og vi beluttede efter et par forgæves forsøg at kaste os over kortet på en vaskeægte american diner med det hele. Velvoksne burgere med sideorders, og nåjada, almindeligt fadøl. Men det var koldt og læskende, som ønsket.

Efter endt frokost var det på tide, at arbejde sig henimod det rigtig øl.

My feet is killing me

Jeg ved ikke, hvad det er, men når temperaturerne ligger og roder mellem frost og plus tyve, går min psoriasis på hænder og fødder amok. Jeg har ikke rørt strikkepinde eller hæklenål i mange dage, og jeg jonglerer, på den klodsede måde, med køkkenreskaberne, og springer derfor tit over, hvor gærdet er lavest. Bagningen er gået helt i stå.

Nogle dage bliver jeg enormt udmattet af at balancere på knivens æg, og må ty til de små hvide, fordi smerterne forplanter sig i resten af kroppen. I dag har jeg brugt seks timer på sofaen med fødderne pakket ind i plastik, for at booste virkningen af den creme de bliver smurt med. Sådan kan man altså også tilbringe en søndag.

Nåmen, nok om det, og lad mig istedet præsentere min nye madkasse. Igår tilbragte jeg rigtig mange dejlige timer i selskab med Andrea, og vores vej gennem den halve by førte os blandt andet forbi en lille butik, der var stoppet med lækre japanske ting og sager.

Nu vil jeg fremover kunne ankomme til jobbet med min supersunde frokost i smuk emballage. Andrea var endda så flink, at komplementere ved at forære mig de fineste blå spisepinde.

Det formodes

Nu har jeg været fornuftig igen. Masser af jordbær, groft brød med masser af kerner, grønt drys og en kop grøn te fra forårskollektionen.

Nu vil jeg være stangsulten hele dagen.

Belejligt. For jeg skal være turist i egen by, så mon ikke muligheden for at falde over indtil flere listige steder, hvor man kan få en bid brød eller to, vil være tilstede?

Måske bliver jeg også lidt tørstig?

Langstrakt

Jeg sover og sover, mens radioen fortæller ting, den har sagt før. Jeg synes, jeg sover og sover. Synes, solen har været fremme længe, og kastet stråler ind igennem stuen. Slukker radioen og forstyrrer nattegudinden, der har listet sig ind på puden.

Nu opgiver jeg, for klokken må være rigtig meget, og jeg skal være klar på et givet tidpunkt.

Klokken er lidt i otte!

Jeg hygger mig i lyset af den nye lørdag, og leger med papir og blyant. Leger med udkast til markering af den drejning, livet tager, og åbner vinduet.

Jeg hygger mig med jeres, og håber, I får det, I vil ud af endnu en solrig forårsdag.

Sund fornuft

På sjettedagen skvattede jeg ned fra den høje hest. Dén, der er himmelhøjt hævet over brug af sukker, slik og kager. Eller, lod jeg mig med fuldstændig egen vilje, falde ned i en frydefuld løssluppenhed over fredagen?

Det smager i hvertfald ganske godt.

Sol over Sundet

Når man gerne vil vækkes 6.45 af sin nye mobil, er det en god ide at bede den om det. Det opdagede jeg i morges, da jeg vågnede tolv minutter i mødetid.

Nu ingen panik, tænkte jeg, og styrtede derefter ud af døren med kun det nødvendigste kørt i stilling. Og dertil hørte ikke sund, god og fornuftig morgenmad, så jeg har klaret mig på en enkelt kanelbulla og to glas vand hele dagen. Heftigt.

To børn og mig afsted med metro, og derefter med tog over broen, under bilerne, og lige i favnen på min yndlingsby ved Øresundet. Og solen skinnede.

Formålet med turen var at hjemkøbe den årlige kalender, men boghandleren var ikke enig med mig og forlaget i, at den nye kalender allerede var udkommet i början af mars, han holdt stædigt på sin maj. Det giver jo så en undskyldning for endnu en udflugt til Malmø, enten i embeds, eller privat medfør på et senere tidspunkt.

Jeg havde på forhånd tegnet, og fortalt temmelig højt til loftet om en bestemt iskiosk, hvor man frit kan vælge mellem en milliard forskellige slags, og gode råd var fileme dyre, da det viste sig, at der var temmelig lukket, da det endelig blev rette tid til tant, fjas og is i bægre.

Efter endt madpakke på Kattetrappen, trak jeg af med ungerne. Jeg styrede os målbevidst mod et konditori, hvor vi købte kanelbullar i massevis, ja altså, alt taget i betragtning. Jeg måtte jo ligesom kompensere, ikk'?

Tilbage på Kattetrappen åd vi lystigt, lige indtil den onde pædagog besluttede, at de sidste par stykker, skulle gemmes til turen hjem. Stor forundring, stod malet i de uskyldige barneøjne. Hvorfor dog det?

Mit eget blik vendtes i beslutsomt opbrud mod iskiosken, som selvfølgelig i mellemtiden havde slået klappen op, og sat stolene frem. Is, var lovet. Is, måtte købes. Og is blev spist. I pænt store mængder, og i temmelig lang tid.

Godt fulde af glass och bullar, vendte vi tilbage til resten af flokken, der hjemme på Havnen, var på nippet til at gøre klar til et eftermiddagsbord med frugt og hjemmebagte boller. Og det kunne mine to små rejsefæller da ikke sige nej til.

Strimler

Dér landede foråret lige midt på køkkenbordet, og hvis ingen vrister kniven fra mig, strimler jeg hele bundtet op på én gang! Ramsløg, en af forårets glæder, og jeg kan bare ikke få nok.

Tun fra dåse vendt på panden, sammen med ristede brune champignon med masser af smag og duft. Jeg har virkelig været heldig med den portion! Oveni hælder jeg en dåse økoflåede uden nogen krydderitilsætninger af nogen art.

Og strimler ramsløg.

Vand til pasta i en gryde, og når det koger på den alvorlige måde, salter jeg, og lægger hånd om spaghettien, og putter den i gryden. Røre, røre og strimle ramsløg.

Nattegudinden tigger fuldstændig blæst for hæmninger, og det betaler sig. Hun får. I en lille fin godteskål. Selvfølgelig gør hun det.

Og så strimler jeg ramsløg.

Pastaen ender med et drys rosenpeber, en masse revet citronskal og et skvæt oliveolie på en dyb tallerken. Ramløgene bliver lagt som en dyne over tunsaucen. Og så spiser vi.

Kan du ikke lige

Det er godt nok længe siden, at jeg har hørt noget fra min mobil. Så jeg kørte en tur omkring indleveringsstedet, og tænkte at jeg måske ved intens stirren, kunne fremskynde processen med en dag eller to.

Jeg kan åbentbart være meget intens i blikket, for min mobil anmeldte sin ankomst på stedet. Faktisk var den kommet retur allerede den syvende i denne måned, men det havde indleveringsstedet altså lige glemt at fortælle mig. Hvis man presser mig lidt, vil jeg vove at mene, at de har ligget og ringet til den selv samme mobil, som jeg indleverede. For hundrede år siden.

Nåmen, der var den så. Det vil sige, det var ikke den. Det lignede godt nok min en hel del, men det var det altså ikke. Det var en magen til. Spritny, fik jeg at vide, så jeg skruede ned for blikket, og mumlede noget om, at det går nok, til undskyldningerne for den lange ventetid.

Men det er på sin vis vel også i orden?

Tænk engang på alle de penge jeg har sparet, og på hvad jeg kan investere dem i i stedet for. Eller? Nej, nu kører du vist bare hjem, ing'!

Da jeg når hjem, siger jeg, kan du ikke lige, og det kan Bjørnen godt. Indtil opladningen. Rødt lys igen. Fejlmelding, nøjagtig som med den gamle. Filans!

Og jeg går igang med mit rengøringsprojekt. Og går i stå. Og prøver lige igen. Og mobilen siger, brum. Og oplader. Og tænder. Og virker.

Bagefter føler jeg mig som et helt vildt teknisk geni, for det er ikke første gang, at fruen her har sparket ting i gang, hvor Bjørnen gav op. Eller måske spiller han bare?

OPDATERING: Alle telefonnumre på gudoghvermand er gone with the wind. Yrk! og forfra.

Skrigsult

Jeg forstår det ikke rigtig. Når jeg spiser sund, god og fornuftig morgenmad, bliver jeg skrigsulten til frokost, efter frokost og så videre. Når jeg ikke spiser sund, god og fornuftig morgenmad, ja faktisk slet ikke spiser morgenmad, kan jeg gå den hele dag uden. Ja altså, jeg kan godt blive sulten, men ikke skrigsulten.

Er det noget, der forsvinder ved tilvænning?

Skridttælleren

Jeg har opdaget, at det ikke behøver at være dårligt, hvis jeg tager et skridt frem, og en fjorten, femten stykker tilbage, eller femogtyve, for den sags skyld. Det afgørende er, om de skridt jeg tager fremad, er af de rigtig store, og afgørende af slagsen. Nogle af dem, der tæller dybt og eftertrykkeligt. Er de det, kan jeg da sagtens tåle at tære lidt på bakgearet.

På den anden side set. Den forløbne uge, med nyt system og genvundet overskud, har smidt mange points på plussiden, og jeg vokser så meget, at jeg uvilkårligt tager en sytten, atten skridt fremad. Småløbende, småbitte skridt, men alt tæller og alt gælder. Især i den retning.

Så jeg glæder mig så meget til min rengørings-torsdag, så jeg ikke kan udelade, at jeg kommer til at tyvstarte lidt. Jeg er bange for, at der ryger en vask i maskinen, inden aftensmaden er sat på bordet.

Måske er jeg fremover at regne for en sær snegl, men jeg trives sgu virkelig så godt i sneglehuset med den reviderede husorden.

Over en skålfuld

Jeg kaster mig ud i en spritny onsdag og det med både morgenmad, vitaminer og bloglæsning.

I går sad jeg på min stol ved mit skrivebord, og filosoferede, mens jeg stoppede mig med en saltkiks. Bjørnen kom ind, og sagde, Luk øjnene, og åben munden! Og sekundet efter, sad jeg med et chokoladeæg med marcipan mellem tænderne. Og saltkiks. Og det hele.

Det er det eneste slik, jeg har spist i tre dage, og der må man da sige, at jeg var helt uden skyld, ikk'?

Tre dage er da ingenting. Nej. Og jo, for mig, der er totalafhængig, er det altså. Basta!

Den glemte fugl

I dag huskede jeg den glemte fugl fra i går. Jeg klippede den første af slagsen, en dag i november, og interessen blev så stor, at der hurtigt fløj flere fra arket. Med tykke nåle ridsede vi hver vore mærker i guldpapiret, og efterhånden kom de op og hænge.

Jeg drømmer sjældent om at klippe-klistre gentagelser i privaten. Men alt er jo relativt, og man har et standpunkt, der heldigvis kan laves om. Som nu.

I lørdags kunne jeg købe karton med hjem. Vælge og vrage mellem skønne farver. Forårsagtige. Sommeragtige. Og jeg vælger mørkebrunt! Eller nej, måske var det ikke rigtig mig, der valgte. Jeg blev draget. Viljeløst, i virkeligheden.

Nåmen, nu ligger der fem ark og en enkelt guldfugl, så må vi se, hvornår der går hul på projektet.

Æblet falder ikke langt

Musik er liv. Livet er godt, og fra Bjørnens hule bølger den gode lyd ud, og fanger ørerne.

En anden vej

Det grå er dominerende, men ude til venstre kan jeg se, at solen på sjette uge, møver sig frem, som en anden forårskåd bølle, der har tilbragt for meget af vinteren i dybet af en sofa.

Jeg er ligeglad med det grå, for blandt gårsdagens forglemmelser, finder man også mine solbriller. Selvfølgelig var der mere, og jeg lukker døren bag mig. Forsigtig, eftertænksomt. Har jeg glemt noget? Nej vel? Og riglen falder i hak.

Jeg vælger en anden vej. Jeg vil nemlig også prøve at komme susende frem fra små sidegader, og på trods af vigepligt kaste mig om hjørner, uden at se til hverken højre, eller venstre. Struds i fri dressur. Hvis jeg bare lukker øjnene, holder andre vel både vejret og tilbage. Ing'?

Inden jeg når så langt, kommer jeg forbi de befolkede akvarier i min baghave. Her er helt uundgålige helfigurs-udsigter til jakkemænd i skjorteærmer, der drikker espresso, mens børnene klasker skeerne i frugtyoghurten. Eller havregrøden? De griner i hvertfald højt.

I baggrunden aner jeg en kvindeskikkelse med et lille barn på armen. Pige, dreng? Aner det ikke. Manden har vippet slipset over skulderen, for at dråberne, der drypper fra skeerne, ikke skal plette facaden.

Og så er jeg forbi.

Da jeg når sidegaden, nænner jeg alligevel ikke at puste til ilden, og forhøje blodtrykkene yderligere. Jeg holder min vigepligt, og venter på tur.

Jeg hænger min taske på en knage, og da jeg vender mig, er forberedelserne lagt frem til en kærkommende fødselsdag, i en gård med solskin og sæbebobler, der glimter i regnbuefarver. De svæver højt op mod den blå himmel, og brister i tusindvis af små dråber.

Vi spiser pizzaer istykker, og sneglesnoninger fyldt med kylling og krydderier. Vi drikker vand med frosne hindbær og bliver sukkerhøje på chokoladekage, lige inden vi går hjem.

Senere, på min egen hjemvej, kører jeg igen forbi de befolkede akvarier i min baghave, men nu er der tomt bag de store glasflader. Stilhed. Gad vide, om mor og barn indhenter tabt nattesøvn i sofaen, der vender ryggen ud mod stien?

Jeg stopper op, lægger nakken tilbage, og ser at farven på pakhuset, fuldstændig suger det blå ud af himlen.

Og nu, er jeg hjemme. Igen.

Hovedet under armen

Lidt koldt er det altså om morgenen, når jeg kommer cyklende. Tankerne strejfer et par vanter, men det standser der, og pludselig er jeg fremme med alle fingre i behold.

Jeg fik lejlighed til at råbe højt. Bøllecyklist! Men det var til én jeg kendte, så det tæller ikke rigtig, vel? Jeg gjorde det alligevel to gange, for at øve mig til en dag, hvor det rigtig gælder.

Så står jeg der i gården, og ser på den parkerede TrilleNyx, og kan konstatere, at jeg har glemt tasken. Hjemme på stolen. I gangen. Med en sovende bjørn i hulen, som eddermugme er svær at råbe op med ring fra fastnetteren. Klokken otte om morgenen.

Heldet følger åbenbart også de hovedløse. Kontakt efter rigtig, rigtig mange ringetoner. Jeg er derefter sikret svar i dørtalefonen, når jeg vender hjem igen. Senere på dagen. Ved firetiden. Hvis jeg altså skynder mig, og kører direkte hjem!

Ved et formiddagsmøde opdager jeg, at jeg ikke helt har forlagt mit hoved. Jeg får i hvertfald ondt i det, da vi tager en pludselig drejning, og en uforberedt vending. Det uventede ripper op i den forgangne uge, og andet af ældre dato. Der vokser krat på stemmen og knug i hjertet. Igen.

Jeg rejser mig fra en mødestol og går ned til en udflugt med fremtid i. Vi besøger gamle kendinge med kommende 'pomfrit'børn, og ser på skole. I solskin. Og smil og gamle minder. Og, hvor er de blevet store!

Efter frokost sidder jeg på en bænk i solskinnet, og konstaterer, at jeg har vundet kampen om mit hoved, og smerten er væk igen. Jeg har taget endnu et skridt i den retning, der er den rigtige, og lidt undrende forstår jeg meningen i, at jeg også kan se noget smukt i noget meget, meget grumt.

Nu sidder jeg i hytten her, og filosoferer videre for mig selv. Og opdager, i den del af dagen jeg har lagt bag mig, har jeg glemt en lille fugl. Og et brev. Og en mailadresse.

Er der overhovedet nogen, der har set mit hoved? Med den grå pandelok? Nej?

Godnatguf

Lige til at tage det sidste af søndagen med.

Grib kniven

Det er en god sofa, jeg har. Jeg fik mig lige en lille én på begge øjne, og nu har jeg været en tur i køkkenet. Med en plan.

Kartofler og squash er blevet skåret i forholdsvis tynde skiver. Lagt i lag i en bradepande. Drysset med en kryddersalt, som jeg har købt hos nogle bekendte, og derefter drysset med knust rosenpeber, som jeg er fuldstændig grebet af i øjeblikket. Tilsat fed økofløde. Dækket med folie, og smidt i ovnen ved 200 grader.

Og derefter er der cirka fyrre minutter mere sofa til mig.

Er jeg heldig, kan jeg overtale Bjørnen til at stege et par koteletter, der lige skal gnides med lidt citronsaft og hvidløg. Chancerne er især gode, hvis jeg lokker med, at han kan bruge grillpanden.

Tørke

Huden på fingre og fødder er sprød, som pergament. Ligner et udtørret flodleje, som gnuer og giraffer for længst har lagt bag sig. Revner ved synet af lige meget hvad, mens knoglerne knager i fugerne.

De små hvide tager toppen, sofaen tager resten. Af dagen.

Asserboske madminder

Som bekendt hænder det, at jeg sætter spor i det Asserboske. Det hænder ofte, at besøget begynder her, hvor man kan få de lækreste sager. Dejlige oste og førsteklasses charcuteri. Den meget lille, men enormt hyggelige, butik indeholder i det hele taget en skøn blanding af alskens fristelser.

Lakrids, også den der gode med chili, chokolade, te, små kager, snacks, øl, hudpleje og vidunderlige sæber. Og flødeboller i spandevis, ikke at forglemme. Udover gårdbutikken, er der også tilknyttet en lille iscafe.

Og Kik-forbi ligger lige her, hvis du skulle få lyst til at komme på de kanter.

I ferien skejer vi ofte ud med bålmad og grill, og tilfældigt og heldigt ligger der i området en af de fedeste slagterbutikker, jeg nogensinde har gæstet. Er du gal nogle bøffer, de langer over disken, der! Og så sælger de også godt øl, som er enhver god anbefaling værd.

Da jeg i marts holdt en skøn lille ferie hos Andrea, kørte vi til Hillerød og spiste en veltillavet brunch, lige midt på Torvet. Servicen her er imødekommende ud over al forventning. Man føler sig straks velkommen i den afslappede atmosfære, der forbliver venlig, selvom der kommer pres på biksen. Som en lille fin detalje, serveres kaffen med en lille smørbagt småkage på kanten. Bagt af oldemor selv!

Encore, betyder én gang til, og jeg kommer der gerne igen. Og én gang til. Og...

Feriebarnet bød på middag, for det har vist sig, at jeg har bekendte i området med egen restaurant, så det måtte da prøves.

Jeg holder ikke hånden over nogen. Det var en fantastisk dejlig middag, og maden var til topkarakter. Der var blandt andet en krabbebisque, der hagede sig godt fast i erindringen, men de fine, tynde ananaschips og kokos-isen, var heller ikke til glemmebogen.

Heldigvis bor Andrea lige i nærheden, så vi kunne lige orke at trille hjem. Vi har allerede snakket om et genbesøg. Gerne i gårdhaven, med kølig hvidvin, eller iskold bajer i pokalerne, som ledsager til noget rigtig sommerligt. Fjordrejer måske, eller...

Et andet kulinarisk lysglimt var torvedag i Roskilde. Sådan et marked må de gerne banke op her i nærheden. Især det skønne bagerudsalg med de skønne brød og boller skal være velkomment. Her købte vi dejlige krydderiduftende klöbenboller med sukat og charme. Uhm, jeg må simpelhen til Roskilde igen.

Frokost spiser vi da også, og en dag i Hornbæk fik jeg et stykke godt rugbrød med tynde skiver stegt lever. Jamen, jeg fik pludselig sådan en trang til stegt lever, og blev absolut ikke skuffet. Hvad Andrea kastede i sig, har fuldstændigt fortabt sig i glemsel til fordel for min egen oplevelse.

Og når vi nu lige berører emnet, kan jeg oplyse, at den cooleste snaps ever! serveres på en privatadresse i Asserbo.

Enkelhed kan bestemt også gøre det. En lille pose nødder og en isafkølet flaske ribsvin fra Bornholm som selskab, mens vi sidder i læ i en gryde, og ser solen gå ned, går bestemt også an.

Salt til et æg

Små æggesatelitter er landet på tallerkenen med tilpas blødkogte æg. Et par trekantede humpler med skinke, en halv avocado badet i citron, en kop te og en afventende kat. Vi sætter os til bordet, og bryder fasten.

Med et lille drys salt til.

Lækkert genbrug

Så skete det igen, at jeg faldt over italienske papirvare-lækkerier. Jeg kan bare ikke holde nallerne fra de smukke skrivehæfter, som jeg for eksempel bruger til skriblerier fra køkkensiden.

Hæfterne er lavet af genbrugspapir, hvilket vi sætter pris på i hippie-hytten her. Vi er dog også forfaldne til andre italienske papirvare-lækkerier, især dem af fransk oprindelse, men det er jo en helt anden historie.

Kør ud, gå hjem

Klokken er blevet mere tolv end elleve. Jeg vælger for og imod. Vælger imod, og tager metroen ind til Nørreport, hvor en, efter hensigten, lille udflugt tager sin begyndelse.

Men jeg fortaber mig, gør jeg. I skønne ting fra Afrika, og i mysterier fra Østen. Og der blev skrevet på eventuelt bag øret.

Bagefter er jeg fortabt i papir og karton.

Jeg forvilder mig ind i gågaderne, som i dagens sollys er spækket med agitatorere, gademusikanter og andre gøglere. Skønne som frie fugle i al deres opslugthed og engagement.

Inden jeg får tænkt mig om, er jeg kommet forsent, men lytter lidt på afstand, og fortsætter ned i kogebøgerne, hvor jeg vælger og vrager blandt stabler og stakke. Jeg ender med at vrage, og begiver mig atter ud i forårsvrimlen.

Men hvad er nu det? Fødderne går frit, og fører an. Den lille gode biks er minsandten lige om hjørnet, og jeg bliver fuldstændig ufrivillig, og træder viljeløst over tærsklen. Og det ved vi jo allesammen godt, hvordan ender, ing'?

Nej, nu må jeg hjem og optændt af uld, beslutter jeg at opveje imod, og går resten af vejen.

Sneglende, ind og ud mellem mennesker, og spejdene til højre og venstre, for ikke at misse et eneste tilbud, snor jeg mig behændigt. Knipsende som en anden turist. Griner og glæder mig over de grønne knopper, der afslører sig, hvis man bare lægger nakken tilbage.

Og så er broen der, lige for fødderne, og solen skinner for vildt i vandet, som er ude af stand til at genspejle noget som helst.

En kartoffelmos trænger sig på, og jeg får også en ide til en dessert, og nupper lige et lokalt supermarked i den sidste gade, inden min egen.

Posen bliver tungere, end det er meningen, men Bjørnen kommer på trapperne, og tager slæbet det sidste stykke.

Se, jeg kan godt. Komme ud i solen.

Lørdagsfri

Det er en dejlig fornemmelse at stå op til en solrig lørdag, især når man tror, det er søndag. Langsomt, mens jeg beundrer pudemærkerne på kinden, kommer erkendelsen op til overfladen, og jeg har fået en dag forærende.

Torsdagsrengøringen har virkelig været til min fordel. Nu er det fornemmelsen af tid, der kommer mig i møde, der er den dominerende, fremfor tid er noget, der bare går. Ubeskrivelig god fornemmelse.

Posten har bragt de forløsende ord til Bjørnen. En ordentlig omgang eksamen venter forude, og retten til hestevogn og hue er atter på sin plads.

Den lokale computerwizzard har fikset moder-pc'en igen og denne gang, og forhåbentlig den sidste, forsøger vi os med et nyt tastatur. Jeg ved ikke om han kører med fast pris, tohundrede, men det var, hvad jeg betalte for en ny fejlsøgning, samt et nyt tastatur, som jeg ikke kan finde ud af at skrive på. Men hellere lidt fingerbøvl end en ny moder-pc.

Jeg har Kusmi i koppen, ro i sjælen, og vil nu vende mig rundt, og se, hvad min lørdag nu vil byde på.

Sov sødt

Jeg har haft tidligt fri i dag. Det er fredag. Jeg har weekend nu, og solen skinner. Jeg har sat mig ved vinduet, men ænser ikke rigtig, hverken solskin, eller livlig fredagstrafik.

Det værste i verden må bare ikke ske, men det gør det, og det gjorde det. Jeg har i dag været med til at tage afsked med et ganske lille barn. En lillesøster.

Så mens jeg sidder, og ser ud i solskinnet, vandrer tankerne uvilkårligt over tagene til den lille familie, der pludselig blev så ramt så hårdt.

Amagergarn

Jeg har en plan om at gå i bedene lige her, og så var det dejligt, og belejligt at blive gjort opmærksom på en nyhed her på Amager. En god nyhed. En ny garnbiks, lige indefor rækkevidde.

Så efter job skyndte jeg mig afsted for at støtte projektet. To nøgler Alpaca fra Drops. Og to i baghånden, for jeg kender ikke det nøjagtige antal på 'noget der ligner'.

Fuldstændig forsvundet

Ja, det er guleroden igen. Ny rudekuvert. Ny ekstraregning. Gasforbruget er formindsket, igen. Over de sidste tre år, kan jeg se på bagsiden. Støt og roligt. Søjlerne i diagrammet bliver kortere og kortere. År for år. Alligevel forventer man, at jeg vil bruge mere gas det kommende år, end jeg gjorde sidste år.

Måske skulle jeg overveje at skippe den varme mad og indføre tællelys og petroleumslamper?

Nu med fast rengøringsdag

Det er helt utroligt, hvad sådan en gennemgribende oprydning kan føre med sig. Nattegudinden har gjort sig usynlig i et hjørne af sofaen, for jeg har lige søsat en ny plan, der i al sin kedelighed, for nogen, går ud på, at hytten her får en overhaling, hver torsdag istedet for lørdag, som ellers har været den foretrukne.

Frem kommer støvsuger, klud og moppe, og når jeg nu er i gang, vender jeg også vrangen ud på vasketøjskurven, sorterer og sætter over. Bagefter går turen til de lokale supermarkeder for at storshoppe forsyninger til en lille uges tid.

Hvis jeg også begynder at lave mad til fryseren, synes jeg at det hele bliver en tand for scary, så det lover jeg lige mig selv, at jeg ikke gør. Der kan også gå for meget hausfrau i hippien.

Rosenkvarts

Bjørnen kom hjem med en lille gave. En rosenkvarts han havde fundet. Nu er den skyllet ren for eventuel dårlig karma, og taget imod med glæde.

Vi bruger begge uanede kræfter og andre talenter i disse dage. Han kæmper for retten til hestevogn og hue, efter en masse irriterende misforståelser og forviklinger. En administration fungerer ikke altid optimalt, men uanset hvordan det kommer til at gå, ender det godt. For Bjørnen.

Jeg selv står, i forbindelse med mit arbejde, involveret på sidelinien, i et lynnedslag. Og gør, hvad vi kan. Alle parter var helst fri for deltagelse, men i den slags situationer bliver man aldrig spurgt på forhånd. Aldrig. Det sker bare, uventet fra en klar himmel, som en del af livet.

Jeg brugte ni timer på søvn sidste nat. Jeg trængte så forfærdeligt, selv efter en god lang og ustresset ferie, men øvelse gør vel mester, så når ugen er omme, er jeg forhåbentlig i træning igen.

Guleroden der forsvandt

Det er ikke fordi, vi ikke prøver at spare her i hytten. Det gør vi. Bestemt. Endda så meget at vores elforbrug er blevet mindre år for år, på trods af vi begge har en forkærlighed for skærme af forskellig art, opladere, og andre fede ting på, der lever af strøm.

Vi har traditionen tro også sænket niveauet i år, men alligevel ligger der en ekstra regning, og venter på mig.

Der er sgu ikke meget gulerod at hente på den front længere.

Salte kiks

Jeg gik lige ind i den. Den daglige trummerum. Med åben pande, åbent hjerte, åbnet sind og et krystalklart blik. Planer og aftaler. Hændelser. Spontanietet og ren rutine. Køreklar. Tilfreds.

Efter syv timer er jeg mør, og tilpas grydeklar i blikket til at lade mig trække i retning af en hjemelig sofa.

Jeg vasker først op, og mærker at jeg trænger til et glas vand. Måske to. Stopper istedet kæften med salte kiks. Det skal nok hjælpe. Skyller grådigt, hængende over opvaskebajlen. Tørrer op og efter, trasker af. Giver plads.

Her dufter af løg og hvidløg, der klares på panden. Hverdag er også i orden.

Exit

Arbejdstasken er pakket, og tøjet til i morgen lagt frem. Jeg er klar. Om lidt lukker og slukker jeg for en rigtig dejlig ferie, som selvfølgelig godt måtte have varet længere.

Mere underlig er jeg altså heller ikke!

Kreativ strik

Der er åbenbart kommet endnu et magasin på markedet. Nogen erfaringer?

Kærlighed og kaffebar

Den lille udflugt sluttede, der hvor flyene vender. Der, hvor der er en kaffebar til den ene side, og en anden, under ombygning, til den anden side.

Man burde lave en Romeo og Julie i kaffebarsudgave. Tænker jeg lige i skyndingen.

Og, som var vi rejsende på vej mod fly, tog eller bus, haster vi også videre mod udgangen, med hver vores papkrus. Tcai, nu vi var kommet på kaffebar.

Fredfyldt fødselsdag

Årene er gået. Mange, hele syv, men alligevel ikke helt mange nok til helt, at hele. Min far ville være blevet 87 i dag, og med håndfulde af hyacinter trillede vi lige forbi, og ønskede tillykke.

Der hviler de godt, de to. I hver sin krukke, mor og far, side ved side. Tæt ved familien, både de levende og de døde, og kun et stenkast fra lufthavn og metro, hvis nu en tur skulle komme på tale.

Sådan er det med os, grin og gråd på samme tid, og sted. Familiens krukker og kister ville blive skuffede, hvis vi lod os kue og knuge, når vi kigger forbi. Uden at miste respekten, sådan er det bare. For os.

Æg der forpligter

Bjørnens påskeæg viste sig mere praktisk end forventet. Ideen med bogen er, at alle kan lære at lave mad, og Jamie Oliver har tænkt sig at starte en madrevolution. I al enkelthed skal man lære sig, at lave en opskrift fra hvert kapitel, og derefter lære opskrifterne videre til to venner, kolleger eller andre bekendte.

Bjørnen har nu et meget godt greb om tingene, men alligevel har vi lavet en aftale om, at han, hver uge, vælger to opskrifter, som han så tryller frem i køkkenet. Men jeg er jo nysgerrig, så jeg har lige udvidet aftalen til også at gælde mig. På den måde kommer vi efterhånden også hele bogen igennem, så den ikke bare havner som pynt på hylden. Ikke fordi det hænder så ofte her i hytten, men en eller anden forklaring skal jeg pakke min nysgerrighed ind i.

Påskekage

Dagens punktum, en påskekage, efter en helt vidunderlig lammekølle, der havde hygget sig i ovnen, lejret ovenpå indtil flere kartofler i tynde skiver, samt et kæmpefed hvidløg i endnu tyndere skiver. Stegen var penslet med mynteolie, og kartoflerne fodbadet i økologisk fløde.

Intet mindre end pragtfuldt.

Kagen er meget speciel, og kunne sagtens stamme fra et af renæssancens overdådige borde. Dejen er rørt med safran, og der er knust rosenpeber i den assisterende ananascreme, der danner prikken over i'et. Inspirationen er fundet her, men som sædvanligt, har jeg behændigt undgået at følge opskriften slavisk. Dog ikke mere end at essensen stadig er der.

Jeg glæder mig til at smage igen i morgen, for kager af den type, bliver altid bedre dagen efter.

Mit fjernsyn er fuld af film, jeg har set rigeligt til. Det betyder vel, at jeg bare kan gå i seng, eller noget. Så nat, nat!

Lykke og lemon kurt

Det er vigtigt at standse op og bare lade stå til. Det har jeg også gjort. Tænkt over tingene og nydt det gode vejr. Det har været en fantastisk ferie, også vejrmæssigt.

Jeg kan huske en bestemt påskeferie fra for længe siden, men jeg kan ikke huske, hvorfor jeg lige præcis kan huske den.

Det var en af de lykkelige barndomsferier, hvor man legede ude fra tidlig morgen og til solen gik ned. Skolealder. Langlemmet med fletninger, kilt og sportsstrømper. Brune snøresko og luft under vingerne.

Vi havde været på hugst i skralderummet. Fundet guld i form af en udtjent kedel og noget andet køkkengrej. God basis for en lang historie, der kunne udvikle sig helt henover påskedagene.

Hjemmene blev omhyggeligt indrettet under stueetagernes altaner, der lå skjult bag buske. Fred for utidig indblanding, syntes vi selv, uden at tænke på, at både fru Jørgensen, Olsen og Henriksen, der nød solen på altanen, i virkeligheden fik lydsiden af vores leg direkte op igemmen det cementerede altangulvet.

Det skete, at vi smed alt, hvad vi havde gang i, og udfordrede hinanden i spontane kampe på rundbold, hvor kinderne blussede helt op i det røde felt af spænding og fortvivelse, når nogen missede en bold. Der var virkelig kog på kedlerne.

Sult og tørst blev helst stillet på stedet, men på skift blev vi indkaldt til pligtspisning af diverse påskemåltider sammen med familien. Bagefter tog man hurtigt benene på nakken, og forsvandt ud i den virkelige fantasiverden. Til sin egne lille famile, der faktisk var på vej udover prærien mod det forjættede Vest. Konstant udsat for forskelligeartet fare, indianere og klapperslanger.

Sådan er det også her. Vi har hver for sig travlt med forskellige gøremål, måske ikke lige strabadsfyldte ture over prærien, eller rundbold, men ikke uvæsentlige af den grund. Vi står, og hænger ud over påskebrødet. Skærer skiver, høvler ost og smører. Griner og gnasker. Stående. Ved køkkenbordet.

Den sidste bid bliver beundret, og hver især tager vi benene på nakken, en kop te i hånden og forsvinder, hver til sit.

Jo tak, ferier er dejlige, måske allermest dem her i foråret, hvor vejret bliver lunere og lokker de bare knæ frem i solen.

Strøet med rund hånd

Endelig! Efter tre hævninger og en lille smule frustration. Jeg kunne godt have brugt en sortklædt, krumbøjet græsk morlill' til rådgivning ved fremstillingen af Tsourekia, som brødet vist hedder på græsk.

Men nu står de altså i ovnen, og hygger sig. De bliver desværre ikke gyldne og blanke som græske guder, for jeg havde glemt en bakke æg i skyndingen, men en lille sjat økofløde, kan bruges i en snæver vending. Heldigvis.

Næste projekt er på vej og dagens udvikling tro, er dette også ramt af fejl og mangler.