Det er Mikkelsdag. Min yndlingsdag. Septemberalfen er ankommet. Vi har glædet os. Vi glæder os. Vi er glade.
Venlige mennesker havde inviteret til livsstilsmesse i Tappehallerne, og jeg havde inviteret Andrea med. Hun var, som altid, præcis på pletten, men jeg kunne overraske med at hive opgangsdøren op, lige som hun nåede frem for at brumme på.
Indenfor var der livsstil for rigtig mange penge, og vi kastede os ud i det. Og lidt af hvert, var der også, men i betragtning af at messen hed "The Wining & Dining Fair", var jeg en smule skuffet over udbudet. Bevares, der var pølser, oste, brød og kager. Vin, whisky og bajere. Lækre olivenolier og fede balsamicoer, men med rigelig megen trampen rundt i de samme varegrupper.
Jeg kom ikke tomhændet derfra. Mit yndlingsøl var repræsenteret, og gav et godt tilbud på fire af dem med svanen. Sennep rørt med sydesalt, kom med hjem i to varianter, en krasser med wasabi, og en mere moderat med honning, citron og timian.
Kagerne fra Oehlenschlägersgade, honningen med lime og citron, limoncella'en, der smagte så det sang i lang tid efter, må vente til en anden god gang. Ligeså mineralvandet smagt til med roser, hybenmarmeladen og chokoladerne formet som oliven.
Fredag eftermiddag, sent. Tripper for at komme afsted, men udadtil mærker man det ikke. At jeg tripper utålmodigt. Afsted på TrilleNyx, over broen i fuld fart. Tåbeligt, tænker man, når der nu skal drikkes øl. Men tåbelig er jeg nu ikke, for TrilleNyx bliver senere kørt hjem af Bjørnen, fra et sted i nærheden af Zum Biergarten, hvor venner venter.
Nej, det var ikke et blogtræf, det var et fyraftensmøde i venners lag. Vi grinte, og vi drak. Vi spiste, og vi... nej græd, det gjorde vi altså ikke. Jeg er så glad for, at jeg kom afsted, trods vaklende hverdag, og vanvid i øregangen.
Da jeg spadserede hjem, var luften mild, og det føltes, som gik jeg et andet sted, i en anden årstid, i en anden by. Opløftet, træt og meget glad. Nej, det møde, var der ingen ben i. Eller vent, måske alligevel et enkelt par.
Tak I tre og en enkelt morfar.
I onsdags kom jeg hjem, temmelig selvfed til mode, efter træning. Udstrækning, bad og afbrænding af den japanske. Huj, hvor det kører.
En fornemmelse af efterladte dråber af vand i mit højre øre, generer mig. Fra hulens dyb dukker Bjørnen frem med øjne, der fortæller mig om en verden, der vakler. Hans verden. Et enkelt blik, et enkelt spørgsmål, og kort efter sidder vi til fortrolighed i sofaen.
Nogen har rørt hans hjerte, og jeg må indrømme, at det rører mig dybt at høre, hvordan han tackler problemerne. Så storhjertet, så velovervejet, så smukt.
Vaklen vender til hverdag, og vi kommer videre. Igen.
Jeg møder sent, kommer hjem sent, endda ekstra sent. Nå ja, lidt sent. Til gengæld, har jeg været i sving, hertil morgen. Jeg har vasket op, vasket de uldne sokker, pakket grøntsagskassen ud, og snakket med katten. Om lidt er jeg klar til den vide verden.
Weekendplaner spøger i baghovedet, men det handler også om vejr- og vindforhold. Jeg har mange ideer, men...men...
Jeg arbejder på at nå forskellige mål. Nogle ligger tæt på, andre er temmelige meget mere langsigtede. Jeg skriver dagligt et par ord i min lille bog 'Målrettet'. Ikke altid noget, der har med sagen at gøre, men efterhånden, som siderne fyldes ud med noter om dit og dat, skinner en sammenhæng alligevel igennem.
Afbrænding af japansk røgelse, som en nogenlunde fast daglig forteelse, var et af målene, og jeg kan så småt konstatere, at den er ved, at være der. Jeg mediterer så reglemæssigt, som jeg ønsker det. Det er snart blevet en vane, som jeg ikke behøver at bruge så meget krudt på. Det sker bare, ligeså naturligt som tandbørstning, eller indkøb af kattemad.
I dag, skulle jeg have brændt et klip af på kortet til en omgang fællesmeditation, men der er meldt aflysning, så jeg har en hel lang aften forude. Og, hvad kunne være bedre end at smide mig i sofaen, og fyre nogle fede DVD'er af på den lånte spillekonsol? Med garnvinding og opslag til valket hut. Med Mick i topform.
Nej vel, så den tager jeg.
På Kongskilde Efterårsmarked var der en masse dyr. Der var heste, får, geder, høns og bier. Og så var der de udstoppede. Vildsvin, ræv, pindsvin og en sæl.
Jeg kan godt lide fårene, for de leverer virkelig varen. Uld til filtning, uld til strikning. Bløde skind til at varme sig ved. Lækre mejeriprodukter til at mæske sig med. Smagfuldt kød til at trylle i køkkener med. Men jeg holdt mig nu til garnet på dette marked.
Jeg har strikket, og valket rigtig mange tasker og punge, som blev solgt fra forskellige butikker i København. Jeg vidste lige præcis, hvor meget, og hvorlænge tingene skulle have i vaskemaskinen, for at opnå ensartede resultater. Dengang var jeg en haj, i dag gider jeg ikke rigtig de store udskejelser.
Nej, i dag holder jeg mig til en lille enkel ting, som en valket hut. Og jeg, som har valket en vis del ud af buksen, får pludselig præstationsangst. Sæt nu, jeg ikke kan finde ud af det?
På Kongskilde Efterårsmarked forvildede jeg mig ind i et område med en hel del hønsebure, og hvis jeg ikke passer meget alvorligt på, varer det ikke længe før, jeg begynder at søge optagelse i Dansk Fjerkræavlerforening, eller lignende.
Mange af fuglene her var dværghøns, og for hvert bur, blev jeg mere og mere grebet. Noget familie, langt ude måske, til Regitzes punkerhøns var tilstede i en vildtfarvet udgave. Nøj, hvor de var fine.
Nogle havde lagt små æg. Meget små æg, og hvor jeg gad godt prøve, hvordan det føles at gå ud, og indhente æg fra egen hønsegård. Andrea fortalte om en bestemt race, der lagde blå æg, men hun kunne ikke huske navnet. Dem gad jeg ellers godt se.
Jeg blev også overrasket over priserne. Jeg troede simpelhen, at høns var meget dyrere. Jeg kunne have fået en stor flot sort hane, iført rød kam og det hele, med hjem for femoghalvfjers kroner. Men, jeg tror ikke rigtig, at høns trives særlig godt i en lejlighed, så jeg lod det blive ved tanken.
Prøv at se billedet med hønen uden hoved. Altså de fes rundt i de bure, og var svære at fotografere, men selvom hovedløs er den fjerdragt, da betagende, og jeg kunne godt tænke mig at omsætte dens farver og tegninger til et eller andet. Strik måske? Broderi? Hønecollage?
Jeg er godt klar over, at hønsehold er andet, og meget mere, end bare at fodre med madrester, og indsamle æg. Der er vist også noget med, at hugge hoveder af, og koge suppe, men det tror jeg nu nok, at jeg ville kunne lære efterhånden. Altså, det med hovederne. Suppekogeriet kan jeg i forvejen.
Og ræven? Han skal bare holde kæften fra mine høns, og fortsat bare vende ræveryggen til.
Alle gode gange tre. Jeg kom afsted til træning. Stadig på langsom opstart, dels fordi jeg ikke har lyst til at døje med ømme muskler og andet værk i morgen, og dels fordi, jeg lige skal tale med den brunøjede, som i virkeligheden er blåøjet, om min knæskade, inden jeg giver den gas for alvor.
Men afsted kom jeg altså i dag. Tog romaskinen først, og bagefter en tur på cyklen. Hjemmebad, og derefter en dusch for sjælen, med afbrænding af den japanske for åbent vindue.
Aftensmaden var nem. Suppe fra forleden, suppleret med flute, der blev skråtskåret og fyldt op med persillesmør i snittene. Suppen på ilden, og fluten i ovnen. Og så spiste vi.
Nu er jeg sådan set færdig for i dag, og klar til boxen. Søvn under en blød dynen, lige indtil i morgen, hvor det gerne må blive godt vejr igen. Jeg er altså ikke specielt vild med regnvejr.
På Kongskilde Efterårsmarked var der meget at se på. Nogen forsøgte at lokke mig op i traktorsædet, men jeg skulle ikke nyde noget, og forøvrigt havde jeg spottet, at der var risiko for at få olie på tøjet. Så, nej tak!
Der var også noget med én, der udstoppede dyr. Det kom jeg slet ikke i nærheden af. Jeg tror vist, at der var nogen, der blev tilbudt at holde en and, mens den blev stoppet ud. Havde der så været tale om en fed økoand, friskpillet og klar, der skulle proppes op med lækkert fyld, havde jeg selvfølgelig mast mig frem.
På et tidspunkt gik jeg sammen med Shabby, der ytrede, at hun gerne ville prøve at spinde, for der sad 'Lulu' og lod rokken gå. Jeg skulle ikke nyde noget, for det var jeg nok for bøvlet på fingrene til. I hvertfald lige i øjeblikket. Men derfor ville jeg da ikke lade chancen gå en anden én forbi. Så jeg maste mig frem, og forhørte mig om muligheden var tilstede. Og det var den da.
Da Shabby ikke havde prøvet at spinde før, kunne hun ikke blive sluppet løs ved rokken, men måtte prøve med en håndten, og hun gik på med krum hals. Efter et par lidt kiksede forsøg kom forløsningen endelig. Aiii, jeg kan!
Ja, gu' filan ku' hun, og nu er hun klar til et weekendkursus. Og jeg var bare en københavnerkylling med et kamera.
Med dette billede fra Kongskilde Efterårmarked, siger jeg, godnat, og vender tilbage i morgen med mere.
Tak Anne, fordi du tog så godt imod, og sørgede for, at vi alle fik en dejlig dag med gode og varierede indtryk.
Marianne kommer til København på fredag den 26. september, og vi har aftalt at mødes fra klokken 15.00 til en øl eller flere, i Zum Biergarten. Det vil sige, jeg kommer først senere, men Andrea og Marianne tyvstarter fra klokken 15.00.
Jeg fornemmede en vis interesse fra både Mandags Anne og Shabby, så måske kan vi få stablet et helt lille blogtræf på benene?
Har du også lyst, er du meget velkommen. Vi bliver jo nok siddende et stykke tid, så kan man ikke nå det til klokken 15.00, støder man bare til senere. Vi venter gerne, for der er masser af godt øl i hanerne, at fordrive tiden med.
For en sikkerheds skyld, er det måske meget godt, hvis man lige lægger et pip i kommentarfeltet, eller sender mig en mail. Så kan vi nå at reservere bord, hvis det skulle blive nødvendigt.
Jeg er klar. Parat. Til start. Bajletricket har jeg lånt af Liselotte. Det er rigitg smart, når man nu skal have både kørekåbe og dagbog med.
Jeg er klar. Parat. Til start. Kør Shabbybussen frem i lyset.
Der er travlhed i hytten her. Jeg skal være klar om et par timer. Shabbys turbus henter mig, og så sætter vi fart på, og kurs mod en anden lokalitet. Andrea kommer også, men fra en anden indfaldsvinkel.
Jeg glæder mig. Vi glæder os. Alle glæder sig.
Morgenmad må der til, og jeg har lavet Kusmi på den store kande. Mens den trak, trak jeg moppen over gulvet efter at have skiftet kattebakken. Kom ikke her. Og så i køkkenet igen.
Jeg skiver maltbrød, finder smør og salami frem fra de køligere egne af regionen. Smører brødet, og åbner pakken med salami.
Og så sker det. Bang! Så står man pludselig der, sammen med Amerigo, Åh! Luigi og alle de andre. Tryllebundet af drømmesynet og duften, mens man smilende læner sig opad en kop varm te. Jeg ler højt med de andre. Rejsende fra kattebakke til kanalby på et stykke tyndskåret salami og et splitsekund. Mælkevejen hænger over hovederne, og jeg vågner, da mit blik falder på gajolerne med bourbonvanille. Det er jo en ganske anden sludder.
Jeg ryster på hovedet, ryster koncentrationen på plads. Lugte er forunderlige.
Fuglen med den træagtige lyd skræpper i gården. Jeg vågner, og ser det skrå lys, der baner sig vej ind i de mørkere gemakker. Der hvor søvnen stadig er i højsædet. Det er søndagsmorgenen, der vil ind.
Fuglen med den træagtige lyd skræpper i gården. Og den bliver ved og ved og ved. Klokken er halv syv, og jeg giver op, og står op.
Hele udsigten er badet i sollys. Gulligt lys. Orange lys. Varmt og voldsomt. Jeg vågner alt for meget, alt for hurtigt.
Fuglen med den træagtige lyd skræpper i gården. Jeg åbner vinduet til den anden side, og gør mig klar til at ignorere alt og alle. Røgen fra den japanske bevæger sig langsomt ud i rummet.
God træagtigt skræppende morgen.
Jeg har fået noget fra hånden. Mere eller mindre. Rengøring hist og pist. Jeg har fået fjernet de fleste efterladenskaber fra det famøse kosteskab, som nu til gengæld fungerer optimalt.
Jeg forbereder mig til en søndag udenfor byen.
Der blev også ryddet grundigt ud i grøntsagsskuffen. En pose forskelligfarvede gulerødder, to porrer, broccoli, persillerødder, samt en flok kartofler. Alt blev renset, skyllet og skåret i stykker, for den der kommer allersidst, skal i den sorte gryde. Og det kom de så. I en halv times tid i bouillon og krydret med mango/karry blandingen.
Jeg sluttede af med at blende hele herligheden, smage efter, og ekstrakrydre med kværnet peber. Og ja, jeg blødgjorde den kraftige, tyktflydende suppe med et skvæt fra flødekanden.
Maltbrød skåret i velnærede skiver, blev lige berørt med smør, klappet sammen, og afslutningsvis skåret i stave. Det perfekte måltid på en septemberdag, der var utrolig ubeslutsom i vejret.
Da jeg rammer fortovet nedenfor mine vinduer, kan jeg mærke, at jeg slet ikke er gearet til metro- og bytur. Jeg har strømper, støvler og regnfrakke på, og kan næsten ikke ånde, hverken her, eller der.
Jeg finder fred i den udvalgte forretning, som rummer så smukke ting, at man kan blive helt opslugt. Der er noget for øjet og for følsomme fingerspidser, der kan glide over glatte flader. Her er farver, og dækket op til fest.
På et øjeblik ændrer verden sig. Jeg drejer om hjørnet, og er væk fra vrimlen. Opløftet begiver jeg mig ind i et paradis af papir, penne og pensler. Jeg er heldig. Der er nemlig sygdom i fyldepenneafdelingen, og seriøs fyldepennebetjening kan først gives på mandag, og jeg slipper tomhændet ud.
Her på kirkepladsen finder jeg ro. Gule blade ligger spredt under træerne og tårnet trækker blikket højt mod den skyede himmel. Lidt blåt maler sig frem. Fødderne er varmet op, og samarbejder, så turen tilbage bliver let og ubesværet.
I onsdags læste jeg dette indlæg lige før, jeg gik ud af døren. Sej og klog! Det er da lige mig, men jeg var ikke nævnt.
I løbet af dagen faldt tanken igen på indlægget, og da jeg kom hjem, var der gudskelov én, der havde omtalt mig. Det gjorde mig godt, kunne jeg konstatere.
Og hvorfor så dette indlæg? Simpelhen for at udfordre mig selv. Ville jeg turde beskrive fornemmelsen, eller ville jeg bare lade sagen ligge tilbage på mavebunden?
Jeg turde, jeg har skrevet det højt, og er kommet videre. Heldigvis.
TrilleNyx er udlånt. Jeg skal ind til byen. Det regner, og jeg mangler en halv avis. Jeg mangler så meget, men der kommer tid ind på kontoen i løbet af dagen. Jeg læner mig tilbage, og nyder varmen fra koppen med kakao.
Jeg sidder med en ulden plaid om mig, en frisk avis, der læses. Bilerne trækker stadig våde spor efter sig, og lyden rammer mig, som en pludselig trang til varm kakao.
Jeg glædede mig så meget til, at det skulle blive lørdag, at jeg næsten ikke kunne sove. Allerede klokken seks var jeg på banen, og udenfor døren kunne jeg hente avisen.
Det har regnet. Gaderne er stadig våde, men det kan sagtens nå at tørre, inden jeg er færdig med mine sysler.
Og sysler, dem er der en hel del af, men det er en helt anden historie.
Jeg nikker, klipper kaniner, døser. En lang uge, der hurtigt var overstået, er forbi for denne gang. En ny venter i kulissen.
Allerførst skal maden i mål, og den følges til dørs af desserten, der er lagt i skål med blødt skum, mild pære og kraftig chokoladekage.
Om lidt vågner jeg op til en lørdag, der måske stråler ligesom dagen i dag, men først lader jeg mig formilde og forføre af det bløde, milde og mørke.
Jeg danser, læser, skriver og aftaler. Jeg danser lige ind i programoversigten, og så stopper festen i en time eller to. Jeg er ikke vild med dans, eller talent. Jeg må vente, til aftenen bliver senere.
Indtil videre spises der rester, og drikkes godt hvedeøl. Svaneøl og svanesø.
Måske, havde jeg slet ikke tid til at standse, men jeg gjorde det alligevel, for der var billeder, der måtte tages. Bagefter trådte jeg ekstra til i pedalerne i et højere gear.
Måske, kom jeg to minutter for sent, men solen, himlen, og det hele var bristefærdigt af fredagsglæde.
En tanke slog sig ned. I dag ville være den perfekte dag for en lille alf, at blive født på, men indtil videre har jeg ikke hørt noget om, at en sådan begivenhed har fundet sted. Det er faktisk heller ikke tid endnu, men han ville være stor og stærk nok, hvis det var blevet i dag.
Måske, var det et kort øjebliks lykkeligt vanvid, der ramte mig, da jeg twistede igennem, mens Kim Larsen sang Elefanten i søvn.
Nu er weekenden også kommet til mig, og jeg kunne fortsætte dansen, og svinge med armene højt hævede over hovedet, der pludselig føles så let, lyst og lykkeligt. Det er vist sådan det føles, når man er ør af glæde.
Måske, er det, det jeg er. Ør af ren og skær fredagsglæde. Simpelhen.
Det var da utroligt, hvad sådan en omgang oprydning af kosteskab kan føre med sig af rod. Kosteskabet står nu i sin fineste orden, men smitten har bredt sig til andre hylder, andre steder.
Jeg gider næsten ikke, men på den anden side set, har jeg nu chancen for at komme tilbunds i skidtet, og det gider jeg egentlig godt.
Og så kan december bruges på julepynt, brunkager og honningheste, i stedet for at lave kalenderprojekter, der indebærer større renoveringer ligesom sidste år.
Hakket kød kan bruges til meget, og den oprindelige tanke, da jeg stod nede i det lokale supermarked, var at de økologiske koteletter, samt det hakkede kalvekød, skulle ende, i skøn forening, som frikaldellefars i min foodprocessor.
Da jeg kom hjem i eget køkken, fandt jeg æg, rosmarin, tørret basilikum, løg, hvidløg og gedeost i saltlage frem af gemmerne, og begyndte at røre en fars. Jamen, det lignede jo pludseligt et farsbrød. Og jamen, hvor det farsbrød lige passede til et glas ratatoille-agtigt-noget, som jeg engang købte med hjem fra en tur i Inco.
Nu står der et lækkert farsbrød på bordet, og venter på, at ovnen rammer den rette temperatur. I brødkassen ligger minsandten en rest naturhvedbrød, som stadig med rette kan kaldes brugbart, ikke superfrisk lige fra ovnen, men måske mere det der hedder, daggammelt.
Det er fint nok med mig, for jeg er også ved at være lidt daggammel efter en forlænget dag på jobbet. Så når desserten er rørt sammen, og vi har spist, vil man kunne finde mig i sofaen, med restdvd'er og remote.
Jeg er fuldstændig fjantet med pappadelle for tiden, og når man, som jeg, ikke er helt på toppen, var det dejligt at størstedelen af aftensmåltidet, var lavet på forhånd. Jeg kogte pappadelle, og skar en rest stegt lam fra fryseren i strimler, og vendte sammen med pestoen, som jeg lavede i går.
Færdig arbejde, og endelig sofa i længere tid. Jeg har undgået at ligge, eller sidde for meget, men nu synes jeg, at jeg vil løbe risikoen. Der er lejet film, og jeg er sikret en næsten smertefri aften. Jeg tror på det.
Alt er godt!
Jeg har ikke sovet særlig godt i nat, for hver gang at jeg skulle vende mig, måtte jeg sætte mig op. Man bliver lysvågen. Jeg gør i hvert fald. Det er irriterende.
Jeg meldte mig syg i dag, for jeg har forfærdelig ondt i ryggen idag, og har derfor heller ikke sovet særlig godt. Det er irriterende.
Jeg spiser en masse forskellige smertestillere, for at komme i gang igen, men får kvalme, sure opstødt og andre underholdende mavegener med i købet. Det er irriterende.
Fastnettet ringer, og jeg krabber mig afsted for at nå det, inden det er for sent. Ryggen værker, og jeg er langsom, men jeg når det. Jeg har vundet en rejse til Caribien, og skal bare taste 9, for at confirme. Det er irriterende.
For, hvem filan gider at rejse til Cariabien, når man har ondt i ryggen? Forøvrigt, er det jo bare et af de her plat og svindel numre, hvor det ender med, at man skal betale en milliard, eller mere, for overhovedt at få den skide rejse. Det er irriterende.
Solen skinner for vildt, og efteråret tér sig fra sin bedste side, men her i hytten er det alligevel ikke julehumør, der står forrest i køen. Jeg er tæt på gulvbrædderne, men rammer dog ikke kulkælderniveauet, for i morgen er der atter en dag, og den bliver garanteret meget bedre.
Det tror vi på, ryggen og jeg.
Det er anden gang, at jeg skriver dette indlæg, for da jeg trykkede for udgivelse forsvandt teksten ud i, hvad sådan noget nu forsvinder ud i. Det er irriterende.
Kan man ringe til sit job og sige at man har kat syg? Nej vel, og det gjorde jeg da heller ikke, men jeg var ikke helt glad ved at lade nattegudinden alene tilbage, da jeg skulle gå i morges.
Ingen ved rigtigt, hvad der skete, men Bjørnen og gudinden havde et mindre sammenstød, da hun skulle rubbe sig ud af hans værelse. Intet udsædvanlig ved det, men kort efter bemærkede vi at hun krøb langs panelerne. Jeg stirrede straks anklagende på Bjørnen, men han bedyrede. at der ikke var sket noget, der kunne skræmme hende i en sådan grad.
Ude i køkkenet ville jeg prøve at tage hende op, men hun nærmest lå henad panelet, og peb ynkeligt, så det skar i hjertet. Da det endelig lykkedes, at få hende løftet op, kunne vi ikke finde hverken fejl eller mangler, og slap hende ned på gulvet igen.
Bjørnen måtte afsted, og jeg forsøgte, som sidste hak på tjeklisten, at lokke med friskåbnet Whiskas. Hun kom straks stæsende med højt løftet hale og tiggemiauerne på plads. Lettelsens suk indfandt sig, men forsvandt hurtigt igen, da jeg lidt senere fandt hende inde i stuen siddende bag en Aarstidskasse med kæmpestore bange øjne.
Puha, det var ikke rart at gå fra hende, men heldigvis havde Bjørnen tidligt fri, og kom hjem og fandt en kat i sit gamle jeg, med velkomst og det hele.
Vi har haft mange overvejelser, men ingen har været rigtig tilfredsstillende. Det tætteste er, at hun måske har troet, at hun skulle lukkes inde igen, ligesom den dag håndværkerne var der. Men altså sikre er vi ikke.
Jeg ved godt, at det bare er endnu en kattehistorie og buhu, men det er altså vores kat, og på ægte bymenneskevis havde jeg helt ondt i maven, da jeg måtte køre hjemmefra. Det har jeg ikke det ringeste imod at indrømme. Jeg indrømmer også glad og gerne, at jeg nyder, at en glad og nysgerrig nattegudinde, tramper rundt på tastaturet ligenu, og gør det rigtig besværligt at skrive.
Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne, da regnen begyndte at komme over mig, i byger. Byger, der varede længere og længere. Jeg kyllede ud af alle aftaler af bar befippelse og udmattelse. Jeg orkede ikke at blive våd mere end én gang i dag.
Derfor meldte jeg altså afbud både til træning og fællesmeditation.
Jeg begav mig ud i bygerne, og fik samlet et aftensmåltid sammen på vejen hjem. Bagels med laks og creme cheese. Bjørnen fik lov, efter at jeg havde hygget mig med opvask og forberedelse af morgensdagens aftensmad.
Åh hvor jeg trængte til en friaften, og jeg tog den. Hvis nogen skulle have lyst til at kalde mig en kylling, eller en pjækkemås, er det dem frit for. Jeg læner mig tilbage, og nyder roen, varmen og lyset i min egen lille rede, for jeg trængte sådan. Til bare at være.
Tre håndmadder og fire rosintomater. Makrelsalat rørt af mayo, orangepeber og hakket syltet agurk. Kyllingerest fra forleden og en klassiker, skinke med italiensk salat.
Pære med en tot flødeskum, blev brugt som dessert. Alle læner sig derefter tilbage, og nyder den hele langstrakte mandag aften.
Mig og min træningspartner har, på overtid, planlagt et helt OL i børnehøjde. Det løber af staben i morgen, og jeg tror, det bliver sjovt.
Lidt senere end ellers, kørte jeg hjemover, og måtte standse og nyde de røde bær på træerne ved havnefronten. Lyset var begyndt at vige, men det var nu kønt alligevel.
Bagefter var jeg en tur i det lokale supermarked, hvor der var masser af kattemad på tilbud, samt en kokosmåtte til en tyver, som lige var sådan én, nattegudinden havde ønsket sig. Til resten af husstanden, købte jeg makrel og knaseagurker på glas. Nåja, og et enkelt lille ugeblad.
Jeg havde dårlig lagt måtten ud på gulvet, før gudinden lykkeligt hvæssede kløerne, og mens hun hyggede sig, brændte jeg den japanske af for åbent vindue. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre når det bliver for koldt med det åbne vindue, men indtil videre går det, og med tæpper og sokker kan man komme langt. Jeg kan godt lide lydtæppet af bilerne på gaden, mens jeg sidder indadvendt.
Familien er efterhånden samlet, og jeg går i køkkenet for at lavet makrelsalat. Der skal lidt hakket sylteagurk og noget paprika i. Eller måske hakket løg. Eller...
Ja, det er sådan, det foregår her i hytten, jeg ved næsten aldrig, hvad jeg går ind til i det køkken. Og dog, i dag ved jeg, at jeg skal have smagt på pærerne fra i går.
Den maser sig frem, og det er jeg glad for. Alligevel putter jeg et par sokker i tasken for en sikkerheds skyld.
Det er mandag, den bliver lang. Ugen ser umiddelbart også lang ud, men ved ugens slutning vinker en oplevelse, der er værd at se frem til.
Mens æggene spejlede, skrællede jeg pærerne, og skar dem i kvarte. Smed dem i en kasserolle med lidt koldt vand og et skvæt rosmarinsirup. Derefter fik de lov til at koge sig møre og lækre. Nu står de et øjeblik på køkkenbordet, og køler af med et drys stødt nellike på toppen.
Hvad skal de så bruges til? Ja, det glæder jeg mig også til at finde ud af. Jeg har en brie, der er ligeså moden som månen, men med en tot flødeskum, vil de også være delikate. Vi får se, hvor det ender.
Tre kasser står på spring, klar til nedbæring til vores egen lille genbrugsplads i baggården. Det er, hvad det bliver til lige nu. Jeg er brændende ivrig efter at få styr på det sidste rod og ragelse, men tiden er knap, hvis ikke jeg skal tage hverdagene i brug til denne form for vild udskejelse.
En sambucalyst kom over mig, og måske kan jeg bruge den til et eller andet. Om ikke andet, så bare nyde den spirituøse anissmag.
Aftensmaden består af italiensk skinke med spejlæg og karseklip. På rugbrød. Når jeg når frem til ingredienserne, for jeg tøfler stadig rundt, og lader mig distrahere. Vaskemaskinen er blevet sat igang, og en opvask er smidt i baljen.
Bjørnen er nu på bagtrapperne tungt belæsset med urtepotter. Der mangler stadig en kasse, og inden han får set sig om, har jeg måske fyldt en ny.
Dagen i dag, har jeg levet i en osteklokke, uden for tid og sted. Måske snarere i en urtepotte. Det er indtil videre blevet til to kasser med de gamle potter. Resten af tiden er bare forsvundet, og jeg har glemt resten af kosteskabet. Det er gået op i hat og briller. Søndagen er næsten overstået, og jeg har bare måbet mig igennem.
Jeg bliver hele tiden distraheret af noget andet end sagens kerme, og har blandt andet brugt en masse tid på at få min billeder organiseret. Jeg har prøvet på det, for bedst som jeg troede, at jeg var ved vejs ende, dukkede der nye billeder op.
Måske finder jeg ud af resten, af det der med kosteskabet, senere på aftenen, ellers må jeg se på det i løbet af ugen. Nej forresten, deadline må være tirsdag aften, for så er der gået en uge.
Jeg ved, at ejendommen ved siden af har fået ordnet taget, og den slags kan sagtens gribe om sig. Jeg gyser simpelhen ved tanken om, at der skal tømmes loftsrum. Nej, det vil jeg slet ikke tænke på. Yrk!
Mens jeg venter på brød, sidder jeg og roder efter inspiration til pære og et eller andet. Jeg har et par potter persille i overskud, og tænkte, at måske kunne det være en mulighed, men det er vist kun mig og kinesiske hamstere, der kan se noget der.
Nej, det ender nok i noget rosmarinkogt pære med gedefeta i tern, og måske sniger der sig et drys ristet persille ind over.
