Gab

Lidt, men godt. Badeværelset skinner, og et par mangler er noteret på den indre liste. Kæde til en prop, nyt sæde til toilettet og for eksempel lidt nye farver på håndklæderne. Måske?

Støvsugeren gik kun en lille tur, men som sagt, lidt, men godt.

I pauserne har jeg strikket mig frem til et par ærmegab, samt et par mentalte gab tidligere på dagen, da jeg skulle konstatere, om jeg gik glip af noget, ved ikke at se X Factor. Det gør jeg ikke, nåede jeg frem til, og faldt i søvn.

Men nu er jeg så også klar til elgene.

Blå druer

Den avis trak godt nok tiden ud, og satte rengøringsentusiasmen på standby.

Ren kraft skylles ned for at sætte gang i projektet. Det ser gråt og kedeligt ud, men duften og smagen er der ikke noget gråligt over. Økologisk banan og en stor håndfuld blå druer smadret sammen med mælk.

Jeg flyver op af stolen, og går i gang. Om lidt.

Vals med Viggo

Jeg mener helt bestemt, at jeg er ved at smøre et stykke med bart, men kommer i tanke om en brietype med et indre af tomat og oliven. Så ændrede jeg kurs midt i smøreriet.

I omegnen af Appaloosa spiller Tom Petty op til dans, og jeg er da frisk. Med knækbrød og det hele.

Forårskådheden

Solen er oppe, jeg er oppe. Sidder her på tærsklen af forårets første dag, og beundrer nullermændene, der sammen med deres støvfodspor, bliver afsløret af solens kraftige stavlygte. Fra hjørner og kroge springer de i øjnene og nyser, mens jeg udvikler en overvældende trang til at rydde op og ud, hen og væk.

Ja tak, væk, rigtig væk, langt væk. Helt ned i dybet af sorte sække og containere.

Jamen, hold da op, hvor jeg får støv på hjernen, og pludselig trænger til at smække vinduerne op og få frisk luft i livsstykket, samt få rystet dynerne.

Jamen, hold da op, hvor jeg får lyst til at fylde såvel de indre, som de ydre vaser op med friske buketter, bundet af forårets sprødhed.

Den forårskække danser energisk rundt, og planlægger fremstødet mod nullermænd og kedeliggrå vinterrester, da hendes blik pludselig fanges af den friske, sprøde morgenavis.

Vi lader billedet stå lidt...

Gee & Tee

Det blev en dag med både ris og ros. Efter endt arbejdsdag hænger jeg ud på en sofa, i en næsten tom personalestue, småsludrende, afventende.

Så falder klokken i slag, og med et glas G&T i hænderne, synger vi det sidste vers for nogle. Tak, for alle årene, og glædelig efterløn til den ene ende, og lykke på rejsen mod nye horisonter i den anden.

Jeg prøvesmager tre slags kage, drikker en sjus til, og pakker mig så sammen. Knuser og krammer, og forsvinder ud i det blå.

For blåt blev det op af dagen, og mens vi har snakket i munden, og graspet snacks, er aftenen fortsat i det blålige, blot i en mørkere udgave. Jeg hopper af TrilleNyx, og svæver op af trappen til opvask og aftensmad.Kort tid efter drypper flæskefedtet nedover timian, æbler og løg, mens jeg ser frem til en veloplagt sofaseance med lidt gode film, chokolade og elgmønster i pladegarn.

Et taknemmlige nik mod højderne, et dybt suk, og jeg er klar. Er du?

Et godt grin

En hilsen på Facebook fra Bjørnens søster. Gad vide, hvorfor hun fik den ide?

Sluttrut

Købt på tilbud for to måneder siden. For to flade tyvere. Tre gange knopper. Tre gange fire blomster. Tolv gange imponeret glæde i rødt.

Nu er det snart forbi, og den sidste blomst trutter stille de afsluttende vemodige, blegrøde toner ud i stuen.

Skiftedag

Jeg har ramt grænsen for de rene retmasker, og skal nu i gang med mønsterstrikningen. Det gælder for både den røde trøje, samt den norske islænder. Ret og vrang i mønster på den ene. Mønster i to farver, på den anden.

Og puha, det er længe siden. Altså det med to farver. Og så i pladegarn. Men, hvis jeg nu bare giver mig god tid, så går det nok endda. Tror jeg da.

Hybris

Tidlig dag, for sent af sted, men alligevel fremme i god tid til at deltage på lige fod. Morgenbrød, te, kaffe, havregryn og corn flakes. Hygge, hygge, hygge. Ankomster lige i rap, og efter hinanden. På tæerne.

Endelig pause. Festligt lag og mere hygge, hygge, hygge. Melon, jordbær, appelsiner skåret i de mest fantastiske sirlige stykker, druer i flere farver, fyldte marcipantærter og ekstra mørk chokolade. Kaffe og te. Afsked med kolleger, der synger på næstsidste vers. Det sidste synger vi i morgen på lidt hårdere stoffer.

På den igen. På overtid. En kort dag, der blev lang.

Tidligt i morges drønede jeg forsinket af sted. Fuld fart under broen, oven vandet. En indre blomst lader pludselig kronbladene folde sig ud, og jeg opdager, at jeg føler mig som et almindeligt menneske! Med et almindelig liv, og masser af almindelige hverdage. Med glæder og bekymringer smukt afvejet, tilpasset harmonisk og on and off.

Det er første gang i årevis!

Jeg rejser mig i pedalerne, og bliver høj. Helt høj. Mit hoved rammer himlen, og opstemt rager jeg ind i mørket, og tjekker for sabelkatte. Umiddelbart kan jeg ikke mærke dem. Kun en svag lugt af rovdyr hænger i hjørnerne.

Fandeme, om jeg ikke fortæller om det til andre. Fandeme, om jeg ikke også fortæller det til jer. I overmod. Udfordrende og frygtløs tvivlende.

Går det mon godt, eller knalder Nemesis mig én i nakken, her en af dagene?

Og der kom regn

Fuldstændig talentløs, men inspireret af formiddagen hændelser laver jeg salat med tomater og gouda i små gulorange tern. Pasta koger i gryden, og når vandet bliver hældt fra, vendes den med lidt god olivenolie, og serveres i fuldvoksne pastatallerkener OVEN på salaten. Det hele smelter blidt sammen, og udgør min aftensmad.

I formiddag vandrede vi på Volden. Et par svaner glædede en lille flok opmærksomme prinsesser mellem tre og seks, ved at mødes frontalt på midten, med halsene krummede i hjertefacon. Hvilken jubel, hvilken glæde og smadder pladder romantisk.

Gårsdagens solskin har gjort hjerterne forårskåde, og breder lidt rosa glød over de vinterblege kinder.

Et lille gult tæppe af erantis, får lokket små fingre på afveje, og blomsterhoveder knækkes for tæt og helt uden stilk. Men de lyser op, og spreder en gylden duft samt glimt i de glade øjne. Jeg synes pludselig, at snabelstøvlerne føles alt for tunge og vinteragtige om fødderne.

Og tungere skal de blive, da jeg passerer en nærgående gren, der viser mig årets første grønne knopper. Men hold kæft, hvor forventningens glæde stråler ud af stemmen, da jeg udråber min opdagelse.

For god ordens skyld har jeg lige revet citronskal over pastaen, og vendt hele molevitten med den der gode olivenolie.

Midtvejs

Grønt er godt for øjnene, og mine klør. Ole Lukøje har givet den gas med sandsprøjten efter to lange dage. I går var rigtig lang, og i dag var i princippet bare almindelig lang, men i forlængelse af den i går, føltes det som den længste i Danmarkshistorien.

Så står jeg om lidt i køkkenet med et bunke grønt, og under den, venter en bunke opvask. Så står jeg der med rent bord, klar til at pladre det til igen med aftensmad af en eller anden art. I virkeligheden orker jeg det ikke. Jo, jeg orker det, men spørgsmålet er nok mere, om jeg gider.

Er jeg nede med næbbet? Overhovedet ikke! Jeg er bare godt, og gammeldags træt.

Frugt og karry

Det lader til at de fem milliarder tarmflorabakterier har fundet sig til rette i systemet.

For at sikre mig en fortsat succes, har jeg lavet en stor grydefuld grisebasse i karry. Dagens valg af kød blev, som sagt gris i strimler, og selve sovsen blev lavet af rød- og hvidløg, tørrede tranebær, æbler, røde peberfrugter og kokosmælk. Af krydderier brugte jeg karry, tørret mynte, paprika, salt og peber. Stærkt og sødt i samme mundfuld.

Inden sengetid sluger jeg lige fem milliarder til.

Naiv

Jeg er så nem at narre til at tage cyklen, og køre ned for at svælge og vælge mellem flere gode lydbøger. Svensk filmaktuel krimi, og et enkelt dronningemord. Jeg kunne få disse gode ønsker opfyldt for cirka trehundrede kroner. Det samme, som én god bog på papir koster.

Da jeg når frem, er der fem eksemplarer af et personligt portræt af Danmarks største erhvervsmand tilbage, og det er altså ikke lige min kop te. Ikke noget med svælgen og vælgen her. Løbet er kørt, og min naive forestilling om store stakke af gode tilbud punkteres. Puff!

På venlig forespørgsel om, hvornår lydbøgerne blev sat til salg, får jeg et lige så venligt svar, at det blev de i dag, da forretningen åbnede, men at der kun havde været en tyve stykker alt i alt.

I stedet, fik jeg købt mig en ny bageform.

Sikke et held

Jeg er færdig med de hvide tabletter. Jeg holder fri i dag. Sikke et held, nu når mavens tarmflora er totalsmadret af penicillin.

Nu går jeg i gang med at genopbygge ved at indtage fem milliarder bakterier i en slurk. Velbekomme!

Skiftehold

Der er dobbelt op på strikningen. Jeg skifter mellem to gode stykker, og glæder mig til at se de færdige resultater.

Jeg har helt opgivet fornuft, og nyder bare at lade dagens tråd glide gennem fingrene. Jeg kunne have ordnet dit, og jeg kunne have ordnet dat, men pytter på det, og falder atter tilbage i de bløde puder igen. Jeg lader stå til, og tager en ekstra lur, så jeg er havørneagtig og klar til Oscar hele natten.

Den røde trøjes bagstykke har vokset sig næsten op til mønsterskifte. Ligeledes rykker den norske islænder hurtigt, og inden aftenen er slut, vil jeg være i gang med elgborten, også selvom jeg ind imellem vil fyre en omgang røde retriller af på trøjen.

Ja! Ja! Ja!

Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have... Sprød med jordbær på toppen og et indre opfyldt af syrlig hindbærcreme. Velduftende te i kruset, strik ved hånden og flere film i fjernsynet.

Brad og Oscar

Indrømmet, jeg har taget fri i morgen, så jeg kan følge med fra sofarækken hele natten, når statuetterne uddeles. Det er næsten blevet en tradition, og der skal en del til, at jeg fraviger princippet.

Dagens første udspil var Legendernes tid, som skal følges op af Babel i aften. Brad Pitt er igen nomineret, men det er der så mange andre, der også er. Jeg har ingen favoritter, og har ikke nogen ordentlig forklaring på, hvad der er der får mig til at sidde spændt foran skærmen år efter år. Jeg er bare vild med at se film. I det hele taget vild med gode historier, så det er nok der, oprindelsen skal findes.

Mens Ghandi gør de indledende øvelser, går jeg i bad, og gør derefter klar til indtagelse årets anden fastelavnsbølle fra huset på Christianshavn.

Billedet af Brad Pitt er lånt fra screenrush.co.uk

Staverne samles

Snefnuggenes afdansningsbal er overstået, og de hvide veje er smattet sammen til en grødagtig kold masse. Vandet drypper og driver, så kloakken skummer. Festen er slut, og dagen ifører sig en grålighed, der sætter tingene i perspektiv.

Radioen gav mig endnu en grund til eftertænksomhed. Det sker. Noget kører som ren ligegyldig baggrund, noget fanger ørespidserne for en længere stund, hvor det hørte vendes i en kort opmærksomhed. Men i morges var der tale om en skærpet opmærksomhed, der fik øresneglen til at sno sig, og spidserne til at vibrere.

Ekstra tygget på, lægger jeg oplevelsen væk til senere brug, og kaster mig i sofaen med avisen. En tøndeformet tanke rammer, og et billede af en hvid kageæske stoppet til randen med farverige cremefyldte boller toner frem.

Åh nej, her er der kun én måde at få den tønde slået ned på!

Pote på udviklingen af en lørdag

Lørdagen går sin gang. Med vasketøj, strikketøj og tanker om syltetøj i fastelavnsboller. Det sidste bliver ikke til noget i dag. I det hele taget tror jeg ikke, at jeg gider hjemmebage dem i år.

Dovne Hund er mit mellemnavn, men jeg kan meget vel hedde noget andet i morgen. Tilfældet råder stort i disse øjeblikke.

Den røde trøje kører let over pindene, men en ny ting har sneget sig ind mellem vaskeriet og de røde retriller. En norsk udgave af en islænder, der skal strikkes i koksgråt pladegarn.

Jeg glider stadig planløst gennem dagen, men det går fint, for jeg nyder stadig fornemmelsen af at have masser af tid uden det store behov for lister og planlægning. Og lad det endelig være således lidt endnu. Tak.

Frugt og fibre

Mens jeg venter på at opskriften på foccacia med tomat og macadamia, falder ned fra hukommelsen, og lander i indbakken, læner jeg mig op af et løfte om mere grønt, mere frugt og flere fibre.

Ved hånden har jeg finsk knækbrød med god kommensmag, økologiske bananer, den slags aberne i Zoo sætter størst pris på, og lidt friskkværnet peber. Jeg har undladt mayoen, for jeg er for doven til at åbne køleskabet, og skrue låget af bøtten.

Ups, der var den! Krydderiet, gratis fra Irma. Septembernummeret, 3/2008. Side 34. Ja, rigtig, det var lige den, jeg skulle bruge.

The Rostock Connection

Du siger bare til!

Hånd og hals

Jeg er heldig med min ugeslutning. To tidlige dage i træk, og derefter weekend. I går nåede jeg at vaske op, skylle og udspænde færdige uldprojekter inden, der voksede op en tjørnehæk, der blev så stor, at jeg sov til klokken nitten.

Billedet af mig som sovende skønhed i sofaen, med en ligeså bevidstløs kat liggende på sin silkepude på gulvet ved siden af, stod skarpt i fremviseren. I to fulde timer.

Jeg trængte altså sådan!

De hvide tabletter er snart brugt op og med en weekend, der forlænger sig med mandagen, regner jeg med at få has på de sidste bivirkninger af den oplevelse.

Men nu er det så blevet lørdag, og jeg sidder lykkelig planløs, og læser løseligt i en morgenavis, jeg lige har hentet ind fra måtten.

Farveforvirret

Det er overhovedet ikke jul. Langt fra, og alligevel ikke længe siden. Og dog. Jeg går i hvert fald ikke rundt i en tilstand af julehumør, og på trods af dette, falder jeg for den røde udgave af det uldgarn, jeg vil strikke trøje af. En marineblå tanke strejfer mig også, men den får fare. Lidt endnu.

Køn farve, den røde. En mildnet og mørknet udgave af en postkasse uden skrigeri. Så hjertensrød, at man bliver kysseblød i knæene, når næsen stikkes dybt i fibrene.

En tid efter, beslutningen af den røde trøje er fordøjet, viftes jeg om næsen af et skotskternet tørklæde, der indeholder både rødt og marineblåt. Det lykkes mig at vride kildematerialet ud af ejermanden, og styrter efter endt arbejdsdag afsted mod den svenske tøjkoncern, og knalder de firs kroner i disken, som er prisen for hele herligheden.

Og nu sidder jeg her, og er ganske farveforvirret, for rød og marineblå indgik sådan se ikke i mine fremtidsudsigter. Nu hiver og slider det i mig, og jeg er kanske forelsket i makkerparret, og kan ikke give slip.

Jamen, jeg mener, rød og marineblå, hvad sker der dog lige for mig?

Pip!

Et lille krus i metal. Fuld af fugle i farver. Det gladeste pip. Tandkrus? Måske, men mit skal bruges til blyanter og de andre skrivere, der flyder rundt på mit skrivebord.

Rødt i baghånden

Jeg er ved at lægge sidste hånd på et hæklet stykke gult. Tankerne hænger allerede ovre i det næste projekt, som bliver et strikket stykke i rødt. En trøje af de dejlige. Lang og varm.

Garnet har været undervejs, længe efter min smag, men nu er ankomsten endelig bekræftet over telefonen, og Bjørnen kan tage det med hjem, når han alligevel skal på arbejde lige i nærheden, eller der omkring. I dag, ikk'?

Nej, nej, nej! For han skal ikke ind og lege med cykler i dag. Først i morgen.

Han har tilbudt at springe på TrilleNyx og tage turen, men ærlig talt, jeg nænner det ikke. At han skal køre afsted i sne og alt. På den anden side set, hvis han insisterer?

Nej, jeg fortsætter med at overveje om, jeg kan overtale mig selv til at overkomme turen, selvom jeg har været meget tidligt oppe, og i virkeligheden hellere vil et eller andet med en fjernkontrol og en sofa.

Jaja, vi får se, hvor vild jeg i virkeligheden er. Så jeg ællebæller videre. Snetur eller sofa? Snetur eller sofa? Snetur ell...

Granberggrønt

Mens jeg var syg, fik jeg ikke lov til bare at sygne hen i sult og forsømmelse. Bjørnen overtog med sikker hånd både gryde og gastronomi. Og nød det.

Men nu banker vane og hverdag på igen, og jeg må atter iføre mig forklæde og grydeske.

Godt så, mens Bjørnen passer sit kørekort, passer jeg mit køkken. Dobbelt portion bliver det til, for en lang dag ligger ligefor.

Tæt trafik tilbage

Når man går ud, går man ofte også hjem. Jeg gjorde. I tæt trafik. På et voldanlæg. Hunde og børn. Løbere og gængere. Kælke, cykler og vogne med børn. Jeg snurrede rundt om mig selv med klart kamera, og lod som ingenting.

Gennem myldretidens lydspor øjnede jeg liv i busken. Pip, mig her og pip, mig der. Og så spænede de, hoppende rundt på grene og kviste.

Enkelte brunlige fjerbolde med mutte næb, sad stille som mus, og undgik behændigt enhver kontakt med nysgerrige øjne. Blev man for nærstirrende, højtråbende eller på anden måde irriterende, vendte de fornærmet om, og fløj deres veje.

Gad vide, hvor mange mutnæbbede brunlige fjerbolde, jeg gennem tiderne har passeret uden at vide det?

Atter på fødder

Næsten allerede afhængig, beslutter jeg mig til igen i dag at tage turen på fødderne over Volden. Endnu en gave af en morgen med en højblå himmel, og en skarpladt luft, der renser hele vejen ned.

Og solen står op, og kaster sølvreflekser i grams på isen, der er gået i gråt, og er helt modsat gårsdagens kridhvide.

Fuglene holder på næbbet, og kun en enkelt hund er ude og lufte snuden. Ellers er der stille, som morgener gerne må være.

Fanden tag Streptokokken, siger jeg bare, og mens børn og kælke bliver pakket sammen, overstår jeg et morgenmøde. Resten af dagen griner vi, og længes videre mod foråret.

Et væld af fugle

Jeg belønnes rigeligt på min hjemtur. Fuglene kvidrer omkring mig, og der er masser af dem. Også nogle af dem, som jeg ikke kan huske navnene på. Har jeg være stæreblind i et stykke tid, eller er der rent faktisk flere arter, end sædvanligt, på besøg i denne vinter?

Og de får vand. I store cirkler, der revner efter behov. Selvfølgelig får de da det, for her lader vi ingen flyve tørstige fra bordet.

Det bliver pludselig for koldt om fingrene, og jeg begraver dem igen i det varme vantedyb, og skufler mig hjemover.

En tung grå himmel

Jeg åbner dagen med at lade TrilleNyx blive i stalden. Det er ikke alle steder, der er meldt køreklar, så jeg kridter snabelstøvlerne, og drager over Volden, i stedet for.

Og hvilken morgen, er det ikke lige gået hen og blevet? En tung grå himmel, der for et syns skyld lader et par fnug falde nedover den allerede landede, der til gengæld gør sit bedste for at se særlig hvid og uskyldsren ud.

Jeg har vist i virkeligheden lidt travlt, men glemmer det. For en stund. Bare en lille en af slagsen, og haster derefter videre.

Sneen knirker under skridtene, og et barndomsminde fra en for længst afdød Guldbog, dukker op, og ryster glemslen af sig. En dreng med støvler der knirkede, når sneen var fuld af frost, og sjappede, når sneen var fuld af tø.

Mange har lagt sig, flere ringer, og melder om bakteriers anarki og kaos, og flere falder fra i løbet af dagen. Jeg anser mig for midlertidig usårlig, da jeg jo stadig fylder mig med de hvide tabletter.

Inden vi får set os rigtig om, revner dynebetrækket, og sneen drysser ned i vores åbne munde, der har svært ved at holde frydeskrigene tilbage, selvom vi alle helst så foråret komme. Hurtigt og snart.

Ikke?

Bakkebånd i bløde baner

Som ramt af en solgul stråle, hækler jeg bløde bånd i lange baner. Til halsen, eller til håret. Det bestemmer man selv.

Halvfjerdser orange? Nej, du trænger vist til briller!

Min tur til gult

Forleden besøgte jeg lægen for at få ordnet, hvad der nu skal ordnes, når man har raget en halsbetændelse til sig.

Heldigvis ligger der en lille garnbiks lige i nærheden, og jeg hostede mig da også indenfor for at tage tingene i nærmere øjesyn. Jeg faldt for en opskrift, men garnet var undervejs, dog så tæt på at det faktisk kunne ankomme, hvad øjeblik det skulle være, men jeg var løbet tør for overskud, og ville hurtigt hjem til gården igen.

Lige inden jeg vendte mig mod gadeplanet, nåede jeg at spotte en dejlig gul alpaka, men nej, nu måtte jeg altså hjem.

Nogle gange popper ting bare op. Igen. Det gjorde min farmors hvide hæklede mellemværk på det hjemmesyede hørsengetøj, og bakkebåndende fra forskellige køkkener jeg kom forbi igennem min barndom, for eksempel. Nu er de blevet drejet lidt, og fremstår i nye og fine udgaver.

Og hvor var det så, den brugbare ide til den gule alpaka var blevet set? Det var jo hos Hanne, der forøvrigt har givet mig en pris, og tak for den, men det må vi vende tilbage til senere.

Så sad jeg der i al min genvundne kådhed med hæklenål og ide, men uden den gule alpaka, men gæt, hvem der lod sig overtale til at tage en lille omvej fredag eftermiddag?

Den gule farve har hos nogen, bevæget sig fra helt og aldeles forhadt til at optræde i den ene smukke udgave, efter den anden. Jeg selv har ikke haft de store problemer med lige netop gult, men har nok mere et vildt forbehold overfor halvfjerdser orange. Den har jeg til gengæld virkelig svært ved at indse, skulle gå hen, og blive pæn igen.

Morgenblåt til lyst

Det er stadig morgen her hos mig. Jeg laller tralleglad rundt med en gammel musical i hovedet, og stiller min nyligt opståede trang til fuldkornsflager drysset med en håndfuld af de blå druer, der blev parkeret på trappen forleden.

Forleden var det ikke rigtig lysten, der drev værket, men det var dengang. I dag skinner solen ned over en anderledes dag med trang til fornyet saft og kraft.

Jow-jow da, det går helt afgjort i den rigtige retning.

Fredag den trettende

Uhyggen sniger sig over sendefladen, og jeg ligger i sofaen under den varme dyne, og gyser frydefuldt.

I det frosne mørke, ude i det virkelige, holder Nyx et vågent øje med mig og mine. Alt er godt, gudinde, alt er godt.

Streptokokamok

"Fluumph!"

siger det, da jeg gennembryder overfladen. Underfladen? Sidefladen? Det blopper lidt i øret, mens det sker, men jeg fortsætter ufortrødent hen til vinduet, og ser at verden er fuld af solhvidt, samt medfølgende skarpskårne skygger.

Jeg er kommet til mig selv igen, selvom der bagest i halsen, stadig ligger rester af de kogte kartofler, der først på ugen skoldede og brændte til mørkerød, hævet ukendelighed.

Det bedste i verden er dog stadig, når det kogende vand blander sig med saften fra en solgul citron, der, mens vandet kommer i kog, smelter sukkerknalderne på bunden af den store blå kop. Og de små tabletter, der sætter prikken over i'et.

Sådan er det lidt endnu, men jeg er mig igen, og jeg er med igen.

Jeg beklager

Bloggen ligger stille. Jeg er nede med halsbetændelse, feber og andre ubehageligheder.

Se min broche

" Illusioner af huller i tøj. Brocher der åbner op til det inderste og pirrer beskuerens nysgerrighed."

Sådan skriver kunstneren selv i den lille folder, der fulgte med min nye broche. Jeg var vild med den allerede i galleriet, men blev endnu mere glad for den, da jeg kom hjem, og fik prøvet den sat ordentlig på plads.

Numre

Jeg havde en aftale inde i byen. Klokken tolv. Et par minutter før, gik jeg forbi nummer fjorten, som vakte min interesse så meget, at jeg gad at hive kameraet frem.

Og når det nu var fremme, blev jeg grebet, ikke bare af ideen, men hele stemningen, der emmer omkring Nybrogade.

Så jeg klikkede nummer atten med, og blev lige lidt høj over de oprindelige ruder, der sad i vinduet lige op over døren. Der var også sådan nogle sjove spiralagtige tingester, som jeg skal vide noget mere om. På et tidspunkt.

Nummer tyve havde en skøn hvid muslingeskal, der sendte glade stråler ud til alle sider. Så den kom også med i rækken af numre, der fulgte mig på vej til Galeri Metal i nummer seksogtyve. Og således nåede jeg frem til målet lige præcis, da klokken faldt i de aftalte tolv slag.

Sådan gør jeg stadig

Mere eller mindre. Lidt variation hist og pist, men i store træk er det den vanlige tur. Var det mon oprindelig fra Tørsleffs den røde? Sandsynligvis, for den lille bog rummer mange gode opskrifter.

Engang kunne man bestille hele serien ved at indsende frimærker, som betaling. Min mor arbejdede på et kontor, hvor mange af de ustemplede lagde vejen forbi, så hun havde rigeligt. Og jeg fik min første kogebogsserie, efter at jeg var flyttet hjemmefra.

Jeg har dem alle endnu.

Ligenu breder duften af kogelage sig, og nattegudinden er slukøret udvandret fra køkkenet, efter at den skyllede, indpakkede torskerogn forsvandt ned i de opkogte salte grydebølger.

Du må vente, min ven. Præcis som alle os andre.

Skal vi hønse

I går i pausen mellem to ting, kørte jeg en tur rundt i kvarteret, og havnede hos Sina, som har en rigtig dejlig butik ved Holmbladsgade. Her kan man gå, og støve rundt mellem alle de fine ting, og pludselig finde noget, som kan opfattes som uundværligt.

Jeg har vist nævnt det før, men da jeg var en lille pige, kørte min far til og fra sit arbejde på en lysegrøn knallert af mærket Puch. Nej, nej ikke den grønne Puch Maxi, en helt anden og ældre slags. Men det er fuldstændig uden betydning.

Dengang fik mange udbetalt ugeløn, og således også min far. Det var om torsdagen, og tit og ofte købte han en lille ting med hjem til mig. Nogle gange en pose med røde anisbolscher fra Irma, Kongen af Danmark, hed de, et Anders Andblad, eller et par plader spritnye hønseringe.

Sina havde et barndomsminde i butikken i går. Er du gal, hvor var det populært med sådan en plade spritnye hønseringe. Kløverne og stjernerne var i megahøj kurs, og gav bare så mange s'er og o'er, hvis man byttede. Jeg elskede uglerne, men kringlerne var også gode at have på lager.

De små blade, på pladen, har jeg altid opfattet som små fugle med små næb, men der tog jeg altså fejl, men jeg har lært at leve med, at jeg var længe om at se det.

Jeg kunne fortælle vidt og bredt om hønseringene i min barndom. Om hjemmelavede hønseringsautomater, om snyd, plat og uærlige spil, og om hvordan en veninde og hendes søster forsøgte at stjæle hele min samling, og hvordan jeg med list og snilde, forhindrede det.

Jeg kan fortælle om, hvordan man gloede med påtaget interesse, når man blev præsenteret for 'ægte' hønseringe, de spiralformede af slagsen, der af ren og skær høflighed blev indlemmet i samlingen, selvom man på forhånd vidste, at de ikke ville ligge højt i bytteværdi. Jaja, ringen der blev snoet rundt om benet på hønen, blah-blah og kom nu videre, stod man og steppede, mens onkel Aage docerede.

Jeg kunne også fortælle om, hvordan ringene senere fulgte med udviklingen, og blev smeltet om til trendy skeformede brocher. Det har nok ikke været særligt sundt for helsen, og stå der og inhalere plastikdampende fra de glødende skeer med deres smeltende indhold, men det var ikke noget, man tænkte særlig over, dengang.

I går, gik det op for mig, at fascinationen næsten er intakt, og i nat blev jeg lynramt at en ide, som jeg simpelhen bliver nødt til at ekspedere ud i virkelighed. Og for ikke at skabe unødvendig bekymring kan jeg allerede nu forsikre, at smeltning ikke indgår i planerne.

Her til sidst slår det mig, om det mon kun er mig, der kan blive bidt af en gal hønsering, eller er der andre, der også har en yndlings én af slagsen, eller måske endda et godt hønseminde? Så frem med det, skal vi hønse, eller hva'?

Rogn og remou

Hold da helt op! Jeg har dårligt kunne slæbe mig gennem dagen. Ørerne har sunget, og øjnene kløet, men alligevel får det en ende, og man kan kalde det weekend.

Jeg har haft bøvl med betalingskortene, men heldigvis kunne jeg låne mig ud af kniben i lokalmiljøet, da jeg skulle aktivere et manglende kort hos fiskehandleren. Der blev lagt kolde kontanter nok til både rogn og remoulade.

To slags kartofler, samt det grønne, blev hjemført fra det lokale supermarked, hvor et af de medbragte kort kunne accepteres.

Tilbage står jeg med energien hængende nede mellem gulvbrædderne, og skal trylle en lækker omgang rognbukser ud af det omslåede avispapir. Kan jeg det? Orv jo, mon ikke det går?

I morgen

Der kommer ikke mange pip herfra i dag. Jeg har været i sving siden 5.45, og er lige ankommet til hjemmefronten sådan cirka klokken 20.15.

Med helt andre ord og meget enkelt, jeg er træt. I morgen er der nok mere blus på lampen.

Nogle flade

Alle har haft en sen dag, og er kommet sent hjem. I dag er der ingen holdspisning, men rent fællesskab. Bjørnen smører madder, jeg slapper af, som en lykkens pamfilius.

Så vidt jeg ved, ender jeg snart med at sidde med en tallerkenfuld rugbrød, smurt med hamburgerryg og italiensk salat. Makrel i tomat med noget grønt af en art og, hvis jeg er heldig, en ostemad.

Resten af aftenen vil blive brugt på at speedstrikke en pink luffe, som jeg gerne vil have færdig til på fredag. Jeg hænger også på endnu et spændende afsnit om Anne og Henry. Det lakker vist mod enden på det eventyr.

Lyden af peberkværnen i baggrunden, er en dejlig ting på en godt brugt dag.

Forvekslingskomedie

I søndags, da Andrea kom forbi med en æskefuld fastelavnsbøller, hældte jeg frugtyoghurt i teen i stedet for mælk. Ret smart!

Hånd om hotte hunde

Jeg stod ved min egen pølsevogn ude i mit køkken, og guffede et par hotte hunde i mig. Jeg overvejede, at åbne vinduet, og smide de hjemmstrikkede sokker, for at gøre oplevelsen mere autentisk, men uden opvarmet Congobajer ved hånden, ville det nok blive for koldt i længden. Så jeg afstod.

Et hakket rødløg og et kraftigt drys purløg blev blandet op med saften fra en lime. Tapanaden af rød peberfrugt blev vendt med lidt Hellmanns mayo, og en håndfuld pinjekerner tog farve på en hot pande.

Pølserne blev varmet i vand med bouillon, og brødet varmet i ovnen. Hverken pølser, eller brød var hjemmegjorte, men who cares når man er trængende.