Et solstrejf

Og en svag tagfat-lyd af en kat. Søndagen er over os, og det er midt i pinsen.

Jeg sidder stadig ganske stille, men ved nu med større sikkerhed, at sabelkattene ikke får øje på mig. Nu er jeg bare træt. Ingen flimren for øjnene, ingen hovedpine. Men stadig en svag summen i øregangene.

Jeg er fuldstændig vild med saftpresseren. Og det der kommer ud af den.

Hertil morgen var det æbler, appelsiner, gulerødder og en tot ingefær, der fik en tur i systemet. Og det smager ganske vidunderligt.

Løsslupne

Dagen i går var ikke min.

Jeg gjorde, hvad jeg skulle i en verden af let øjenmigræne, tinnitus og hovedpine. Jeg havde ellers lagt ud med saftpresseri og fornuftig morgenmad, men det var åbenbart uden betydning i går.

Sabelkattene slap ud af skabet.

Bjørnen fik et par briller i karakter. Det indrømmer jeg gerne, og fejrer ikke kun triumferne i det offentlige. Han er ved godt mod, og det skal nok lykkes for ham i den sidste ende.

I dag sidder jeg meget stille, og venter på vending i vinden. Det var heldigvis ikke kun mig, der blev overrasket af den pludselige bunke sabelkatte, der tumlede ud på gulvet. Kattene selv blev en kende overraskede, og inden de når at sunde sig alt for meget, vil jeg forsøge at få mast dem tilbage, hvor opbevaringen er bedst.

Og når det er gjort, skulle jeg måske overveje at smide skabet ud?

Sidste stik

Uh altså, sådan en har jeg ønsket mig i lang tid, og nu er den endelig kommet i hus, og står fin og ny på køkkenbordet. Nu skal der bare jordes en masse frugt og grønt igennem, der så kommer ud på den anden side, som dejlige og sunde safter.

I hele verden

Bjørnen er den flinkeste i hele verden. Så er det sagt!

Selvfølgelig! Zette havde da helt ret, og blev godt bakket op af Kagekonen. En clockradio blev derfor bestilt forleden, og i dag, da jeg kom hjem, var den blevet pakket ud, indstalleret og indstillet. Der er vækningsmuligheder til både pippegok, havlyd, radio, cd og almindelig alarm. Og sandelig, om der ikke også er tilslutning til iPod.

Godt det samme, for mobilfronten er uendelig tavs, men i morgen tager jeg en tur omkring, og slår fandendulleme meget hårdt i bordet, hvis der ikke er fremkommet en fornuftig løsning på problemet.

Og, hvorfor er det så, at Bjørnen er den flinkeste? Jo, for ikke nok med at han havde ordnet clockradioen, så havde han også ordnet størstedelen af rengøringen. Og lige nu er han kørt ud i den store by for at ordne et ærinde for mig.

Kom ikke her!

Stå lidt af

Det suser godt om ørerne i dag. Alting hvirvles op. Pollen, og sådan noget. I går bevægede jeg mig over de grønne plæner i Kgs Have, og det gav godt om aftenen, hvor jeg rodede mig ud i en heftig omgang kløe og irritation.

I dag var jeg træt fra morgenstunden, og blev mere træt, sådan allround, i løbet af dagen. Træt, træt, træt. Måske var det gårsdagens forhøjede dosis af antihistaminer, eller også er det vejret.

Forleden dag da jeg var på udflugt med Andrea, fik jeg lejlighed til at smugkigge ind af andre folks vinduer. Og jeg dristede mig til at snuppe et par billeder, for herskabet var ikke hjemme. Jeg strakte mig på tå, og knipsede tallerkenrækken i det fine køkken, og servantestellet i sovegemakket.

Man boede godt nok standsmæssigt i de fine værelser og gemakker.

Helt øverst oppe, hvor lyset er tændt, vil jeg gætte på at man finder et par unge piger, der for nyligt er kommet ind med firetoget. Knap så elegant og langtfra stoladent, men der er smør på brødet og gratis logi. Og det skal man ikke kimse af, når man er en bly viol fra bøhlandet.

Ligenu ligger de henslæng på hver sin seng, og tager et velfortjent hvil, mens huset frue er ude og lufte nertzen til te hos veninden, og husets herre på forretningsrejse. Ungerne er i parken med guvernanten. Eller noget.

Tænk, at være den lille pige, der har stået i sin fineste kjole, med blanke laksko og bløde silkebånd i håret, og lige har fået sit livs julegave. Først stum af overraskelse, og siden dansende rundt på små lette fødder, mens hun klapper i hænderne og jubler.

Cementtrappen

Andrea går forrest, jeg bagest, og jeg har ikke stillet helt skarpt. Er optaget af noget, lidt distræt.

Der er vand, siger hun. Der er vand!

Jeg bliver opmærksom på, at vi er på vej ned af en trappe i cement. Andrea står allerede på det nederste trin, hvor vandet slikker sig omkring hendes fødder. Der er ikke flere trin tilbage. Kun det nederste, hvor hun står, og efter det er der kun mørkt, grønt vand. Dybt.

Svimmel af den pludselige opdagelse, bliver jeg svag i koderne. Vender mig, og griber for mig. Opad, og ud af drømmen.

Vi var godt nok på udflugt i går, men slet ikke i nærheden af cementtrapper og dybt mørkegrønt vand.

Andrea hentede mig klokken ti, og vi spurtede derud af i La Bellisima, Andreas lille blå FIAT. Spurtede direkte mod Gartneri Toftegaard, hvor der skulle frådses i chili- og tomatplanter.

Række op og række ned, gik vi i gåsegang, udstyret med kurv, blyant og små hvid skilte, som i udfyldt stand skulle stikkes ned i de valgte planter, så man senere kunne huske, hvad, der var hvad.

Måske burde man også skrive ned, hvor meget man egentlig valgte, for det skulle vise sig at være en ting, jeg selv løb lidt sur i ved turens slutning. Heldigvis har Andrea en god hukommelse, så jeg fik alle, og de rigtige planter med op fra bagagerummet.

Efter påfyldning af de grønne planter, gik turen mod den næste destination. Kildebrønde lokkede med jordbær, kartofler, æbler og most, og efter det besøg måtte bagsædet også tages i brug som opbevaringsplads for flere lækkerier.

Men turen var langtfra slut endnu.

Præmiepladsen

Pyha! Nu er der skiftet ramme, og en ny plads fundet til mit dejlige billede.

Helt nemt var det ikke, for det viste sig, at den først udvalgt plads, bare ikke passede alligevel. Så kom en ny plads til overvejelse, men selvom det var ved skrivebordet var det også sådan lidt bag en dør, og selvom jeg ville kunne nyde det helt, virkede det lidt respektløst.

Til sidst sad den i øjet, ved siden af 'havevinduet'. Her kommer bundfarven på billedet til at spille sammen med vægfarven, på den helt rigtige måde, og man ser det, så snart man træder ind i stuen, og når jeg sidder ved skrivebordet, kan jeg nyde både 'havevinduet' og billedet.

Så nu er den sag i vinkel, og endda også i vater.

Som tiden flyver

Et par kroge, og der kan komme levende lys i vinduet. Et par nye lyspærer i reolbelysningen, og vi er kørende, også der. Tre tomater og to basilikum stillet op på rad og række, og der er en vindueshave skudt igang.

Varm mad til frokost, og der behøves kun en 'klapsammer' senere. Det har været en dejlig fridag, med snak, latter og styring af de løse ender.

Sådan kan det også se ud

Den sidste fridag i stakken. En mandag morgen, der til min overraskelse ikke er fuld af sol. Det synes jeg, at der var noget om, men måske brænder sommeren igennem senere?

Jeg har udvidet beholdningen af hovedpuder, så nu har jeg to, jeg kan brede mig over, men det var måske kun i går? Nyx, er det første jeg ser, da øjnene åbner sig mod morgenlyset. Hun troner dovent, og med ligegyldig mine på en hel pude!

Heldigt, at jeg kan vende ryggen til den nyslåede morgen, og udskyde dagens begyndelse lidt endnu. Jeg griber briller og bog. Forsvinder.

Lysplet

Den gik ikke. Den med lyset. Det må kunne gøres bedre. Og bedre er åbenbart at begynde roderiet, mens man vasker op.

Problemet var, at jeg fik ubehageligt lys i mine sofaøjne, og det går slet ikke. Sofa er til ro, og hyggelige sysler, og ikke øjenmigrænelignende tilstande i højre halvdel. Så symmetrien må brydes, og en ny orden findes i kaos af kasser, ledninger og bøger, der pludselig står i vejen.

Nåmen, nu må det stå der og rode lidt endnu, for jeg skal bade og spise, for om tre kvarter går det løs. Igen.

Dør efter

Pyha! Endelig er de fire døre færdige. Der røg meget rock henover, mens jeg tegnede, klippede, strøg og samlede. Men nu står de der, med deres nye fugle, og pipper under lampetlysets skær.

Jeg er meget spændt på, om tingene spiller fornuftigt sammen, men det kan først blive afgjort i aften, når mørket for alvor sænker sig.

Dør før

Jeg klatrer rundt på stole og stiger, mens Billy Joel underholder i baggrunden. To ny reollamper er ved at finde deres plads, mens jeg skråler ud i hele hytten.

Whoooohoooow!....this is my life!!!

Lovende lågeløsning

Nu igen! Ja, mig frisk ud af fjerene. Den nye pude, måske? En lille hurtigt morgenmåltid, en banan og et glas mælk, og så var jeg fløjet. En lovende lågeløsning havde lokket mig på glatis igen.

Første stop, apoteket på Christianshavn, hvor jeg skyllede den første antihistamin i mig, inden jeg aquaplannede med tøflerne ned af trappen til metroen.

Og i dag var besøget hos den svenske møbelgigant helt anderledes. Jeg nød ligefrem at tusse målrettet rundt, og få samlet mine indkøb sammen. De var nærmest identiske med dem fra i går, men der røg et par ekstra forskelle med i dag. Et par lamper til reolen, og et par stænger batterier.

Vel ankommet til kassen fremdrog jeg mit personlige kontokort, ganske som i går, men i dag blev jeg spurgt om, jeg kunne huske min pinkode. Nej, desværre, og det havde ikke været et problem i går. Så blev jeg bedt om billedlegitimation. Nej, desværre, og det havde heller ikke været på dagsordenen i går. Jamen, så måtte man slet ikke røre ved mit kort!

Så stod jeg der med båndet fuld af nyscannede varer, og fletningerne i postkassen. Og, der er eddermuggeme lang vej til den svenske møbelgigant, skulle jeg hilse, og sige.

Da man lidt efter snuppede min bon fra i går, som jeg stod og flagrede med, troede jeg et kort øjeblik, at det ville ende til min fordel, men nej, nu kunne man lade en røffel gå videre til gårsdagens unge mand, der trods checkopkald, åbenbart havde skidt gevaldigt i nælderne.

Og så var det, at det kom mig tilgode, at jeg havde tjekket dankortforbindelsen i går, hvor det kom for en dag, at banken, af uforklarlige årsager, havde deaktiveret mit hovedkort, da jeg modtog et ekstrakort.

På vejen hjem gik det op for mig, at jeg var havnet i en bus, hvor chaufføren enten var utrolig munter, eller måske endda beruset. Første hint var, at han glemte at annoncere et bestemt stoppested, ønsket af ældre dame, der selv må gøre opmærksom på, at nu var bussen der, hvor hun skulle af.

Andet hint, er da en ung pige har trykket stop i god tid, chaufføren pludselig råber op. Ups! Hov, er der trykket stop?, og bremser bussen. Ja, det var der vist, siger han og kører videre.

Ind imellem annoncerer han stoppesteder, og seværdigheder i en munter tone. Let syngende, kan man godt sige. Og synge, det gør han også, da radioen blænder op for 'Mandalay'. Men da var vi heldigvis nået frem til endestationen.

Puha, sidste etape i metroen, og jeg er hjemme igen.

Er det mig der bestemmer her

Jeg sagde jo, at jeg ikke gad, men hvem lytter til det, og en halv time efter sad jeg i en bus på vej mod det område, hvor Jens Rohde vinder valget på antal af opsatte valgplakater. Altså på vej mod den svenske møbelgigant i Gentofte.

To unge fyre, med hvert sit skateboard, hoppede også om bord, og underholdt med stille nynnen af en gammel traver. Og da de stod af, stod de op på hvert sit bræt i fuldstændig harmoni, som kun sådan en par drengerøve kan det. Fuldstændig synkrone i bevægelserne da de satte af, og med vristen smukt balletstrakt, så de selv ville have korset sig ved synet.

Og så er det vist sket med mig, og begejstringen for at tulle rundt i det store varehus. Jeg plejer at betragte det som en herlig udflugt med indlagt frokost og hele pivtøjet. Og gerne flere ture gennem herlighederne. Men idag var jeg tæt på grænsen af at ligefrem hade det. Pyha, altså!

Og plakaterne jeg gik efter, var enormt grimme i virkeligheden, så jeg kunne have stået her med spildte kræfter, hvis det ikke havde været fordi, jeg fik andre gode ting med hjem i posen.

Nye lamper, ny hovedpude og to opvaskebørster.

Mit sorte hjørne

Sådan ser der ud ligenu. Men ændringer er på vej. Nogle i dag. Nogle i morgen. Og resten, når det passer sammen.

Jeg har købt en lampe. Jeg bliver nødt til at købe en ny printer. Nej, det er gas, men jeg har til gengæld fundet den rigtige plads til min præmie. Og jeg har fundet den helt rigtige ramme.

Det er ikke fordi, der som sådan er noget i vejen med billedet, som det er indrammet nu, men, der skete det, at jeg, tidligere på dagen, pludselig stod med den perfekte ramme i hænderne, og tænkte, wauw, det kunne se godt ud! Men jeg blev usikker på målene, og når man er mobilløs, kan man jo ikke lige ringe op, og få de fornødne oplysninger.

Mit sorte skrivebord er oprindelig født som spisebord, men det lod jeg mig ikke skræmme af, og når det så ovenikøbet var sat vildt ned på grund af ubetydelige ridser i pladen, ja, så var jeg solgt, og jeg har elsket det lige siden, det kom ind af døren. Nåjada, elsket og elsket, jeg er i hverfald meget, meget glad for det.

Under bordpladen sidder en hylde, som jeg bruger til opbevaring af papirbakker og til udstilling af små billeder, malerier og andre finurligheder. Sidst ankommet er et lille kort fra Jeanette Mariae, som har en sammensætning af røde, orange og grønne farver, som jeg bare ikke kan få nok af.

Det lille abstrakte klatmaleri er et farveladebillede, Bjørnen engang lavede til mig, da han var en lille purk, og gæt lige om jeg glad for det?

Det sidste lille maleri blev vundet i en lodtrækning, ved et julemarked, jeg deltog i. Og nej, det var ikke mig, der vandt, men jeg delte lokale med hende, der vandt billedet, og hun var mere vild med et af mine sjaler, og så byttede vi.

Og så er der min messingkrokodille, som tidligere stod i hos min farmor. Sidenhen, da hun døde, tog min far den med hjem, og en dag var det min tur til at tage mig af den, efter at have lukket og slukket mit barndomshjem, efter min fars død.

Om lidt begynder jeg at pakke lampen ud, og i morgen lander en sort/hvid Mumi-musemåtte på bordet, og afløser dermed den orangerøde reklame-musemåtte, der egentlig aldrig skulle være taget i brug, men pludselig lå den der bare, og er aldrig kommet videre.

Lottokortlægning

Liselotte holder ind imellem fri i stakke, det lyder simpelhen så hyggeligt, så det er jeg i gang med at afprøve, og der er stadig dage at tage af.

Heldigvis.

Jeg er ubeslutsomheden selv, og vakler mellem at gå ud i den store by, med deraf følgende risiko for overophedet dankort. Det vil sige, hvis det ellers virker, for der var problemer i det lokale supermarked i onsdags. Jeg har før oplevet, at mit kort blev omdannet til et lottokort, så måske er det i virkeligeheden en rigtig god ide at teste det, så jeg kan bestille et nyt allerede i dag?

Der var jo de der overbehagelige tøfler, og de tre uimodståelige dufte. Der var også en Mumi-musemåtte og et voldsomt praktisk spiralhæfte med Mumifar på forsiden, som måske kunne virke helende på Bjørnens Mumiforskrækkelse, hvis de fik plads på mit skrivebord.

Jeg har også lyst til at fordybe mig i et posterparadis for at finde lige det rigtige til lågerne i stuen. Det skal sidde lige i øjet, for lågerne deler stue med sofaen, og jeg har dem direkte i synet, når jeg sidder der, og nyder livet i det bløde.

I det store svenske møbelmekka, har de noget brugbart, men jeg gider ikke at tage den lange tur med bus og metro, så det må blive Strøget, hvis det skal være.

Det kan også være, at jeg bare triller ned i det lokale, og tester kortet på fornødenheder, som rosiner, havregryn og aftensmad til et par dage, eller fire?

Måske nok den fornuftigste ide, men også lidt kedelig ikk'?

Krydderi

I porcelænsmorteren står resten af lavendelblomstsaltet, og venter på at genopstå i et perfekt samspil med knust rosenpeber.Tilsættes krebinetfarsen, og det hele ender med at blive meget sjovere.

Gasolin er på vej ud over Langebro, og et tordenskrald rammer ørespidsen.

Sommerhusstemning

Jeg har haft min gang i forskellige sommerhuse eller haver, og der var altid en særlig stemning ved spisetid.

Jeg har tit siddet på hug i et kartoffelbed og smidt de nyopgravede kartofler direkte op i gryden, skyllet hele molivitten ved vandposten, den, for køkkenhaven, uundværlige vandpost. Her kunne man også lynskylle en frisksnuppet gulerod, og derefter ganske derudaf.

Hvor ofte har man ikke været på rov i rabarberbedet? Dernede bagest i haven. Knassprøde rabarberstilke med parasolstore grønne blade, der som rensede snitter endte som velkomponeret kompot, der var et syrligsødt samspil til en lun frikadelle, eller i frydefulde lagdelinger mellem makronrasp og flødeskum.

Og krydderurterne ikke at forglemme. Småtskåret purløg i rigelige mængder, eller nyplukket persilledrys over det stegte flæsk. Løgene, der fik alle i køkkenet til at tude, og salathoveder, der skulle skylles i flere hold koldt vand, så det kun skulle være salatens knasende sprødhed, der havnede i skålen.

Og rødgrøden, der kørte over bordene i forskellige sammensætninger. Jordbær, rabarber og hindbær. Senere ribs og solbær. Og nåja, ikke lige rød, men dejlig alligevel, stikkelsbærgrøden. Altsammen serveret i husets bedste krystalglasskål med knasesukker og fløde.

Hertil aften fik jeg sommerhusstemning lokket frem på eget spisebord, selvom dette står i en etageejendom midt i byen.

Vi fik krebinetter med revet ost og purløg, sammen med nye kartofler, der efter kogning blev vendt i en skål med smør og hakkede krydderurter. Dijonsennep. Ren fryd.

Recepten er enkel. Hakket kalv og flæsk blandes med revet cheddar, klippet purløg, salt og peber. Farsen formes til små krebinetter, og steges i olivenolie.

Brødene på bordet er til ren pynt og afkøling, og skal først nydes i morgen. Dejen blev til på Kusmi mintchokoladete, gær, havregryn, hørfrø og rosiner. Tilsat biodynamisk hvedemel.

Energiudladning med bagtanke

Jeg var en tur oppe klokken fire, og nød den helt særlige blå farve, der lå i udsigten. Senere vågnede jeg op, idet et barn spurgte mig om, hvordan man får børn. Hvad? Nu? Nåe, P1!

Der var avis på måtten idag, og det passede mig fint, for der lå stadig et tyndt lag af træhed over hele systemet. Lidt blogrundfart, lidt lallen rundt, og så gik døren til bjørnehulen op.

Det er rengøringsdag! Ferien starter først, når der er gjort rent. Han er den hvide tornado!

To timer senere var der støvsuget, vasket gulve, tørret støv af, og ordnet badeværelse. Vasket op, og lavet morgenmad, mens den første maskinfuld snurrede. Skiftet sengetøj og kattebakke.

Bjørnen som hvid tornado, et sjældent set syn, men når det forekommer, sker der virkelig nogen. Effektiviteten kommer lynhurtigt på banen, når fordelen øjnes i horisonten, og her dukker bagtanken frem af disen.

Nu kan han nemlig sidde, og hænge ud foran moderpc'en, uforstyrret og i fred hele dagen.

Kniplinger på kanten

Med snuden inde i en forretning, har jeg efter cirka tre minutter og femogfyrre sekunder, allerede formøblet sekshundredefemogfyrre kroner på tre eau de cologner, og et par flade futter i behagelig model. I tankerne. For jeg var standhaftig, sør'me så og sgu!

Nænej, ingen snold, men til gengæld en kurvfuld biodynamisk hvedemel, økologisk gær, koldskål, jordbær, og nåja, to hefeweisser, og tre dobbelt Daim.

Vel hjemme i hytten, ventede to kasser årstider, og en dejlig stor pakke med mit navn på. Min gevinst!

Men inden jeg når så langt, står jeg på gaden, og og løfter kurven af TrilleNyx. Let hovedpine, træt efter en lang dag, og som noget nyligt tillagt, også lidt sulten. Slidt. Brugt. Udkørt. Slam! Bam! Færdig!

Men lykkelig.

Lærlingeløfte

Jeg er mobilløs igen. Lærlingen var alene i butikken, da jeg svingede ind med min mobil, der havde sendt sit første advarselsbib ved midnatstid, for endelig at udånde, totalt tappet for strøm, tidligt i morges.

Han var heldigvis enig med mig. Nok er nok. Og nok er nået. Forlængst.

Vi har en aftale. Han ringer først, når han står med en mobil i hånden, der fungerer. Upåklageligt. Ikke et sekund før.

Vi har en aftale. Os to. Lærlingen har pli og ynde. Jeg tror på det. Igen. Der er ingen billeder. For jeg har hverken egen, låne eller ny. Venter bare.

Lykke og lodtrækning

Jeg træder ind i et rum. Nej, om igen. Jeg kommer hjem, og træder ind i en lykkefølelse. Havde du spurgt mig for en rum tid siden, ville jeg have smilet skævt overbærende, og rystet på hovedet. Ikke fordi, jeg kunne sagtens være glad, men sabelkattene lå for tæt på dørmåtten, til at der var plads til lykkefølelser.

Jeg holder en pause for at rode med noget køkkenskriveri. Skramler med gryder og kasserolle, selvom det hele er nemt, og opvarmningsbart. Skyller jordbær, og det er lige på det tidspunkt, at det går op for mig, at lykkefølelsen samtidig skyller over mig. Mig!

Jeg skynder mig at lytte efter sabelkattene i kosteskabet. Knurrer de? Lugter her af rovdyr? Der er stille, og jeg glemmer dem hurtigt igen. Nogen der i øvrigt oftere sker. At jeg glemmer dem. Derinde i skabet.

Jeg står stille i gangen, og ser ud i ingenting. Tænker, og føler på fuld knald. Lykkefølelse. Og jeg kommer til at græde. Bare en lille smule, og da Bjørnen leende ryster på hovedet, knækker tårerne sammen af bare grin.

Efterhånden kommer jeg frem til, at Berlinerpoplerne er på fjernsynet, koldskål og jordbær ved hånden, katten ved siden. Og så har jeg vundet en lodtrækning.

Telefontid

Der er mobiltid, og almindelig tid. Der sommertid, og vintertid. Nogle gange kommer man til at blive for længe oppe. Andre gange går man forsent i seng.

Hvilken en af delene, jeg lige havde rodet mig ud i, ved jeg ikke, men jeg havde et hyr med at komme ud af fjerene i morges.

Lånemobil var sat. Den brummede også et eller andet på det ønskede tidspunkt. Det var bare mig der ikke var gearet til det alligevel. Jeg udskød, og udskød. Og udskød. Lige til at jeg ikke kunne mere.

Efter bad og tandbørsning, hud- og hårpleje, påklædning og taskepakning, opdagede jeg, at uret på væggen gik helt forkert. Fladt batteri, tænkte jeg, og tjekkede lånemobilen. Uha, sent på den, og ud af døren kom jeg i en fart.

Og så blev jeg mødt med en underlig morgenhilsen fra en kollega. Øh, du ved godt at klokken kun er 7, ing'???

Gæt så lige, hvem der stod der, en time for tidligt, med en lånemobil på vintertid! Arj, altså!

Nu er lånemobilen blevet afleveret, for det påstås at min egen virker efter hensigten. Jaja, vi får se, siger jeg bare.

Amagerbrand

Det er nu tredje gang, at der er brand i udsigten.

Fjernsynsfund

Efter en dejlig eftermiddag, et skønt aftensmåltid, ender jeg i sofaen, og mosler lidt rundt med avis og fjernbetjening.

Lidt kanalrundfart, og så rammer jeg SVT2. Måber en smule, men efterhånden som programmet skrider frem, bliver jeg mere og mere grebet.

Se selv, det var nogenlunde på det sted, jeg faldt ind i programmet.

Jeg skal ikke gøre mig klog på noget som helst andet end, at musikken var vidunderlig, virkede afslappende, og jeg blev glad af det. Og så er jeg sådan set tilfreds. Om lidt er jeg i gang med at stikke næsen i nettet for at få mere.

Avisbrød

Der er ingen vej udenom. Jeg må i køkkenet. Jeg troede til en start, at vi sagtens kunne være brødløse, bare én enkelt dag. Men nej. Tankerne går på langfart, og man sidder i sofaen, og bøver ud over drømme om varmere himmelstrøg.

Gæren bliver rørt blødt sammen med timiansirup, og tre spiskefulde græsk yoghurt. Lanvendelteen fra igår aftes har den rette temperatur, og gør det ud for væske, og hele baduljen røres sammen med durummel til det samler sig, og derefter fortsætter jeg med hvedemel.

Ganske som jeg ynder det for tiden.

På med hævehætten, og så går jeg i gang med at støde meget groft havssalt, sammen med et venligt nip lavendelblomster.

Når brødet er færdig efter første hævning, banker jeg dejen ned, og vender den over i en bradepande, der er foret med bagepapir. Jeg hælder olivenolie over, som jeg gnider blidt henover dejen, inden jeg sætter fingrene i, og prikker huller. Tilsidst drysser jeg med lanvendelblomstsaltet, rundhåndet og alligevel behersket.

Bjørnen daffer om hjørnet, og råber på brød, men han må vente, til ovnen er varmet op, og brødet bagt. Så kan han skolde munden på det friskbagte ligeså tosset, han vil. Aj ok, jeg holder bjørnepoterne væk, indtil et fugtigt viskestykke er blev tørt på skorpen.

Og lige noget om intention. Jeg er ikke den store chef i et køkken. Jeg tenderer heller ikke kogekone i Camilla Plum klasse. Jeg er bare sådan én, der roder i et køkken, mens jeg tænker tanker. Jeg er ret tilbagelænet efterhånden, for går det galt, er der nok et-eller-andet, andet i skabet, som kan redde dagen.

Og hvad vil jeg med alt det her? Jamen, jeg kom bare til at tænke på, at nogen måske tænker, at jeg er lidt småbims med alle mine underlige påfund, men fred være med det. Men kan jeg inspirere noget til at lette sig fra sofaen, og gå i eget køkken, og fremstille et eller andet på egen hånd og præmis, så er jeg yderst tilfreds.

Avistrip

Et duftminde maser sig frem midt i avislæsningen. Jeg mangler lige lidt fra sidste uge, og jeg læser om brød, der grilles på rosmarinkviste.

Og så er der ikke langt til timian. Og lavendler.

Jeg er på vej op af 'Bjerget'. Det er varmt. Solen skinner. Og jeg rammes af al det sydeuropæiske i en duftsky af timian og lavendel. Sådan må der dufte på øerne i det græske øhav, tænker jeg.

Drømmeøer med grå klipper, med stænk af kridhvide huse, blå himmel, og grønne bede med tusindvis af urter. Olivenlunde og citrontræer.

Friskfangede fisk, fyldt med citron og duftende blade. Penslet på sølvskindet med gyldengrøn olivenolie. Ristet over træknuder, der hvidgløder. Med et nattemørke som en blød kåbe af silkevelour, der blidt lægger sig til ro på de solvarme skuldre. Stjerneklart med et glitrende bånd af en mælkevej, der slynger sig afsted, og lander i en månekrukke af gyldent honning.

Hvide og gule oste på træbakker, der er slidt til sølvgrå patina. Yoghurt i skårede lerskåle med brændt glasur. Gyldent brød og små bitte kopper med bittersød kaffe. Og et bjerg i baghaven.

Og der vågner jeg. På 'Bjerget' i Botanisk Have. Hvor det er varmt, og solen skinner. Jeg vender mig for at gå tilbage, men bogstaverne giver ikke længere mening, og jeg opdager, at jeg sidder i sofaen, og drømmer om nybagt brød.

Timiansukker

Se bare, jeg har lavet min helt egen sukkerkrystal. Bare sådan, trylle-trylle i en flaske med timiansirup. Måske skulle jeg overveje en produktion og invadere markedet med 'Tante Toves Timiansukker'?

Skabelon

Bjørnen kom lige forbi med en lille pausefilm. Har man set én, har man så set dem alle?

Hverken fugl eller fisk

Det sker ofte, at jeg falder over lidt lækkert bagværk ovre hos Anne, og det lille bundt rabarbere satte skub i hukommelsen. Og minsandten, den var god nok. Der var noget med kompotfyldte mazarinere i gemmerne.

Undervejs i påfyldningen løb jeg tør for kompot, men efter en del roden rundt på lageret kunne jeg af dybet fremdrage et glas syltetøj. Hvad det er for en slags, har jeg ladet glemmebogen optage, men det smagte helt fint. Noget med ribs, men derudover er jeg blank.

Nu står der en pladefuld og venter på tur i ovnen. Måske bliver de ikke ligeså veldrejede som andres, men jeg er sikker på at de kommer til at smage godt, og en lille tot kold flødeskum kan dække over de fleste fejl og mangler.

Rabarberkompot

Et lille bundt meget fine økologiske rabarberstilke, lå og ventede på den helt rigtige ide. Og nu er den kommet frem på lystavlen.

Stilkene er blevet, skyllet, renset og skåret i fine stykker. Lagt i en kasserolle. Dryppet med lidt friskpresset citronsaft. Sukker blev kværnet sammen med et lille stykke vanillestang. Alt op i kasserollen, der blev sat over en sagte ild.

Ligenu står der, en skålfuld rabarberkompot, til afkøling på køkkenbordet. Smageskeen har været der, og jeg har ramt lige det punkt, hvor det søde og det syrlige rammer hinanden. Og det er præcis det, jeg skal bruge.

Brødknæk

Der hviler en afventende stilhed i udsigten. Det er somom, at folk ikke rigtig ved, hvordan de skal forholde sig i det morgenfriske gråvejr. Efterhånden dukker busserne op og et par biler drejer om hjørnet og se lige, en cyklist!

Jeg holder fast i min morgenmad, og kan efterhånden se både fornuft og god økonomi i den forordning.

Gryderiet fra i går fyldte så meget, at jeg ikke orkede også at slå dej op, så hertil morgen stod jeg brødløs, indtil blikket faldt på det gode knäckebröd i kurven. Og så var det kun et spørgsmål om at koge tevand, og få smørekniven op af skuffen.

Dobbelt gang i den

I gryden til højre, lagde jeg ud med en pakke bacon, der blev sakset i passende stykker, og brunet. Da løg og hvidløg var blevet hakket, røg de også ned i gryden. Herefter fulgte nakkekoteletter, der var blevet skåret til småt. Masser af spansk paprika, salt og peber. Røde snackpeberfrugter, og en portion bladbeder blev strimlet. Frosne ærter. En bakke brune champignon i grove stykker. Og ups, et lille glas sambuca.

Efter en tid på blusset, blev gryden fjernet fra ilden, og jeg stak smageskeen ned i dybet. Uhm! og videre til gryden til venstre.

Masser af løg, hakket, klaret i olivenolie. Et par knolde frosset spinat og en rest frosne ærter. Tilsætning af cacao/chili, salt og peber. Og fuldstændig uventet, en lille smule karry. Tilsætning af hakket kalvekød, der vendes godt rundt i blandingen.

Da det hele havde taget farve, og smidt safterne, tilsatte jeg en brikfuld pureret tomat. Sirlige drys med salt og en omgang peberkværn og smageskeen i stilling. Uhm! og videre til en kasserolle, hvor jeg skal lave en ostesauce til lasagne.

Til benet

Dagen i dag er startet usædvanligt. Jeg har ligget i morgenstunden med en bog i armen og læst. Og læst. Og læst.

Heldigvis aftog de kanelsyrlige opkastninger igår, og jeg kunne overholde min fodaftale om eftermiddagen. Der blev skåret dybt og meget, så blodigt blev det altså, men da jeg satte fødderne ned igen, var det som at svæve. For en stund.

I dag er gangen mere vaklende, og af samme årsag har jeg på forhånd meldt hjemmedag fra jobbet.

Mobilen, jeg hentede i forgårs, havde efter sigende fået nyt batteri endnu engang, men alligevel døde den på spisebordet i går formiddag. Der var også andre mærkværdigheder, men så bliver det for indviklet. Det korte af det lange er, at skidtet ikke virker, som det skal.

Nede i forretningen kan jeg mærke fødderne, og trætheden. Jeg gider ikke rigtig høre på dem mere, men jeg ved ikke, hvad jeg skal forlange, hvis jeg slår i bordet.

Der er to mennesker dernede, og det virker somom, at jeg skal igennem den samme mølle hos dem begge to, men nu er den ene jo også kun lærling, så bossen skal da helt klart lige tjekke efter, om lærlingen nu også har gjort det rigtige. Det er da klart.

En lang undersøgelse af dårlig mobil senere, beslutter han sig for at beholde dårlig mobil i butikken, oplade den igen, og gøre ting med den i morgen for at se, hvorlænge den holder ud!

Og bang! værsågod, og for første gang i to måneder bliver en lånemobil smækket på bordet. I mit stille sind spekulerer jeg lidt over, hvem af os to, der egentlig har retten til at være irriteret.

Nåmen, jeg kom da lidt ud i det gode vejr, og fik fingrene i et dejligt stykke håndlavet papir med stimer af gyldne fisk. Og om lidt, når jeg har sendt en venlig tanke til piskeriset, sætter jeg mig til rette med den gode bog, og lader mig suge ind i en helt anden verden.

På gyngende grund

I nat vågnede jeg, fordi jeg havde munden fuld af en syrlig kanelsmag. Kanel? Underligt! Et øjeblik efter, på badeværelset, fandt jeg ud af, hvorfor smagen var syrligt. Need I say more?

Et øjeblik efter gyngede gulvet igen.

Musik til maden

Vinduet står åbent, og jeg drejer om hjørnet med middagen balancerende på to hænder. Over den efterhånden svagere trafikstøj, strømmer en række gamle travere for sækkepibe, tværs over gaden.

Jeg leder i udsigten, og undrer mig indtil, der kommer billede på lyden.

Danser med ulve

De er glubske, står klar i gangen, og snuser bunden op af kurven. Ok, måske ikke ulve, men kat og bjørn, der er sultne på den rå måde. I morges, da jeg pippede noget om suppe, kunne jeg godt fornemme, at det måske lige var en tand for sommerligt og tøset. Endnu.

Vi skal ha' kød!

Jeg har renset to bakker champignon. De lækre brune. Grovhakkede, er de smidt på en glohed pande, hvor de smed saft og kraft, og lod sig blande op med citronsaft. Og fløde.

Jeg har købt frisk tagliatelle med tomat, der lige skal have et hurtigt bad i skoldhedt vand.

Og så er der hakket kalvekød til bøffer. Og om lidt spiser vi.

Gengangeren

Denne salat spiser vi ofte om sommeren. Ligeså snart spidskålene er landet, bliver der fyldt op med rejer, dild og ærter. Og i vanlig stil laver jeg lidt om på det hele. Hvergang.

Jeg rører en smule olivenolie op med citronsaft, salt og peber, i en stor skål. Nogle gange rører jeg også en smule sennep med. Tilsætter hakket dild.

Kålen snitter jeg meget, meget fint. Man kan også bruge sommerkål, som jeg gjorde forleden dag, da min stue stod for foderet til personalemødet. Det vigtige er, at det bliver snittet fint. Når kålen er færdig, vender jeg den omhyggeligt i dressingen, som bare skal smyge sig om kålen. Ikke noget sjaskeri her. Bare blidt kysseri.

Så lader jeg skålen stå, for dressingen mørner kålen lidt, dog uden helt at hive sprødheden af den.

Idag kom jeg til at tilsætte en halv mango, som jeg havde hakket fint. En anden gang var det friske jordbær, jeg brugte, og en tredje gang var der vist noget med nogle pærer. Jeg kan ikke nære mig.

Når tiden er inde, putter jeg en stor håndfuld frosne ærter i, eller selvbælgede, hvis det er sæson. Og lige før skålen ryger på middagsbordet, vender jeg en portion afdryppede rejer i. Skiver af Prins Vladimir med lidt koldt smør ved siden af.

Og så spiser vi.

Prins Vladimir

Det hjemmebagte brød får hurtigt ben at gå på herhjemme, så jeg måtte på den igen. På kanden stod en pæn rest te, og den skulle da ikke gå til spilde, men først rørte jeg en pakke gær op med en skefuld honning. Gæren smelter simpelhen i honningen, så behøver jeg ikke at lune væsken.

Teen var Kusmis Prince Wladimir, som er dejlig krydret med citrus og vanille, og der var cirka en halv liter tilbage til brødet. Jeg rørte durum i væsken, indtil det samlede sig, tilsatte lidt salt, og fortsatte så med den almindelige hvedemel. Ælte, ælte og hæve, mens jeg lavede noget andet.

Jeg delte dejen i to, og smed den ene halvdel i hævekurv, mens den anden halvdel blev lagt på bagepladen. Efter hævningen huskede jeg at vende brødet ud af hævekurven, ved siden af det andet, inden de røg i ovnen ved cirka 200 grader. Efter bagningen lagde jeg brødene til afkølning på bagerist med et fugtigt viskestykker over.

Og så var der atter brød i kurven.

Søvnterapi

Jeg har sovet. Rigtig meget. Rigtig længe. Jeg tror, søvn har en helende effekt.

Et eller andet, har trykket på kontakten, og standset den brændende understrøm af kløe, der har løbet under huden i dagesvis. Rifterne på fingrene lukker sig til, og fødderne er igen til at gå på.

Og godt nok er det ikke overstået helt, for der pusles stadig i mit højre øre, og der leges på en ny plet på det venstre øjenlåg. Men kløen er væk. Og hænder og fødder medgørlige.

I morgen bevæger jeg mig ud, og indtager igen min plads i verden. Meget bedre tilpas, og meget mere udhvilet.

Ud af natten

En anden nat, går det helt sikkert bedre. Den sidste var ikke sjov, og jeg udbryder, at jeg ikke har lukket ét øje, heller ikke to. For den sags skyld. Ingen svarer, for ingen er vågne, det er alt for tidligt.

Alt svider, brænder, bløder og klør.

Klokken syv, giver jeg op, og ringer afbud, og falder ned i noget, der udgør det for tre timers søvn. Så burde jeg vel være udhvilet nok til at tage hul på dagen, der står i lysende kaskader ind af min vinduer.

Boblende af svie og søvnmangel, står jeg på lersokkel med tykke, tyndhudede øjenlåg, der forgæves forsøger at holde lyset på afstand. Forgæves, siger jeg, og igen giver jeg op, og falder ned i en lænestol, hvis skuldre er brede nok til at favne hele elendigheden.

Der sidder jeg en rum tid, indtil lydene begynder at bevæge mig. Men alligevel, min dag bliver det nok ikke.

Bordskik

Nyx, vores sorte nattegudinde, mener, at hun bør sidde med til bords, hvor hun så helst skal håndfodres med små delikate stykker lammekød, eller hvad der nu står på menuen. Altså fra kødsiden!

Vi er ikke helt enige i den sag.

Inden maden kommer på bordet, er hendes madskål blevet fyldt op med kattepiller, og en ekstra lille godteskål står ved siden af med et par bidder af dagens menu. Fra kødsiden, selvfølgelig! Og, der er frisk vand i truget. Værsågod. Men, nej tak!

Vi er altså heller ikke helt enige i den sag.

Demonstrativt sidder hun, og troner fra nærmeste plads, i dette tilfælde er det fjernsynet, der er tættest på, og nedstirrer ihærdigt, hver en bid vi tillader os at indtage. Vores meget rare og flinke dyrlæge kalder det, at være social. En evne katte har tillagt sig, fordi det immervæk er nemmere at indynde sig, end at rende rundt hele natten, og jage livet af mus og edderkopper.

Så tag derfor ikke fejl. Det er ikke en stakkels lille kat, der selv må skaffe sig til livets ophold, vi her ser på billedet, men en social kat, og selv om vi heller ikke her er helt enige, vil jeg alligevel driste mig til at mene, at det er en temmelig forkælet én af slagsen.

Lammeleg

I det lokale supermarked var der et lille specielt tilbud på diverse lammeudskæringer. Det var vist en eller anden slagterlærling, der skulle øve sig lidt, så man solgte eksperimenterne ud med lidt nedsættelse på prisen.

Fint nok, tænkte jeg, og tog en lille pakke lamme-et-eller-andet med hjem i kurven.

Og i dag var det så min tur til at lege med lam, og jeg kastede mig ud i en grydeudgave. Et par skiver bacon havde undgået køkkenmusens opmærksomhed, så de røg i gryden sammen med lammestykket, der blev brunet pænt på alle sider.

Forleden lavede jeg kalv i øl, så det havde jeg ikke lyst til, og der var udsolgt i flåede tomater. Hmm, tænkte jeg, og hældte resten af morgenteen i gryden som væde. Jordbærte, mine damer og herrer, og det fungerede strålende.

Låg på gryden, simreblus, og mig ind i stuen, og snurre rundt om mig selv i en times tid.

Det var en lille stykke kød, så jeg skrinlagde ideen om små nye spanske kartofler, og grønne bønner i olivenolie, og hvidløg. I stedet sammentænkte jeg panikbollerne med tynde skiver steg, og sprøde grønne salatblade.

Godt så, tænkte jeg, og flækkede spinatboller, smurte med meget lidt mayo, dryssede med tørret mynte, hvem der bare havde haft det friske!, og dækkede med kød og salatblade.

Smak!, og så spiste vi.